Annoncering
fængselsliv

Den ubeskrivelige rædsel ved at være isolationsfængslet som 16-årig

"Jeg havde det, som om jeg blev ti år ældre, selvom jeg kun var derinde i 20 dage."

af Jordan as told to Taylor Elizabeth Eldridge; illustrationer af Dane Patterson
06 april 2018, 4:00am

Illustration af Dane Patterson

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.

Jeg var 16, da jeg blev anholdt og sigtet for indbrud. Og mens jeg ventede på retssagen, blev jeg sat i Onondaga County Justice Center udenfor New York. Mange af dem, jeg var anholdt sammen med, var unge mennesker, som jeg havde gået i skole med. Jeg snakkede lidt med nogle af dem, men for det meste prøvede jeg bare at passe mig selv.

Jeg havde kun været i fængsel i et par uger, da jeg kom op at toppes med en af de andre indsatte, og de smed os begge i isolationen.

Da jeg kom derhen, fik fængselsbetjente mig til at ligge på jorden. Lag efter lag fjernede de mit tøj, så de kunne undersøge mig. Da de havde tjekket alle mine kropsåbninger, bad de mig om at tage tøj på.



Min celle var møgbeskidt, og der var andre fanger, der råbte af mig på vej derhen. Men jeg bekymrede mig ikke om dem - jeg så mig bare omkring. Der var en metalvask forbundet til et metaltoilet, et spejl på væggen med metalramme, en metalseng med en tynd plastikmadras og et tæppe og et metalbord uden stol. Det var det. Og jeg anede ikke, hvor længe jeg skulle blive der: Jeg måtte vente til disciplinærhøringen for at finde ud af det.

Da jeg så mig i "spejlet", lagde jeg mærke til, at der løb blod ned fra mit øje efter slåskampen. Så jeg råbte efter en læge - jeg ville ikke have, at der skulle gå betændelse i det. Da de havde lappet mig sammen, og jeg sad der, alene, begyndte jeg at tænke over min situation: Jeg kommer aldrig ud af den her celle - nogensinde - med mindre jeg skal i bad eller får en gæst. Jeg blev ved med at forestille mig, at jeg skulle være der resten af mit liv. Jeg havde det som et dyr i et bur.

Første dag i isolation var min krop øm efter slåskampen, så jeg prøvede at sove det væk, men det kunne jeg ikke. Fyrene i cellerne på begge sider af mig råbte og hamrede på væggene. Til sidst formåede jeg at falde i søvn, men blev vækket af en fængselsbetjent, der låste døren op for at skubbe en bakke med mad ind til mig. Det gav et øresønderrivende brag - det er nok den værste lyd, jeg har hørt i mit liv. Bagefter sad jeg bare der og kiggede ud i luften. Der var ét vindue og det eneste, jeg kunne se, var muren ind til en anden fængselsbygning.

Når man sidder isolationsfængslet kan man ikke lave andet end at tænke. Man tænker på alt i sit liv. Jeg kunne kun fokusere på det negative: Min igangværende retssag, mine problemer derhjemme og min familie.

Du er omringet af fire vægge med et svagt lys, og der er ingen cellekammerater, ingen fængselsbetjente, ingen billeder af din familie. Og sådan er det dag ud og dag ind. Det varer ikke længe, før dine følelser bliver skubbet til en grænse, som du ikke engang anede eksisterede. Det var nok til, at jeg var på randen til ikke at have lyst til at leve - men jeg havde altid nok selvopholdelsesdrift til ikke at gøre en ende på det hele.

Inden, jeg blev isolationsfængslet, var mit liv ikke ligefrem perfekt, men jeg var en skarp og livsglad ung mand. Da jeg kom i fængsel, vidste jeg, at jeg havde begået fejl, men jeg prøvede stadig bare at nyde livet. I isolationen følte jeg uudholdelig smerte, og det forandrede mig. Jeg har det, som om jeg blev ti år ældre i løbet af de 20 dage, jeg sad inde.

Da jeg slap ud af isolationen, var det svært for mig at vænne mig til at interagere med andre mennesker, fordi jeg var så vant til at være alene. Du har det, som om ingen er der for dig.

Noget tid senere røg jeg igen i isolation - dog ganske kortvarigt og uden at have gjort noget. To andre fyre kom op at slås, og fængselsbetjenten gik ud fra, at jeg var involveret. Jeg beklagede mig til alle, der ville lytte. En betjent gik til sidst tilbage og kiggede på videoovervågningen, og de slap mig ud igen. Men det var stadig nervepirrende at vide, at jeg kunne ende i isolation for noget, jeg ikke havde gjort.

Min sidste tur i isolation var, efter et par fyre ville op at slås med mig og mine venner. Vi forsvarede bare os selv, men vi endte i isolationen alligevel. Jeg var deprimeret hver gang, jeg skulle i isolation, men i det mindste vidste jeg, hvad jeg skulle forvente efter den første gang.

Når jeg ikke var i isolation, tog jeg undervisning, gik i kirke og fulgte andre programmer i hverdagene. Men hver gang, jeg kom i isolation, forklarede en disciplinærhøring mig, at jeg ikke havde lov til at følge programmerne, mens jeg var derinde. I stedet kom en lærer to gange om ugen med en mappe fyldt med arbejdsopgaver, avisudklip, krydsord og den slags.

De ville ikke engang tage imod det, når de kom med den næste pakke. Selvom jeg havde lavet dem alle sammen, sagde de: "Nejnej, behold du dem. De er til dig."

"Men hvorfor havde I dem så med til mig?" spurgte jeg. "Jeg har brug for hjælp til nogle af opgaverne, for der var nogle af dem, som jeg ikke forstod. Du er her for at lære fra dig, men du giver mig bare nogle papirer og går igen." Jeg fik ikke karakterer eller noget som helst. Der var ingen undervisning overhovedet i isolationen.

Det fik mig kun til at have det endnu værre. Jeg tænkte hele tiden: Jeg sidder her på grund af en sigtelse, men ingen har bevist min skyld, og alligevel bliver jeg behandlet som et dyr.

De 11 måneder, jeg tilbragte i institutionen, forandrede mig på godt og ondt. Jeg er mere i balance med mig selv, for man lærer virkelig sig selv at kende, når man er isolationsfængslet. Samtidig kommer du til at kende hver eneste dyb og dyster følelse, du går rundt med, og det kan være svært at håndtere, når man stadig er et barn.

Nu er jeg mentor for unge mennesker og forsøger at opfordre dem til at forlade det kriminelle liv på gaden, for det, jeg oplevede, vil jeg ikke ønske for min værste fjende.

Jordan har bedt om at blive identificeret ud fra sit mellemnavn. Han har senere sagsøgt myndighederne for deres manglende evne til at beskytte mindreårige og sørge for undervisning til dem. Han fik medhold og amtet har lovet at begrænse brugen af isolationsfængsling blandt teenagere. Læs mere om sagen her.

Tagged:
Isolation
Teenager
fængsel
indsat
alene
Celle