Annoncering
Munchies

Her er de lande, hvor du kan få leveret kokain hurtigere end en pizza

Verdens største undersøgelse om stoffer fremhæver Danmark som et af de steder, hvor der er mindst lige så hurtigt til stregerne som til en Hawaii med ekstra ost.

af Jelisa Castrodale
11 maj 2018, 9:13am

Foto via Flick-brugeren absolutely_loverly og Christopher E. Hamrick / collage af MUNCHIES.

Den her artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA.

Din narkohandler har helt sikkert ikke et tilbud om, at hvis varen er en halv time forsinket, så er der rabat. Men ifølge en ny rapport er der faktisk flere lande, hvor dem, der skal have en næsebajer, kan få fingrene i stofferne hurtigere, end de kan få leveret en pizza.

Mere end 130.000 mennesker fra over 40 lande deltog i Global Drug Survey (GDS), som er en årlig undersøgelse af nuværende eller tidligere stofbrugere og deres vaner. I det afsnit i rapporten, der omhandler kokain, svarede 17% af respondenterne (omkring 22.100 mennesker), at de har brugt kokain inden for det sidste år, mens en fjerdedel svarede, at de havde taget en streg på et eller andet tidspunkt i deres liv. Mere end 15.000 valgte at udfylde et særligt spørgeskema om deres kokainbrug, og her blev det virkelig interessant.

"Vi spurgte 15.000 kokainbrugere fra hele verden, om det var hurtigst at få leveret et gram coke eller hurtigst at få leveret en pizza," forklarer GDS. "30% af de adspurgte, angav, at de kunne få leveret kokain i løbet af en halv time, sammenlignet med kun 16,5%, som sagde, at de kunne få leveret en pizza inden for den samme tidsramme."

Du læste rigtigt: Nogen steder er det tilsyneladende hurtigere at få et gram i hånden end et stykke med pepperoni i munden. Ifølge undersøgelsen fandt man de hurtigste leveringstider på kokain i Brasilien, Holland, Danmark, Colombia, Skotland, England og Tjekkiet. I disse syv lande svarede folk, at deres streger blev serveret i løbet af 30 minutter (og i Brasilien sagde hele 45% af respondenterne, at det tog mindre end en halv time at få fingrene i stoffet). USA haltede lidt efter, hvor kun 23% af dem, der skulle bruge stoffet på dagen, sagde, at de fik deres leverance i løbet af en halv time.

I Storbritannien er det egentlig slet ikke en nyhed, da de her tal har været fremme før. Et medlem af parlamentet brugte det for nylig til at skabe debat, og det ser ud til, at pizza versus kokain-stopuret bliver hevet frem i pressen ganske ofte. (En af vores britiske kolleger noterede sig, at de her tal "ikke var så afslørende i Storbritannien, hvor alle alligevel tager coke hele tiden og ved, hvor nemt det er at få fat i.")

De tre steder i verden, hvor der, ifølge undersøgelsen, er den korteste leveringstid på kokain, ligger alle i Danmark. Mere end 40% af deltagerne fra regionerne Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark svarede i undersøgelsen, at deres leveringstid lå under 30 minutter.

"Resultaterne viste, at stoffer bare er en handelsvare som så meget andet, og understreger at som på ethvert andet marked, hvor der er konkurrence, vil folk, der har noget at sælge gøre det så nemt for kunderne som muligt at få fingrene i deres produkt for at udkonkurrere konkurrenterne," udtalte GDS. "Når det handler om et stof som kokain, vil nem adgang og hurtigt levering kunne få folk til at bruge kokain oftere, og måske gøre det sværere for nogle brugere at kontrollere deres forbrug.

Undersøgelsen, der foretages af en organisation med det samme navn, håber på, at dem, der har besvaret undersøgelsen, kan hjælpe med "at udforske de positive og negative konsekvenser ved stofbrug," med det mål at gøre brugen af stoffer mere sikker, fremme skadesreduktion, hjælp til selvhjælp og online-interventioner henvendt til dem, der har brug for det. "Vi er en seriøs gruppe af akademikere, og vi undersøger ting, som vi håber kan hjælpe til med at gøre det mere sikkert for folk at bruge stoffer og hjælpe politikere med at udforme en optimale sundhedspolitik," forklarer GDS.

Og måske kan resultaterne af undersøgelsen også få pizzeriaer til at få fingeren ud. Langsommere end den gennemsnitlige pusher? Kom nu lige ind i kampen.

Tagged:
Food
Pizza
Kokain
stoffer
fastfood
jylland
udbringning