I Danmark vil vi helst ikke vil sidde ved siden af fremmede i bussen, hvis vi kan undgå det – og slet ikke tage en ølbong sammen med dem – i bussen altså. Derfor kan det også være en social prøvelse, når 130.000 festivalgæster samles for i fælleskab at smadre sig selv og høre musik i syv dage i streg. Man skal selvfølgelig gå til sagen med åbent sind og alt det der, men der er også grænser for, hvor rummelig man kan være.
Du kender dem godt. Folkene i kostumer, der stadig synes, at det er vildt grineren at rende rundt som minion i 2018. De fulde kvinder, der vajer faretruende på deres kæresters dirrende skuldre, så ingen bag dem har en chance for at se noget. De lidt for engagerede ølbowlingkumpaner, der gladeligt vil miste lemmer (og lemlæste andre) for at vælte en dåseøl. Og ikke mindst medietyper, der render rundt og generer festivalgæsterne midt i deres velopbyggede brandert.
Vi gik ud i støvskyen for at høre Roskilde-gæsterne selv, hvem der virkelig kan gå dem på nerverne, hvilke kunstnere er vigtige for dem og alt muligt andet om optur livemusik og festivalliv.
Niels, Peter, Michael og Anders
Noisey: Hej, har I travlt?
Niels: Sådan almindeligt Roskilde-travlt.
I ligner ikke nogen, der er her for første gang. Hvor mange gange har I været afsted?
Peter: 17 år.
I træk?
Peter: Ja.
Det passer ikke?
Niels: Jo, så gamle er vi altså.
Er det stadig lige så sjovt på 17. år?
Peter: Ja, det er faktisk kun blevet bedre og bedre. Det var slet ikke lige så sjovt i starten. Engang handlede det meget om druk, men vi er blevet meget mere kreative, og nu handler det mere om fællessang og sjove events.
Michael: Jeg har et lille barn derhjemme og er trænet i ikke at sove igennem, så min nattesøvn på Roskilde er helt perfekt, fordi jeg er vant til at sove igennem larm. På Roskilde kan jeg gå i seng klokken 2 og stå op klokken 10 – det er jo helt sindssygt.
Hvem er den vigtigste musiker nogensinde?
Peter: Det er Paul Aids. Han holdt en punkkoncert nede i vores lejr for en del år siden, og det var legendarisk. Der var nøgen-crowdsurfing.
Niels: Må man også nævne den vigtigste dj?
Gerne.
Niels: Det er nemlig DJ Transport, fordi han spiller alt det rigtige musik. Han spiller Darude, han har maske på, og så siger han "sæt jer ned".
Hvem er den vigtigste musiker på programmet i år?
Alle: Nick Cave.
Anders: Eller Eminem, fordi jeg hørte ham det sindssygt meget for 15 år siden.
Hvem er det værste menneske på Roskilde?
Peter: Den person findes ikke.
Niels: Men ham, der trykkede mit ribben i går, var lidt træls.
Michael: Folk, der råber "tigermis". Det er altså ikke i orden at tackle folk og udøve vold, bare fordi man spiller et spil og siger tigermis.
Peter: Men ellers er alle bare nice. Roskilde får virkelig det bedste frem i folk.
Åh, jeg synes ellers, det kan virke omvendt engang imellem.
Peter: Hvad? Så skulle du møde os til hverdag, der er vi meget værre.
Anders: Vi er sindssygt kedelige.
Peter: Man får så meget kærlighed på Roskilde. Vores naboer er virkelig søde, de har reddet vores pavillon, da den var ved at blæse væk.
God stil. Tak!
Sabina og Sophie
Noisey: Hej med jer. Hvor kommer I fra, og har I været her før?
Sophie: Det er første gang, vi er her. Jeg er halvt engelsk og halvt svensk, og jeg bor i København og Sverige.
Sabina: Jeg er fra Polen, men bor Sverige. Vi har venner fra København, der er kommet på festivalen mange år og har fortalt om den, så i år blev vi nødt til selv at prøve det.
Hvad synes I om det indtil videre?
Sophie: Det er rigtig sjovt, men her er også virkelig beskidt. Jeg er vild med musikken og stemningen, men den danske drukkultur gør det hele mere smadret. Man skal hele tiden have en øl i hånden.
Kan I følge med?
Sabina: Det er svært, men vores venner støtter os og og sørger for, at vi tager en øl-bong en gang imellem, fordi nu er vi jo i Danmark.
Sophie: Den danske drukkultur er meget anderledes end den svenske, fordi alkohol er så tilgængeligt. Vi har Systembolaget, der lukker tidligt, og hvor man skal være fyldt 21 for at købe noget.
Hvem er den vigtigste musiker, der spiller på festivalen?
Sabina: For mig er det Massive Attack, fordi jeg er vokset op til lyden af deres musik.
Sophie: Vi glæder os også meget til at se Kali Uchis. Jeg elsker bare hendes look og hendes musik. Alt ved hende er så fedt.
Hvem er den værste person på Roskilde?
Sabina: Alle er så venlige.
Sophie: Men ikke den fyr, der smed en dåse efter mig den første dag.
Sabina: Du forstyrrede også deres spil.
Sophie: Han blev virkelig sur og råbte "fuck dig!" efter mig. Der var også en, der tacklede mig direkte ned i jorden. Det var ikke så fedt.
Sabina: Det kan egentlig være ret voldeligt herude, så det er nok de voldelige mennesker, der er de værste.
Hvem er de voldelige mennesker?
Sabina: Bare basic danske fyre. Vi kalder det danish fuckery. Det er bare danskere, der har det sjovt og er fulde.
Held og lykke med at undgå dem.
Louise, Lærke, Line og Julie
Noisey: Hej, I ser rutinerede ud. Hvor mange gange har I været på Roskilde Festival?
Louise: Det er vores sjette år, og stemningen er lige så fantastisk som altid. Måske er den endda lidt bedre på grund af vejret.
I synes ikke, der er lidt meget støv?
Louise: Jo. Vi er efterhånden meget beskidte, men det er der ikke så meget at gøre ved. Vi vil hellere have støv end regn.
Hvem, synes I, er den vigtigste musiker nogensinde?
Louise: Michael Jackson gjorde en forskel for mig med sin musik og sit budskab, og så har han lavet mange hits.
Julie: Han var også god til at skabe en stemning af fælleskab.
Hvem er den vigtigste musiker på programmet i år?
Louise: Eminem – uden tvivl. Jeg har været fan af ham, siden jeg var helt lille.
Line: Vi har ventet i otte år på, at han skulle komme til Danmark, og nu kommer han endelig. Jeg har aldrig set ham live, så det bliver bare en fed oplevelse.
Julie: Jeg håber bare, at han faktisk dukker op.
Lærke: Jeg tror, han er helt skæv, når han kommer.
Louise: Det tror jeg faktisk overhovedet ikke. Han er jo tørlagt nu, så jeg tror, han er der til tiden og undgår at lave en Rihanna.
Julie: Jeg glæder mig også rigtig meget til Alex Vargas. Han er rigtig dygtig, men jeg har ikke fået set ham endnu. Jeg synes, der er noget fedt ved at se de danske kunstnere, så jeg skal også se Benal.
Hvem er den værste person på Roskilde Festival?
Louise: Det er dem, der stjæler og ødelægger andres ting. Hvis du har råd til at tage på Roskilde, så har du også råd til at tage dine egne ting med. Det er fint at snuppe en stol, der ligger og flyder, men at skære telte op for at stjæle ting er for meget.
I taler måske af bitter erfaring?
Louise: Sidste år var der nogen, der skar vores telt op og stjal vores Soundbox. Vi fandt den heldigvis igen, men det er stadig ikke i orden.
Helt klart ikke.
Nicolai og Oscar
Noisey: Hej, hvad sker der med jeres matchende bandanaer?
Oscar: Der har altid været en rivalissering mellem Bloods og Crips over i The US. Så vi tænkte bare, at vi ville støtte op om Bloods, og derfor har vi købt bandanaer.
Hvorfor Bloods?
Oscar: Der er ikke nok, der donerer blod og organer for tiden.
Nicolai: Og så er de hvide og røde, og Danmark spillede i går.
Bloddonation og landsholdet er også to gode sager. Hvem, synes I, er den vigtigste musiker nogensinde?
Oscar: Tove Ditlevsen – det kan ikke diskuteres.
Okay, så gider jeg ikke diskutere det.
Nicolai: Min gode ven Jacob Dinesen. Han skal spille på Smukfest.
Hvem er den vigtigste musiker, der skal spille på årets Roskilde Festival?
Nicolai: Det må være Eminem. Jeg tror, han er god til at inkludere det lidt ældre publikum – du ved, dem i 40-50’erne, der kender hans musik. Mange af de nye navne som Dua Lipa og Bruno Mars appellerer nok lidt mere til de unge. Joey Bada$$ er også vigtig, for han er både til de gamle og de unge.
Hvem er den værste person på Roskilde?
Oscar: Helge ovre fra camp H, der bare kan fucke ad helvede til, fordi han knaldede min kammerart i hovedet.
Han lyder også nedtur.
Max og Kristoffer
Noisey: Hej gutter, har I været på Roskilde før?
Max: Det er anden gang, vi er på Roskilde. Vi var her sidst i 2013.
Kristoffer: Jeg synes, det er mere kaotisk i år. Folk ligger meget tæt, og der er ikke plads til alle, men ellers er det fedt. Vi drikker os stive hver aften, så den del er der styr på.
Hvem er den vigtigste musiker nogensinde?
Kristoffer: Jeg kalder Eminem
Max: Ej, det er for cheesy at sige Eminem.
Kristoffer: Det er det da ikke. Han er da grunden til, at jeg er her.
Max: Jeg tror virkelig, Eminem kan sætte gang i en fest og trække virkelig mange mennesker ind på pladsen. Hele festivalen kommer til at være foran Orange Scene.
Hvem er den værste person på Roskilde?
Max: Det er dem, der ikke fester og bliver sure over, at man holder morgenfest. Der var en kvinde i vores camp i morges, der blev virkelig sur over, at vi holdt fest. Det er Roskilde, og man kan ikke forvente, at der er stille over det hele.
Hvad var klokken, da hun blev sur?
Kristoffer: Nok 8 om morgenen, men vi spillede et godt mix af forskellige genre.
Max: Skal I have en bajer?
Jo tak!
Karoline og Karoline fra Pink-Camp
Noisey: Hej, er det første gang, I er her?
Karoline: Ja, det er vores første år. Det er sjovt, men her er også ret beskidt.
Karoline: Vi glæder os, til musikken starter, for så tror vi måske, det stilner lidt af. Vi bor nede i Dream City, så vi håber, at festen snart rykker lidt op på pladsen.
Skal I hjem på et tidspunkt?
Karoline: Ja. når det er færdigt.
Nice. Hvem er den største musiker, der skal spille i år?
Karoline: Eminem. Han er meget anderledes og gør indtryk på folk.
Karoline: Han er så cool. Han har været gennem så meget shit og siger bare, hvad han mener. Han er bare sig selv.
Hvem er den værste person på Roskilde?
Karoline: Det er de virkelig ucharmerende mænd, der har drukket alt for meget og pisser og skider ud over det hele. Man må gerne have lidt grænser.
Enig, tak for snakken!