tatoveringer

Yakuza-tatovøren forklarer, hvorfor tatoveringer ikke skal kunne ses

"Tatoveringskulturen i Japan er stadig tabu, men netop derfor er det kulturelt så smukt. Du kan kun se ildfluer om natten. Deres skønhed er kun synlig, når det bliver mørkt."

af Mahmood Fazal
28 november 2017, 8:15am

Horiyoshi 3 med en Yakuza-leder.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Jeg er vokset op i et konservativt, muslimsk hjem, og hvis nogle af mine fætre fik tatoveringer, skulle de altid holde dem skjult. Tatoveringer var både religiøst og kulturelt tabu. Jeg kan huske, da min onkel besøgte os fra USA. Hver gang han rakte ind over middagsbordet, kom sorte streger til syne under hans trøje. Det var meget mystisk for os, selvom vi kunne se, at de havde en spirituel betydning for ham.

I dag er min hud dækket af navne på myrdede venner, et portræt af Gaddafi, datoer på fængslinger og en diamant. Jeg fik mine tatoveringer velvidende, at min tætteste familie ikke vil få dem at se før det muslimske ritual, hvor man bader kroppen inden begravelsen. Jeg vil gerne have, at alle mine tusser er en visuel præsentation af de tanker og begivenheder, der har formet mig både bogstaveligt og spirituelt.

Så får vi lavet tatoveringerne for vores egen skyld eller for at vise os frem? I vesten er det nok lidt af hvert. Det er derfor, jeg altid har syntes, at de japanske Yakuzaers tilgang er så fascinerende. De tror på, at tatoveringer er private, så de får lavet en tatovering, der dækker hele deres krop, men som ikke kan ses over halsen eller på hænderne. På den måde har japanernes ydmyghed gjort, at også tatoveringer er holdt uden for offentlighedens søgelys.

Alle billeder af forfatteren.

Horiyoshi 3 er vel nok den mest legendarisk tatovør i Japan. Han er Irezumi-tatovør, der holder til i Yokohama, og så er han yakuzaernes foretrukne tatovør.

Det regnede, da jeg tog toget for at besøge Horiyoshi 3. Jeg blev budt velkommen ved indgangen til hans studie af to mænd i Burberry-jakkesæt og ført ind til Horiyoshi, der var fordybet i sit arbejde. Jeg kunne ikke forstå deres korte kommandoer til hinanden. De blev ved med at klaske hænderne i jorden, som om de tæskede gulvtæppet. Horiyoshi sagde ikke et ord. Han lod som om, vi ikke var der i en time. Den summende lyd var næsten meditativ.

Mændene var medlemmer af den lokale Yakuza-familie, og Horiyoshi var i gang med at tatovere en rød Koi-fisk på deres boss, en gråhåret mand i en rød Champion træningsdragt. De tilbød mig en cigaret, og jeg spurgte nervøst, om jeg skulle gå udenfor for at ryge. Vibrationerne fra Horiyoshis nål stoppede pludselig, mens han grinede for sig selv, som om han vågnede fra en dyb søvn. ”Slap af, bliv her og ryg.”

VICE: Hvorfor tror du, at Yakuzaerne så gerne vil tatoveres af dig?
Horiyoshi 3:
Yakuza vil altid have det bedste af det bedste – alt skal være første klasse. Det er lige meget, om det gælder deres tøj, hvor de spiser, de kvinder de går rundt sammen med, eller deres biler. De har meget stolthed. Og de vil gerne se godt ud, så de kommer til mig.

Hvis man i vesten tænker på japanske mænd med pieces på hele kroppen, tænker man straks på Yakuzaer.
Den måde, tatoveringskulturen er forbundet til yakuzaer eller den kriminelle underverden på, er især mediernes skyld. Når små børn vokser op, læser de om Yakuzaerne og tror, at de er dårlige mennesker. Men jeg kender dem personligt. Det gør meget godt for deres lokalmiljø. Da der var jordskælv, var de hurtigere ude og give nødhjælp end regeringen. Alle forlod deres hjem og det var yakuzaerne, der sørgede for, at ingen blev røvet.

En ung Yakuza gør sig klar til at blive tatoveret.

Jeg har læst, at folk tit blev straffet med tatoveringer i Edo-perioden?
I Edo-perioden fik kriminelle tatoveret Tokigawa-symbolet i deres nakke for at undgå dødsstraf. Men så begyndte myndighederne bare at skære det hud af, inden de henrettede dem. Hvis man tatoverer et familiesymbol, er det en alvorlig forbrydelse. Det er næsten lige så slemt som at tatovere de første samuraiers symbol.

I Japan har de symboler dyb betydning. Vi er ligeglade med kriminalitet. Vi får ikke vores tatoveringer for at vise vores maskulinitet frem. Meget af det, vi laver, indeholder en scene fra en historie. Hvis du går rundt med symboler på straf som tatovering, er det ikke sejt, for det betyder, at du blev arresteret for en lille ting. I Edo-perioden blev man halshugget, hvis man havde begået en alvorlig forbrydelse. Det er underligt at snakke om, hvad der er sejt, når det handler om kriminalitet.

Horiyoshi pakker en kundes ribben ind i film.

Synes Yakuzaerne, at de bedre kan udtrykke, hvem de i virkeligheden er gennem de her scener fra japansk mytologi, end den fremstilling der er i medierne?
Hvis Yakuzaerne vil bruge tatoveringer til at vise andre, at de er med i en bande, vil de have synlige tatoveringer eller bare sige, at de er Yakuza. Men så dumme er de ikke. Jeg tror ikke, de får deres tatoveringer for at vise troskab overfor Yakuza. Folk omtaler nogle gange Yakuza som ninkyō, hvilket faktisk betyder, at hjælpe dem som er under en selv. Yakuzaer prøver at hjælpe folk, og sådan har det også historisk været. Tatoveringerne får de lavet for at bevise, at de har styrken til at hjælpe de svageste. Men det behøver man ikke vise frem til andre.

Horiyoshis pynt og gaver.

Afviser du nogle gange kunder, der vil have lavet noget?
Ja, jeg tatoverer aldrig på hænderne eller i ansigtet. Jeg tror på, at skønheden er der, hvor man ikke kan se den. Alle synes, at forskellige ting er smukke. Det kan være afgørende, hvilken personlig eller kulturel historie, man har. Den japanske æstetik er meget unik, sammenlignet med vesten. Bare tænk på seppuku (rituelt, japansk selvmord), hvor selv selvmord og død har en æstetisk dimension. Det er præcist, simpelt, følsomt, modigt og tungt. Te-ceremonier, blomster, samuraisværd – det er alt sammen en meget bevidst stil.

Hvorfor er det så vigtigt, at tatoveringer er gemt væk?
Tatoveringskulturen i Japan er stadig tabu, men netop derfor er det kulturelt så smukt. Du kan kun se ildfluer om natten. Deres skønhed er kun synlig, når det bliver mørkt. Den kan vi ikke sætte pris på om dagen. Hvis noget bliver moderne, holder det op med at være fascinerende. I vestlig kultur er det måske moderne eller trendy, men i Japan sætter vi pris på de tatoveringer, man ikke kan se, og det er derfor, vi synes de er smukke – de er skjult. Japansk kultur handler om at bevæge sig i skyggerne.

Vestlige kirker er lyse og overdådige, men vores templer er ret dystre og mørke. I japansk kultur gengiver vi lyset ved at udnytte skyggerne. Buddhas skygge er vigtigere end figurernes ansigter. Når folk får tatoveringer her, ved de, at de ikke vil vise dem frem hele tiden, og derfor tager vi tatoveringer meget alvorligt. Vores spirituelle kultur er anderledes end andre lande, for hvis vi ikke viser vores tatoveringer, bliver de set i et mystisk lys, der både er skjult og smukt. Det er derfor, de er så fascinerende.

Ungt Yakuza-medlem viser os sit ryg-piece.

Jeg synes, tanken om at være tiltrukket af mørket er interessant.
Det er menneskeligt at være tiltrukket af det mørke. Selv om natten, når månen er fremme, er vi tiltrukket af overtroen omkring mørket. Det er helt naturligt. Japanere er rigtig gode til at bruge skyggerne til at forstå lyset. Måske er det sådan i vesten, at de bruger lyset for at forstå skyggerne. I Japan udforsker vi skyggernes historie, for at forstå hvad lyset repræsenterer.

I vores kultur har vi en slags musikalsk teater, der hedder Noh, som vi har haft i længere tid end elektricitet. De lavede et bål og lavede så teater rundt om i ildens skær. Det er ikke et spotlight, så man kan ikke se, hvad der foregår helt tydeligt, men kostumerne glitrer foran flammerne, fordi deres tøj har tråde af guld og sølv. Hvis der var ordentligt lys på dem, ville man måske se en guldtråd, men den måde lyset danser på, kan kun opstå i mørket.

Japanske arkitekter tænker også altid på skyggerne, og hvor solen står, når den rammer persiennerne. Persiennernes placering er meget vigtig i et japansk hus.

Shige sagde, at jeg skulle besøge Sankeien-haverne, og det føltes mere som kunst end arkitektur.
Ja, arkitekterne havde lavet udregninger omkring hver måned på året, så de kunne male landskabet ved hjælp af skygger, lys og årstiderne. Det handler ikke kun om tatoveringer. Selv når du kigger ned i havet, kan du se måneskinnet reflektere i bølgerne, og det ser mystisk og smukt ud, men når du ser på det i løbet af dagen, er havet helt lyst, og det har slet ikke den samme mystik.

Yakuza-leder med koi-fisk. Ifølge japansk mytologi kan koi-fisk klatre op af vandfald og svømme imod den stærkeste strøm.

Hvorfor nægter du at kalde dig selv kunstner?
Jeg nægter ikke. Jeg er håndværker, og hvis folk vil kalde det kunst, må de selv om det. Jeg er håndværker. Der er en berømt skulptur, der hedder den sovende kat, nemuri-neko. De kalder det et stort kunstværk, men jeg ved ikke, om skulptøren havde den intention. For han var også håndværker. Jeg er sikker på, at han aldrig betragtede sig selv som kunstner.

Horiyoshi 3.

Folk spørger, hvad jeg synes, kunst er. Jeg ved ikke, hvor grænsen til kunsten går. I de traditionelle, japanske skrifter er det ultimative kunstneriske udtryk, når der slet ikke er malet noget på rullen. Der er en skønhed i det tomme rum, hvor beskueren selv skal forestille sig, hvad der er kunst.

I forhold til moderne kunst ved vi, at hvis en berømt kunstner samler en sten op i vejsiden og placerer den på en piedestal, så er det også kunst. Beskrivelsen af det bliver også til kunst. Slotte, svær, krukker - det hele er kunst. Hvor er grænsen? Jeg synes personligt, at japanske te-ceremonier er kunst. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er kunst længere. Det kommer an på, hvem der er beskuer. Hvem har værdi efterhånden? Hvad har værdi?