Munchies

Dreng ringer til politiet for at fortælle, at han hader salat

Nødsituationer er skræmmende, men det kan salat også godt være nogle gange.
Photo via Flickr-bruger stu_spivac

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

"Når jeg som barn så folk spise salat, tænkte jeg altid: De må være døende eller, endnu værre, i gang med at træne op til et maraton eller sådan noget. I mine øjne lod salatædere aldrig til at være glade."

Sådan skrev komikeren Jim Gaffigan i sin bog Food: A Love Story med tilføjelsen: "Når det en sjælden gang sker, at jeg har spist en salat til forret, har jeg det mere som om, jeg er blevet straffet end som om, jeg har foretaget et sundt valg."

Annoncering

Der bor en 12-årig dreng i den canadiske by Halifax, Nova Scotia, der angiveligt er enig med Jim Gaffigan. Den her dreng tog i sidste måned sit salathad til nye højder, da han ringede til alarmcentralen for at melde den salat, hans forældre bad ham om at spise, til politiet.

Ifølge CBC News ringede drengen til Canadas ridende politi lige før klokken 22 en tirsdag aften og fortalte operatøren, at han ikke kunne lide den salat, hans forældre havde tilberedt. Derefter ringede han en gang til for at spørge, hvor hurtigt politiet havde tænkt sig at komme og for "at understrege, hvor meget han hadede salat".

Politiet dukkede faktisk op på drengens adresse den aften, men, uheldigvis for ham, ikke for at arrestere hans forældre, fordi de havde smidt salat i en skål. Politiet kom for at belære drengen om, hvornår det er passende at ringe til alarmcentralen. (Der er bare intet, der kan gøre en i forvejen deprimerende middag værre, end når den pludselig skal krydres med et belærende øjeblik.)

"Hvor der nok er mange, der kan relatere til følelsen af ikke at have lyst til en salat i ny og næ, så sætter den her hændelse fokus på en vigtigere problemstilling," lød det fra betjent Dal Hutchinson. "Den forkerte brug af 112 er et emne, der berører folk i alle aldersgrupper. Det er spild af vigtige ressourcer, og det forhindrer politi, brandvæsen og reddere i at nå frem til rigtige nødstilfælde."

Hutchinson sagde, at det ville være en lærerig lektion for drengen, og at han ikke ville få bøden på cirka 4500 kroner, som det ridende politi ellers ofte udskriver til folk, der ringer til alarmcentralen uden grund. (Blandt andre groteske tilfælde var en forældre, der mente, at politiet skulle informeres om barnets dårlige klipning, og personen, der ringede, fordi der ikke var nok kød i vedkommendes kebab.)

Man behøver nemlig ikke være prepubertær for at synes, at det er en god idé at ringe til alarmcentralen for at brokke sig over et måltid. En kvinde fra Ohio, der ringede for at anmelde et dårligt måltid kinesisk mad, var en ægte voksen. Det samme var en kvinde fra Texas, der fortalte politiet, at hendes McNuggets ikke blev tilberedt hurtigt nok, og at hun mente, at hun skulle have maden gratis. Det samme var tilfældet, da en mand fra Florida ringede gentagende gange til politiet og anmeldte de små portioner, han havde fået serveret på en fisk- og skaldyrsrestaurant.

Og så var var der episode tilbage i februar, hvor politiet i England var nødt til at minde landets voksne befolkning om, at den landsdækkende mangel på KFC ikke var et job for ordensmagten.

Når det så er sagt: Så kan det være ret så frygteligt at være tvunget til at spise salat.