Weed

Jeg røg mig sindssygt skæv og lyttede til ti straight edge-plader

En skribents introduktion til alt fra Earth Crisis til Youth of Today under indflydelse af cannabis.

af Lawrence Burney
20 april 2018, 7:39am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Jeg har skrevet om en helt masse forskellige ting, mens jeg har været her på Noisey. Jeg har foreslået, at vi holder op med at støtte rappere, som er anklaget for at have begået overgreb. Jeg har rejst til New Orleans for tjekke nogle af byens bedste undergrundskunstnere ud. Jeg har også skrevet om en rapper fra min egen hjemby Baltimore, som er blevet chikaneret af en politibetjent hele sit voksenliv. Jeg bryster mig af at vide alt om Baltimore og omegn, men jeg må indrømme, at jeg indtil for nylig intet anede om straight edge, en genre der blev grundlagt en times kørsel fra min hjemby, i Washington DC. Straight edge er en form for punk, der promoverer afholdenhed (sommetider også veganisme), som første gang så dagens lys i DC i de tidlige 80’ere. Siden da har bevægelsen udviklet sig til en international scene, der stadig eksisterer i dag.

I forbindelse med Noiseys Weed Week sidste år fik jeg til opgave at lytte til nogle af de mest essentielle plader inden for stoner-metallen. Jeg anede ikke, hvad stoner-metal var for en størrelse inden da og har heller ikke lyttet til det siden, men oplevelsen efterlod alligevel et stort indtryk. Udfordringen i år er i den anden ende af spektret. Jeg skal vurdere de mest ikoniske straight edge-plader i verdenen, og det er bogstavelig talt fem minutter siden, jeg fandt ud af, at genren overhovedet eksisterer. Ideen om en musikalsk identitet, der er centreret omkring afholdenhed lyder rimelig underlig i mine ører, men jeg er heller ikke hverken afholdsmand eller veganer. Men nu kaster jeg mig ud i det alligevel. Det følgende er min reaktion på den mest skelsættende straight edge-musik, der nogensinde er udgivet. Men i Weed Weeks ånd har jeg valgt at bryde med genrens vigtigste regel og fyret op, inden jeg trykker play.

Minor Threat - Minor Threat EP (1984)

Jeg tror bare, jeg vil være ærlig og sige, at jeg har enormt svært ved at høre, hvad manden synger. Men musikken lyder fed nok, så det lader jeg mig ikke gå på af. Oprindeligt forestillede jeg mig mere straight edge-musik som en ambientgenre, men det giver heller ikke mening, da man nærmest skal være skæv for at sætte pris på det. Det her er mere hardcore. Hvis man skal overbevise nogen om at holde sig fra stoffer, så er den bedste taktik åbenbart at skrige dem ind i hovedet.

Jeg slog teksten til sangen "Straight Edge" – som grundlagde bevægelsen – op. Det første vers lyder sådan her:

I'm a person just like you
But I've got better things to do
Than sit around and fuck my head
Hang out with the living dead

Er du gal en nar. At kalde mig og mine venner for døde, bare fordi vi godt kan lide at ryge en pind, når vi ser DMV Hoods, YouTube-klip eller lytter til det nye Cardi-album er ikke den bedste måde at tale mig fra det. Det er ligesom, når veganere kalder folk for mordere, fordi de nyder et stykke himmelsk friturestegt kylling på en briochebolle. Jeg sætter ikke pris på det.

Youth of Today - Break Down the Walls (1986)

Det er ret svært at finde den rigtige stemning under introen ("Make a Change"), fordi forsangeren råber "It’s time we make a change", og det lyder nøjagtigt, som når de hvide røvhuller i South Park skriger "They took our jobs!" Så på grund af det kan jeg kun høre South Park-skaberne lave sjov med den her slags musik, mens jeg lytter til albummet. Jeg er stadigvæk kun to plader inde, men min anke er, at det lyder alt for meget som andet punk-musik til, at jeg alvorligt kan overveje at udleve den afholdende livsstil, de gerne vil promovere. Det er også derfor, gospel-trap aldrig kommer til at fange mig. Hvis jeg skal holde op med noget, så skal du ikke bruge elementer af den samme ting til at overbevise mig om at holde mig fra det. Straight edge burde have været ligesom spokenword. Jeg bliver nødt til at høre klart og tydeligt, hvorfor jeg skal lægge mit liv om. Lige nu har jeg mest lyst til en øl.

Judge - Bringin' It Down (1989)

Wow, det gør ondt.

Earth Crisis - Firestorm (1993)

Det føles særligt problematisk, at jeg ikke kan lide den her sang, lige indtil jeg finder teksten på nettet. Nu ser jeg bare scener fra Charlottesville for mit indre øje. Det her er tydeligvis pladen, hvor hele bevægelsen tager en uheldig drejning. Minor Threat skrev bare irriterende tekster om, at folk, der tager stoffer, bliver til zombier. Men ti år senere dukker de her tosser så op og vil dræbe alle, der ikke er ædru. Hvad fanden sker der lige for det? "Let the roundups begin" og "a firestorm to purify the bane that society drowns in" er faktisk ord, der figurerer i sangen. Kan du ikke bare være ædru og så blande dig udenom, hvad andre gør?

SS Decontrol - The Kids Will Have Their Say (1982)

Selv titlen på det her album er et frisk pust oven på det vanvid, jeg lige har været udsat for. Der er sange på den her plade, som er langt mere letfordøjelige. "Fight Back" argumenterer for, at når du er fuld, så er det meget lettere for dem at kontrollere og pacificere dig. Afholdenhed er lig med modstand for de her gutter. Det budskab har jeg ikke helt fanget hos de foregående bands. Jeg fyrer op under en pind mere, men jeg kan godt lidt se, hvor SS Decontrol gerne vil hen.

7 Seconds - The Crew (1984)

Den her plade kunne være skrevet under indflydelse af weed, men jeg er alt for skæv til at være nede med forsangerens stemme. Man skal helt afgjort være straight edge for at kunne lide det her. Det er helt vildt straight edge. Det lægger virkelig en dæmper på min rus.

Ten Yard Fight - Hardcore Pride (1995)

Det er sikkert sådan, folk, der ikke lytter til rap, har det, når de hører Migos snakke om stoffer og smykker hvert tiende sekund. Jeg er godt nok ved at være træt af at høre dudes skrige løs om deres ædruelighed. Ten Yard Fight er helt klart det mest fjollede indslag indtil videre. Hvert nummer lyder ligesom alt rockmusik, jeg har hørt, mens jeg spillede Madden som barn, hvilket selvfølgelig betyder, at det er ret intetsigende. Og hvor idéforladt er det lige at opkalde halvdelen af numrene efter football-relaterede ting? Ved I, hvad der hjælper på kreativiteten, når man ikke har nogen gode ideer? Stoffer.

Project X - Straight Edge Revenge EP (1987)

Det her den korteste ep, jeg nogensinde har hørt. Den er kun seks minutter lang, så jeg når ikke rigtig at fange noget af den, før den er ovre. Jeg fik dog én lille perle: "I'm as straight as the line that you sniff up your nose." Loooool, okay.

Uniform Choice - Screaming For Change (1986)

Der er noget ved den her plade, der får mig til at tænke over, hvor mange af gutterne i straight edge-bands har taget stoffer? Den tone, jeg opfanger i Uniform Choices tekster, siger mig lidt, at de aldrig har prøvet det. Er det en naturlig udvikling for genren? At den begyndte at påvirke teenagere, før de overhovedet havde prøvet stoffer? At gentage ”I feel sorry for you” om og om igen er mere en hån end et forsøg på at have en samtale.

Have Heart - The Things We Carry (2006)

Jeg var en anelse mere optimistisk omkring det her album, fordi det er fra 2006, og derfor tænkte jeg, at genren havde haft tid til at blive moden, men nej. Musikalsk adskiller det sig ikke i nævneværdig grad fra bands fra 80’erne og 90’erne. Det mest interessante aspekt er, at teksten kan læses som en prædiken. Det giver fin mening, at bevægelsen har religiøse overtoner. Store dele af pladen er viet til at tale om kampen for at forblive ædru, og om hvordan stoffer ødelægger din sjæl. Det budskab jeg får ud af det er: fristelser er noget skidt, og hold dig endelig langt fra dem.