Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Det er længe siden, vi har haft en ny kandidat til titlen som den mest hardcore person ever.
Ikke siden Kimbo Slice tæskede forskellige mænd i rå baggårde i Miami for at forsørge sin familie, har vi haft en person, der kunne påråbe sig titlen. Men det har ændret sig nu. Må vi præsentere en ansat i en cannabisbutik i Canada, som jager intet mindre end tre røvere væk med en bong - vel at mærke efter han har fået det meste af en peberspray lige i ansigtet. Nu skal vi gennemgå forløbet, for ja, det hele blev foreviget på video.
Hele videoen, som blev lagt online af en bruger ved navn Big Daddy Dishrags, er næsten for perfekt til at være sand. Men et hurtigt tjek hos Tyendinaga Politi viser et Facebookopslag, der beskriver, hvad der skete, og beder befolkningen om hjælp til at identificere røverne. Politiet siger, at det hele foregik d. 6. september omkring klokken 16 ved Recreational Cannabis Farmers Market i byen Shannonville, som ligger omkring 200 kilometer nordøst for Toronto.
Politiet fortæller, at tre mænd kom ind i butikken og blev mødt af "voldsom modstand" fra "den ansatte, som stammer fra Tyendinagas Mohawk-reservat." Selvom det er et utroligt mærkeligt ordvalg, må man sige, at netop "voldsom modstand" er en meget præcis beskrivelse. Så lad os se på, hvad de mener med det.
Videoen begynder stille og roligt med, at ekspedienten og hans kollega går rundt i butikken. Manden kommer gående bag disken med den mindste hund, du kan forestille dig. Men så efter omkring 50 sekunder bliver monotonien brudt.
Tre mænd klædt i sorte hættetrøjer, malermasker og gummihandsker løber ind, mens de råber "NED", "LÆG DIG NED PÅ JORDEN" og tømmer en hel peberspray mod dem. Derefter går det amok. Giver vores ven op? Lader manden med den lille hund dem røve sin butik?
Nej, fuck det, vores mand springer frem med en bong – en fucking BONG!
En af mændene springer hen mod enden af disken, hvor han bliver mødt af vores helt med bongen i hånden, som kommer hoppende på den der underlige måde, man bevæger sig på, når man skal i kamp om liv og død. Du ved, hvor man ligesom bevæger sig i små spring, fordi man er klar til hvad som helst. Han nærmer sig røverne med bongen hævet – vel at mærke en af de der ret store glasbonger, som din ven, der er LIDT for glad for weed, har stående.
Mens han bevæger sig frem, bliver manden med pebersprayen ved med at sprøjte tåregas på ham, men det virker ikke, og den røver, der var på vej om bag disken, får virkelig benene på nakken. I det øjeblik kan man se, at hele magtbalancen er vendt på hovedet. Nu er det ikke længere røverne med peberspray, der bestemmer - nej, det er vores helt bag disken, der har sat sig bag rattet.
Bare se på ham.
I seks lange sekunder har røverne fuldstændig mistet fatningen af frygt. Han holder bongen, som om det var et jernrør eller et baseballbat. Han bevæger sig frem og prøver at række ud efter en hætte på en af røverne. Han skifter fokus fra den ene til den anden, og de aner slet ikke, hvad de skal gøre. De står overfor en bong-svingende terminator, som lige er gået direkte gennem en sky af tåregas, uden at det rørte ham – jeg ville også være bange. Hvis videoen sluttede der, ville det også være sindssygt, men det næste, der sker, løfter den til et legendarisk niveau.
Røverne ved, at de ikke bare står overfor en almindelig ekspedient, og at deres eneste løsning er våben. Så de ser sig omkring, og tager fat i det eneste, de kan finde – en skraldespand.
Røverne truer ham med den, men ekspedienten er pisse ligeglad. Han trækker nonchalant på skuldrene, som om det bare er endnu en dag på kontoret. Du kan næsten læse hans tanker i øjeblikket, og de er ikke meget mere end et suk og et "nåh ja, sådan er livet."
"Hvad har du tænkt dig at gøre med den?" spørger manden med den lille hund (som lige har fået peberspray og står overfor tre røvere) uforstående.
Hans modstander ved godt, hvad han har tænkt sig at gøre med den – problemet er bare, at det ikke er en særlig god plan. Røveren kyler skraldespanden mod vores helt, og det er egentlig et ret godt kast. Men vores helt dukker sig fuldstændig perfekt, så der ikke sker andet, end at den snitter hans ryg. Nu rykker manden bevæbnet med sin bong frem – sikkert fordi han er træt af at danse med dem.
Manden viser igen, at han er ved at være træt af situationen ved at sænke sine arme et øjeblik, inden han går til angreb. Med bongen hævet flyver han frem mod mændene, som flygter over stok og sten. Mens de er på vej ud svinger ekspedienten endelig bongen og smadrer den mod noget (eller nogen?), så glasskår ryger ud over det hele. Så snart de er ude af butikken, begynder han at svine dem til – husk lige, at der var TRE mænd. Han smækker døren og beder så sin kollega ringe til en eller anden, der hedder Pete.
Vi ved ikke, hvem Pete er, men eftersom der næsten med garanti kommer en film ud af det her, vil jeg gå ud fra, at han spiller en hovedrolle i 2'eren.