voldtægt

Voldtægtsofre fortæller, hvordan du er en god ven for en, der er blevet voldtaget

"Noget af det sværeste har været at tage hensyn til andres følelser og reaktioner. Jeg oplevede, at nogle af mine venner følte, det var en meget stor mundfuld, da jeg fortalte det til dem."

af Clara Krohn
22 august 2018, 10:25am

Illustration: Nicolai Bruun

Tiden stod stille et par sekunder, da min veninde fortalte mig, at hun var blevet voldtaget. Informationen, der med få ord blev indskudt mellem snak om studiestart og kæresteproblemer, fik mit ansigt til at stivne som gammelt modellervoks. Jeg ville så gerne lægge mit ansigt i de rigtige folder, men mine kinder føltes uendeligt tunge, og i det øjeblik virkede ingen af folderne til at være de rigtige. ”Det er jeg virkelig ked af,” nåede jeg at mumle for mig selv, mens hun hastigt fortalte videre om, hvor dyrt det var at leje et værelse i København. Ingen af os har bragt det op siden, men det burde jeg have gjort. Jeg burde have været en bedre ven i den situation.

For at finde ud af, hvordan jeg bliver det, har jeg talt med tre af de omkring 4.700 kvinder, som ifølge en undersøgelse fra Justitsministeriet hvert år bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark. Jeg har spurgt, hvordan de ville ønske, deres venner havde reageret, da de fortalte dem, at de var blevet voldtaget.

Maria*, 24 år

Hvad skete der, da du blev voldtaget?
Jeg havde set en fyr i en længere periode. En aften på Roskilde Festival i 2017 voldtog han mig nede ved badesøen.

Fortalte du nogen, at du var blevet voldtaget?
Der gik et år, før jeg sagde det til nogen. Til at starte med var jeg ikke klar over, at det var en voldtægt. Jeg var mega flov over det, der var sket, og jeg følte, at det var mig selv, der var gået over mine egne grænser. Jeg fortalte ikke engang folk, at vi havde været sammen.

Hvem fortalte du det til et år senere?
Jeg sagde det til min storesøster, fordi vi talte om andre folk, vi kender, der har haft lignende oplevelser. Som samtalen skred frem, gik det op for mig, at der var elementer i historierne, som jeg kunne genkende. Så alle de råd, jeg havde givet til folk, der havde oplevet noget lignende, kunne jeg lige så godt give til mig selv.

Hvilke råd var det?
Det handler om at få vendt tankegangen fra at være flov og overveje, hvad man selv kunne have gjort anderledes, til at forstå, at det aldrig kan være din skyld, at nogen vælger at voldtage dig. Det kan aldrig være dit ansvar, og det skal aldrig være dig, der skal sidde og føle dig grænseløs.

Har du talt om voldtægten med andre end din søster?
Så snart jeg blev klar over, hvad der var sket, følte jeg, at jeg blev nødt til at handle på det. Derfor gik jeg ret aktivt i gang med at fortælle det til min forældre, min kæreste og mine gode venner.

Hvordan reagerede de?
De reagerede meget forskelligt. Nogle blev rigtig kede af det – især mine forældre, men de fleste var rigtig gode og bekræftede mig i alle de ting, jeg havde behov for at høre. Jeg havde brug, at de hjalp mig med at sige, at det ikke var min skyld. Jeg sagde det selv højt, men jeg havde behov for, at andre også sagde det højt og på den måde fjernede al skyld og skam fra mig.

Er der noget, man som ven skal undgå?
Hvis ikke det er et emne, du i forvejen beskæftiger dig meget med, skal du være meget bevidst om, hvad du spørger om, for ellers er det næsten umuligt at undgå victimblaming. Jeg havde behov for at gennemgå ret præcist, hvad der var sket, og ikke bare fortælle, at det var sket. På den måde blev jeg bekræftet i, at det faktisk var en voldtægt. I den forbindelse var der et par gange, hvor jeg blev mødt af spørgsmål, der nok var kærlige, men som også var spørgsmål, der fandtes et rigtigt eller forkert svar på i forhold til, om jeg selv kunne have gjort noget anderledes. Det kunne være alt fra, ”kyssede du ham?”, eller ”så du ham ikke efterfølgende?”, eller ”ej, hvordan kunne du være på festival resten af ugen?” Det kommer hurtigt til at lyde, som om du tvivler på, at personen havde det dårligt nok. Når man har været udsat for en voldtægt, kan man jo reagere på rigtig mange forskellige måder, og derfor var der mange, der ikke forstod, hvordan jeg kunne være på festival efterfølgende, og hvorfor jeg ikke sagde det til nogen, da det skete. Spørgsmål, der nok havde været kærlige, hvis de var formuleret anderledes, og personen i stedet havde sagt, ”ej, hvor ville jeg ønske, at jeg havde vidst det på den festival, så jeg kunne have krammet dig.”

Hvordan håndterede du det, når folk blev vrede eller kede af det?
Noget af det sværeste har været at tage hensyn til andres følelser og reaktioner. Jeg oplevede, at nogle af mine venner følte, at det var en meget stor mundfuld, da jeg fortalte det til dem. Det bremsede fuldkommen min lyst til at fortælle mere om det, for så følte jeg, at jeg måtte gøre historien mildere for deres skyld. Samtidig tror jeg, det er vigtigt at bearbejde det sammen. Min kæreste var i en lang periode meget vred og havde behov for at tale virkelig meget om det for at kunne forstå det. Det var rigtig svært, men samtidig har det også gjort rigtig meget godt for, hvor åbent vi kan tale om det i dag. Det er vigtigt at give andre plads til at have deres egen reaktion, så længe at man som pårørende husker at lade den, der fortæller historien, komme i første række.

Sara*, 19 år

Vil du fortælle, hvordan du blev voldtaget?
For noget tid siden, var jeg på date med en fyr, jeg havde mødt på Instagram. Daten gik egentlig fint, og vi snakkede god sammen, men da vi efterfølgende tog hjem til ham for at se en film og drikke lidt vin, voldtog han mig.

Fortalte du det til nogen bagefter?
De første to-tre måneder sagde jeg ikke til nogen, at jeg var blevet voldtaget, for det var ikke gået op for mig, at det var det, der var sket. Jeg har tit hørt historier som min egen, men jeg har aldrig tænkt, at det kunne ske for mig, og Jeg ville ikke indrømme det overfor mig selv. På et tidspunkt fortalte jeg det alligevel til min mor og spurgte hende, om jeg i virkeligheden var blevet voldtaget. Sammen læste vi en håndfuld juridiske artikler om voldtægt, og det gik op for mig, at det, jeg havde oplevet, var en voldtægt.

Fortalte du det også til dine venner?
Det er ikke alle mine venner, jeg har sagt det til, men jeg har en veninde, der også er blevet voldtaget, så da hun fortalte om det, gjorde jeg også. Når jeg har været ked af det, har jeg også fortalt det til dem, jeg var sammen med. For mig har det ikke været så vigtigt at tale om det med en tæt veninde, men vigtigere at jeg fik det sagt, hvis jeg stod i en situation, hvor jeg havde brug for at komme ud med det.

Hvordan reagerede dine venner?
Nogle spurgte, hvordan jeg havde det, og om der var noget, de kunne gøre, men de fleste sagde ikke så meget. Jeg tror, det er ret svært for folk at sætte sig ind i situationen, fordi det er en ret uhyggelig ting at forestille sig.

Var det den reaktion, du håbede på?
Det var i hvert fald overhovedet ikke den værste reaktion. Hvis du som ven spørger ind til voldtægten, kan du meget let komme til at spørge på en måde, hvor du kommer til at pege skylden mod offeret, selv om det ikke er meningen. Når jeg fortæller om det, er jeg enormt sårbar, og så kan alt blive opfattet uhensigtsmæssigt. Hvis du ikke ved, hvordan du skal håndtere situationen, er det bedste nok bare at spørge, om du må give personen et kram. Fortæl personen, at du er der for dem, og at det ikke er deres skyld. Du skal også huske ikke at afbryde. Vent, til personen ikke har mere at sige.

Hvordan har dine venner hjulpet dig?
Det har hjulpet at få lov til at tale om det. Hver gang jeg har delt historien med en, der har lyttet, har det lettet en smule mere. I starten prøvede jeg at tie det ihjel, men det bragte ikke noget godt med sig.

Emma*, 23 år

Hvad skete der, da du blev voldtaget?
Sidste forår blev jeg voldtaget af en fyr, jeg havde matchet med på Tinder. Jeg var taget hjem til ham, hvor vi havde drukket lidt rødvin og røget en joint. Ud på aftenen blev jeg virkelig træt, og han tilbød, at jeg kunne sove hos ham. Det ville jeg gerne, men jeg havde ikke lyst til at have sex. Det respekterede han ikke.

Fortalte du nogen, hvad der skete den aften?
Da jeg morgenen efter kom hjem til min gode veninde, begyndte jeg bare at grine, fordi hele situationen havde været så absurd. Jeg forklarede hende, hvad der var sket, og så begyndte hun også at grine. Vi talte om, hvor mærkelig, grænseoverskridende og nederen han var, og hun spurgte, om jeg var okay. På det tidspunkt svarede jeg bare ja, selv om jeg egentlig ikke var det. Jeg følte mig enormt ydmyget, men jeg havde svært ved at forstå, hvad der helt præcis var sket. De voldtægtssager, man typisk hører om i medierne, handler om folk, der bliver voldtaget i en skov og efterfølgende går ned med en depression, men jeg følte mig ikke på samme måde ødelagt. Derfor er det også noget, jeg har stået meget alene med, og der gik mange måneder, hvor jeg blot skød det hen som en lidt pinlig og svær oplevelse. Kort tid efter det var sket, fortalte jeg om episoden til mine gode veninder, men jeg tror ikke, de vidste, hvordan de skulle forholde sig til det, fordi jeg ikke selv var sikker på, hvad der faktisk var sket. Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, at de havde udfordret mig lidt mere, når jeg sagde, at jeg var okay, og havde insisteret på, at jeg fik talt med nogen om det. Ikke nødvendigvis med dem, men bare med nogen.

Fik du nogensinde talt med nogen om det?
Et par måneder efter det var sket, talte jeg med en veninde, der selv var blevet voldtaget. Da jeg fortalte hende om min oplevelse, sagde hun, at det ud fra hendes erfaringer lød som en voldtægt. Det var først der, at det rigtig gik op for mig, at jeg var blevet voldtaget. Inden da havde jeg haft virkelig svært ved at sætte ord på det, fordi jeg var bange for, at mine venner ville tro, at jeg bare gerne ville have opmærksomhed. Det var også svært at fortælle om, fordi alle pludselig ville have en holdning til historien, og jeg vil ikke dømmes ud fra, hvad jeg var blevet udsat for. Jeg er ikke gået i stykker, jeg tager på arbejde, jeg går i byen, og jeg har stadig one-night-stands.

Hvordan reagerede dine veninder?
Et par måneder senere, da jeg en aften havde været til psykolog og for første gang havde sagt højt, at jeg var blevet voldtaget, sad jeg med mine tætte veninder og drak lidt vin. Der fortalte jeg dem, at det jeg havde oplevet i foråret, var en voldtægt. De reagerede, lige som jeg havde brug for. De kiggede bare på mig og sagde, at de var der for mig. Jeg havde ikke lyst til at tale med dem om det, men det var alligevel vigtigt for mig at sige det til dem. Det er min byrde – ikke mine venners, og derfor har jeg heller ikke haft behov for, at de skulle være vrede eller sure, for det ville bare give mig endnu mere dårlig samvittighed.

Er der noget, man skal undgå?
Det er selvfølgelig meget individuelt, men jeg skulle først selv være i stand til at forholde mig til, hvad der var sket, og derfor var det svært for mig, at mine venner blev vrede eller kede af det, for jeg havde ikke overskud til at trøste dem eller rumme deres reaktioner. Jeg havde kun overskud til at forholde mig til mig selv.

Har du nogen råd til, hvad man som ven kan gøre for en person, der er blevet voldtaget?
Det er vigtigt at acceptere, at din ven, der er blevet voldtaget, måske ikke har lyst til at tale med dig om det. Men det betyder ikke, at det ikke er sket, eller at du ikke skal passe på dem, og at du ikke skal blive ved med at spørge dem, om de er okay. Det vigtigste er nok, at du stoler på personen og ikke undrer dig over deres historie eller siger ting som, ”tror du ikke bare..?”, eller ”kunne det ikke være..?” Du behøver ikke være vred på deres vegne eller fortælle, hvad de skal gøre eller ikke skal gøre. Du skal bare være der.

*Kvindernes navne er opdigtede af hensyn til deres privatliv. Redaktionen er bekendt med kvindernes identitet.