Vi spurgte Kadeau, hvorfor de åbner en grillbar med shawarma
Alle billeder af Amanda Hjernø.

FYI.

This story is over 5 years old.

kebab

Vi spurgte Kadeau, hvorfor de åbner en grillbar med shawarma

Troldebørn, syltede majroer, slushice og drømmen om en grillbar, der lugter af nostalgi og flippermaskiner. Vi prøvede at blive lidt klogere på bornholmernes nye projekt.

Kadeau og kebab. Det klinger godt, men lyder som utopi.

Hvad i alverden har den bornholmske michelinrestaurant – med alt dens fermenterede urter og nynordiske storytelling fra stranden i Sømarken – at gøre med lammerulle, chilisovs og lindring efter dødsdruk?

En helt del, tilsyneladende. Når Tivoli åbner deres nye food court senere på måneden, bliver det med Kadeau som en af stadeholderne. Bobbabella hedder deres nye sted, som skal servere fritter, shawarma og burgere i familiehøjde, med souvenirs til børnene og syltet majroe i rullen.

Annoncering

Vi tog en snak med Kadeaus køkkenchef Nicolai Nørregaard for at høre, hvad der skal i en Kadeau-rulle, og hvad en Bobba er for et dyr.

LÆS MERE: Da Bornholm gik fra grillkylling til gastronomisk øparadis

MUNCHIES: Hej Nicolai. Hvad er det for et sted, I er ved at åbne?
Nicolai Nørregaard: Det er en grillbar. Vi vil gerne tilbage til et af de steder, vi husker fra vores barndom, hvor der var flippermaskiner, moviebokse og forskellig slags fastfood. Hvor man kom hjem og stank af friture. Der er et eller andet nostalgisk over det for os, men vi vil også gøre grillbaren moderne.

Det er ikke udelukkende en burgerbar, og det er heller ikke en shawarmabiks. Der skal være noget for alle, både børnefamilier, teenagere, hipstere, kunstnertyper og slipsedrenge.

Fra venstre: Nico Danielsen, Nicolai Nørregaard og Theis Brydegaard.

Hvorfor overhovedet kaste sig ud i en genre, der peakede med kinagrillen for 30 år siden?
Vi har i lang tid gerne ville lave den her grillbar, inspireret af vores minder fra 80erne, men vi har ikke rigtig fået taget os sammen. Men så ringede Tivoli og sagde, at de åbner en food court, og de gerne vil have os med. Det er så blevet til en grillbar, der hedder Bobbabella.

Øh, hvad hedder det?
Vi har udviklet vores eget lille univers omkring en figur, der hedder Bobbabella. Det er meget bornholmsk og turistagtigt at have en figur eller en maskot. Også meget 80er-agtigt. På Bornholm betyder Bobba en trold, og Bella betyder børn, så man kan sige, at vores univers handler om troldebørn. Nu skal vi have blæst Krøllebølle af banen som klippeøens mest kendte maskot.

Annoncering

Wow. 80er kitsch og troldebørn – har I ikke set lidt for meget Stranger Things?
Vi havde bare lyst til at lave et lille univers omkring en karakter, fordi det på sigt er noget, vi kan videreudvikle. Måske laver vi en bog, en tegneserie, eller hvad ved jeg. Tanken er selvfølgelig også, at vi kan have flere af de her restauranter.

Shawarma fra Bobbabella

Hvad får man at spise på Bobbabella?
Det vigtigste for os er ikke at være stilsmarte eller visuelt tjekkede. For os handler det mere om at ramme lidt bredere. Vi lægger ud med at servere to slags burgere, to slags fritter, nuggets, salater og så hovedattraktionen, som er shawarma og naan.

Sammen?
Ja, vi kommer til at lave shawarma i naanbrød. Vi har købt en roterende ovn, hvor vi for eksempel pensler det med hvidløgsbrunet smør og giver det en gang ost, så det gratineres. Vi laver shawarma på den gode gamle måde på spyd, med en blanding af kylling og lam, og vi laver vores egen krydderiblanding. Ellers er der ikke så mange finurligheder. Der er salat, kål, cremefraiche/hvidløgsdressing og en let sødlig og krydret tomatpaste. Når jeg spiser shawarma, kan jeg rigtig godt lide at spise masser af chili, men det er mere smagen, end det er styrken, vi går efter. Man kan selvfølgelig smadre sine smagsløg med stærk chili som tilvalg. Der kommer også til at være et mix af urter - mynte, koriander persille - og så fermenteret majroe, kabis, som er en klassisk ting i Libanon. Vores vegetarshawarma bliver lavet med friteret blomkål.

Annoncering

Men shawarma er jo sådan noget med druktursføde til under en 50er. Hvordan kan I holde det på et niveau, der kan konkurrere med shawarmaen nede på Nørrebrogade?
Priserne bliver meget a la det, som folk kender i forvejen på de andre burgerbarer, der er åbnet de sidste par år. Det er ikke michelinpriser. Folk kan i den grad være med.

I åbnede og lukkede Eldorado, som serverede en fusion af asiatisk mad. Hvorfor holder I jer ikke bare til bornholmermad?
Vi er slet ikke bange for at gøre ting, som kommer ud af vores comfort zone. Med Eldoradokonstaterede vi bare, at tiden ikke var moden, men det er på ingen måde pakket sammen. Første gang vi begyndte at have shawarma-tanker var før, vi havde Eldorado, så det er altså ikke en fiks ide, som lige er opstået. Måske håbede Tivoli på, at vi ville lave noget bornholmsk gourmet takeaway, men vi havde andre planer.

LÆS MERE: Mød den tidligere undertøjsdesigner som laver noget af Danmarks vildeste øl

Kan man forene principperne om at lave lokalt, årstidsbestemt mad med at drive en grillbar?
Det kan man godt, men man skal bare tænke sig om. Det er klart, at man ikke kan bruge den allerfineste udskæring. Du kan ikke bruge syv år gamle afgræssede malkekøer til dine burgerbøffer, for så vil prisen gå fuldstændig bersærk, men du kan godt bruge økologisk kød og gode produkter. I grillbarkøkkenet er mange af produkterne jo i "sæson" hele tiden, men sæsonbaseret er altså ikke nøgleordet her.

Annoncering

Hvem skal håndtere frituren på det nye sted?
Theis Brydegaard, som er køkkenchef på Nabo, og jeg har lavet menukortet over det sidste års tid, og så har Theis været primus motor i forhold til at få gjort klar og testet. Vi har en fyr, der hedder Nico Danielsen, som har været hos Uformel og Meyer, og han bliver køkkenchef på Bobbabella. Det bliver ham, der også skal udvikle menuen fremover.

VIDEO: Chef's Night Out: Kadeau

Kan man så drikke skæv naturvin fra Loire til sin shawarma?
Det vil helt sikkert være et genialt match, men desværre kommer det ikke lige med det samme. Vi serverer øl, sodavand, samt most og slushice fra vores mosteri på Bornholm.

Hvordan spiser du selv din shawarma?
Jeg elsker min shawarma i rulle. Gerne kylling eller blandet kød, og med læsevis af chili og cremefraichedressing. Jeg kan godt lide at spise den gående på vej hjem fra en koncert eller byen. Eller det kunne jeg i hvert fald godt lide, da jeg boede på Vesterbro (og var lidt yngre), så det er nok mest nostalgi. Den smager jo nok bedre, hvis man sidder ned og spiser.

Lyder som en fornuftig tilgang. Tak for snakken.