Hvis Lil Wayne udgiver 'Tha Carter V', er det et skridt i den forkerte retning

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Lil Waynes nærmest endeløse strid med Birdman om penge har efterhånden stået på så længe, at det har overskygget Waynes status som rapper og influencer. Og når man tager rapperens produktivitet i betragtning, er det faktum, at han i dag er mere kendt for en beef med sin chef/familiemedlem, end han er for sin musik, et godt billede på, hvor hård kampen har været.

I 2014 lagde Lil Wayne sag an mod Birdman og sagsøgte ham for 321 millioner kroner, som han mener, sidstnævnte skylder ham og Young Money-kunstnerne. Samme år afleverede Wayne den færdige version af det længeventede (og i dag nærmest irrelevante) Tha Carter V-album, som han hverken modtog et forskud på eller en releasedato til. Sagsanlægget bekræftede rygter, som havde cirkuleret på nettet, og gik på, at de to rappere var oppe at toppes. På grund af det juridiske tovtrækkeri har Wayne ikke haft mulighed for at udgive musik via streamingplatforme. Hans seneste udgivelse, Dedication 6, der viser, at han stadig er en rapper i verdensklasse, kunne kun streames via mixtape-tjenesten DatPiff – en utroligt trist kendsgerning for en kunstner, der mere end nogen anden har formet den lyd, som unge rappere arbejder med i dag.

Nu er der dukket en artikel – som dog virker lidt tvivlsom – op, der påstår, at Wayne endelig er nået frem til et kompromis med Birdman. Sidstnævnte har henover det sidste års tid lovet, at sagen snart skulle være forhandlet på plads. Vilkårene for aftalen er endnu ikke offentliggjort, men hvis vi går ud fra, at Lil Wayne har fået sin vilje, så er han meget snart fri af sine forpligtelser i forhold til Cash Money Records, hvilket betyder, at han endelig kan fokusere på at udgive sit 13. album. Da nyheden først kom ud, blev fans ellevilde over udsigten til få fingrene i The Carter V. Men efter alt det, der er sket, siden pladen blev optaget for fire år siden, så kan den ikke gøre så meget andet end agere nostalgisk indslag for fans, da den slet ikke afspejler hele den personlige og forretningsmæssige strid, der har formet Lil Wayne over den sidste årrække.

Et af højdepunkterne på Solanges rørende A Seat at the Table-plade er øjeblikket, hvor Lil Wayne kommer ind på tracket "Mad" – en sang, der handler om retten til at give udtryk for sin vrede – for netop at vende beefen med Birdman, rappe om et hidtil hemmeligholdt selvmordsforsøg og give udtryk for byrden ved at være berømt. Det er et af de mest oprigtige øjeblikke i Lil Waynes karriere, og det er ikke nødvendigvis let at lytte til. Man fornemmer virkelig desperationen, når han rapper:

// It’s hard when you only got fans around and no fam around and when they are then they hands is out / and they pointing fingers, when I wear this fuckin’ burden on my back like a motherfuckin’ cap and gown //

Wayne runder verset af med en dyster tilståelse om, at han har lyst til at tage livet af sig selv, men det er faktisk underligt befriende. Man fornemmer ikke, at han har tænkt sig at give slip på eller forlige sig med smerten, og det er netop derfor, han er i stand til at dele den med verden. Det er usandsynligt, at dét er omdrejningspunktet for Tha Carter V, og i en tid, hvor flere rapveteraner skriver numre om deres personlige kvaler og problemer, havde det været fedt, hvis Wayne ville rappe om sine problemer, fejltagelser og personlige sejre i kølvandet på den lange kamp i retten og striden med den mand, som på mange måde har opdraget ham.

Det ville heller ikke være helt ukendt land for Lil Wayne. Han er selvfølgelig højt elsket for sin gudsbenådede evne til at skrive ordakrobatiske tekster om vold, stoffer, hvor meget bedre han er end andre rappere samt hans uovertrufne egenskaber som fisseslikker. Men man kan sagtens argumentere for, at Waynes mest mindeværdige øjeblikke er dem, hvor han rapper om sit privatliv og sin sårbarhed. Som 17-årig gav han os "Fuck Tha World", der handlede om presset, han oplevede som teenagefar, og ansvaret, han pludselig var bebyrdet med. Tha Carters "I Miss My Dawgs" var et forsøg på at række ud til Hot Boyz-crewet. Den er fuld af personlige historier om at gå fra at være et nul til at blive superstjerne i New Orleans, som kun han selv, BG, Juvenile og Turk har erfaret det. Det føltes som en særlig ære som lytter at blive inviteret med ind i det univers. På "Georgia Bush" fra 2006 rettede han skarp kritik mod præsidenten for den manglende nødhjælpsindsats i forbindelse med katastrofen, som orkanen Katrina forårsagede i hjembyen New Orleans (// The white people smiling like everything cool / But I know people that died in that pool/ I know people that died in them schools //).

Det er en populær idé, at rap vendte en ny side i historiebogen, da en af genrens grand old men Jay-Z udgav 4:44 og rappede om at være sin kone utro, om at svigte sine børn og om at gå i terapi. Siden da har kunstnere som for eksempel J. Cole udgivet deres mest nuancerede og modne værker. J. Cole rapper blandt andet om at overvære sin mors trøstesløse kamp med alkoholisme på K.O.D. Senest har Kanye West brugt coveret på sit nye ye-album til at tale om sin bipolaritet. Men hvis Lil Wayne vælger at være sårbar på sin nye musik, kan han potentielt nå et endnu bredere publikum end dem, der traditionelt lytter til den "modne" rap.

Lil Wayne er skabelonen for den moderne rapstjerne. Da han lod sin krop dække af tatoveringer, fulgte hans kolleger og fans trop. Da han talte åbent om sit kodeinforbrug, fulgte teenagerne trop. Da han begyndte at bruge Auto-tune på sine tracks, fulgte resten af planeten trop. Når man tager alt det i betragtning, er det meget sandsynligt, at en kunstner som Lil Wayne, der tidligere har været så åben omkring sin kamp med stofmisbrug, selvmordstanker (ligesom mange blandt den nye generation af rappere) og pladeselskaber, så kan han meget vel ende med at blive et flagskib for genren igen. Og så er det også en mulighed for at forsone sig med sine personlige problemer. Vi har slet ikke brug for Tha Carter-seriens Wayne længere. Vi har brug for 2018’s Wayne – en næsten 36-årig mand, der er blevet sat fri.