genbrug

To studerende fandt vaskeægte NASA rumdragter i en genbrugsforretning

De købte alle seks for 1,5 krone stykket
19 august 2017, 5:00am
Foto via Wikimedia Commons

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

For nylig tog to college-studerende fra Florida til udsalg i deres lokale Frelsens Hær for at grave i gemmerne, og se om de kunne finde t-shirts med skøre mønstre, eller hvad det nu er, generation Y er nede med for tiden. En af dem var klog nok til at rode en lille uanseelig kasse i hjørnet igennem, og lagde mærke til et NASA-logo, der stak frem på bunden.

Den kasse ledte 24-årige Skyer Ashworth til seks vaskeægte NASA rumdragter, rapporterede den lokale nyhedsstation WKMG. Han råbte på sin ven Talia Rappa og de to måbede over, hvor officielle de så ud – der var patches med det amerikanske flag, indsyede navneskilte og det hele.

De købte de seks dragter for 1,5 krone stykket, og tog hjem med deres fund. Det lykkedes dem at få nogle eksperter på American Space Museum til at undersøge dragterne, og der fandt de ud af, at de var ægte – fem blå dragter, som astronauter havde haft på i rummet, og en hvid dragt, som tilhørte en af missionens medlemmer, som blev på jorden. Museet vurderede, at hver dragt kunne indbringe omkring 30.000 kroner på en auktion.

"Hvem ved, hvor længe de har ligget der?" sagde Rappa til WKMG. "Vi lagde dem frem og stirrede bare på dem med åben mund."

Nogle af dragterne havde åbenbart tilhørt astronauterne George Nelson, Robert Parker, Owen Garriot og Charles Walker, som fløj ud gennem atmosfæren i 80'erne. Selvom det selvfølgelig er nedtur, at Frelsens Hær ikke var klar over hvilken guldgrube, de havde liggende, så er det næsten som om rum-guderne har udset sig de to studerende, for Ashworth læser nemlig til rum-ingeniør og Rappa læser astrofysik.

Som vi så det med Neil Armstrongs gamle pose månestøv, så kan rum-ting være mange penge værd, og de to studerende planlægger at sælge dragterne på en auktion på American Space Museum i November, for at betale nogle af udgifterne til deres uddannelse. Men selvom deres fund kommer til at gå ned i genbrugshistorien, så kommer det aldrig til at slå ham, der fandt en køletaske fyldt med pot i sin lokale genbrugsbutik.