Tilbageblik på 2017 med Barselona: Giv os flere aliens og mindre 'SKAM'
Foto af Sophus Wolf

FYI.

This story is over 5 years old.

Noisey 2017

Tilbageblik på 2017 med Barselona: Giv os flere aliens og mindre 'SKAM'

I anledning af deres store gennembrud i 2017 og deres nye single, "Et År", bad vi den danske duo Barselona se tilbage på det forgangne år.

Objektivt set har Barselona vundet 2017. Tilbage i januar var 18-årige Rasmus Theodor og den et år yngre Rud Aslak bare to venner, der kendte hinanden fra en musikefterskole i Ollerup. Nytårsaften udgav de deres tredje mixtape på Soundcloud. De gav deres første koncert nogensinde i oktober 2016. Men i dag kan de kigge tilbage på et år, hvor de er droppet ud af deres ungdomsuddannelser for at satse på musikken, udgivet deres første, og vildt anmelderroste ep, Drengepop, og spillet en række koncerter på nogle af landets største scener, blandt andet som opvarmning for The Minds of 99 og på Roskilde Festival i sommer.

Annoncering

“Vi gik fra noget gymnasieband-agtigt, til at der var mange flere, der begyndte at lytte. Lige pludselig var det andre end vores venner, der begyndte at holde øje med os.” siger Rasmus. “Lige pludselig handlede musikken ikke kun om at spille musik mere. Det var alle de praktiske ting, kontrakter, planlægning, strategier og pis og lort,” tilføjer Rud.

I dag udgiver de den reflekterede, legesyge single “Et År” – et jazzet, dreampoppet kig tilbage på 2017 i behageligt up-tempo. Hør den her:

Derudover har de også annonceret en forårsturné med ni koncerter rundt omkring i Danmark. Vi besluttede vi os for at konsultere de unge indiepop-prinser for at finde ud af, hvad menneskeheden godt kan leve uden i 2018, og hvad de synes, der er værd at tage med fra 2017:

Seks ting, Barselona gerne vil have mere af i 2018:

Dansk musik

Rasmus Theodor: Jeg har fået øjnene op for dansk musik i 2017, mere end jeg har haft i andre år. Jeg synes, der foregår sindssygt mange fede ting. Jeg er nået til et sted nu, hvor jeg næsten ikke hører musik fra andre end danske artister, hvilket er sygt irriterende, men også sindssygt fedt. Lige nu er det producertyper som Vera, og Vasco, der tidligere har stået i skyggen af projekter, de har arbejdet på, der begynder at stå frem. School of X er også sygt, for den sags skyld. Jeg er spændt på at se, hvad man om et år kan sige er det fedeste i Danmark lige nu. Hvilke bookinger, der kommer, hvad der popper frem til SPOT, og så videre. Der var mange, der ikke havde hørt om os før vi var på Roskilde-programmet.“
Rud Aslak: Necklace. Waldo & Marsha, også. Vi har fået lov til at høre en ep, de har lavet i 2017, der kommer ud i det nye år. Det er noget af det sygeste danske musik, jeg har hørt.
Rasmus: Vi har også sygt optur over K-Phax.
Rud: Han rammer en lyd, som jeg godt kan lide. Der er mange af de der trapdrenge, der tager den lette vej, og så bliver det hele lidt for sjov, hvor jeg synes det K-Phax lyder mere gennemarbejdet, seriøs og har mere kvalitet.
Rasmus: Jeg synes, det er fedt, når folk bare siger, “fuck hvad du har set før, nu kan du også se det herhjemme.” Jeg elsker også hans attitude. Han snakker, som om han er Danmarks største rapper allerede.

Annoncering

Soundcloud

Rasmus: Tiden lige nu er sindssygt fed for Soundcloud. Jeg gad godt se flere – nogle af vores venner – gå i gang med sådan noget. Jeg tror kun, at det bliver større.
Rud: Det er en sjov måde at gå på opdagelse i musik. Der ligger så mange ting, man bare ikke hører andre steder. Der er virkelig nogle guldkorn. Det, håber jeg, folk bliver ved med at dyrke. Der er intet pres – hvis du har internetadgang, kan du høre vores musik. Det er næsten som gaver, musik man bare lægger op til hinanden.
Rasmus: Necklace har lagt to numre ud med et halvt års mellemrum. Man kan bare gøre det på sin egen måde – podcast, mixtape, lige meget hvad det er. Man kan opbygge identitet på en helt anden måde end tidligere.

Kreative fællesskaber

Artwork til Barselonas nye single, "Et År".

Rud: Det behøver ikke kun at være musik. Det er fedt at opleve, at kollektiver popper op i alle mulige kunsteriske sammenhænge. Det her med at gribe fat i sine venner og på den måde skabe store ting. For eksempel Uunit, som nogle af vores venner har startet. Det er et kreativt fællesskab.
Rasmus: Jeg kan bare godt lide tanken om, at der for eksempel er en helt vildt dygtig fotograf, der har svært ved at slå igennem selvstændigt, men så kan han måske gå sammen med en, der er helt vildt dygtig til at dj’e, og så kan de vise hans billeder til musikken.
Rud: Barselona er faktisk også et kreativt fællesskab. Det er os to, der skriver sangene. Men det er et hold, vi har brugt lige fra starten. Det er den samme, der tager billeder, det samme band, og den samme, der maler vores artwork.

Annoncering

Flere koncerter og festivaler

Foto af Casper Aguila Christoffersen

Rasmus: Det samler folk på en speciel måde – at stå sammen rigtig mange mennesker om én ting. Lige meget om det er en koncert eller Gay Pride eller noget tredje. Det, håber jeg ikke, der kommer mindre af. Det er kun godt, at vi har det udbud, vi har herhjemme. Jeg elsker Roskilde, men det er også fedt at se, at Musik I Lejet bliver større. Distortion har jeg det lidt blandet med. København er efterhånden ikke stort nok til at kunne afholde Distortion. Det er kaos. Men det er sygt, at det finder sted. At man ikke skal tage til Ibiza for at blive slået ned på gaden på den måde.

At stoppe mere op og anerkende sine opture

Rud: Det var meget noget, jeg tænkte på, da vores ep kom ud i år. Alt går så hurtigt og er så forvirrende og svært at følge med i. Det er vigtigt at stoppe op og tænke året igennem. Og være stolt. Det var også noget, vi tænkte over, da vi skrev “Et År”. Man nåede slet ikke at være glad over, at skulle spille et eller andet sted, fordi der hele tiden skete noget endnu sygere lige bagefter.

Kunstig intelligens og/eller aliens

Rasmus: Jeg har set, at der er nogle japanere, der har lavet en sindssyg robot, der har kunstig intelligens. Og der er kommet sygt meget debat om, hvorvidt det er godt eller dårligt – om robotterne tager over og dræber menneskeheden, eller hvad der kommer til at ske. Jeg har virkelig optur over, at vi er nået dertil i 2017. En robot, der kan tænke selv og snakke – den kan endda spille trommer! Jeg føler bare, at der er flere mennesker derude, der kan finde på værre ting, end den der robot kan. Der er ikke brug for flere mennesker på jorden, og vi skal heller ikke fylde jorden op med robotter, men jeg tror, at det er meget godt, hvis der kan komme en tredjepart – det kan også være aliens – der kommer og beriger mennesker. Det kan være, at de har en ny tilgang til tingene. Folk har så travlt med at være bange, i stedet for at bygge videre på den og se, hvad vi kan lære, eller rejse til Mars og se, om der er nogle aliens der, vi kan lære af.

Annoncering

Fem ting, Barselona gerne vil lade blive i 2017:

Regn og dansk lortevejr generelt

Rasmus: Det er svært at gøre noget ved, men mindre regn. Jeg er hyggemenneske og kan sagtens sidde indenfor og se en film, men der kunne man lige så godt have lækker sol. Mindre regn. Easy. Det er jo forfærdeligt at heppe på klimaforandringer…men måske kunne det bare blive en lidt varmere og længere sommer.
Rud: Jeg ville hellere have, at det pissede ned lige nu, hvis det bare var lidt varmere. Men det her med, at det er så koldt…Jeg bor 200-300 meter herfra, men jeg har snart siddet her i to timer og bare tænkt på, hvordan jeg slet ikke kan overskue, at jeg snart skal ud i kulden for at komme hjem. Jeg hader kulden.

Folk der filmer og snakker under koncerter

Rasmus: Jeg lyder simpelthen som en gammel mand, men vi har haft et nummer, som er helt vildt stille live, hvor man bare er begyndt at kunne høre folk snakke rundt omkring i salen.
Rud: Generelt kunne folk vi godt tage at blive bedre til at være mere til stede i 2018. I stedet for at opleve alt gennem deres telefoner.
Rasmus: Mit nytårsforsæt er altid at bruge min telefon mindre. Men jeg gør det aldrig.

Desensibiliserede folk på sociale medier

Illustration af Luiza Formagin

Rasmus: Menneskers tolerancetærskel på sociale medier er blevet meget højere. Det har aldrig været lettere at finde frem til en video med en, der bliver halshugget. Og det er der mange, der er blevet koldblodede af. I dag så jeg en video af en mand i USA, der blev skudt af politiet. Den var ikke censureret – man så en familiefar, der blev dræbt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg trykkede på den – jeg var nysgerrig. Memes har taget over. Folk er blevet mere ligeglade og er begyndt at tage pis på ting, i stedet for at gå op i dem. Og det er jeg bange for, at man tager videre, hvis man ser en blive skudt på gaden.

Annoncering

Folk, der blander C.V. Jørgensen ind i alt

Pressefoto

Rasmus: Der findes andre inspirationskilder inden for dansk lyrik og musik. Det er sådan en anmelderting bare at sammenligne alle dansksprogede bands med C.V. Jørgensen.
Rud: Det skriver alle.
Rasmus: Især efter hans revival på Roskilde-programmet. “Forgængeren til Barselona og Bisse kommer på Roskilde,” skriver folk. Der findes altså andre referencer.

SKAM

Foto via NRK

Rasmus: Da SKAM kom frem, nægtede jeg at se det af ren princip. Alle synes bare, det er så fedt.
Rud: Min kæreste begyndte at se det, min mor, min søster…for det første forstår jeg ikke, hvad de siger, for det andet synes jeg, det er grimt lavet. Sjusk. Jeg forstår ikke, at det blev så populært. Det lyder helt skræmmende, når folk fortæller om, hvordan de bliver helt afhængige af at se det. Mindre SKAM i 2018.

Hvis du vil opleve Barselona live, kan du fange dem på deres kommende danmarksturné:

28/3 Lille Vega, København
30/3 Radar, Aarhus
31/3 Kulisselageret, Horsens
05/4 NygadeHuset, Aabenraa
06/4 Værket, Vejle
07/4 URT Huset, Thisted
12/4 Walthers, Skanderborg
14/4 Tapperiet, Køge
20/4 Sønderborghus, Sønderborg
21/4 Kulturmaskinen, Odense