Interview

The Blaze laver nogle af de bedste musikvideoer nogensinde – men hvorfor er de så gode?

Vi tog til Paris for at tale med den elektroniske fætter-duo om deres nye video, "Queens", hvad det vil sige at være menneske, og hvordan de begyndte at lave musik sammen.

af Ryan Bassil
06 september 2018, 12:00pm

Guillaume og Jonathan Alric. Foto: Benjamin Loyseau

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Det sætter ild i både følelser og sanser, når man lytter til og ser The Blaze. Jeg sidder i en kælder hos duoens parisiske pladeselskab og ser videoen til "Queens", deres seneste fra debutpladen Dancehall. Til trods for, at jeg sidder og ser videoen sammen The Blaze-drengene på en laptop, så føles den private forevisning som en stor begivenhed. Mere end nogen andre musikere i dag er The Blaze kendt for deres imponerende videoer.

Lige fra begyndelsen har deres værker emmet af følelse og dybde – ofte på en sårbar og intim måde, når de stiller skarpt på mennesker, som man ikke typisk ser folde sig ud foran et kamera. "The Blaze er et humanistisk projekt," siger Guillaume Alric gennem en sky af mentolrøg fra en e-cigaret.

Guillaume Alric, som i dag er 32, studerede fotografi i sine 20’ere og rejste til Nepal og Indien i forbindelse med streetfotoprojekter (han har stadig rullerne med film liggende i et skab derhjemme). En kort overgang komponerede han æterisk dub-musik under kunstnernavnet Mayd Hubb. Så havde hans fætter, Jonathan, som gik på filmskole, brug for et stykke musik til et eksamensprojekt, og det blev starten på The Blaze. Guillaumes dub var for omfattende og svært at sætte billeder til. De blev enige om at skabe ny elektronisk musik, fortæller Jonathan på 29, som siden er blevet færdig med sin uddannelse.

Det er syv år siden. Fætrene vidste, at de havde noget særligt – en unik, kreativ synergi – og de udgav deres første officielle video som The Blaze i 2016. "Virile", som er lavet på et næsten ikke-eksisterende budget, er et charmerende og romantisk portræt, der spiller på spørgsmålet om, hvorvidt to dansende mænd er venner eller elskere. Som mændene danser opstår en fysisk kommunikation gennem de historier, som deres kroppe fortæller. Videoen er lige så intim, som den er virkelig – det er som at være flue på væggen.

"Virile" blev sidste år opfulgt af videoen "Territory": en potent visuel fortælling om en algerisk mands hjemkomst. Den fangede Moonlight-instruktøren Barry Jenkins’ opmærksomhed. Han var så vild med den, at han brugte et stillbillede fra videoen som baggrund på sin telefon. Den har også vundet Grand Prix ved Cannes, hvor den modtog prisen på grund af "historien, som er en hyldest til den menneskelige tilstand". Senest har duoen udgivet "Heaven", en utopisk allegori, "der skal vise, at paradis rummer alle hudfarver, og naturen giver plads til eftertanke," forklarer Jonathan. Får vi så den nye video at se? "Ja, det er derfor, vi har popcorn med," svarer han og ler, mens han gestikulerer mod snackbuffeten på bordet ved siden af.

"Queens", som du kan opleve herover, er The Blazes mest levende udgivelse til dato. Den har samme tonepalet som Andre Arnold, Sean Baker eller Larry Clark ville bruge – instruktører, der beskæftiger sig med randeksistenser og en rå, men varmblodet realisme – og hylder en sigøjnerkvindes liv med flashbacks til hendes ungdom og scener med en anden teenagepige. Måske er de venner, måske er de søstre. "Vi ved det ikke, og vi er også ligeglade," siger Jonathan. Videoen er sentimental, men på en gribende måde. De unge kvinder svømmer ved solnedgang. De ryger en joint på bagsædet af en bil og skyder med rifler. Når de har brug for hinanden, er de der, en ride-or-die duo, som skubber en tredje kvinde på jorden og spytter blod på fortovet.

Det er de øjeblikke, der får følelserne til at koge, fordi de udfolder sig under en begravelse. Både tracket og videoen behandler tab og begynder med et fakkeloptog og understreges af den gentagne salmeagtige tekst: // So long, so long, so long / you were my everything / for you I sing //. Det er en hjemsøgende oplevelse, og en video fuld af længsel. "Vi prøver at skabe følelsesladet musik," siger Guillaume. "Vi gider ikke bare lave glad musik, vi vil udforske hele spektret." Men selv med de mørke undertoner er der en følelse af fred i "Queens", en opfattelse af, at livet kan hyldes med døden – en trist, men euforisk sørgestemning.

Ifølge eget udsagn er det vigtigt for The Blaze at gå i dybden med de steder, hvor de optager. "Vi taler om kultur, så for at yde stederne retfærdighed og være oprigtige i videoerne, må vi vide, hvordan det er at være der,” forklarer Guillaume og puster endnu en sky ud mellem læberne. Inden optagelserne til "Queens" så de dokumentarer, læste artikler og bøger, "vi opsøgte information over alt", og de to tilbragte også en del tid på den hemmelige lokation. De fortæller om, hvordan sigøjnere brænder den afdødes lig i en vogn, og de udtaler aldrig personens navn igen, når vedkommende er gået bort. Vi taler lidt om traditioner og ånder.

Foto: Benjamin Loyseau

The Blaze skaber musik, fordi de vil have folk til at føle og mærke efter, og de laver videoer, fordi de vil bringe menneskeheden tættere på og vise, hvordan følelser som sorg og nostalgi eller kærlighed og frygt transcenderer kulturelle skel og definerer den menneskelige tilstand. Eller noget i den retning. Vi taler sammen gennem en tolk, som skal sørge for, at kommunikationen kører glat – det er især vigtigt, fordi det er store og abstrakte emner, vi taler om. Men deres arbejder taler selvfølgelig for sig selv. Kombinationen af musik og billeder vækker nye følelser til live i seeren. Og The Blaze er mestre i at sætte de to medier sammen.

Den franske duo er tydeligvis ikke bange for at tale om følelser. Guillaume fortæller mig, at han græd for en uges tid siden, da han så den gribende film Lion, som har Dev Patel i hovedrollen. Fætrene er selvfølgelig store filmfans – de holder af instruktører som Ken Loach, Alfonso Cuarón og Terence Malik – men som alle andre, ser de også en blockbuster i ny og næ. Deres musikalske interesser er der ingen rød tråd i. Jonathan husker første gang, han lyttede til Beethovens niende symfoni, og elsker klassisk musik generelt, mens Guillaume begyndte at spille trommer som teenager, fordi han var Nirvana-fan. Som The Blaze blander de salsa, dub, rap, elektronisk musik i et mix, man kan kalde EDM: emotional dance music.

Selv om man kan argumentere for, at The Blaze er næste generation i en række af Paris-baserede elektroniske duoer (Daft Punk, Justice), så er ingen af fætrene fra Paris. Jonathan er født på Elfenbenskysten, opvokset i Normandiet, flyttede så til Peru med sine forældre som teenager, læste på filmskole i Bruxelles og flyttede så til den franske hovedstad. Guillaume – der har rejst i Sydafrika, Canada og Europa som Mayd Hubb – er opvokset i en lille landsby i Bourgogne og drømmer det meste af tiden om at vende tilbage til livet på landet. "Det er ligesom med folk, som er vokset op ved havet. De kan ikke gå tre måneder uden at se vandet, så mister de forstanden. Sådan har jeg det med naturen i Bourgogne," siger han og ler blidt.

Med det in mente er Dancehall, der består af ti tracks, komponeret og optaget i Paris og i Sydfrankrig i deres 98-årige bedstefars hus. "Vi ville spille på kontrasten mellem der, hvor vi arbejder, de parisiske gader, og de landlige rammer," forklarer Jonathan. Fætrene holdt ferie i huset som børn sammen med resten af familien, og minderne fra deres fælles barndom vækker nostalgien til live. Det hjælper også, at deres bedstefar næsten er døv, så det gjorde ikke noget, at de optog musik. Ved han, at de er musikere? "Han ved det godt, men han er pisseligeglad," griner Jonathan. De tre spiste suppe sammen til aftensmad under The Blazes ophold.

Hvis "Get Lucky", de tusinde somres sang, foregår på en smuk, men overbefolket strand, så udspiller The Blazes debutalbum sig samme sted, bare før den store rengøring, og før papirparasollerne røg i drinksene. Dengang det hele var lidt friere. Tæerne i sandet i stedet for høje hæle og Gucci-loafers. Dancehall, som ikke er inspireret af genren, men af selve stedet, skal fremmane en følelse af samhørighed. Alle mennesker bevæger sig som én. "De danser ikke på en festagtig måde. De danser sammen, udveksler noget," forklarer Jonathan.

Når det er sagt, så kan en fest kun holde til et vist antal lange introer og langstrakte vokalarrangementer. Modsat for eksempel DJ Kozes Knock Knock-album, så mangler Dancehall variation. Den oprindelige charme ved The Blazes udgivelser er også forsvundet, de fanger ikke længere stemningen af en fest på det der magiske tidspunkt ved tre-tiden om natten. Men der er fortsat stimulerende øjeblikke. Crescendoet i "Rise", den flydende sensualitet i "Places". Der er steder, hvor musikken føles lige så levende som de videoer, The Blaze er blevet kendt for. Til tider producerer fætrene ren magi i form af lydlandskaber, der føles som en hjemkomst, lige meget hvor man er. Deres musik giver plads til åbenbaringer, den knuser hjertet i tusinde stykker, den genspiller et kært minde om og om igen.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg kan lide kunst, som vækker følelserne," siger Jonathan. "Hvis jeg er i biografen, er det, fordi jeg gerne vil græde eller føler noget andet." I forhold til musik, fortsætter han, "det er, fordi man vil ud på en rejse, man vil se et andet sted. Det er den enkleste grund, til at vi skaber noget med følelse i." Guillaume tilføjer: "Når vi taler om følelse, mener vi hele spektret: sorg, glæde, det hele."

Ifølge The Blaze er det "poesien". Var de en anden gruppe, ville det udsagn måske ikke give mening: at skabe poesi associeres tit med overdreven følsomhed. Men for The Blaze fungerer det. Det er mere en poetisk udforskning end et musikprojekt, et forsøg på at dokumentere og vække til live den uhåndgribelige ting, der gør os alle til noget større end individer. Når Guillaume og Jonathan rammer plet, går deres arbejde op i en højere enhed og bliver til mere end bare billeder og lyd, så man får kuldegysninger. Og dem er The Blaze mestre i at fremkalde.