essay

Hayley Kiyoko var Disney-stjerne, nu bygger hun bro mellem mainstream og queer-pop

"Helt fra begyndelsen af har Hayley været åben omkring sin seksualitet. Det normaliserer queerness, og det tror jeg, der er brug for."

af El Hunt
06 september 2018, 8:59am

Billede: PR

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

"Før hun dukkede op, følte jeg bestemt, at popmusikken manglede en høj og klar stemme, som var stolt af at være homo," siger Chia på 20 fra Vancouver. Vi taler sammen over Twitter om Hayley Kiyoko, sangeren bag det virale hit "Girls Like Girls", som er blevet kæmpestort i LGBTQ-kredse. Selv om Kiyokos musik benytter sig af en velkendt popformular, der indebærer begær, kærlighed og fallerede forhold filtreret gennem lyttervenlig musik, så er hun fortsat en af popverdenens få åbent lesbiske kvinder. Hun smider om sig med alternative stedord for kvinder, snaver med piger i neonindrammede musikvideoer og taler frit og åbent om sin seksualitet, og det har gjort Kiyoko til et frisk pust blandt de af os, som er trætte af poppens heteronormative fortællinger.

"En ny bølge af queer-kunstnere gør deres indtog lige nu," tilføjer Chia. "Og på grund af dem kan vi endelig bryde de heteronormative mure ned." Og det har hun ret i. Ingen skal defineres i forhold til, hvem de går i seng med eller forelsker sig i – det bliver cispersoner heller ikke – men det er værd at fejre, at vores virkelighed endelig afspejles i den populærkultur, som unge mennesker er storforbrugere af. Om det er Muna, Janelle Monáe eller St. Vincent, som legemliggør en flydende queerness i den alternative pops sfære, eller kunstnere som Halsey, Demi Lovato og Kehlani, som leverer længe tiltrængt biseksuelt flair til mainstreamen, så kommer man ikke udenom, at Hayley Kiyoko er del af en ny bølge af mere åbenlyst queer kvinder, som sætter deres aftryk på hitlisterne. Men modsat de øvrigt nævnte er den 27-årige californier også lidt af en outsider.

For de uindviede startede Kiyoko sin karriere som skuespiller på Disney Channel og Nickelodeon. Ligesom Britney, Christina og Ariana er hun også et produkt af den amerikanske mainstreamkultur. Hendes tidlige karriere er karakteriseret ved roller i diverse reklamefilm, en optræden i en Scooby-Doo-film og en verdensturné med Justin Bieber. Der er ikke noget af det, der i sig selv er interessant, men når man tager i betragtning, at hun eksisterer inden for en ramme med en masse unge fans, så er det betydningsfuldt, at hun også er en ung, lesbisk kvinde. Som tidligere nævnt skorter det ikke på popstjerner, der giver udtryk for deres flydende identitet og deres queerness, og der findes masser af åbent homoseksuelle kvinder inden for punk, hiphop og guitardrevet musik. Men det er sjældent at støde på en lesbisk kvinde – især en med en anden hudfarve end hvid – som optræder inden for den reaktionære, ærkeamerikanske Disney-ramme. Det er det USA, der har valgt Trump som præsident. Det samme USA, som kun tillader homovielser i 50 af unionens 52 stater. Det faktum, at de to verdener kolliderer i en figur som Kiyoko, er kæmpestort for unge fans.

Kiyokos længeventede debutalbum, Expectations, udkom tidligere på året, og som titlen også antyder, handler den tematisk om at undergrave forudfattede holdninger og forventninger. Et nummer, som stikker ud, er "Curious", hvis titel siger meget. Man forventer næsten en omgang letbenet pop, der behandler homoseksualitet som et harmløst eksperiment. Men i stedet er det en Britney Spears-agtig banger om et meget universelt problem: // You say you wanted me, but you're sleeping with him //. "Sleepover" udforsker smerten ved ugengældt kærlighed, hvor crushet er hetero. Så er der hendes videoer, der alle undergraver forventningen om det traditionelle lesbiske begærnarrativ. I stedet for er hun optaget af at finde drømmepigen og leve Disney-drømmen. Det er helt almindelig mainstreampop for og om unge, lesbiske piger, og i 2018 bør det ikke være en kuriositet, men det er det. "Helt fra begyndelsen af har Hayley været åben omkring sin seksualitet," siger Sommer, en 18-årig fan fra Cleveland over Twitter. "Det normaliserer queerness, og det tror jeg, der er brug for."

Kiyoko skriver selvfølgelig bare monumentale popnumre om sine egne erfaringer, men man skal huske på, hvor stor betydning det kan have for unge queer-fans. Jessa på 18 fra Sydafrika fortæller mig, at Kiyokos åbenhed har gjort hende meget bedre tilpas med sin egen identitet. "Hendes selvsikkerhed omkring sin seksualitet har været en af mine største inspirationskilder i forhold til at finde stolthed i den, jeg er," siger hun og tilføjer, at Kiyokos brug af stedord og utvetydige musikvideoer er meget ærlige – og det i sig selv er bekræftende. For Chia er det også vigtigt, at Kiyoko er en queer-kvinde af asiatisk afstamning. "At se en asiatisk amerikaner i musikindustrien, for slet ikke at tale om en queer, asiatisk amerikansk kvinde, er meget sjældent," siger hun. "Jeg kunne godt have brugt en figur som Hayley i mit liv, da jeg var yngre." Saddy på 19 fra Tyrkiet er enig. "Hun er blevet en udødelig lesbisk Jesus, som kommer og velsigner os med sin homo-koniske musik," siger hun. "'Girls Like Girls' er en lesbisk nationalsang. Homovielser blev legaliseret to dage efter, den udkom. Den lesbiske Jesus er virkelig."

Mange fans har også opdaget et globalt fællesskab gennem deres kærlighed til Kiyokos musik. Selv om de kommer fra lande over hele verden, så er der mange af de unge kvinder, jeg har talt med, som skriver med hinanden via Twitter-fankonti som @LesbiHayely og WhatsApp-grupper med kreative navne som 'Hayley's Hoes™ (PUSSYHEADS)'. De deler også billeder af sangeren og planlægger arrangementer i forbindelse med "20gayteen". Det er et online LGBTQ-paradis for unge fans. Det hele begynder med Hayley Kiyoko (selv om man også tilbeder kvinder som Janelle Monáe og Kristen Stewart), men det fungerer også som et safespace, hvor man udforsker og giver udtryk for en delt interesse. Det er en type sammenhold og fællesskab, der er til stor gavn for teenagere, der måske føler sig ensomme og isolerede, hvor de bor.

For nyligt udgav Rita Ora sin nye sang "Girls" sammen med Charli XCX, Bebe Rexha og Cardi B. Det skulle have været en triumf – endnu et hit til at sætte fokus på queer-liv – men i stedet føltes nummeret tonedøvt, især da Ora i et interview påstod, at sangen var inspireret af Katy Perrys "I Kissed a Girl", et nummer der er fuld af stereotyper. Hayley Kiyokos svar var helt perfekt: "Jeg behøver ikke at drikke vin for at kysse piger. Jeg har elsket kvinder hele mit liv," skrev hun på Twitter. "Det er den type budskab, som er farligt, fordi det forklejner og bagatellisere følelser, som er mange menneskers virkelighed. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at beskytte det, når jeg kan. Vi kan og skal være bedre."

Som en person i 20’erne virker en kunstner som Kiyokos fremkomst som en skridt i den rigtige retning. Da jeg var yngre, kunne jeg kun identificere mig med Alex Parks fra Fame Academy (som nu tilsyneladende er forsvundet sporløst). Selv om jeg ikke fortryder at have brugt timevis på atannotere teksten til sangen "Maybe That's What It Takes" (stadigvæk en banger, forresten) og plukke den fra hinanden på jagt efter homoledetråde, så er det opmuntrende at tale med unge mennesker, som føler sig repræsenteret i mediebilledet og samtidig finde fans over hele verden, som har det på samme måde. "Hayley er en gamechanger," opsummerer Chia. "Der findes mange kærlighedssange i verden, men 95 procent af dem handler om den heteroseksuelle oplevelse. Hendes gennembrud i musikindustrien har vi ventet på i mange år."