FYI.

This story is over 5 years old.

Konspirationsteorier

Fem ting der kan ske på det nye Cardi B og Beyoncé-track​

Rygterne siger, at de to stjerner har et track i ovnen. Men hvordan kommer det til at lyde?​
Lauren O'Neill
London, GB
Cardi image via VICE Video; Beyoncé image via Wikimedia Commons

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Hvis man i jagten på insider-information følger med på Instagram og Snapchat, har man nok allerede luret den. Nu får resten af jer også historien. I søndags delte Cardi B's lydtekniker Michael Ashby et billede af et track i waveform på skærmen. Titlen er 'Cardi B' og 'Beyoncé.' Bare lige for at skære det ud i pap – måske for folk, der ikke kan læse – tilføjede han også emoji-øjne. Meget subtilt:

Annoncering

Vi ved, at de to kunstnere mødte hinanden i september (det fik Cardi B til at skrive på Instagram: "BITCH Jeg mødte Beyoncé bitch !!!!!!!!" hvilket selvfølgelig er den eneste fornuftige reaktion på sådan et møde). Cardi B har gjort kometkarriere, og Beyoncé – der er kendt for at støtte talentfulde, unge kvinder i branchen – kan have tilbudt at lave et track sammen med rapperen til hendes kommende debutalbum (prøv lige at overveje, hvor hårdt ens album kan flexe med et Beyoncé-track som feature). Men hvordan vil resultatet af de to musikalske mastodonters samarbejde lyde?

Inspirerende mid-tempo-nummer

Beyoncé ynder at bruge friske talenter, når hun laver ny musik (hun har for nylig arbejdet sammen med blandt andre Frank Ocean og den britiske producer Naughty Boy), og som mor elsker hun også den positive stemning og inspirerende ordsprog. Så det er helt klart muligt, at vi får noget i retning af "Superpower" eller "Runnin" i et Cardi x Beyoncé-track, men det håber jeg ikke. De sange er altid halvkedelige, og det ville være et spild af Cardi B's frenetiske energi.

Noget med et drop

For guds skyld, nej. Ja, vi lever i 2017, og det er tilsyneladende ulovligt at lave et popnummer uden et drop, og Cardi B og Beyoncé ville uden tvivl levere noget i den bedre ende af spektret, men jeg synes, det er på tide, at vi får øjnene op for, at de her kunstnere – alle kunstnere i virkeligheden – laver musik, der er bedre end lyden af et mellemstort provinsdiskotek klokken 1:30 om morgenen. Det er bare det rigtige at gøre.

Spanglish track med et helt sindssygt omkvæd (a la "Despacito," men bedre)

Beyoncé har længe været vild med latinamerikansk musik, og det ville faktisk være fantastisk at udnytte det, at Cardi B er halvt dominikansk til et track. Det er især en god idé i år, hvor "Despacito" har gået sin sejrsgang over kloden, også selv om de store pladeselskaber allerede har skamredet den pony i jorden med udvandede versioner, der forsøger at fange #stemningen. Når det er sagt, så forestil dig lige Beyoncé og Cardi B over et bachata-beat. Koreografien alene bliver for vild! Jeg bliver helt udmattet bare af at tænke på det.

En sang, hvor Beyoncé rapper

Rapper-Beyoncé er den bedste Beyoncé i verden (hvis du ikke er nede med "Yoncé" og "Flawless (Remix)", så er vores oplevelser af virkeligheden radikalt forskellige), så enhver lejlighed, hvor vi får hende at se, er ren lagkage. Og det føles også som en oplagt mulighed. Beyoncé og Cardi B, der rapper sammen iført solbriller og lyserød pels, er lige blevet min yndlingsfantasi.

Hiphoppens kvindelige giganter featuring Nicki Minaj, Lil Kim, Trina, Missy Elliott og alle andre kunstnere, der var nede med Cardi B's "Bodak Yellow"

Det er helt sikkert den største drøm. Det her årti mangler et "Lady Marmalade"-agtigt allstar-nummer med kvinder fra hele hiphop-spektret – og hvis der findes to mennesker i verden, som kan mægle i konflikten mellem Nicki Minaj og Lil Kim og få de to til at begrave stridsøksen, må det være Cardi B og Beyoncé. Det bliver en ren "Ladies Night" på steroider med karrierehøjdepunkter fra alle de involverede og en helt utroligt dyr musikvideo, hvor alle optræder i bredskuldrede jakkesæt på et fancy kontor eller sådan noget.

Jeg kan fortsætte hele dagen. Pladeselskaber, i er velkomne til at ringe – mine priser er mere end rimelige.