Vi spurgte højtaler-bros, hvad de hører, når de er alene og kede af det
Alle billeder af Hedda Rysstad

FYI.

This story is over 5 years old.

Vigtige spørgsmål

Vi spurgte højtaler-bros, hvad de hører, når de er alene og kede af det

Om dagen hærger de Dronning Louises Bro med trance, techno og reggae, men hvad sætter de på, når solen er gået ned, og følelserne får frit løb?

Det er let at leve i troen om, at vores kultur er blevet upersonlig, når det kommer til at lytte til musik. At det, vores forældre og bedsteforældres generation samledes om til legendariske arrangementer som Woodstock og Roskilde Festival før indtoget af Wood Wood og Claus Meyer på festivalpladsen, nu isolerer os mere end nogensinde før. Enten går vi rundt på gaden i vores egen playliste-ekkokamre som AirPod-bærende zombier (tag i det mindste en af høretelefonerne ud, når du siger nej tak til din Netto-kvittering. Det er den eneste menneskelige interaktion, de stakkels mennesker får), ellers gemmer vi os bag de efterhånden mere og mere udbredte lyttertyranniske kæmpeanlæg, som du sikkert kender fra Roskilde eller en solrig sommerdag på Dronning Louises Bro.

Annoncering

Spørgsmålet er bare - hvorfor er der altid trance og hård techno på udendørsanlæggene? Hvornår var sidste gang, du hørte nogen spille The Doors eller Bob Dylan eller det fucking mesterværk, der er Totos "Africa", fra et hjemmestøbt gigant-anlæg? Er vi virkelig blevet så ensporede? Eller er vores EDM-dominerede højtalerkultur bare et udtryk for, at vi er blevet bange for at komme hinanden nær? Hvad sker der, når alle dine højtaler-bros er taget hjem? Når den sidste dåsebajer og det sidste bilbatteri er drænet? Når neon-solbrillerne kommer af? Har vi opfostret en generation af mennesker, der udelukkende hører hård techno – eller gemmer der sig en understrøm af følelser under den totalitære dak-kultur, som vi bare er for socialt usikre til at dele med hinanden?

Vi tog turen til Danmarks tættest befolkede bro i 23 graders varme for at spørge kernen af Københavns peacockende højtaler-bros, hvad de hører, når de er alene, og hvad deres ømmeste track er.

August Gottlieb, 21

Noisey: Hey August. Er det dit anlæg?
August Gottlieb: Ja, jeg startede for tre somre siden med at bygge et lille anlæg på trækvogn og har siden opgraderet det til Christiania-cykler.

Spiller du altid reggae og dub?
Jeg har prøvet, hvor folk kom hen og sagde, at det ikke var super nice. Reggae og dub er noget, alle kan være med på. Ovre i Fælledparken plejer vi at samle os nogle stykker, der rigtig godt kan psychtrance, og høre det.

Annoncering

Hvad hører du, når du er alene?
Jeg ville nok spille noget lidt mere chilleren musik, hvis jeg skulle vælge. Trance.

Trance?
Mange af mine venner forstår ikke, hvorfor jeg vil høre det samme musik hele tiden. Men det er så bredt og så fucking fedt. Energien i det er så intens.

Klart. Hvordan har du det med Elton John? The Doors? Oasis?
Det kender jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad det er for noget musik.

Bob Dylan?
*trækker på skuldrene*

…rockmusik?
Nåh! Ja, ja. Det havde jeg helt glemt. Jeg har hørt helt vildt meget Rammstein og Slipknot. Og også været til koncert med dem, da jeg var mindre.

Er der nogle lidt mere stille tracks, du godt kan lide?
Jeg kan godt lide noget lidt mere progressiv trance, men det ville jeg nok ikke høre for mig selv. Jeg kan godt lide noget, der går lidt hurtigere. Darkside, måske. Goa er rimeligt stille og roligt.

Tak, August.

Elijah Okello, 22

Noisey: Hey Elijah. Hvorfor er du gået på broen i dag?
Elijah Okello: Jeg kender August, og så kommer jeg og støtter op, fordi jeg er med i et soundsystem, der hedder Firehouse.

Hvad hører vi lige nu?
Nu bliver der lige spillet noget rare diskomusik. Der bliver også spillet meget trance, psychtrance og dub.

Hvad hører du selv, når du er derhjemme, for eksempel?
Der hører jeg meget hiphop og sådan noget lidt mere chilleren. Men når det er lydsystemer, er det fedt at høre noget, der er lidt mere bas-heavy. Noget, der sparker røv. God reggae lyder for eksempel rigtig godt.

Annoncering

Ville I nogensinde spille musik, der var lidt mere stille og roligt herude på broen?
Det kunne man godt. Men jeg har oplevet tit, når vi har været ude og spille, at hvis vi spiller noget lidt mere langsom musik, synes folk, det er hyggeligt, men de vil gerne op og danse, fordi solen skinner. Man skal virkelig være påpasselig med at spille stille og rolig musik.

Hvad er det ømmeste track, du selv hører på jævnlig basis?
Khruangbin – det er et fedt instrumentalband, der spiller sådan noget stille og roligt jam-musik. Men det er ikke noget, jeg ville sætte på herude på Dronning Louises Bro. Det er mere sådan noget sofa-musik.

Hvad hører du, når du er ked af det?
Der hører jeg ikke så meget musik. Altså det kan jeg godt, men det er ikke en særlig genre, jeg hører.

Klart. Har du et guilty pleasure track?
Jeg har haft – Drake har været min guilty pleasure på et tidspunkt. Den der "Find Your Love". Men jeg er stoppet med at have guilty pleasures, så nu lytter jeg bare til musik og har det fedt.

Helt sikkert, tak Elijah.

Ernst Majbølle, 20

Noisey: Hey Ernst. Du er medejer af anlægget her eller hvordan?
Ernst Majbølle: August er ejeren. Vi startede sammen for fire-fem år siden med at køre nogle batteridrevne højtalere ud i byen og spille op.

Klart. Hvad hører du, når du er alene?
Jeg er lidt en reggae-nørd. Og er meget inde i den engelske soundsystem-kultur, så jeg hører meget dub, The Steppas og gamle 80'er-reggae-ting.

Annoncering

Er der noget, du selv hører jævnligt, men ikke ville sætte på herude?
Jeg hører også meget metal. Men jeg tror ikke, jeg ville sætte Behemoth på herude.

Hvorfor ikke?
Fordi når vi er ude, så handler det om at skabe en stemning, som de fleste er med på. Vi gider ikke bare spille mainstream, men vil også gerne beherske os lidt med nogle af de ting, vi ellers normalt ville have hørt.

Er der noget blødere, mere følsomt, du godt kan lide at høre, men heller ikke ville sætte på herude?
Kim Larsen. "Langebro" har altid været stor for mig, men hvis man snakker nyere ting, så er jeg godt nok også nede med "Moder Jord".

Klart. Hvad hører du, når du er ked af det?
Så hører jeg meget metal. Det kunne være Behemoth eller Rammstein. Det kunne være "Spring", den rammer altid plet.

Har du et guilty pleasure track?
Musik handler mere om stemning for mig end om genre eller kunstner, og jeg er ikke flov over noget af det, jeg hører. Men hvis jeg spillede op med reggae en hel eftermiddag, og der så ved et uheld pludselig kom noget Rammstein på, ville jeg nok få det lidt skørt over det. Men i sidste ende kunne man også bare tænke: "Grineren." Det, tror jeg, er mere min tilgang til det.

Fedt. Tak Ernst.

Michael "Mick"

Noisey: Hey Mick. Er du tit herude på Dronning Louises Bro?
Mick: Om sommeren er jeg her hver dag. Jeg kender alle, der spiller herude.

Hvilke tracks vil du gerne høre, når du er herude?
Der er altid tracks, jeg gerne vil høre. Lidt mere aggressivt – progressiv tech-house, elektro, minimal. Der skal være kant, og så skal det være over 127 bpm. Ellers eksisterer jeg ikke. Så ved jeg ikke, om jeg er mand eller dame, til heste, køer, grise eller får. "You Should Be Dancing" med Bee Gees er det ledeste track, der nogensinde er lavet. Der er bpm'en, der er kant, der er det hele.

Annoncering

Hvad er det ømmeste track, du hører med jævne mellemrum?
Ømmeste? Hvad mener du?

Er der nogle sange, du godt kan lide at høre, der er lidt mere stille og rolige?
Så må det være "You Raise Me Up" med Josh Groban. Jeg er også blevet ret vild med country og bluegrass.

Men det ville du aldrig høre her på broen?
Nej! Så ville festen dø, jo. Jeg er enten ON, ellers er jeg OFF. Der er ikke noget midt imellem. Der er ikke noget, der hedder chill.

Hvad er så dit mest OFF-track?
Det er "I Want It That Way" med Backstreet Boys. Jeg kan godt lide god pop. Men det kan du ikke danse til.

Og når du er ked af det, for eksempel? Hvad hører du så?
Det er sådan noget selv-pineri: "Remember When" med Alan Jackson eller sådan noget.

Tak for snakken, Mick.

Christopher Lux, 41

Noisey: Hey Christopher. Hvad hører vi lige nu, her på dit anlæg?
Christopher Lux: Det er bare gøgl. Sommer. Det er bare en ussel boks, jeg har med i dag, så alle kan bare sætte noget på.

Er der noget musik, du godt kan lide, men aldrig kunne finde på at smide på dit anlæg herude på broen?
Jeg tror ikke, der er noget, jeg ikke ville sætte på. Det kommer bare an på, hvor stort et anlæg, du har med. Så er du også nødt til at bringe stor kvalitet. Der er masser, der spiller herude. Det er ikke et spørgsmål om at spille højest, det er et spørgsmål om at spille noget god musik og lyde godt. Musik er følelser. Og du har ikke mono-følelser. Jeg har spillet meget elektronisk musik, men på et eller andet tidspunkt skal folk også hjem, så har jeg haft sådan noget med, at jeg har spillet gamle danske sange fra 50'erne og 60'erne. Nogle gange også børnesange. Men i meget høj kvalitet.

Annoncering

Børnesange?
Når du står der om morgenen, kan det godt være lidt sjofelt lige pludseligt. Det kan godt være sådan lidt tvetydigt, det hele. Det er godt med et wind-down, i stedet for, at man bare cutter musikken og siger: "Vi ses røvhuller!" Det var ikke det, de kom for, men det er fint at slutte af med. Det kunne være Four Jacks med "Æselsangen". Helt åndssvagt, tudsegammelt, men produceret fantastisk. Så har man noget lige at synge sig afsted på.

Helt sikkert, tak Christopher.

DJ Jonas Karma, 43

Noisey: Hej Jonas. Hvad spiller du typisk for noget musik, når du er herude på broen?
DJ Jonas Karma: House, deep house, tech-house og så lidt techno – bare lige, hvad der passer ind.

Hvorfor er det lige det, der passer ind, synes du?
Det er house, vi godt kan lide. Det er det, vi dyrker.

Hvad hører du, når du er alene?
Jeg hører mest house. Elektronisk. Det er det, det er blevet til.

Er der noget, du ikke kunne finde på at sætte på herude på Dronning Louises Bro?
Popmusik. Folk kommer og ønsker: "Kan vi ikke lige høre noget Bruno Mars?" Og det kan jeg finde på at spille til en julefrokost. Men ikke her.

Hvad ville der ske, hvis du gjorde det?
Jeg har jo sat sættet sammen hjemmefra, så kan jeg ikke stå og køre op og ned i tempo. Det er ikke en ønskekoncert. Måske hvis der kommer en kammerat og spørger, om jeg ikke lige kan spille et track, der passer ind.

Hvad hører du ellers selv af musik, som du ikke kunne finde på at sætte på herude?
Rene rocknumre med en masse stemmer. For eksempel noget Coldplay-mix. Jeg hørte en house-version af "A Head Full of Dreams", som er for langsomt til at spille i dag. WhoMadeWho, dem er der også lavet nogle fede melodiske mix af.

Tak for din tid, Jonas.