Interview

Mød svenske Viagra Boys, der har givet hele verden en dundrende post-punk oprejsning

Gruppen fra Stockholm er på samme pladeselskab som Yung Lean og Bladee, men de lyder mere som The Stooges.

af Daisy Jones
11 oktober 2018, 9:21am

Alle billeder Ollie Nordh

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Sommeren i år har været intens. Det har været den varmeste, siden man begyndte at holde styr på den slags, og ugerne er generelt bare gledet forbi i sveddryppende revy. Men én ting, der virkelig har stukket ud, var juli-udgivelsen af nummeret ”Sports” med det seks mand store postpunk-band Viagra Boys fra Stockholm.

Det er et underligt nummer. For det første er teksten helt absurd. Det lyder hen i retning af en amerikansk familiefars sommer-to-do-liste (// Baseball / Basketball / Weiner dog / Short shorts //) og leveres via sangeren Sebastian Murphys rustne stemme, der vækker minder om Mark E Smith. På den ene side er sangen en surrealistisk parodi på maskulinitet (det er bogstavelig talt en sang med en flok drenge, der råber op om kød og sport), men det er også et råt, intenst og utroligt dansevenligt track med pinball-riffs og stramme, hook-orienterede basgange. Det lyder ærligt talt som noget, The Birthday Party kunne have lavet i 1979, hvis de pludselig var blevet interesserede i at surfe og ryge fed.

Jeg troede egentlig, Viagra Boys ville stråle af samme, vilde energi, inden jeg mødte dem, men da jeg sætter mig ned sammen med dem uden for Londons Shacklewell Arms, en eftermiddag der føltes alt for varm for september, møder jeg seks personer, der ser ret syge ud. Halvdelen af dem ligger på pubbens bænke, og Sebastian er i gang med at blande håndkøbsmedicin op med vand, mens han hoster voldsomt. Et par af dem – Benke, Oskar og Konie – har helt valgt at skippe interviewet og sætter sig i stedet i et hjørne og kæderyger, mens de gnubber deres trætte øjne. Sebastian, Tor og Benjamin sætter sig sammen med mig rundt om bordet og stirrer tomt ud i luften.

Det giver faktisk god mening, at de ikke har det for godt. Vi mødes samme dag, som deres debutalbum, Street Worms, udkommer, og de fortæller mig senere, at de har festet igennem i løbet af de sidste to dage. De har spillet en udsolgt koncert på Brixtons The Windmill Pub (et kendt samlingspunkt for guitarorienteret musik i Storbritannien) aftenen forinden. Bagefter tilbragte de resten af natten hos en ven, hvor de sad og snakkede sort indtil næste morgen. Da jeg spørger dem, hvad de ellers har oplevet herovre, kigger de på hinanden og smiler skævt. ”Shenanigans,” siger Sebastian med sin San Francisco-accent (han er født i Californien, men bor i Stockholm) og retter på kasketten, der dækker hans overtatoverede pande.

Der er ni numre på Street Worms, der er et helt genialt og præcist portræt af bandet. Det er udgivet på YEAR0001 – det samme svenske selskab, som har Yung Lean og Bladee i stald – men Viagra Boys’ musik ligger langt fra pladeselskabets øvrige AutoTunede sad-rappere. Deres album er en storskrydende omgang street-blues med et vildt tekstunivers. // I put a towel in a bag, with formaldehyde / I put that shit up to my mouth, and I get really high // synger Sebastian på nummeret ”Shrimp Shack”, og ordene leveres med et hævet, nihilistisk øjenbryn – han mener det aldrig 100 procent, men er meget melankolsk i sine tekster. Det er han i øvrigt også i virkeligheden.

Vores samtale har ikke fået den bedste start, men længere henne i interviewet begynder ordene at flyde i en lind strøm. Sebastian fremstår ret reserveret og tilbageholdende, men han har et smil, der, når det viser sig, ændrer energien omkring ham. Tor siger heller ikke meget, men når han gør, stirrer han intenst på en og udtaler sig præcist og med varme i stemmen. Som en far med ansvar for det hele holder Benjamin på alle trådene og forklarer det hele, så svarene giver mening i forhold til de spørgsmål, jeg stiller. Henover den næste time taler vi om, hvordan bandet fandt sammen, hvordan det er at være outsider, og hvorfor mænd ikke bliver opfordret til at vise deres følelser.

Noisey: Jeg tror, de fleste blev opmærksomme på jer efter ”Sports”, men I har faktisk været i gang siden 2015. Fortæl mig om, hvordan I fandt sammen.
Tor:
Vi mødtes hos tatovøren. Sebastian er tatovør, og min ekskæreste skulle tatoveres. Vi drak os fulde sammen bagefter og besluttede os for at starte et punkband sammen. Så hørte vi Sebastian synge karaoke og tænke… 'Vi bliver nødt til at gøre det.'
Sebastian: Jeg sang ”We Belong Together” af Mariah Carey. Jeg elsker den sang.
Benjamin: Jeg spillede i et band, der hed Pig Eyes, og jeg mødte de andre til en fest.

Har I alle spillet i bands før?
Sebastian:
Ikke mig. Det her er mit første band som voksen.

Vildt nok, du virker, som om du er født til at stå på en scene… Typen, der bare fanger publikums opmærksomhed med det samme.
Sebastian:
Tak. Sådan har det ikke altid været. I begyndelsen var jeg meget usikker. De andre pressede mig. Jeg havde givet op hurtigt, hvis jeg var alene om det. Så havde jeg bare øvet en enkelt gang og tænkt: ’Det stinker.’ Men de andre var sådan: ’Det stinker ikke, mand.’ Jeg har et stort behov for bekræftelse fra andre folk.

Jeg synes, det er interessant, at I er på samme label som Yung Lean og Bladee. I lyder mere som The Stooges og Devo. Var I nede med de bands?
Tor:
Jeg er opvokset med Iron Maiden. Det lyttede jeg til, indtil jeg var 12. Så begyndte jeg at lytte til punk – Misfits, skaterpunk og 90’er-hardcore. The Stooges var først senere.
Benjamin: Jeg var vild med Kyuss og Queens of the Stone Age og Slipknot – især Iowa. Jeg lyttede til en masse lort. Jeg var vild med Metallicas St. Anger. Det album er jo en joke, men jeg var nede med det. I dag lytter jeg mest til jazz. Min smag har udviklet sig meget.

Ens smag ændrer sig selvfølgelig også med tiden. Føler I, at jeres tilgang til at være kunstnere har ændret sig?
Benjamin: Jeg har længe arbejdet på at opnå perfektion i musikken, men det er jo ikke det, det handler om. Det handler om noget andet. Jeg fortryder, at jeg er gået så meget op i det aspekt. Jeg har spildt en masse tid. Musik bliver lavet og spillet af mennesker, og vi er perfekte, som vi er. Den indsigt gør, at jeg laver bedre musik i dag. Det er mere interessant og levende. Førhen kunne jeg bruge flere uger på det samme guitarstykke, men det er en proces, og man lærer hele tiden.

Lige nu er guitardrevet musik i Storbritannien fordelt ud over en håndfuld scener – især i London. Føler I, at i tilhører en scene i Stockholm?
Sebastian:
Jeg synes ikke, vi tilhører en bestemt scene. Vi står uden for de fleste. Vi har grundlagt vores egen underlige kultur, som egentlig kun består af os, haha.
Tor: Jeg har været del af punkscenen i Sverige. Men hvis man går for meget op i at være del af en scene, begrænser man sig selv. Så kan man ikke lytte til techno og alt muligt andet. Jeg tror ikke, det gavner noget at være for dybt involveret i en scene.
Sebastian: Jeg føler mig som en outsider i Stockholm og i livet generelt.
Benjamin: Jeg er egentlig ret ligeglad med den slags.
Sebastian: Du har bedre selvværd end os andre *kigger på Benjamin*. Du hviler mere i dig selv.

Jeg har set klip fra jeres koncerter på YouTube, og de er meget fysiske. Hvordan får I energien frem i folk, så de selv deltager i stedet for bare at stå og kigge?
Sebastian:
Jeg tror ikke, folk ville danse, hvis ikke jeg gjorde det. Nogle gange har man ikke lyst til det. Man bliver nødt til at tage en rolle på sig. Det har jeg ikke energi til i hverdagen. Jeg er ret negativt anlagt. Men når vi spiller, forsøger jeg at finde den energi. Jeg kan ikke rigtig forklare det.
Tor: Men vores sange er også… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det på engelsk.
Sebastian: De er groovy! De tvinger nærmest folk til at danse.
Tor: Ja, mennesket har danset siden stenalderen. Hvis der er et groove, så er der et groove.
Sebastian: Det er ikke sikkert, man kan lide det, men kroppen bevæger sig alligevel.
Tor: Det lyder åndssvagt, når vi forklarer det på engelsk. Vi får det til at lyde, som om det er fusionsmusik eller sådan noget.

Haha! Det er altid svært at ’forklare’ musik. Jeres musik har også en meget maskulin energi…
Tor: Hvad mener du?

Måske er det, fordi I er seks gutter, som hopper rundt og skriger om sport og kød. Men det er også, som om I leger med den maskulinitet. Eller tager pis på den.
Sebastian: Jeg ved ikke, om det er bevidst, men det gør vi helt sikkert. Teksterne kommer af selvhad, hvilket er en del af at være mand i nutidens samfund. Men der er ingen politisk dagsorden, sådan er vi bare. Vi tager pis på os selv.
Benjamin: Vi er nok alle sammen ret følsomme… ingen as os passer til ’normale’ maskuline roller. Jeg kunne aldrig blive håndværker, jeg føler mig som en outsider.
Sebastian: Jeg tror heller ikke, vi tager os selv og hinanden alt for seriøst.

Tror I, mange fyre har det på den måde?
Sebastian: Jeg tror, mange fyre har svært ved at indrømme det.
Benjamin: Mænd har det generelt svært med at tale om følelser, men i det her band er det helt modsat. Jeg er sgu træt af at høre om de andres følelser hele tiden. Det falder mig meget naturligt at tale om mine følelser, men det er der mange, som har svært ved, og det er egentlig rigtig trist. Der er mænd, der begår selvmord, fordi de har svært ved at tale om deres følelser. Jeg tænker ikke over det, før jeg bliver konfronteret med selvmordsraten i medierne.

Jeg synes, outsider-temaet er tydeligt i jeres tekster – især på det nye album. Sangene er fulde af underlige billeder, og man har lidt fornemmelse af at stå udenfor og kigge ind.
Sebastian: Jeg føler tit, at jeg står udenfor og kigger ind på mit liv. Det er også sådan, man vokser som person. Man opfører sig på en bestemt måde i en periode af sit liv, så skriver man om det og ser det, for hvad det er. Så er man sådan: ’Okay, det er mørkt,’ i stedet for bare at acceptere det. På den måde er det terapeutisk.

Hvilke ting får dig til at føle det?
Sebastian: Det ved jeg ikke, det kan være mange ting – usikkerhed og stofmisbrug, forhold, min adfærd over for andre, min adfærd over for mig selv… Når man skriver om det, kan man vokse som person.

Og man indser, at man ikke behøver at være sådan for altid. Hvordan føles det at have et nyt album ude?
Tor: Vi har arbejdet på det rigtig længe. Det har ligget klar i fire måneder. Jeg er meget stolt af det.
Sebastian: Vi skal drikke os ned.
Tor: Vi har allerede fejret det i to dage.

Hvad har I lavet?
Tor: Vi har spillet i Camden og så på Windmill.
Sebastian: Og lavet en masse shenanigans.

Hvad for en slags shenanigans?
Sebastian: Det er tophemmeligt. Nej, vi mødtes bare med en af mine venner på en pub, og så kørte det ligesom derfra. Det bliver nok noget af det samme i aften. Vi ender sikkert med at sidde og ævle om en masse dybe ting, der ikke betyder noget.
Tor: Vi ender med at have en fem timer lang diskussion om det næste album.
Sebastian: Ja, vi er allerede ovre det her.

Er det sådan, de næste par måneder kommer til at forløbe?
Sebastian: Ja, vi skal på turné, men så snart vi har tid til det, begynder vi at skrive nyt materiale.
Benjamin: Det bliver sjovt.

Tak for snakken, drenge.