Gennem Pattesutters karriere har det været lidt svært at gennemskue, hvilken type kunstner han egentlig er. Han startede officielt med at udgive musik i 2016, og siden da har vi fået både den skingre, sjove Pattesutter ("Det ka du ik"), den mørkere, narkotiske Pattesutter ("Madonna") og den indadskuende, følsomme Pattesutter ("De siger"). Men siden i sommer har hans output været strømlinet under ét musikalsk udtryk. Et udtryk, vi kun kan kalde… "Technopiik"-Pattesutter. Yes, du læste rigtigt. "Technopiik"-Pattesutter. Med to i'er. Smag lige på den psykotiske sammensætning af ord, før du fortsætter.
Tracket, der er bygget op om et retro-technobeat og Pattesutters barnlige, messende flow om at tage for meget kokain til at opretholde en erektion, blev den uofficielle temasang for Roskilde Festivals campingområde i 2018, og siden da har 'Patte' holdt sit momentum ved at udgive tre andre sange, der også lyder som noget, folk dansede til på deres skole-fritidshjem i slutningen af 90'erne.
Meget kan siges om Pattesutters musikalske udvikling – meget er allerede blevet sagt – men det ser ud til, at der er et marked for hans tegneserie-techno-rap. I hvert fald havde han udsolgt Lille Vega fredag aften, hvilket var hans største headliner-koncert til dato (med support fra norske Kjartan Lauritzen).
Men det er stadig svært at finde ud af, om Pattesutter er komfortabel i sin rolle som dansk raps mest fjollede karakter, eller om han stadig kæmper med nogle af de usikkerheder og dæmoner, som blandt andet blev vist frem i DR's dokumentar om ham fra 2017.
Vores fotograf Hedda Rysstad tog billeder af koncerten, hvor Pattesutter var både ekstremt nervøs og ekstremt overgearet, havde alle fra Emil Stabil til Yung Asti med sig og spillede "Technopiik" tre gange.
Pattesutter og norske Kjartan Lauritzen.
Yung Asti, ATL Pete, Baby Bino og Chanel Bigs.
Kjartan Lauritzen efter sin optræden.
Emil Stabil var også på scenen.
Se også:
