kriminalitet

Tyve stjal avocadoer for to millioner kroner, og din brunch er medskyldig

Her er endnu en grund til, at din avocadotoast er et kontroversielt emne.
20.6.17
Photo via Flickr user slgckgc

Hvor var du dog naiv og blåøjet i din tro på, at verden er ovre sin besættelse af avocadoer. Det viser sig desværre, at alle dine venner, der har måttet en tur på skadestuen med "avaocadohånd" og har ofret sig for en kulinarisk trend, ikke har haft den mindste indvirken på verdens umættelige appetit på den værdifulde frugt.

Faktisk så er den eneste objektive målestok, der kan vurdere om avocadoen har passeret sidste salgsdato som kulturelt fænomen, hvorvidt hysteriet har inspireret et røveri i stil med Ocean's Eleven. Svaret på det spørgsmål, erfarede vi i denne uge, er ja.

Annoncering

"Der er stor efterspørgsel. Alle elsker avocadoer," siger John Franchi fra Ventura Countrys sherifkontor i Californien. Han henviser til anholdelsen af tre mænd, der alle står anklaget for at stjæle avocadoer for op mod to millioner kroner. Selvom der ikke er nogen officielle forlydender om, hvor mange kilo af den højtelskede grøntsag, der blev stjålet, er det sandsynligvis et ordentligt læs.

LÆS MERE: På nettet kan man finde beskidt avocadoporno

Myndighederne oplyser, at Joseph Valenzuela, Rahim Leblanc og Carlos Chavez stjal avocadoer fra trioens arbejdsgiver Mission Produce og videresolgte dem til kunder, der formodentlig ikke var klar over, at de købte grønne hælervarer.

Ifølge Steve Barnard, der er direktør for firmaet, stjal de tre medarbejdere paller og kasser med avocadoer og solgte dem fra bagindgangen ved Mission Produces distributionscenter og stak fortjenesten lige i lommerne. Efter sigende solgte de kasser, der har en normalværdi på 330 kroner, for beløb mellem 130 og 200 kroner per kasse.

Det var først mistænksomme kunder samt firmaets bogholdere, der råbte vagt i gevær, og i sidste ende blev de tre mænd fældet på optagelser fra overvågningskameraer. "De prøvede at tjene hurtige penge," siger John Franchi.

Mission Produce er en af verdens største avocadodistributører og sælger det grønne guld over hele kloden. Ifølge direktøren er efterspørgslen på avocadoer enorm – i hvert fald så stor, at firmaet nu øger sikkerheden ved distributionscentrene.