I Iran er mode altid en form for protest
Iranske kvinder protesterer på gaden, 1. maj, 1979. Foto: Christine Spengler via Getty Images
Feminisme

I Iran er mode altid en form for protest

I år er mindst 29 iranske kvinder blevet arresteret for at smide hijabben i protest mod landets tørklædelovgivning. Men ifølge Ari Honarvar, der er opvokset i Iran, har mode og protest længe gået hånd i hånd i landet.
3.4.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg fyldte seks år i 1979. Det var året, hvor iranske kvinder mistede retten til at synge og køre på cykel i offentligheden. Revolutionslederen Ayatollah Khomeini havde overtaget kontrol med landet og indført nye love, der var baseret på en streng fortolkning af Sharialoven. Det betød helt grundlæggende, at kvinder mistede halvdelen af deres rettigheder. Kvinder havde kun ret til halvdelen af det, mænd havde ret til i arvesager, og to kvindelige vidner talte kun som et vidne i retssager. Kvindelige dommere i systemet mistede deres jobs. Alle kvinder fik påbudt at bære tørklæde. Busser blev kønssegregerede, så kvinder kun måtte sidde bagerst – tilslørede, svedende og stuvet sammen på sæderne udelukkende, fordi de var født med to X-kromosomer.

Annoncering

Siden da er nogle af de restriktive love blødt op, men det er stadig lovpligtigt at bære tørklæde. I maj 2017 startede journalist og aktivist Masih Alinejad, der er bosat i USA, White Wednesday, som er en ugentlig opfordring til iranske kvinder om at protestere mod loven ved at iklæde sig i hvide tørklæder eller helt fjerne tørklæderne. Kampagnen har kørt i næsten et år, men har fået ny vind i sejlene over de sidste par uger.

Den 27. december sidste år kravlede en 31-årig iranske kvinde ved navn Vida Mohaved op på en elkasse midt i Teheran. Med sit tørklæde bundet om en pind lod hun det vejre som en fane over hovedet i protest. Hun blev anholdt kort tid efter, men billederne, der blev taget af hende, er siden blevet delt flittigt på sociale medier og har inspireret andre til at følge hendes eksempel. En anden kvinde, Narges Hosseini, blev anholdt den 29. januar for en lignende demonstration, denne gang udført med en rød hijab. Hun bliver holdt tilbage af myndighederne og kautionsbeløbet er sat til 815.000 kroner. Men i stedet for at skræmme folk til tavshed, har Hosseinis protest foranlediget en hel bølge af lignende demonstration, der har resulteret i, at mindst 29 andre kvinder er blevet anholdt, efter bevægelsen spredte sig til byer som Shiraz og Isfahan. Mænd og kvinder i chador har tilsluttet sig protesten og flaget med symbolske tørklæder. Visse demonstranter er gået så langt som til at brænde deres tørklæder.

Annoncering

Det føles, som om vi har nået et vendepunkt med de restriktive love. Men de seneste anholdelser er faktisk led i lang historisk tradition for modstand blandt iranske kvinder. Da tørklædeloven blev vedtaget i 1979, gik kvinder – både dem der grundlæggende var imod at bære tørklæde, og dem, der selv gik med dem, men ikke gik ind for tvungen brug – sammen og organiserede protester. Det år gik mere end 100.000 iranere på gaden den 8. marts i landets hovedstad. Men det var den sidste gang, kvinder skulle demonstrere uden tørklæder på. Det blev alt for farligt sidenhen.

Selv om jeg knap nok var gammel nok til at forstå dem, gjorde de nye love mig rasende. Jeg nægtede at acceptere min skæbne som kvinde, og jeg klippede mit hår kort, så jeg lignede en dreng. Jeg ville have de samme rettigheder, som mine drengevenner havde. I et stykke tid, mens jeg klædte mig og blev opfattet som værende en dreng, var alt ved det gamle, og jeg havde det lige så sjovt, som jeg havde det før revolutionen. Men snart blev mit nummer afsløret, og jeg blev tvunget til at opføre mig som en pige igen.

Disse ”kønslove” var ikke altid klart definerede og strafudmåling virkede tilfældig – man risikerede alt fra bøder til stening – og skabt til at indgyde frygt i befolkningen. Der gik rygter i skolegården om, at kvinder med læbestift fik deres læber sprættet op med barberblade, men jeg har aldrig mødt nogen, der er blevet udsat for det.

Annoncering

Min vens lillesøster fik pisk af politiet for at gå i nederdel udenfor hjemmet. Hun var ganske ung, da det skete, omkring fem år gammel, og hun blev traumatiseret for livet af hændelsen. På det tidspunkt var halvdelen af min søsters klassekammerater i fængsel for besiddelse af antirevolutionær propaganda og for at give udtryk for kritiske holdninger. En af min søsters klassekammerater blev anholdt og henrettet uden rettergang, hvilket langt fra var usædvanligt. Hun blev 16 år gammel.

Senere mødte min far den henrettede piges far og spurgte, hvorfor hun var blevet henrettet. Manden rystede på hovedet og svarede: ”De gav ikke en begrundelse.”

At løbe rundt og grine, såvel som en masse andre normale hverdagsaktiviteter, blev dømt upassende for kvinder og var derfor strafbart. Ligesom mange af mine jævnaldrende vidste jeg, at noget var helt galt. Ikke desto mindre holdt jeg latteren tilbage, når jeg hørte noget sjovt, og tvang mig selv til at gå, når mine ben tiggede mig om at løbe.

Iranske kvinder iført sorte hijabber protesterer på gaden 1. maj.

Kvindedag i Iran: Foto: Christine Spengler via Getty Images.

Omkring et år efter systemskiftet brød en blodig krig mellem Iran og Irak ud, som skulle ende med at koste en million mennesker livet. Jeg vågnede op hver morgen med angsten for at blive dræbt i et bombeangreb. En tidlig død føltes som et lotteri, som mine venner jeg deltog i mod vores viljer.

Mit liv var præget af frygt. Jeg var bange for politiet. Jeg var bange for, at jeg skulle støde på lig af mennesker, der var blevet hængt, på vej til skole om morgenen. Men mest af alt var jeg angst ved, at jeg ikke engang vidste, hvilken af mine mange mulige skæbner, jeg skulle frygte mest.

Annoncering

Da jeg kom i puberteten, gjorde jeg – ligesom mange andre teenagepiger i Iran – oprør, så godt jeg nu kunne. Nogle af os begyndte at øve os i at lave molotovcocktails, mens andre sneg sig ud om natten for at lave systemkritisk graffiti på murene – begge er forbrydelser, der straffes med døden.

Om dagen var vores eneste form for protest dog, det tøj vi gik i. Lovene forbød ikke bare visse beklædningsgenstande, de bestemte også hvilke farver vores posede, formløse kjoler måtte have. (For at gøre grin med det sagde vi altid, at regeringen i virkeligheden ville have, at vi skule ligne pingviner.) Sommetider rullede vi buksebenene op for at afsløre farverige sokker eller viste vores nøgne håndled frem, men det mest almindelige var at trække tørklædet tilbage og vise håret. Hvis vi havde langt pandehår, stak vi fingerne ind under kanten og halede lokkerne frem i lyset.

Jo mere hår, man viste, jo modigere følte man sig. Sommetider blottede jeg nogle enkelte totter. Andre gange hev jeg tørklædet helt tilbage til baghovedet, så det var lige ved at falde af.

Vi udviklede hurtige reflekser. Hvis vi så politipatruljer eller stødte på folk, der så meget konservative ud, justerede vi hurtigt hijabben igen. Men lige meget, hvor mange gange vi hørte forfærdelige historier om kvinder, der blev anholdt og voldtaget, holdt vi ikke op med at protestere. Det er muligt, vores opførsel blev forstærket af vores stædighed og den følelse af usårlighed, man har, når man er teenager. Men grundlæggende tror jeg bare, vi var rasende over at leve med undertrykkelsen.

Annoncering

Takket være iranske kvinderettighedsaktivisters hårde arbejde er restriktionerne blevet lempet lidt henover det sidste årti. Kvinder går i farverige dragter og tøj med broderede mønstre, og de udnytter den fleksibilitet, man har tilkæmpet sig, til at udtrykke sig kreativt gennem mode. Nogle nægter at bære hijab i bilen ud fra det argument, at bilen er privat ejendom.

Men den øgede modstand mod systemet har også gjort, at staten samt højrefløjsaktivister i stigende grad slår ned på kvinder. I de seneste måneder har man set syreangreb mod kvinder, der ikke var tilstrækkeligt tildækkede i offentligheden. Selvtægtsmænd går efter kvinder, som de anser for at bryde loven og kaster syre i ansigtet på dem, hvorved kvinderne får livsvarige men. Men alligevel fortsætter iranske kvinder deres kamp for lighed.

Når jeg i dag sidder i mit hjem i USA og tænker over den iranske kamp for kvinderettigheder, husker jeg levende, hvordan jeg altid fik en klump i halsen, når jeg bandt knuden på min hijab under hagen. Jeg husker, at jeg kiggede misundeligt på drengene, der måtte gå i kortærmede trøjer, og jeg husker følelsen af, hvor uretfærdigt det var, at de havde det valg, når jeg ikke havde det.

Jeg har selvfølgelig stor respekt for kvinder, der vælger at tildække deres hår. I 1936, før den konservative bølge ramte landet, tvang Reza Shah alle kvinder til at fjerne tørklædet i moderniseringens navn. Min bedstemor, der var stor modstander af det angreb på kvinders rettigheder, begyndte at gå med hat i stedet for. Hvis jeg havde været i live den gang, ville jeg have bakket op om hendes beslutning. Det er retten til at træffe sit eget valg, der er afgørende.

Hvis man forsøger at gøre et indtryk med sin stil i Vesten, risikerer man allerhøjest, at folk ser skævt til en eller synes, man har en kikset stil. I Iran bryder kvinder potentielt loven i kraft af deres stilvalg. De bruger mode til at gøre modstand.