Mefedron og amputerede fingre: Folk fortæller om deres mest mindeværdige lørdag aften

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Lørdag aften er en aften med uendelige muligheder. Det er en aften, hvor man springer ind i en taxa, kræver at høre Sivas og spørger chaufføren, om han skal arbejde lang tid endnu. Det er den aften, hvor du kommer til at snave med din bedste ven og ikke tænker mere over det, indtil du sidder på kirkebænken til deres bryllup og husker, hvordan deres mund smagte en lille smule af friturestegt kylling. Lørdag aften er den aften, hvor du bliver væk fra din ven og bruger resten af natten på at råbe ind i din telefon: "VI ER VED PÆLEN, DEN STORE, SORTE PÆL, VENT, JEG KOMMER UD OG FINDER DIG." I finder aldrig hinanden.

I den her uge var det 25 år siden, danske Sannie Charlotte Carlson, bedre kendt som Whigfield, udgav sin legendariske sang "Saturday Night", der er et af de danske numre, der har hittet størst internationalt nogensinde. Det er en sang, hvor en del af teksten er: // Da ba da dam di di di da di na na na // som perfekt beskriver den kaotiske laissez-faire-ånd, der præger alle weekender. For at fejre at sangen nu har eksisteret i et kvart århundrede, bad jeg nogle folk om at dele deres mest uforglemmelige lørdag aften - for som vores stolte danske eurodance-pioner synger: “It's party time and not one minute we can lose”.

Da jeg flyttede ind på mit kollegie, syntes jeg, at jeg var meget bedre end alle de andre tabere, og den følelse voksede kun efter de første par forelæsninger i filosofi, hvor jeg havde lært ordet "subjektivt."

En aften kom jeg hjem fra byen sammen med en ny ven, der hed Patrick. Jeg begyndte at kaste rundt med de andres mad, så der var guacamole på væggene, og knækkede gulerødder og mælk i gulvtæppet. Så bankede jeg på alles døre og fik stillet dem op på række, som om vi var i militæret, hvorefter jeg fortalte hver enkelt person: "Du er en cunt." Næste morgen var der nogle af dem, der stadig græd. Jeg sagde undskyld, men jeg betalte ikke for noget af maden. Jeg er ikke længere den person, men det er vigtigt at huske den aften, så jeg ikke ender derude igen. -Dan, 26

Min mest uforglemmelige lørdag må næsten være dengang, jeg mistede min finger. Det er en ret simpel historie: Mine venner og hjem hang ud i nogens have og endte med at være virkelig skæve alle sammen. En af de andre kom til at kaste en frisbee over et hegn, så jeg hoppede over for at hente den. Men min hættetrøje hang fast, så jeg mistede balancen, og metalnettet skar lige igennem, lige over knoen. Jeg tog på hospitalet i håbet om, at de kunne sy den på igen, men den gik ikke. Nu er alt i mit liv defineret som "før finger" og "efter finger". Der er ikke så meget, der har forandret sig, men jeg glemmer det aldrig. -Jesse, 24.

Nogle af de bedste aftener i byen er de gange, hvor man aldrig kommer afsted. Mine venner og jeg skulle egentlig på klub, men vi startede ret tidligt med at sidde og høre Britney, Christina og Beyonce - poppens hellige treenighed. Min ven skulle giftes et par måneder efter og var sur over, at hendes polterabend havde været mere te og agurkesandwiches uden skorpe end olieindsmurte strippere. For at gøre noget ved hendes skuffelse, tog jeg tøjet af, kravlede overskrævs på hende og begyndte at hælde champagne ned i halsen på hende. Jeg tror, der var Cupcakke på anlægget. Udover at jeg senere kom til at bunde et glas øl fyldt med cigaretskodder, havde jeg en fantastisk aften, for jeg var lige begyndt at være i et forhold, og jeg var stadig på det stadie, hvor man føler sig helt fortabt uden sin partner. Men den lørdag aften huskede jeg, at jeg er min egen person. En person, der kan danse til “my neck, my back, lick my pussy and my crack” af Khia med skamløs præcision. -Phoebe, 24.

Det første, jeg kommer til at tænke på, var en lørdag, hvor min kæreste og jeg havde helt almindelig sex - ikke noget ekstremt eller vildt. Men jeg må have glemt at klippe negle, og på en eller anden måde have revet hul på noget? Inde i hende?? Jeg skal nok lade være med at gå for meget i detaljer, men det var noget værre griseri. Vi tog direkte til skadestuen, men fordi det var weekend, og vores sundhedsvæsen er fucked, skulle vi sidde i venteværelset hele natten. Da klokken til sidst var blevet 6 eller 7 om morgenen, blev hun syet sammen, og på det tidspunkt var vi begge to holdt op med at synes, at det var helt så grineren, som vi gjorde i starten. Det var ret uforglemmeligt. Vi slog op kort tid efter. Siden dengang har jeg altid husket at klippe mine negle. -Amy, 27.

En af de bedste aftener, jeg nogensinde har haft, var til til Insomnifest i Leeds. Vi var helt oppe at køre, fordi hele min vennegruppe havde skaffet falsk ID. Vi havde siddet i månedsvis og spillet Ryan James, Nick Hannam og flere af de andre hovednavne fra vores telefoner, som lå nede i plastikrus, mens vi drak os stive.

På klubben tog jeg så meget mefedron, at min ryg blev helt skæv. Der var nogen, der sagde, at det er normalt, fordi det rammer nervesystemet? Så jeg dansede hele natten, mens jeg konstant lænede mig til siden, så jeg blev ved med at miste balancen og vælte. Min ven tog også et par Rohypnol, fordi man efter sigende skulle blive virkelig fucked, hvis man holder sig vågen på det - ligesom med Quaaludes i Wolf of Wall Street (det virkede ikke). Det er ikke socialt selvmord at gøre sig selv til grin, når man er 17, så jeg havde ingen moralske tømmermænd dagen efter, men jeg havde det godt nok stramt over at skulle sidde og spise stor middag med mor og far. -Matty, 23.

Jeg var engang i byen i Nottingham. En af mine venner var fuld og forsøgte at danse til “Funkytown”, da han pludselig tog fat om hoften på mig og kastede mig op i luften. Jeg sagde, han skulle lade være, og han satte mig ned igen. Jeg er bløder, hvilket betyder, at mit blod ikke kan størkne ordentligt, og hvis jeg kommer til skade, kan jeg få indre blødninger. Kort efter gjorde han det igen, og han endte med at kyle mig ned på gulvet med kravebenet først. Jeg tog hjem for at få en indsprøjtning, der kunne begrænse de indre blødninger. Heldigvis var jeg blevet ret ædru af faldet, så jeg kunne sagtens finde en blodåre.

Bagefter var vi nogle stykker, der havde sat os på dørtrinnet, da en flov og meget ædru ven kom gående rundt om hjørnet. Han havde lige brugt 400 kroner på en ensom og tavs taxatur ud til den lille flække, jeg boede i, for at sige undskyld igen. Heldigvis var det bare en fraktur, og jeg havde kun min arm i slynge i to måneder, mens han brugte mange flere måneder på at have dårlig samvittighed. -Max, 23.