Det er farligt, at Kim Kardashian siger ”thank you”, når hendes søstre kalder hende anorektisk
Foto: Screenshots fra Kim Kardashian Wests story
Feminisme

Det er farligt, at Kim Kardashian siger ”thank you”, når hendes søstre kalder hende anorektisk

Anoreksi er en af de dødeligste psykiatriske sygdomme i Danmark. Derfor mener, Louise "Twerk Queen" Kjølsen, at det er rigtig ærgerligt, at Kim Kardashian West promoverer sygdommen på sin Instagram.

Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning. Vil du fortælle? Skriv til broadlydk@vice.com.

Om skribenten: Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, er kendt for at have været en del af den fjerdebølgefeministiske trio, i medierne er kendt som Girl Squad, der bestod af hende selv, Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen. Louise Kjølsen har en kandidatgrad i psykologi og er medforfatter til bogen Ludermanifestet, der udkom sidste år.

Annoncering

Den anden dag, da jeg rullede gennem storyen på Instagram, poppede Kim Kardashian West op. I sin story opfordrede hun ivrigt sine søstre Kendall Jenner og Khloe Kardashian til at gentage, hvad de lige havde sagt om hendes krop. Kendall sagde: ”Jeg er bekymret for, om du overhovedet spiser, du ser så tynd ud?!”, hvortil Kim svarede ”oh my God, thank you!” Khloe fortsatte og sagde, at Kim aldrig havde være tyndere eller set bedre ud, og at hendes talje "havde anoreksi", til hvilket Kim igen sagde ”thank you!” Senere diskuterede søstrene, hvilken smag luft hun mon spiste for at se sådan ud.

Budskabet, Kim Kardashian West her sender om, at sult og spiseforstyrrelse er et glorværdigt mål, er skræmmende. Jeg får lyst til at citere, hvad den tredje Kardashian-søster Kourtney sagde, da Kim græd over at have tabt sin diamantørering i havet på deres luksustur til Maldiverne: ”Kim, there're actually people dying..!”

Og det er der. Folk, der dør. Anoreksi er en af de dødeligste psykiatriske sygdomme i Danmark – hver tiende ung med anoreksi dør af sygdommen, og sundhedsstyrelsen oplyser, at omkring én procent af unge kvinder udvikler anoreksi. Hertil kommer, at hver fjerde unge kvinde og to-tre procent af unge mænd udvikler risikoadfærd, der beskrives som hyppige slankekure, et vedvarende ønske om at blive tyndere trods en normal vægt, et overdrevent fokus på mad, krop og vægt samt overdreven motion. Alle sammen ting, der ofte promoveres på Kim K’s Instagram med 114 millioner følgere. Jeg ved ikke, hvor mange af hendes følgere som er unge kvinder og mænd, men jeg gætter på rigtig mange.

Annoncering

Jeg skal ikke forsøge diagnosticere nogen med en spiseforstyrrelse, men jeg mener godt, man kan tale om, at de kroppe, vi møder på Kims Instagram, i Keeping up with the Kardashians og i en stor del af mainstream pop-kulturen i det hele taget, er sultne kroppe. Og det synes jeg ikke kun er ærgerligt på de sulte kroppes vegne, det er også et ekstremt farligt budskab at sende ud til de millioner, der ser op til dem; et budskab om, at sult og overdreven kontrol er sundt og ønskværdigt for kroppen.

Ud over at denne promovering af den sygeligt sultne krop er usmagelig, så er den også klam i det her tilfælde, fordi der ligger en kommerciel motivation bag. Kim Kardashian West og hendes søstre tjener penge på at promovere produkter som waisttrainers, skinny tea og skinny lollipops. Produkter, som gør kvinder tyndere ved at klemme deres organer sammen ligesom et korset, virker afførende og nedsætter oplevelsen af sult, hvilket egentlig er lidt paradoksalt, da Kim først blev kendt for sin kurvede krop og de seneste år er blevet kaldt både kropspositiv og feminist. Det kan vi nu én gang for alle afvise!

Det at dyrke ekstremt tynde kroppe og deciderede spiseforstyrrelser er desværre hverken nyt på de sociale medier eller begrænset til kendisser som Kardashian-familien. Anoreksi bliver dyrket som en livsstil for eksempel på Instagram under hashtags som ”proanna” eller ”thinspo”, hvor piger ”støtter” hinanden til at gå på absurde kure, tabe sig og faste. Søger jeg på #proanna dukker over 12.000 opslag op med kalorieregnskaber, billeder af #GoalBodies (meget meget tynde kroppe), utallige planer om endnu strengere diæter og selvmordstanker.

Annoncering

Det er skræmmende, hvordan de her fællesskaber fastholder unge mennesker i deres sygdom ved at legitimere hinandens adfærd i et parallelsamfund uden voksne og sundhedspersonale. I Danmark lider omkring 75.000 personer af en spiseforstyrrelse (anoreksi, bulimi eller overspisning). Af dem, der får behandling i psykiatrien, er størstedelen for anoreksi, og omkring en tredjedel af dem er børn.

Jeg mener, det er helt reelt at frygte, hvilken effekt det har på børn og unge, når de ser deres store idoler på sociale medier tale om, hvor tynde de er blevet, og hvor smukt de synes, det er at have en ”anorektisk” talje. Jeg vil egentlig helst ikke blande mig i, om Kim K vil træne og sulte sig, til hun vejer det samme som mit højre lår, men vi er nødt til at sige fra, når hun deler det med millioner af unge.

Unge har meget mere brug for at få at vide, at en sund krop ikke bare er en slank og veltrænet krop, en sund krop er også en mentalt sund krop. Jeg tror ikke, at en konstant sulten krop er mentalt sund. Jeg tror ikke, at en krop der bliver tvunget til at træne, også når den har ondt og slet ikke har lyst, er mentalt sund. Jeg tror ikke, at en krop, der konstant er opmærksom på, hvordan den ser ud, eller bekymrer sig over, hvor mange kalorier den har indtaget, er en mentalt sund krop. Jeg tror ikke, at en krop, der tror, at dens udseende afgør dens værd, er en mentalt sund krop.

Vi skal holde op med at bekymre os så meget om, hvordan vi er kroppe, og bare være kroppe.
Kroppe med en eller to eller ti deller – eller tynde kroppe – der spiser en is eller nogle pommes fritter uden at tælle kalorier eller at tænke på træning, tror jeg, er langt sundere og mere lykkelige, end #GoalBodies på Instagram nogensinde bliver.

Det skal aldrig opfattes som et kompliment, at noget siger, man har en anorektisk krop.