Broadly - Fra Hvor Jeg Står

Vi bør tale om fødsler og aborter med vores børn, så de ikke føler sig så alene, som jeg gjorde

Det er vigtigt at lære sine børn, at man kan blive gravid af at dyrke sex, men er det ikke lige så vigtigt at lære dem, at det ikke er alle graviditeter, der ender lykkeligt?

af Jessica Zucker
27 februar 2018, 9:59am

Foto: Amanda Hjernø

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic USA

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning. Vil du fortælle? Skriv til broadlydk@vice.com.

”Du ser stadigvæk gravid ud!” udbrød min mor. Det var to dage, efter jeg oplevede en spontan abort 16 uger inde i graviditeten, mens hun tilfældigvis var på besøg. Fosteret faldt ud af min krop, mens jeg var hjemme – jeg holdt det i mine egne hænder og skar selv navlestrengen over – jeg blev omgående indlagt og fik foretaget en udskrabning for at få fjernet det tilbageværende væv fra livmoderen. Der er gået fem år siden hændelsen, og jeg fatter stadigvæk ikke, hvad min mor tænkte på, da hun sagde det til mig. Blødningen var ikke engang stoppet endnu, og det vidste hun godt. Det var vel hendes måde at takle det på.

Hun prøvede igen nogle få uger senere. ”Din graviditet gav mig noget at se frem til.” En stærk opfølger. Senere foreslog hun, at grunden til, at jeg havde det så skidt de første tre måneder af min graviditet, var, at der var noget galt med fosterets udvikling. Min mor scorede ikke alene hattrick med idiotiske kommentarer, hun formåede også at understrege et grundlæggende problem: Hun anede ikke, hvad hun talte om.

Der er ingen, der rigtig ved, hvad de skal sige, når en, de kender, har oplevet en spontan abort. Det er trods alt en formildende omstændighed. Men kommentarerne peger alligevel på et problem i kommunikationen mellem generationerne (eller manglen på samme), når det handler om sundhed, kvindekroppen og tab.

Jeg sørgede over at have mistet et barn, jeg aldrig fik, og min mor kommenterede på min krops udseende og gjorde tabet til sit eget, da hun delte sin skuffelse. Alt imens jeg forsøgte at få det bedre og komme til hægterne igen, forsøgte hun at stille en diagnose og derved forklare mig, hvad der var i vejen med mig. (Hun var helt sikker på, at jeg var den eneste kvinde i familien, som havde oplevet en spontan abort. Det er mere sandsynligt, at hun bare ikke ved noget om det.)

Det, der gør mig allermest ked af det, er ikke, hvor dårligt forberedt hun var på at trøste sin egen datter – det er, at hun ikke forstod situationen. Hun vidste ikke, at en spontan abort ikke er ensbetydende med, at man aldrig kan få børn. Hun vidste ikke, at kvalme kan være et sundhedstegn tidligt i graviditeten, eller at kromosomafvigelser som den, der forårsagede min abort, er meget almindelige og ikke nødvendigvis har noget med morens helbred at gøre.

Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at min mor aldrig har lært om reproduktiv sundhed eller spontan abort, da hun var pige. Det er meget muligt, at jeg er hendes første oplevelse med det. Det tabu, der hersker omkring spontan abort, har været så stort, at hvis nogen i min mors omgangskreds nogensinde har oplevet det, ville hun sikkert ikke vide det. Derfor lever min mor – og mange andre i dag – fortsat i uvidenhed om det følsomme emne.

Resultatet er, at min mor ikke var i stand til at være der for mig, da jeg havde brug for hende. Hendes reaktion sårede mig, og fik mig til at føle mig forvirret og helt alene med min sorg. Vores kultur, og den måde vi har undladt at tale om spontan abort på, er del af problemet, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Vi bliver nødt til at tage samtalen med børn, så de ikke selv en dag står i en situation, der er udfordrende, hvis ikke decideret overvældende, som vi bare er med til at forværre ved at give dem grund til at føle skam, og at det er dem, der er noget i vejen med. Sådan oplever alt for mange kvinder spontan abort i dag. Vi må bestræbe os på at skabe sikre rammer for den samtale, så vores børn er trygge ved at komme til os med deres problemer.

"Tiden må vise, hvor meget mine børn får ud af at se optagelser af deres egne fødsler og tale om amning, graviditet og sorgen ved at miste et barn hen over middagsbordet"

Når forældre taler med deres børn om sex, så er fokus (med rette) på det, der ofte er konsekvensen af ubeskyttet sex, nemlig graviditet. Men hvorfor slutter samtalen der? Hvor er samtalen om de biologiske processer, der fører til for eksempel spontan abort? Hvis unge mænd og kvinder får at vide, at resultatet af sex er babyer, bør de så ikke også vide, at det er langt fra alle graviditeter, der ender med et sundt og rask barn? Samtaler om vores kroppe, og hvordan de fungerer (og sommetider ikke fungerer), er jo bare i sidste ende det: Samtaler.

Jeg kan godt se, hvorfor ”snakken” kan virke lidt akavet at planlægge – jeg har selv undgået det med min 9-årige søn indtil videre. Men det bør faktisk ikke bare være én snak. Det handler ikke om at skovle alt, hvad et menneske har behov for at vide om menstruation, erektioner, graviditet og problemerne, der kan opstå i den forbindelse, sammen i én tåkrummende samtale på børneværelset. Det er ikke engang sikkert, at man skal tale om spontan abort på samme tid, som man taler om, hvordan man dyrker sikker sex – man skal heller ikke give sit barn traumer omkring sex.

Men det er stadigvæk lige så vigtigt, at unge mennesker ved noget om spontan abort, så de kan forberede sig på nogle af de ubehagelige ting, som livet desværre nogle gange vil præsentere dem for. For at takle det hele skal vi være åbne overfor hinanden i vores familier. Vi skal tale sammen om tingene, og vi skal gøre det jævnligt. Det dur ikke med en enkelt snak om blomsterne og bierne.

Da mine børn var små, brugte vi de korrekte anatomiske betegnelser, når vi talte med dem om deres kønsdele (ikke noget med ”tissemand” og ”tissekone”), og så lyttede vi ellers til dem, når de havde spørgsmål. Når de har fødselsdag, hænder det, at vi ser videooptagelserne fra deres fødsler, og det har givet min søn og min datter (som er fire) en bedre forståelse for, hvordan mennesker kommer til verden. Ved at tale åbent om kroppen, har vi banet vejen for fremtidige diskussioner. Det er mit håb, at mine børn vil lære at forstå, hvordan kroppen fungerer, hvordan den interagerer med andre kroppe, og det der kan ske ved den interaktion.

Spontane aborter forekommer. Sådan er livet bare. Cirka hver fjerde graviditet ender med en spontan abort. Det er ikke en sygdom; der findes ikke en modgift eller en vaccine. Ved at tale om det med vores børn i en tidlig alder kan vi dæmme op for det tabu, der omgærder emnet. Vi gør det, der i forvejen er helt naturligt, til noget naturligt at tale om. Vores børn vokser op med mere viden og selvsikkerhed, og de er vigtigst af alt klædt på til at takle sorg uden at føle skam.

Jeg ville ønske, min mor havde talt med mig om de her ting, da jeg var barn. Jeg kan kun drømme om, hvordan det havde ændret min vej gennem sorgen – hvordan det havde påvirket min helingsproces. Vi har senere talt om mine følelser i forbindelse med hendes kommentarer. Min mor blev klar over, at hendes udtalelser havde såret mig, men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke vil ske igen.

Ideelt set, så skal vores samtalestrategi vokse i takt med vores børn gør det. Den skal udvikle sig sammen med dem og møde dem på det udviklingsstadie, de er på. Jeg vil kunne fortælle mine børn sandheden. De skal vide, hvad det vil sige at være i besiddelse af en krop – det er ikke altid en dans på roser, og det er også helt okay – og de skal lære at takle det uden frygt.

Enhver ny generation har problemer med deres forældre, og tiden må vise, hvor meget mine børn får ud af at se optagelser af deres egne fødsler og tale om amning, graviditet og sorgen ved at miste et barn hen over middagsbordet. Men det er en del af vores familiedynamik. Det eneste, jeg kan gøre, er at oplyse dem – og så prøve at respektere det, når de siger, de har fået nok.