Restauranter

Sådan kom jeg videre, da min restaurant brændte ned

Kenneth Hansen så sin livsdrøm gå op i flammer, da Svinkløv Badehotel brændte, men nu har han kæmpet sig tilbage og skal til kokke-vm i Frankrig.

af Kenneth Hansen; som fortalt til Lars Roest-Madsen
10 december 2018, 11:04am

Den danske kok Kenneth Hansen oplevede enhver restauratørs værste mareridt i 2016, da det historiske Svinkløv Badehotel, som han forpagtede, brændte ned for øjnene af ham. Han fik troen på tilværelsen tilbage, da han meldte sig til Bocuse d’Or – verdens hårdeste kokkekonkurrence – hvor han skal repræsentere Danmark til januar. Her fortæller han sin historie.

Det var den 25. september 2016, og det havde været en stille søndag med omkring 80 spisende gæster den aften, så jeg kunne gå tidligt hjem. Det havde været en fantastisk sæson. Jeg har været kok på Svinkløv Badehotel i mange år, men dette år var noget særligt, for nu var der kun 14 dage tilbage, før min kone Louise og jeg kunne lukke ned for vores første sæson som forpagtere af Svinkløv Badehotel. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til Louise og sagde: “Nu skal vi bare koncentrere os om at gøre det godt de sidste to uger, og så kan vi sige: ‘Vi gjorde det sgu’.”

Når man ser tilbage, er det jo ret absurd i forhold til, hvad der skete bare to en halv time senere. Louise falder i søvn på sofaen, og jeg sidder og ser et eller andet i fjernsynet, da der går en teknisk alarm til min telefon. Det sker tit, og det er typisk, at der er problemer med ‘kloakpumpe tre’, og så skal jeg ned for at se, hvad det er. Lige den aften spurgte Louise, om hun skulle køre med. Det plejer hun ellers ikke.

Vi kører ned til den lokale kloakpumpe, og da vi har parkeret bilen, bruger vi parkeringslyset til at lyse op i teknikken. Der er ekstremt mørkt i Svinkløv på denne tid af året. Pludselig kan vi i det fjerne høre nogen råbe om hjælp. Jeg kigger i retning af hotellet, som ligger cirka 200 meter derfra, og jeg undrer mig over, at der ikke er lys deroppe. Da vi kommer derop, kan vi se, at der kommer røg ud af kælderen. 'Vi har glemt en gryde på komfuret! Den skal jeg have fjernet,' tænker jeg med det samme. Men da jeg kommer derned, kan jeg godt se, at der er mere end almindelig røg i køkkenet. Louise ringer 112 med det samme, og jeg får fat i gæstelisten og løber igennem alle værelserne for at sikre mig, at vi får alle gæster med ud. Det lykkes heldigvis, selvom folk selvfølgelig er chokerede.

Kenneth Hansen og hans assistent til Bocuse d'or
Kenneth Toft-Hansen (til højre) og hans assistent Christian Wellendorf under forberedelserne til Bocuse d'Or. Billede via Bocuse d'Or Danmark

Lyden fra brandalarmen er et inferno, og lugten af røg hænger i luften overalt. På det her tidspunkt er min puls så høj, som den overhovedet kan blive. Det er ren adrenalin, der tager over. Det hele kører og pumper derudad, men fordi der ikke er ild, føler jeg mig overbevist om, at vi nok skal få styr på det og få blæst røgen ud.

Brandvæsenet kommer og sender fire røgdykkere ind. Indsatslederen går rundt og måler temperaturen i væggene med et termisk kamera. Et sted er der over 200 grader. Svinkløv Badehotel er en gammel bygning fra 1925, og inde i alle hulrummene er der isoleret med halm og avispapir, hvor du i dag har brandhæmmende Rockwool og stenuld. "Hvad er der derinde bagved?" spørger indsatslederen. Det er det rengøringsrum, hvor det senere skal vise sig, at branden er startet. Vi går tilbage til receptionen, og der begynder flammerne så pludselig at komme op fra den ene side af gulvet. Vi trækker ud med det samme og får kaldt en brandbil over. Men det er for sent. Inden brandbilen når derhen, står der 10 meter høje flammer ud gennem hovedindgangen.

Jeg kigger over på indsatslederen: Den her, den mister vi, gør vi ikke? "Jo, det gør vi," svarer han. Og så kan vi egentlig ikke gøre andet end at stå tilbage og se på, mens hotellet brænder ned.

Det er underligt, for man skriger ikke imens. Man græder ikke. Man er i overlevelsesmode, og vi er jo omgivet af dygtige brandfolk og politiet, som hjælper med at få styr på vores gæster. Jeg har slugt en masse røg og skal ind i en ambulance og tjekkes for røgforgiftning. Så kommer alt det praktiske med at få styr på personalet. Det er mærkeligt at skulle ringe til morgenholdet og sige, at de ikke skal møde ind på arbejde klokken seks, som de plejer.

Hotellet ejes af en fond, og den samme eftermiddag besluttede vi, at vi ville forsøge at genrejse hotellet. Det var godt at få på plads. Men jeg følte mig samtidig vildt amputeret. Det, der var en livsdrøm for mig, og noget jeg havde arbejdet på hele min karriere, var væk. Jeg var i dyb krise.

Man føler skyld. Det var et varmelegeme i tørretumbleren, der brændte sammen, smeltede og satte gang i det hele, fandt vi senere ud af. 'Hvorfor fanden satte vi den tørretumbler i gang?' spørger man sig selv. ‘Den åndssvage tørretumbler.’ Nu var der en brandtomt og et stort sort hul, man kunne gå ned og råbe ned i. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke hjalp. Jeg måtte slutte fred med det og komme videre.

Nogen går til psykolog, men for mig var det gåture i naturen, der hjalp. Man forsøger at genrejse sig selv og finde tilbage til det, man er god til og holder af. Bare det at lave et godt aftensmåltid igen var en lille sejr. Jeg vidste, at jeg skulle lave mad igen.

Så var der nogen, der nævnte, at der var udtagelse til Bocuse d’Or i marts. Jeg har været med til Bocuse d’Or før i 2015, hvor jeg endte som nummer seks. Jeg var meget skuffet over min præstation sidste gang. Så det var lidt af et uafsluttet kapitel for mig. Bocuse er det største for konkurrencekokke; for os er det ligesom vm for fodboldspillere. Du er igennem lange, intense forberedelser, og til sidst står du og skal levere varen i en superintens atmosfære. Jeg talte med Louise om at deltage igen. Hun sagde, at hvis hun nogensinde skulle få fred for at høre om den konkurrence, så syntes hun, at jeg skulle tage af sted.

En måned før udtagelsen begyndte jeg træningen hjemme i mit eget køkken. Alle mine ting på hotellet var jo brændt. Gryder, pander, knive, opskrifter. Alt. Jeg er en super analog fyr, så jeg havde ikke meget skrevet ned på computer. Vi startede helt forfra med at ringe og bestille nogle nye knive, og så gik vi simpelthen ud og vandt udtagelsen. Tidligere i år blev vi nummer tre ved europamesterskabet, og nu gælder det så hovedkonkurrencen – Bocuse d’Or i Lyon til januar.

Der var mange ting, der begyndte at give mening, da jeg begyndte at lave mad igen. Bocuse-træningen har været fantastisk, fordi det er så konkret. De løg piller bare ikke sig selv. At stå i Valby til udtagelseskonkurrencen så kort tid efter, at hotellet var brændt og finde ud af, at man stadig kunne finde ud af at lave mad – og at man nu var på vej tilbage til det, man elsker allermest efter en lang periode med kaos og nedtur – det var et meget stort øjeblik.

Kenneth Hansen til Bocuse d'Or europamesterskabet
Kenneth Hansen til Bocuse d'Or i Torino. Billede via Bocuse d'Or Danmark

For den brand var en voldsom oplevelse. Mest på grund af alt det, der, der hørte med. Alle de mennesker, man vidste, der ville blive berørt af konsekvenserne. Svinkløv betød meget for en masse mennesker, og det gør det stadig. Det gav et voldsomt tryk fra pressen, der ville have os i både ’god morgen, god aften og god middag’. Men jeg havde ikke behov for at skulle ind og sidde og græde i en sofa.

Det var ikke det, det handlede om for os. Selv om ingen kom noget til, havde det jo været en forfærdelig aften for gæsterne. Og der var også al personalet, som blev berørt på deres levebrød. Svinkløv ligger uden for lands lov og ret, så heroppe går folk ikke bare ned ad gaden og får et nyt job. Heldigvis er folk nu i arbejde igen, og vi er begyndt at genansætte personale.

Vi satser på at kunne genåbne Svinkløv Badehotel til maj. Det bliver det sidste led i den lille tretrinsraket, jeg står overfor i den kommende tid. Vi skal være forældre for første gang til januar. I samme måned gælder det Bocuse d’Or i Lyon. Og så kommer åbningen af hotellet.

Jeg glæder mig som en besat.