Annoncering
sexarbejde

Sexarbejdere fortæller, hvad deres branche mangler

Fagforening? Skatterådgivning? Vi har spurgt danske sexarbejdere, hvad regeringen egentlig bør gøre for dem.

af Renna Rose Agger
14 januar 2019, 12:37pm

Foto til venstre: Klaus Bo Nielsen. Foto til højre: Betina Andersen fra TV2-dokumentaren "Mit liv som luder"

Der er visse ting, man automatisk forventer følger med, når man har et arbejde. Feriepenge, retten til dagpenge, muligheden for at melde dig ind i en fagforening, betalt sygdom og både fysisk og psykisk sikkerhed er for eksempel nogle af de vilkår, du vil anse som et minimum, hvis du får et job, der ikke går ud på at sælge stoffer. Men der er én lovlig branche i Danmark, hvor tingene ikke hænger sådan sammen.

Danske sexarbejdere har nemlig hverken ret til dagpenge eller pension, på trods af at de skal betale skat af de penge, de tjener. Og selv om det langt fra er en nyhed, har den danske regering nu besluttet at kigge nærmere arbejdsforholdene i sexbranchen. Derfor nedsatte de torsdag et udvalg med otte ministre, som "skal se på," hvordan man kan sikre bedre vilkår for sexarbejdere i Danmark. Og selv om der både er blevet nævnt ting som dagpengeret, fagforeninger og ordentlig rådgivning, har politikerne lige nu reelt set ikke forpligtet sig til andet end at "komme med bud på forbedringer," når de til august forventes at afslutte arbejdet.

Så hvad mener de mennesker, det rent faktisk handler om – sexarbejderne? Hvilke konkrete tiltag ville forbedre deres arbejdsliv? Og hvor ligger de allerstørste udfordringer i en branche, der er omgærdet af tabu? Vi spurgte 27-årige Sofie*, der har været sexarbejder siden sommeren 2017, og Sussi på 34, der har været sexarbejder gennem ti år, men for fem år siden stoppede i branchen og blev SOSU-assistent.

Sussinika Sezza Coco Svensson

Sussinika Sezza Coco Svensson, 34, tidligere sexarbejder gennem 10 år

VICE: Hej Sussinika. Hvad er for dig at se de største problemer i sexbranchen lige nu?
Sussinika: Hvor skal jeg starte? Generelt er det et ydmygende arbejde, som man ikke skal snakke højt om, og man bliver nødt til at lyve enormt meget for at passe på sig selv. Samtidig føler man, at man ingen rettigheder har, og man kan ikke opsøge hjælp. Jeg blev voldtaget seks gange, men stolede ikke på politiet, og der var ingen andre steder at henvende sig. Og så er der den del, der handler om, at det er svært at komme ud og få et andet arbejde og finde kærligheden og stifte familie. Man er voldsomt stigmatiseret.

Hvad kan man konkret gøre for at forbedre forholdene i branchen?
Det skal være nemmere at komme væk, når man gerne vil ud af miljøet, og det skal være nemmere at søge hjælp. En ordentlig fagforening vil være fint. Man skal dog ikke tro, at det løser alt. Folk kan blive lige så ødelagte af at være på ordentlige bordeller med ordentlige forhold, som de kan blive af at arbejde på gaden. Jeg kan jo kun tale fra min egen erfaring, men jeg har set en del, og jeg har kun mødt få, der var i branchen, fordi de elsker sex. For de fleste er det pengene, der trækker, og som fastholder pigerne i det. Derfor vil sexarbejde aldrig blive et normalt arbejde, men det vil stadig være på sin plads at forbedre forholdene, så pigerne har flere rettigheder og kan få vejledning til at komme ud af det. Jeg er på ingen måde imod sexbranchen, men jeg er imod, at det bliver gjort rosenrødt. For det hele er altså ikke lyserøde elefanter og englepik. Som med andre jobs er det både godt og skidt, men her er du bare blottet på en anden måde, og det skal tænkes med, når man overvejer at normalisere erhvervet.

Hvad tænker du om, at regeringen nu siger, at de vil kigge seriøst på at forbedre forholdene for sexarbejdere?
Jeg har det meget blandet med det. Det er vigtigt, at der bliver etableret rettigheder for sexarbejdere, men jeg er ikke sikker på, det her er måden. Sexarbejde beskæftiger mange forskellige mennesker med meget forskellige behov. Der er dem, der arbejder på gaden, dem, der arbejder på bordeller, dem, der arbejder fra egen lejlighed. Der er misbrugerne. Der er danskerne, og der er udlændingene. Der er mange, der er nedbrudte, ligesom der også findes nogle, der mener, de er glade for arbejdet. Det er et meget komplekst emne, og jeg kan godt frygte, det er den sidste gruppe – dem, der er glade – man vil komme til at indrette sig efter. Mange har måske mest brug for en effektiv vej ud. Men det er da fint, de tager det op, og hvis det kan hjælpe, er det jo bare godt.

Så du tror ikke, det vil gøre en reel forskel?
Jeg tvivler. Man skal i hvert fald passe på med at lovgive efter den gruppe, der ser sig selv som velfungerende og siger, de er glade for jobbet. For de er et lille fåtal. Samtidig skal man huske, at uanset hvilke tiltag man laver, ændrer det ikke på, at det her er et arbejde, hvor man altid skal være på vagt og passe enormt meget på sig selv. Man er mere udsat end på en almindelig arbejdsplads, og kun få holder i længere tid i jobbet. Derfor er og bliver aldrig et normalt arbejde. Hvis tiltagene kan give sexarbejdere et sted at gå hen, når de for eksempel bliver voldtaget, er det godt, men jeg tror ikke, man skal regne med, at det bliver den helt store revolution.

Sofie
Sofie i TV2-dokumentaren "Mit liv som luder". Fotograf: Betina Andersen

Sofie*, 27, sexarbejder gennem halvandet år

VICE: Hvad er de største problemer i din branche lige nu?
Sofie:
Der er alt for slappe rammer. Der er ingen, som har 100 procent styr på lovgivningen. Man gør sit bedste for at overholde alle love og regler, men man kan aldrig være sikker på ikke at blive dømt. Det kunne eksempelvis være i forhold til at leje sig ind i lokaler eller noget så simpelt som regnskaber og kasseopgørelser. Vi kan ikke engang få et hævekort til en firmakonto. Og så skal der skal kigges på arbejdsmiljø – sundhed, hygiejne og den slags. Det skal være sådan, at vi kan indrette os ordentligt og komme stigmatiseringen til livs, så man kan køre en åben forretning og ikke skamme sig og skjule sig.

Hvilke konkrete ændringer vil være med til at forbedre forholdene?
En ordentlig fagforening er et godt bud. Jeg er selv ude i at starte en brancheorganisation, for det er vigtigt at få ordentlig rådgivning. Men ikke kun til det økonomiske. Der skal også være socialrådgivere, psykologer og sundhedsklinikker, hvor den enkelte sexarbejder kan henvende sig. Mange tør ikke gå til politiet. For tænk, hvis du har lavet en fejl i regnskaberne, og de melder dig? Vi ved jo aldrig, om vi gør det rigtige.

Hvad tænker du om, at regeringen pludselig interesserer sig for jeres rettigheder?
Det er rigtig godt, at der endelig er nogen, der griber det her emne og for alvor interesserer sig for det. Det er længe ventet, og jeg er meget positivt stemt.

Tror du, det vil gøre en reel forskel?
Det tænker jeg da. Det er temmelig meget at sætte i gang, hvis man ikke vil få noget konstruktivt ud af det. Og de inddrager os, det handler om, så jeg antager naturligvis, at man vil udforme noget ud fra vores reelle behov. Jeg har en stærk forventning om, at der nedskrives helt klare retningslinjer, der er gennemgående for branchen, så vi kan organisere os på lovlig vis. Og at der kommer en plan for afstigmatisering i forhold til de offentlige myndigheder. Og så må det simpelthen afgøres en gang for alle, at sexarbejde ikke er et socialt problem og ikke skal behandles som et.

Ligesom jeg forventer, vi får noget retur for den skat vi betaler.

*Sofie er et opdigtet navn, hun bruger for at beskytte sig selv, når hun arbejder. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.


Se også: