Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA og bringes her med bidrag af Noisey DanmarkSwipe til højre, hook op, ghost eller bliv ghosted, gentag. Moderne forhold kan forårsage en meget specifik form for følelsesløshed. Det hedder internettet. Google det. Men et lyspunkt i vores indre mørke og følelsesafstumpede tilværelser er den åbenhjertige, no-fucks-given musik, vi får af kunstnere som Bibi Bourelly. Det er en fremragende undskyldning for rent faktisk at føle noget igen – både det gode og det dårlige.
Annoncering
Sidste gang vi talte med Bibi, var hun den 20-årige komet sangskriver, der dukkede op ud af det blå med Rihannas ikoniske hit "Bitch Better Have My Money" – et imponerende bidrag til poppens sangskat for enhver erfaren sangskriver, men en helt uhørt succes for et ukendt talent. Enhver, der har kastet hovedet tilbage, peget pistolfingeren i vejret og brølet med på sangens hook, ved, at det er en pop-growler fuld af det skønneste raseri og nonchalance. Men hvis vi spoler lidt frem i tiden, så er den nu 23-årige Bibi i fuld gang med at etablere sig selv i kølvandet på hittet. De sidste par år har hun blandt andet arbejdet sammen med og skrevet materiale for folk som Lil Wayne, Usher, Selena Gomez og Camila Cabello. Man kan roligt regne med, at Weezy har fingeren på pulsen.Da vi mødes en sen sommereftermiddag på et fancy hotel i midten af London, morer det hende, da jeg spørger, om det er irriterende altid at blive associeret med "BBHMM." "Om det begrænser mig? Nej! Det var en stor mulighed, og den benyttede jeg mig. Den har åbnet mange døre for mig. Det var den første sang, jeg fik igennem, så jeg havde sat en høj standard for mig selv. Men det kan jeg sagtens klare. Det er ikke noget problem."Musikken har altid været et kald for Bibi – et medie hun kunne kommunikere sine spirituelle sandheder igennem. Hun har tre ep'er ude under eget navn, og den seneste Boy (In Studio) benytter sig af nedbarberede liveoptagelser af hovedsageligt gamle sange til at fremhæve hendes formidable stemme. Den særprægede, rustne tekstur hendes vokal får hendes hudløst ærlige tekster til at sive ud gennem højtalerne som fine søjler af røg. Boy er en samling intime og mørke sange, der udforsker kærlighedens mange sider – besættelse, tvivl, skuffelse. Og nej, der er selvfølgelig ikke noget banebrydende i at skrive kærlighedssange, men Bibi gør det interessant nok, til at det retfærdiggør brugen af tidligere materiale i nye rammer.
Annoncering
Vi sidder på sofaen i hotellets bar, og selvom hun er komfortabelt klædt på og virker ret afslappet – håret står som et springvand ud fra en hestehale – så er der en vildskab i hendes øjne, og i den måde hun bruger fagter på, mens hun taler. Jeg spørger hende, om sangene alle handler om en bestemt person (det gør de ikke), og så tænker jeg højt, i det jeg spørger hende, om det er underligt, at jeg ved så meget om hendes liv og hendes forhold igennem sangene – og om jeg overhovedet har ret til at kræve mere? Det må være frygtindgydende at være så åben om sig selv i sit kunstneriske udtryk. Der må da være ting, hun holder for sig selv? "Hvis jeg ikke har sunget om det endnu, så gør jeg det en dag," siger hun. Hun er lige så åben og ærlig, som hun er i sine tekster. "Jeg forsøger at være meget oprigtig, når jeg skriver. Der er ikke noget fortænkt i det. Det er ligesom, når et barn taler. Det er den eneste måde, man kan skabe en forbindelse til sit primale jeg på, finde den intuitive ånd. Man bliver nødt til at være ærlig – jeg kan sagtens tænke for meget over det og finde på en eller anden form for ligning, men sandheden er, at man bare må være fucking real."Det med at være real er noget, hun ofte vender tilbage til – det er en vigtig kvalitet for hende. Da vi begynder at tale om forhold, nævner hun, at ærlighed er det vigtigste for hende. Og i forhold til musikken handler det om at finde frem til en form for følelsesmæssig sandhed. På "Sunshine" synger hun: "I don't take compliments well, but I'm so self-obsessed." Jeg tror ikke, jeg er den eneste, det resonerer hos. Jeg tror, mange semi-akavede "millennial"-kvinder kan nikke genkendende til det. "Jeg siger det bare, som jeg føler det," siger hun, da jeg spørger, om hun går efter at ramme en specifik demografi. "Tænd for mikrofonen, giv mig guitaren og sig det. Hvis kvinder er nede med det, så er det fedt. Hvis de ikke er, så er det også fint. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi siger, hvad vi føler, og at tungen sidder løst."
Annoncering
Bibi har tidligt måtte konfrontere komplekser følelser i sit liv. Hun er født i Berlin, og hendes mor døde, da hun var seks år gammel. Hendes far var turnerende musiker, og derfor tilbragte Bibi og hendes tvillingebror deres barndom med at rejse frem og tilbage mellem Berlin og onklen og tantens hjem i Maryland. Et sted midt i det hele var hun tvunget til at forme sig selv. "Jeg har set en masse død i mit liv, jeg har rejst meget mellem forskellige steder, mistet venner, fundet nye venner – jeg har oplevet meget i mit korte liv. Jeg har ikke tid til at undertrykke noget af det. Jeg vil bruge mit liv på at finde ud af, hvem jeg er."Du har måske nået en lignende konklusion i dit liv. Der kommer et punkt i mellem de følelsesmæssigt intense teenageår og den pludselige 'wow, jeg er blevet voksen'-agtige indsigt, man får i trediverne, hvor mange af os føler en kløft, imellem de mennesker vi er blevet til, og de mennesker vi rent faktisk gerne vil være. Det handler ikke kun om gruppepres og om at passe ind – det handler om at indse, at man selv er den eneste forhindring på vejen. Bibis musik og hendes tilgang til sin udvikling i tyverne krystalliserer den oplevelse på rammende vis.Mens barpersonalet blaster Frank Ocean udover højtalerne, tager jeg mig selv i at tænke over, hvordan – lige meget om det handler om at falde for en fuckboi eller drukne sine sorger i alt for meget vin – vi i virkeligheden kun har kontrol over en ting i verden, og det er os selv. Og derfor kan man i det mindste prøve (lige meget, hvor skræmmende det lyder) at være ærlig overfor sig selv. At det ikke er en virkelighed, der skræmmer Bibi, får hende på en måde til at stråle af kraft.Vi taler videre om frygt og usikkerhed, og om hvordan hendes nyfundne berømmelse i musikindustrien kan presse hende til at være på en bestemt måde. "Selvfølgelig føler jeg et pres – det er jo for helvede underholdningsindustrien. Og jeg er en sort kvinde, der er langt fra perfekt, og det er samtidig noget, jeg er meget åben omkring. Men jeg er altså pisse ligeglad. Jeg er, den jeg er. Jeg gider ikke foregive noget andet. Hvorfor skulle jeg det? For at skjule mig selv? Ingen af os er perfekte. Vi har alle usikkerheder og underlige psykologiske problemer. Hvorfor fanden skulle jeg sidde og lade, som om det ikke også gælder mig?" Men det er også vigtigt for hende ikke at virke utaknemmelig. Hun citerer et digt af Kipling for at understrege, at hun også er usikker på ting, men prøver at lade være med at "føje dem, at tale dem ind i virkeligheden." I stedet forsøger hun at være "klar til at konfrontere alt det lort, man er bange for."Jeg havde ikke regnet med at et interview med Bibi Bourelly skulle muntre mig op på samme måde som en terapisession gør, men hendes lidenskab er intens og kraftfuld, ligesom hendes musik, og da vi er ved at være færdige, føler jeg, at jeg har fået fornyet styrke. Da jeg gør klar til at gå, går det op for mig, at følelserne vælter rundt inde i mig. I en verden, hvor det er lettere at fortabe sig i et crushs Insta story, end det er, at takle sine følelser åbenlyst og tale med vedkommende, hvor det er lettere at følge folks forventninger, end at være den man vil være, har Bibi Bourelly produceret en modgift, der tvinger os til at konfrontere livets sandheder. "Jeg har altid følt, at jeg måtte kæmpe med omverden for at få lov til at være, den jeg er, så jeg er pisse ligeglad med, om folk kan lide mig eller ej – men jeg skal nok få dem til at føle et eller andet," siger hun. "Det er min rolle. Det er nødvendigt, og det er vigtigt. Selv, hvis det er negative følelser. I det mindste er du i bevægelse. Du falder, du rejser dig igen, sådan er livet! Folk kan fortolke det, som de vil. Jeg laver musik for at hjælpe folk med at overleve."