Annoncering
stoffer

Et hospital i Australien vil give psykedeliske svampe til døende patienter

Det første forsøg med svampe skal foregå på St. Vincents Hospital i Melbourne til april.

af Gavin Butler
18 januar 2019, 10:42am

Billede via Shutterstock

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Et hospital i Melbourne påbegynder til april behandling af angst hos døende patienter med psykedeliske svampe. Den kontroversielle prøveordning er godkendt af forskellige etiske råd og landets myndigheder. Det er nu planen, at en gruppe forsøgspersoner – alle sammen dødeligt syge mennesker – skal indtage en enkelt dosis syntetisk psilocybin, den psykoaktive komponent i svampe, mens psykiatere overvåger og vejleder, så de kan komme overens med deres dødelighed. De første 30 patienter skal efter planen begynde i forløbet til april, skriver NewsCorp.

Lignende forsøg med svampe og terminale patienter i USA har vist lovende resultater. En undersøgelse lavet af New York University og Johns Hopkins University konkluderede, at dødeligt syge patienter behandlet med små doser psilocybin oplever en vedvarende reduktion i niveauet af angst, depression og eksistentiel lede. I en opfølgende vurdering seks måneder efter behandlingen sagde 70 procent af forsøgspersonerne fra NYU-forsøget, at psilocybinoplevelsen havde været en af de fem største spirituelle oplevelser i deres liv, mens 87 procent svarede, at den har forhøjet deres livskvalitet.

”Det er en helt anden måde at arbejde med mennesker på,” sagde Stephen Bright, der er klinisk psykolog, til VICE sidste år i forbindelse med en undersøgelse af psykedeliske svampes terapeutiske egenskaber. ”Med den palliative indsats forsøger vi på nuværende tidspunkt at behandle smerte hos de døende med smertestillende medicin. Men morfin gør ikke noget for angst og depression.”

Bright forklarer, at psilocybin ”deaktiverer hjernens standardindstilling” – det vil sige det neurale netværk, der bestemmer en persons tankemønstre – og kan på den måde give folk ”et helt andet perspektiv på deres livssituation” og tillade dem at fokusere på tanker og idéer, der normalt undertrykkes.

St. Vincents kliniske psykolog, Margaret Ross, fortæller noget lignende til NewsCorp: ”Det amerikanske eksperiment var meget oplysende. Nogle af forsøgspersonerne var i stand til at transcendere deres egne tanker om døden. Det bløder op for de ellers rigide tankekonstruktioner, vi går rundt med, og tillader os at se verden i et nyt lys,” forklarer hun. ”Symptomerne på psykisk stress fortog sig drastisk. Det gik stærkt, det var dramatisk og meget imponerende, fordi effekten varede i op til seks måneder.”

”Det har potentiale til at hjælpe mange mennesker,” tilføjer hun. ”Men vi har brug for mere forskning på området for at forstå, hvordan psilocybinen hjælper, og hvordan vi kan optimere behandlingen.”

Andre har luftet idéen om, at psilocybin også kan bruges i behandlingen af mennesker, der ønsker aktiv dødshjælp. Psykiateren Nigel Strauss, som har udgivet en videnskabelig artikel om forholdet mellem psilocybin-assisterede psykoterapi og eutanasi fortæller VICE, at ”forhåbentlig opnår folk, der har modtaget behandlingen indsigten til at kunne sige: Nej, jeg ved godt, hvad der foregår. Jeg har det bedre og er mere positivt indstillet, og selv om jeg skal dø, vil jeg ikke have aktiv dødshjælp. Jeg vil bruge min sidste tid på at forberede mig og finde ro.

”Oplevelsen med psilocybin kan ændre deres syn på døden og gøre dem mere komfortable med den.”

Men på trods af fordelene forventer lederen af St. Vincents afdeling for palliativ medicin, Mark Boughey, at ”vi vil opleve massiv modstand, fordi folk tror, det bare handler om at tage svampe.”

”Men hvis man ser på forskningen, er de negative bivirkninger minimale, og behandlingen har stort potentiale.”