Nynazist slået i gulvet efter at have kastet banan

Bananer har en dyster fortid som racistisk symbol.
Foto via Facebook.

Denne artikel er oprindelig publiceret af MUNCHIES i USA.

Selvom bananen måske synes harmløs, er den – udover at være fyldt med næring og udover at have lagt navn til en betegnelse for politisk ustabile stater – gennem historien blevet brugt som et racistisk symbol. Den er blevet kastet efter sorte fodboldspillere, blevet brugt til skrive racistiske slogans, og tidligere på året blev bananer klynget op i lygtepæle på et universitet i USA, efter at en sort kvinde blev valgt til formand for studenterforeningen.

Annoncering

Nu er den tropiske frugt så endnu engang blevet brugt på forstyrrende vis. Ifølge Seattle-mediet The Stranger gik en "krigerisk" mand iført rødt hagekors-armbånd amok i byen i søndags og råbte af folk på gaden. Efter at en unavngivet tilhører bad den unavngivne nynazist om "at fucke ud af vores by", kaldte nynazisten angiveligt manden – der var hvid – for en "abe", hvorefter han kastede en banan efter ham.

LÆS MERE: 'Hitler-vin' har givet en tysk barejer seriøse problemer

Det hele eskalereede selvfølgelig, og som en video delt på World Star Hip Hop viser, blev nynazisten hurtigt slået bevidstløs med et slag mod kæben.

Manden blev sporet via de sociale medier. Et foto af den mistænkte, iført hagekors-armbånd, dukkede op på Twitter tidligere på dagen sammen med beskyldninger om, at nynazisten havde chikaneret en sort mand på bussen.

Seattle-indbyggeren Sean Patrick Duffy, der var "virkelig skæv på måske 800 mg THC" og på vej i biografen for at se Baby Driver, udtalte til The Stranger, at "alle var så glade", da nynazisten var blevet slået i gulvet: "Det var virkelig som om, lokalsamfundet stod sammen."

Duff fortalte også, at den hagekorsbærende mand vågnede og bad om hjælp, men at folk nægtede at hjælpe ham og kaldte ham 'Nazi-skrald'.

Politiet i Seattle bekræftede også, at episoden havde fundet sted, men at manden havde taget sit armbånd af og nægtede at tale om hændelsen med betjentene.

Annoncering

En Twitter-bruger ved navn @teethnclaws fortalte til BuzzFeed News, at manden med armbåndet blev neutraliseret som et direkte resultat af en onlinekampagne, der blev sat i værk for at finde ham: "Jeg mener, at vi på succesfuld vis identificerede, opsporede og koordinerede for at neutralisere en ægte fare mod byen. Uanset om vi koordinerede selve slaget eller ej, så hylder jeg personligt den anonyme helt."

Det her tilfælde af banan-udløst vold er ikke første gang, at mad er blevet brugt til at sprede ekstreme politiske holdninger i det politisk polariserede USA.

Så sent som i sidste måned førte en "Dræb nazister"-kage både til dødstrusler og masser af opbakning til en bager fra Californien i kølvandet på optøjerne i Charlottesville. Og tidligere på året smed en bar i Portland nynazister ud på grund af deres larmende, antisemitiske råb.