Hendes datter døde af en MDMA-overdosis – nu vil hun legalisere stoffer
Anne-Marie Cockburn. Fotos: Alice Zoo
Feminisme

Hendes datter døde af en MDMA-overdosis – nu vil hun legalisere stoffer

Martha Fernback, en 15-årig pige fra Oxford, døde af hjertestop som følge af en MDMA-overdosis. Nu kæmper Marthas mor, Anne-Marie Cockburn, for at forhindre andre i at lide samme skæbne.
AZ
billeder af Alice Zoo
23.11.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Beruselse og bedøvelse af sanserne er et af menneskeheden mest grundlæggende behov. Alkohol er det første bedøvelsesmiddel, vi kender til fra historien. Oldtidens sumerer, der boede i det nuværende Irak, nedfældede ølopskrifter på lertavler. De kultiverede også opiumvalmuer til lægelige såvel som rekreative formål. Mennesket har i årtusinder brugt narkotika til at behandle smerte og beruse sig med. Det er en af vores mest grundlæggende impulser.

Annoncering

Det har Anne-Marie Cockburn lært i kølvandet på hendes datters død. En solbeskinnet eftermiddag indtog Martha Fernback et halvt gram usædvanligt rent MDMA i en park i Oxford. Kort efter ankom Anne-Marie Cockburn til hospitalet, hvor lægerne forsøgte at genoplive hendes livløse 15-årige datter. Da Martha Fernback døde af hjertestop tre timer senere, tiggede Anne-Marie Cockburn bogstaveligt talt lægerne om at få noget medicin til at dulme sorgen. Hun fik en recept på valium.

Anne-Marie Cockburn fortæller mig hele historien, mens vi sidder og roder i en kasse med Martha Fernbacks ejendele, der i dag står på en hylde i stuen i huset i den nordlige ende af Oxford. Efter Martha Fernbacks død har Anne-Marie Cockburn skrevet en bog og promoverer i dag komplet legalisering af stoffer.

Martha Fernback samlede de små sten i montren under en tur til stranden. Det er Anne-Marie Cockburns "vigtigste ejendel".

Anne-Marie Cockburn skilter ikke med sin sorg. Hun er en slank og velklædt kvinde på 46 år med en blød skotsk accent, som drejer sine fingerringe mellem fingrene, mens hun taler, som om hun på den måde justerer sine tanker. Hun anvender ord som ”afkriminalisering", som var hun en universitetslektor, og hun beder os have hende undskyldt, mens hun lægger ny læbestift, inden vi tager billeder til artiklen.

Martha Fernbacks død i juli 2013 blev dækket intensivt i medierne. Billeder af teenageren med det mørke, krøllede hår og de store blå øjne prydede avisforsider over hele verden. ”Folk sendte mig sms-beskeder og skrev: ’Jeg står i lufthavnen i Amsterdam, og Martha er på forsiden af aviserne,’” fortæller Anne-Marie Cockburn. ”Det er helt sindssygt at se sit barn over hele verden på den måde.”

Annoncering

Medierne havde travlt med at dække tragedien, for unge, smukke piger sælger aviser – især når de er døde. Det er historisk bevist. I 1995 døde teenageren Leah Betts efter at have indtaget ecstasy og drukket syv liter vand på 90 minutter. Man mener, hun forsøgte at følge det almindelige råd om at drikke masser af vand for at undgå dehydrering, mens man er på stoffet.

Enhver, der har gået i skole i Storbritannien i 90’erne, inklusiv mig selv, kender til sagen om Leah Betts. Et billede af hende, hvor hun ligger i koma, var på alle forsiderne og blev brugt til skræk og advarsel om, hvad der sker, når man tager stoffer – også selv om Leah Betts ikke døde af selve stoffet, men af en hævelse i hjernen forårsaget af den enorme mængde væske, hun havde indtaget.

Anne-Marie Cockburn ryster på hovedet, da jeg nævner Leah Betts. ”Martha lignede hende, da jeg så hende på hospitalet,” siger hun. Til trods for de tyve års tidsforskel, er det til at se parallellen mellem Martha Fernback og Leah Betts, men det er ikke sammenligning Anne-Marie Cockburn bryder sig om. Og begge dødsfald kunne være undgået, hvis pigerne havde lært at tage MDMA på forsvarlig vis. Derfor er Anne-Marie Cockburn nu engageret i at ændre den måde, vi underviser unge mennesker om stoffer på.

At være Martha Fernbacks mor, indrømmer Anne-Marie Cockburn blankt, er ikke let. Hendes tilstedeværelse gør ofte andre mennesker, særligt forældre, utilpasse. ”Jeg kan se det i deres øjne, når jeg møder dem,” siger hun sagte. ”De er rædselsslagne for at ende i min situation.”

Annoncering

Anne-Marie Cockburn er meget åben omkring den underlige form for berømmelse, hun har fået som sørgende mor. Hun rejser landet rundt og holder foredrag om behovet for legalisering af stoffer, og hun er vant til at møde hård kritik for sine synspunkter. ”Man hører folk sige: ’Hvis det skete for mig, ville jeg tage mit eget liv’,” siger hun uden omsvøb. ”Men jeg har aldrig holdt så hårdt et tag på livet, som jeg gør i dag.”

Hun beskriver sit liv, før Martha Fernbacks død, som første niveau i et computerspil. Anne-Marie Cockburn befinder sig nu på niveau to. Farverne er mere storslåede, og følelserne virker helt friske, men på samme tid ældgamle. ”Alt står skarpere i dag,” fortæller hun. ”Smerten føles som den kærlighed, jeg har til hende.”

Da jeg beder Anne-Marie Cockburn om at beskrive hendes datter, svarer hun: ”Det er som at bede mig beskrive smagen af vand. Så velkendt er hun for mig.” Hun husker en gang, hvor hun bad sin datter om at gøre rent på badeværelset. Martha Fernback vaskede loftet i stedet. ”Hun sagde, det var beskidt,” siger Anne-Marie Cockburn og smiler. ”Hun var et meget kreativt menneske.”

Anne-Marie Cockburn.

Kort tid før sin død fortalte Martha Fernback sin mor, at hun havde eksperimenteret med stoffer. Anne-Marie Cockburn reagerede voldsomt og lukkede omgående samtalen ned. ”Jeg råbte af hende, fordi jeg blev bange,” siger hun. ”Jeg bad hende love mig, at hun ikke ville gøre det igen. Et par uger senere var hun død. Jeg har altid fortrudt den samtale. Jeg bebrejder ikke mig selv, men jeg ville ønske, jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag.”

Anne-Marie Cockburn har siden da ændret sit syn på stoffer. Hun fandt ud af, at Martha Fernback havde forsøgt at finde oplysninger om sikker brug af stoffer, og hun havde endda opsporet ekstra ren MDMA i den fejlagtige tro, at det var mere sikkert. Den MDMA, Martha Fernback tog den eftermiddag i parken, havde en renhedsgrad på 91 procent, og derfor var risikoen for overdosis meget større. På daværende tidspunkt var det gennemsnitlige gadeprodukt 58 procent rent. ”Martha var ikke klar over, at den grad af renhed var farlig,” siger Anne-Marie Cockburn. ”Forskellen mellem gift og medicin er doseringen.”

Annoncering

Der er gået fire år siden Martha Fernbacks død, og Anne-Marie Cockburn har ikke længere brug for at tage valium. Verden føles overkommelig igen. ”Nogle gange har jeg det helt fint med at være mig, og så mærker jeg en form for indre fred, og det har jeg det godt med,” siger hun.

I dag bruger hun det meste af sin tid på at kæmpe for en reform på narkotikaområdet og holder foredrag om Martha Fernbacks liv og død ved konferencer, på skoler og i fængsler. Sidstnævnte er et led i et rehabiliteringsprogram for fanger. Hun finder et par at Martha Fernbacks nedslidte Conversesko frem og stiller dem på bordet. ”Når jeg sætter dem frem, har jeg set fuldvoksne mænd bryde ud i gråd.” Hun holder en kort pause. ”Det er meget besynderligt.”

Martha Fernbacks gamle sko.

Anne-Marie Cockburn mener, at hendes aktivistiske indsats, blandt andet som led i Anyone’s Child-kampagnen, har mærkbare resultater. For nylig debatterede det britiske parlament politikken på området. Salen var fuld, og Marthas navn blev nævnt 25 gange. Tingene ændrer sig ikke på en dag, men Cockburn er overbevist om, det nok skal lykkes på et tidspunkt.

Da vi gør klar til at runde interviewet af, pakker Anne-Marie Cockburn sin datters ting væk igen. Jeg genkender en blomsterkrans fra et billede, der ofte dukker op i medierne, når sagen omtales. På billedet har Martha Fernback, udover kransen, turkis facepaint på og et lille smil, mens hun poserer foran et træ. Hun ser fredfyldt ud.

Anne-Marie Cockburn fortæller mig, at det lykkedes hende at redde den, efter Martha Fernbacks venner havde efterladt den i parken, hvor hun tog en overdosis. Gartnerne havde fundet den, da de var i gang med at anlægge et bed ved siden af.

”Vi begravede den under det træ, hvor Martha døde,” siger Cockburn, mens hun stryger hånden henover de farvede papirblomster. ”Og da vi gik tilbage for at besøge stedet, var der plantet noget andet. Den var dukket op af jorden igen.”