Danskere fortæller om mad og drikke, der blev til traumer for livet
Alle billeder af Amanda Hjernø.
danmark

Danskere fortæller om mad og drikke, der blev til traumer for livet

En brækpøl af ufordøjede sukkerskaller på en færgetur, en feberbedøvende flad cola, eller margarine på brødet. Her er vores mest traumatiske mad- og drikkeoplevelser.
30.11.17

Menneskets psyke er en underlig størrelse. Når vi bliver født, er den som et blankt kanvas, der bare venter på at blive fyldt ud med alle mulig fucked-up ting. Det kan være vores forældres skilsmisser, vores kæresters utroskab, eller den første gang et blad koriander sniger sig ned i ganen på os, og smagen af betændt håndsæbe giver os flashbacks til mononukleose, halsbetændelse, sygeseng og teenage-angst over ikke at måtte drikke alkohol i et halvt år.

Annoncering

Vores hjerner er fra barnsben af programmeret til at associere indtagelsen af mad- og drikkevarer med noget trygt, rart og familiært. Vi blotter os, når vi spiser og drikker, og det giver de dårlige oplevelser rig mulighed for at brændemærke sig til en evig plads i vores hjernebarks område for traumatiserende hændelser.

LÆS MERE: Voksne danskere fortæller, hvorfor de drikker mælk

Jeg fik nogle af mine venner og kolleger til at fortælle om deres mest traumatiserende oplevelser med mad og drikke, og det viser sig, at alt fra hvidt brød til syntetisk cola kan give os varige mén.

Søren, blødt brød og noget smørbart

Da jeg var fire år gammel, blev jeg indlagt med hoftesygdommen Calvé-Legg-Perthes. Det var i 1963, og dengang behandlede man det ved, at man blev lagt i stræk i 12-18 måneder. På hospitalet serverede de sommetider sigtebrød med et tykt lag margarine og et lag leverpostej ovenpå. Det er faktisk det eneste, jeg kan huske fra den periode. Siden da har jeg haft det sådan, at jeg får kvalme, hvis noget bare minder om det. Det er ikke selve smagen men konsistensen, der får det til at vende sig i mig.

Hvis jeg spiser en sandwich, og brødet er meget blødt, og der tilmed er smurt et eller andet blødt på – friskost for eksempel – så går det galt. Den første bid smager altid meget godt, men ved anden bid kommer kvalmen rullende.

LÆS MERE: Jeg spiste smørrebrød med danske pensionister på Gran Canaria

Annoncering

Engang sidst i 70’erne havde jeg en ven, der arbejdede på Kirkens Korshærs hjem for mandlige hjemløse. En dag vikarierede jeg for ham, og opgaven gik ud på, at jeg skulle smøre madder. Så jeg stod og smurte blåskimmelost og smør på franskbrød i seks timer i træk. Det var simpelthen så klamt. Så nu har jeg også et problem med båskimmelost. Jeg kan ikke have det.

Det er ikke fordi, det påvirker mig vildt meget til dagligt, men en gang midt i 80erne var jeg i Spanien. Efter en lang vandretur på flere timer i en ulidelig hede nåede vi frem til vores destination, toppen af et bjerg, hvor vi fik tilbudt noget at spise. Det eneste, de havde, var hvidt brød med smør. Gedesmør. Det smagte af gammel sweater, der har ligget ude i regnen, og i dag kan jeg slet ikke spise noget, der er lavet på gedemælk. Det sjove er egentlig, at jeg ikke tidligere har tænkt over, at der løber en rød tråd gennem mine kulinariske aversioner.

Oliver, M&M’s

Da jeg var otte år gammel, rejste jeg med færge fra Færøerne til Danmark sammen med min familie. I de to dage turen varede, legede jeg med en anden dreng på min alder. Vi hyggede os rigtigt, og på et tidspunkt købte vi en masse slik. Blandt andet to kilo M&M’s. De to kilo fik vi hurtigt gjort kål på, og alt var godt, men nu er det jo sådan, at en færge godt kan gynge lidt.

LÆS MERE: Dine vingummibamser er fremstillet under slaveagtige forhold, siger rapport

Så mens vi løb og legede, blev han pludselig søsyg. Han havde kun spist M&M’s, og da han brækkede sig, lå der bare sådan en lysebrun sø af mavesyre og små ufordøjede sukkerskaller i alle mulige farver og sejlede rundt på dækket. Det resulterede i en helt særlig lugt, der har gjort, at synet eller lugten af M&M’s giver mig kvalme. Det mærkelige er, at jeg ikke har et problem med lignende slik. Smarties er for eksempel ikke noget problem, da det slet ikke lugter på samme måde. Så det kan jeg sagtens spise. Men bare tanken om M&M’s får det til at vende sig i mig.

Alfred, kunstig vandmelonsmag

Da jeg var 13-14 år gammel, var jeg meget fascineret af alkohol. Det var nyt, spændende og utroligt voksent. Officielt var jeg stadigvæk for ung til at drikke, men jeg er skilsmissebarn, og hjemme hos min far var der ikke så strikse forhold. Min far var lige blevet forlovet, og en weekend sad vi hjemme hos ham og hans forlovede og så film. De havde købt en halvanden liters Bacardi Breezer med vandmelonsmag. Det var ikke fordi, jeg nødvendigvis *skulle* drikke den hele, men jeg kunne prøvet noget af den, hvis jeg havde lyst. Hvilket var det sejeste i hele verden for teenage-mig – på niveau med pludselig at have et Dankort eller få lov at køre bil.

LÆS MERE: Vi testede technobajere med en af Danmarks bedste bartendere

Det endte med, at jeg fik drukket hele flasken selv. Eftersom jeg havde drukket måske én gang før det, der i dag er kendt som ‘The Watermelon Incident’ i min familie, havde jeg ingen fornemmelse for de advarselssignaler, min krop sendte mig – advarselssignaler, der i dag ville sende mig direkte mod det nærmeste toilet. Mit hoved dunkede, hele stuen begyndte at snurre rundt, og jeg fik kæmpe kvalme. Jeg lagde mig tilbage på den sofaseng, jeg sad på, og lukkede øjnene. “Alt er godt, jeg skal bare lige slappe af lidt,” nåede jeg lige netop at tænke. Så brækkede jeg mig udover det hele. Jeg spyede stråler af en sart lyserød og klumpet væske udover seng og gulv og brugte de efterfølgende timer på at omfavne toilettet i en form for Breezer-vildelse, hvor jeg bogstaveligt talt svævede ind og ud af bevidsthed, i hvad der føltes som en evighed.

Da jeg vågnede morgenen efter (med helt urimelige tømmermænd) havde min far og hans kone sindssygt dårlig samvittighed, men forsøgte at tage brodden af situationen ved at sige ting såsom, at det var godt, at jeg havde min første dårlige oplevelse med alkohol i trygge rammer. Hvilket også er legit nok – jeg fik i en meget ung alder en god fornemmelse for, hvornår jeg har drukket for meget, og brækker mig meget sjældent af alkohol. Men selvom det er 11 år siden kan den vamle, vitaminpillede duft af kunstig vandmelon stadig give mig flashbacks til den dag. Jeg kan ikke engang dufte til Fanta Exotic, der kommer lidt fra samme palet, selvom sodavanden slet ikke var involveret i situationen. Det mest traumatiserende var dog nok, at jeg fik brækket mig udover min fars spritnye vielsesattest. Jeg tror både min far og hans kone så det som noget meget symbolsk – men de er heldigvis stadig sammen den dag i dag.

Lars, cola uden brus

Jeg har godt nok aldrig haft polio eller byldepest, men jeg er rimelig sikker på, at der aldrig vil komme noget, der kan trumfe min fåresyge, da jeg var 10. Mens jeg lå der som en præpubertær elefantmand, skulle den eskalerende temperatur holdes nede, så jeg fik serveret et konstant sugerørsdrop af saftevand og juice.

For afvekslingens skyld fik jeg stukket en brik-cola i hånden, som jeg vist havde overtalt mine forældre til at købe i en grænsekiosk i Flensborg. Det var en af de der festlige juicebeholdere med sol og sommer og sugerør – og flad, oversødet colasmag. Ersatz-colaen røg ned, det samme gjorde feberen, mine lammeagtige træk i ansigtet forsvandt, og livet gik videre. Men det med cola blev aldrig det samme igen.

LÆS MERE: Sådan ødelægger sodavandsafhængighed mit liv

Hverken duften, lugten, tanken. Cola uden brus kan stadig få mit tarmsystem til at slå kvalmende knuder. Det er duften af død og elendighed, smagen af spyttet i mine udspilede og sygdomsbefængte kinder og tanken om en drik, der hører hjemme i Guantanamo Bay.