Marie Hyld fik sine Tinder-matches til at udforske deres feminine og maskuline sider

De snakkede, drak sig fulde, lagde makeup... og så fotograferede hun dem.

af Lene Munk; billeder af Marie Hyld
|
nov 8 2018, 8:26am

Tidligere i år deltog fotografen Marie Hyld i en workshop, der hed "Feminin Helliggørelse". Her arbejdede hun selv og en gruppe andre kvinder med at bryde grænserne mellem deres feminine og maskuline energier. De dansede grimt, de råbte, og de var svedige. De gik i ring om et imaginært bål og smed de "masker", de bar til hverdag, ind i flammerne, og de så deres fastlåste forestillinger om sig selv gå op i røg.

"Mennesker indeholder både maskuline og feminine energier uanset køn. Ud fra det arbejdede vi i flok på at skabe mere flydende grænser mellem det feminine og maskuline i os selv. Da gruppen udelukkende bestod af kvinder, indebar det primært, at vi skulle udfolde og dyrke den maskuline side i os," fortæller hun.

Og her opstod idéen til det, der er blevet fotoserien "Tortuous". Efter workshoppen følte Marie Hyld sig nemlig frigjort fra uskrevne regler om, hvordan hun som kvinde bør opføre sig. "Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg havde trasket rundt i et mønster, der var en refleksion af, hvad jeg forestillede mig, at folk ville se," siger hun. Og den bevidstgørelse havde hun lyst til at arbejde videre med i en fotoserie.

Ligesom med sin seneste serie, Lifeconstruction, hvor hun lod, som om hun var kærester med mine matches, fandt hun sine modeller på Tinder. Denne gang tog hun hjem til dem og fotograferede dem som deres umiddelbare selv. Derefter begyndte de at lege med feminine og maskuline udtryk.

Broadly: Du har valgt at crossdresse modellerne i serien. På den måde reproducerer du jo nogle af de stereotyper, der ofte forbindes med det feminine og maskuline – hvad er dine overvejelser omkring det?
Marie Hyld: Jeg blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at skabe en form for karikeret verden, hvor jeg brugte de selvsamme stereotyper for maskulinitet og feminitet, som jeg ønsker at bryde med, for at kunne formidle mit budskab.

Det viste sig også, at crossdressingen var en enorm hjælp for deltagerne i projektet med hensyn til at finde frem til de henholdsvis maskuline og feminine kvaliteter i dem selv. Det var, som om den fysiske forandring på egen krop hjalp dem til at komme i berøring med de henholdsvis feminine og maskuline kvaliteter og dermed også gjorde manifesteringen af disse kvaliteter mulig på et mentalt og psykisk plan.

Hvordan var det at skyde serien?
Møderne fik i den grad mit hjerte til at banke. Jeg skød billederne i deres private hjem, så jeg invaderede virkelig deres space. Først fotograferede jeg dem, "som de er" til hverdag, og bagefter gik vi i gang med crossdressing af dem, hvor jeg gerne ville have dem til at trække på de feminine eller maskuline sider i dem selv, som de normalt ikke viste i deres udtryk.

De var ofte nervøse, og flere af dem drak vin eller røg en pind. Fordi jeg gerne ville skabe en fortrolighed og tryghed mellem os, fulgte jeg dem oftest i deres rus. Efterhånden som ordene rullede, og procenterne sparkede ind, ramte vi som regel en nerve, hvor det hele begyndte at spille, og hvor de kunne åbne op og udforske dem selv. Jeg har en kæmpe respekt for dem alle sammen, det kræver enorm styrke og sårbarhed at ligge der og udforske sit indre over for en fremmed, der selv gemmer sig bag en linse.

Hvad har du selv lært af at skyde serien?
Jeg har indset, at jeg er fri. At jeg har muligheden for at løsrive mig de her forestillinger om, hvordan jeg skal være på baggrund af mit køn. Jeg har også lært, at jeg langt fra er den eneste, der har kæmpet med de her forestillinger om, hvordan man bør opføre sig i henhold til den maskuline og feminine verden. At mange folk manøvrerer blindt efter stereotypen og ikke føler efter i sig selv, hvad der virkelig rumsterer under overfladen.

Her kan du se Marie Hylds serie og de små interview, hun har lavet med modellerne:

To billeder af Lærke, et hvor hun ligger i sengen, et hvor hun står op af en mur og ryger

Lærke

Meget af min ungdom var præget af sportsdans, hvilket betød, at jeg fra en meget ung alder fik mulighed for at skeje ud med store kjoler, glimmer og makeup. Jeg har altid været meget forfængelig. I dag bruger jeg stadig det meste af min morgen på at ordne makeup og hår, og jeg indtager min morgenkaffe og -gryn foran spejlet.

Det kom bag på mig, hvor ubekvem jeg var foran kameraet. Det var klart værst at få taget billeder som mig selv liggende på en cute måde i mit lyserøde tøj og pis og lort. Jeg gør det aldrig igen.

At få fjernet sminken var en proces i sig selv. Vi startede med at lege rundt med forskellige blandede udtryk, hvor både det maskuline og feminine var repræsenteret. Men det var først, efter al sminken var røget, at det kom frem. Pludselig, mens vi sad tæt sammen ude på altanen, glemte jeg mig selv et øjeblik og fandt den mand, som jeg gerne ville repræsentere. Dominerende og beskidt. Det gav mig en fantastisk følelse af magt og liderlighed, som gjorde mig godt resten af dagen, og det var først dagen efter, at jeg smed mandeunderbukserne og vaskede skægget af.

To billeder: Josh sidder i skater t-short foran en mur. Josh ligger i vandet omgivet af blomster og iført makeup

Josh

Da jeg så billedet af mig selv, hvor jeg udforsker femininitet, var min første tanke: ’Fuck, det er homo’. Jeg følte ubehag ved det, og jeg brød ikke om at se mig selv i den ramme. Jeg har blush, læbestift og mascara på – jeg ser feminin ud. ’Jeg ser bøsset ud,’ tænkte jeg.

Vent. Lige et øjeblik. Hvorfor associerer jeg femininitet med homoseksualitet? Hvorfor er ordet ’homo’ negativt for mig? Og hvorfor skammer jeg mig ved tanken om, at folk derhjemme ser det her billede af mig? Homoseksualitet udraderer ikke maskulinitet. ’Homo’ som seksuel præference er ikke negativt. Og hvorfor bekymrer jeg mig i det hele taget over, hvad andre tænker?

Det gik op for mig, at stemmen i mit hoved afspejlede min opvækst. Det er stemmen, der siger, at man ikke skal skille sig ud, som siger, at folk vil dømme mig. At feminine kvaliteter i en mand er en svaghed. Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at rive op i al det indoktrinerede vrøvl. Så jeg begyndte at omprogrammere mig selv.

Jeg lærte, at jeg skal være ligeglad med, hvad andre siger. Jeg lærte, at bare fordi måden, jeg udtrykker mig på, genererer andre, betyder det ikke, at det er skidt – det betyder, at personen, der dømmer mig, har et problem. Jeg lærte, at femininitet er smukt og kraftfuldt. Jeg ændrede mit eget tankemønster. Af alle de grunde ELSKER jeg det her billede.

To billeder af Karoline, et hvor hun sidder i lyserød skjorte og læbestift, et hvor hun slænger sig i tanktop og hår under armene

Karoline

Jeg føler mig omskiftelig i mit visuelle udtryk. Den ene dag føler jeg mig stærk i rød læbestift, den anden dag har jeg brug for det mest kønsneutrale tøj for at føle mig tilpas. Jeg har dog først fundet ro i det feminine udtryk i løbet af de sidste par år. Jeg har altid følt mig stærkest og mest i balance med det mere androgyne udseende. Jeg tror, at jeg føler mig mere tilpas i det androgyne på grund af min højde og drengede statur – men i lige så høj grad, fordi jeg er vokset op i et samfund, hvor det stadig er kønnet, der går med bukser, der bestemmer. Så er det da klart, at unge Karoline iførte sig en mindre feminin uniform. Hun ville jo også høres.

Selv om jeg i dag har fundet styrken i det feminine, kunne jeg tydeligt mærke det her magtspil i photoshootet. Jeg følte mig blottet og usikker, når jeg skulle have taget billeder af mit feminine jeg, imens jeg følte mig stærk og ubøjelig i det mere androgyne udtryk. Da jeg skulle agere det feminine jeg før transformationen, var der hele tiden tanken om, at jeg skulle være smuk; jeg er en kvinde, jeg skal være smuk. Efter den androgyne transformation i shootet handlede det ikke længere om at skabe smukke billeder, men kraftfulde billeder.

To billeder af Morten. Et, hvor han sidder i sit almindelige tøj i en sofa, et, hvor han ligger i sengen og har læbestift på

Morten

Som tidligere fodboldspiller har jeg, fra jeg kan huske, være opdraget i en machokultur. Jeg tror dog på, at alle mænd besidder femininitet, ligesom at alle kvinder besidder maskulinitet.

I timerne sammen med Marie var det – det meste af tiden – enormt akavet at være i min krop. Men der var også momenter, hvor hele situationen var i flow. At tilstanden af flow var mulig, har hjulpet mig med at acceptere eksistensen af min feminine side. Og hvad der er endnu vigtigere, så gav timerne med Marie nogle erkendelser – hvor svært det var, og hvor meget magt jeg måtte afstå ved at give slip på min maskulinitet i bare få minutter.

Det har fået mig til at indse to ting; hvor meget power kvinder erhverver sig ved at tilegne sig et maskulint udtryk, og endnu mere, hvor meget power mænd fralægger sig ved at udtrykke noget feminint. Stor respekt til alle, der tør være sig selv og lige så feminine eller maskuline, som de har lyst til.

To billeder af Maja: Et hvor hun sidder og smiler på en stol, et, hvor hun står og ryger i skovmandsskjorte

Maja

Vi går lidt rundt i lejligheden for at finde et godt spot, mens vi brainstormer og roder i mit tøj. Alting opstår lidt i øjeblikket – den ene idé tager den anden. Marie sminker mig, og jeg ender i en tanktop og et par boxershorts. Vi bliver enige om cigaretter og øldåser. Hun knipser løs, imens jeg står med en kæmpe sok i bukserne og ligner noget fra en trailerpark.

Det er virkelig sjovt, og det er svært at holde masken. Jeg når ikke rigtigt at tænke over, hvad der egentlig sker. Da vi er færdige, er Marie hurtigt ude ad døren igen, og jeg er helt rundtosset.

Jeg falder ned i sofaen, og tankerne vandrer. Jeg godter mig over, at der i dag er frihed og plads til at lege med sit udtryk. At man ikke længere behøver at passe ind i en bestemt kasse. Selv om der stadig er meget forargelse at finde og mange kampe, der skal tages, synes jeg, at det er fantastisk, at så mange træder i karakter og står ved, hvem, hvad og hvordan de er.

To billeder: Frederik står i bar overkrop i sit køkken, og Frederik slænger sig i en stol med et glas vin, iført strømpebukser og turban

Frederik

Sandheden er, at jeg føler mig så utroligt sexet i lækkert lingeri toppet med lidt læbestift. Som yngre oplevede jeg, at det var skamfuldt at være i kontakt med sin feminine side. Nu kan jeg se, at jeg nok ubevidst undertrykte den side af mig selv dengang. I dag synes jeg bare, at det er sjovt at udfordre folk i deres fordomme om, hvad det vil sige at være en "rigtig mand". Specielt fordi jeg færdes i et udpræget mandsdomineret håndværkermiljø, hvor skræk for det ukendte og den følgende dømmende reaktion på den ikke just er en by i Rusland.

En af mine kollegaer begyndte en gang at følge mig på de sociale medier. På en grå arbejdsdag, hvor vi havde en vagt sammen, faldt han over et billede af mig i "dametøj". På billedet stod jeg i et vaskeri kun iført en trøje, lyserøde trusser og hofteholdere og lænede mig sensuelt hen mod vaskemaskinen med mit vasketøj. Han panikkede som reaktion på det og vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere. Han var så tydeligt utilpas. Det kan man så vælge at grine lidt af i situationen – men det er jo i virkeligheden ret sørgeligt, at vi ikke er nået længere.

To billeder af Naomi, det første i blomstret kjole, det andet i løs tanktop

Naomi

Jeg har længe opfattet dele af mit udtryk og personlige egenskaber som maskuline, og jeg ville gerne prøve at give frit løb for dem. Til det hørte der naturligvis også en udforskning af, hvordan jeg udtrykker min egen femininitet og identitet som kvinde. Under photoshootet oplevede jeg et klart skift i mine følelser omkring projektet og min identitet i overgangen fra rollen som ”mig selv” til min maskuline modpart. Jeg følte mig mere fri til at lege med forskellige udtryk i den maskuline rolle. Min forfængelighed holdt mig ikke længere tilbage.

Som kvinde føler jeg konstant at min femininitet defineres af omverdenen. Jeg bliver målt og vejet ikke blot på mit udseende, men også på mine valg; hvad jeg går klædt i, hvad jeg foretager mig, og hvordan jeg fremstiller mig selv. Jeg føler mig i høj grad dømt på, hvordan jeg både tilpasser mig og adskiller mig fra feminine kønsroller. Jeg objektiviseres og reduceres i sådan en grad, at mine egne personlige egenskaber er ikke i fokus. Jeg anerkendes ikke som en person med de nuancerede tanker, følelser og mål, som jeg aktivt udtrykker. I stedet føler jeg mig som et spejl for de ofte modstridende og uopnåelige krav, der stilles til kvinder og femininitet.

Jeg følte mig til gengæld meget til stede i mit sind og min krop som min maskuline modpart. Jeg havde det godt med at vise mig selv frem. Jeg følte mig fysisk og mentalt stærk, tiltrækkende og interessant – ikke fordi jeg forbinder det med maskulinitet, men fordi jeg rent faktisk ER de ting. Også selv om jeg er kvinde. Også selvom jeg er ”feminin”.

To billeder, Michael sidder på en stol i rullekravesweater, og michael ligger i et badekar med rød læbestift

Michael

Jeg har altid følt mig som en ’mand’ på en eller anden måde, men jeg har aldrig identificeret mig med traditionel maskulinitet. I dag har jeg fundet ro i den måde, jeg udtrykker maskulinitet på. Folk som Brian Molko og Bowie med sin androgyne fremtoning var en stor kilde til inspiration for mig, da jeg var teenager – de legede begge frygtløst med de klassiske, binære kønsroller. Jo ældre jeg er blevet, jo mere tilpas er jeg blevet i min trang til at udforske min personlighed, og hvad ’mandighed’ betyder for mig.

Det var interessant, at jeg følte mig mere tryg og selvsikker, da jeg lå nøgen i et badekar med en fremmed til stede, end jeg gør i min hverdag. Den følelse af frigørelse siger en hel del om, hvor begrænsende og indsnævrende de traditionelle kønskategorier er – især for folk, der ikke identificerer sig som hverken ’mand’ eller ’kvinde’.

Verden er desværre et farligt sted for transkønnede og genderqueer personer. Det ændrer sig først, når folk indser, at vi ikke behøver at udtrykke os på den måde, som er forventet af os på grund af biologisk køn, og at menneskelig identitet grundlæggende ikke kan kategoriseres. Vi bliver nødt til at acceptere det, så vi kan støtte op om queersamfundet. Det er faktisk det mindste, vi kan gøre som tak for, at de har været modige og har udfordret samfundets normer.

To billeder af Mads: et, hvor han sidder på en seng og ser vred ud, et, hvor han sidder svøbt i et tæppe og græder

Mads

Det er fascinerende, som sociale strukturer former én. Jeg har spillet fodbold, siden jeg var fire år. I den verden har jeg oplevet, at afvigelser fra det maskuline er decideret forkert. Hele holdet emmer af en maskulin energi, der går op i at holde hinanden i skak for ikke at skride udenfor den rigide form. Her er "bøsse" et skældsord. Hvis der skulle rende nogle rundt med en natur, der skulle falde uden for den klassiske maskuline, så gemmer de sig godt i mængden. Og med god grund. For frygt og skam er stærke modspillere.

Jeg er personligt selv ved at blive mere åben og fri i min tanke og er ikke så forskrækket længere, som jeg har været. Det er en del af en proces, hvor jeg har arbejdet med mig selv. Jeg har fundet en mere nuanceret side af mig selv, hvor det maskuline og feminine er en mere flydende størrelse.

Heldigvis går udviklingen en anden vej i dag, hvor der i en vis grad er mere plads til mangfoldigheden. Men der er stadig noget vej endnu – det er derfor, at jeg er med i Maries projekt. For at være med til at vise, at tingene ikke kun behøver at være på en måde, men at der er flere måder, og at det er helt normalt. Jeg tror, at det er vigtigt at vide for dem, der føler sig "forkerte". Og ikke mindst at se og læse for dem, der er fordømmende.

Følg Marie Hyld på hendes hjemmeside og instagram.

Mere VICE
VICE kanaler