Annoncering
10 spørgsmål

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en tryllekunstner

“Det bliver dyrt, hvis du skal ud og købe en ny, hvid kanin hver eneste gang, du skal trylle, fordi du slår dem ihjel. Det er ikke fordelagtigt.“

af Kristian Ejlebæk Nielsen
16 april 2018, 7:58am

Foto: Lise Ulrich

Rasmus Malmstrøm en flot fyr med fyldigt fuldskæg. Sådan en irriterende type, der har alt for meget godt kørende for sig. Han startede med at spille guitar for popsangeren Aura som 20-årig, og i seks år turnerede han verden rundt. Så mødte han en fransk pige med et kamera og sadlede om, og kort tid efter var han i praktik hos en af verdens bedste fotografer, Richard Avedon, i New York. Nu er det så trylleri, den 32-årige mand lever af, til trods for, at det kun er tre år siden, han lærte sit første trick.

Som tryllekunstner hedder han Magic Malmstrøm. Han forsøger at lave immersive trylleshows, hvor publikum suges ind i en verden af illusioner og måben, mens de forkæles med Rasmus’ signaturøl fra Mikkeller, og musikken sætter den rette stemning. ”Det skal være en helhedsoplevelse,” forklarer Rasmus.

Da jeg møder ham på hans kontor overfor Kongens Have i København, forklarer han, at intet af det, han har opnået, er kommet over night. ”Jeg er måske en irriterende type, fordi jeg insisterer på at blive god til noget, hvis først jeg er gået i gang med det,” forklarer han. ”Så jeg øver hele tiden. Jeg kan godt drive min kæreste til vanvid, fordi jeg hele tiden skal vise hende tricks.”

Det mærker jeg på egen krop, da han pludselig hiver en engelsk udgave af Harry Potter og Flammernes Pokal ud af bogreolen. Han beder mig slå op på en tilfældig side og tænke på et af de ord, der står på siden. Han sidder og stirrer intenst på mig, mens jeg tænker, og det føles som om, hans blik går ind i mit hoved. Til sidst noterer han noget ned på et stykke papir og beder mig fortælle, hvilket ord jeg tænkte på. Det var ”absentmindedly”.

Rasmus vender papiret og proklamerer, at det er netop, hvad han har skrevet – men i kodesprog. På papiret står der ”5,1,6”. Han rækker mig en Oxford Dictionary og får mig til at slå op. På side 5, kolonne 1, ord nummer 6 står der: ”Absentmindedly”. Jeg fatter ikke et ord.

Da jeg har genvundet fatningen, sådan nogenlunde, tager jeg en snak med Magic Malmstrøm om svindel, groupies, og hvordan man kan bruge trylleri til egen vinding.

Foto: Sally Trier

Hvordan startede du som tryllekunstner?
Jeg adskiller mig fra de fleste andre tryllekunstnere, som har båret rundt på drømmen siden barnsben, for jeg blev ret sent interesseret i magiens verden. Det startede for tre år siden, hvor jeg lå i juleferien og så en dokumentar om Amazing Randi. Den fangede mig, så jeg gik ud og købte et spil kort og begyndte at øve mig i at håndtere dem. Jeg kunne huske den amerikanske gade-tryllekunstner David Blaine fra min barndom, så ham tjekkede jeg op på igen. Da jeg lærte mit første trick, tog jeg i byen med mine venner. Alle syntes, det var skide skægt, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk er ret god til det. Det blev ligesom startskuddet. Og jeg elsker det - jeg tror aldrig, jeg får et almindeligt, fast job, hvor jeg skal arbejde fuld tid for andre.

Trylleri er både de nære tricks, hvor man kommer helt tæt på, og der er storslåede shows. Hvilken slags tryl kan du bedst lide, og hvorfor?
Jeg bruger både close-up, hvor det handler om et spil kort eller nogens telefon, og et lidt større sceneshow med mentale eksperimenter og manipulation. Jeg er meget fascineret af kort. Man kan simpelthen så meget med et spil kort. Alle har et forhold til det, og hvis man bygger fortællingen op på den rigtige måde, kan folk ligge søvnløse om natten over et korttrick, de har set.

Man tænker tit på sådan en som David Copperfield som den store illusionist, der kun laver storslåede tricks, men han laver faktisk også utrolig mange små finurlige close-up tricks. Der er selvfølgelig nogen, der kun laver den oversavede dame og den slags, men det siger mig ikke så meget, for der er ikke nok kontakt med publikum. Det er ikke min stil.

Hvilke holdninger til det at være tryllekunstner møder du?
Når jeg møder folk, skal jeg kæmpe med en masse fordomme, fordi det eneste, de kender til magi, er en tryllekunstner til en børnefødselsdag, eller Rune Klan, der står og tryller med skinke foran dronningen. Hvis jeg laver tankelæsning på folk, siger de straks: ”Fuckr du med min hjerne?” som jo er en henvisning til Jan Hellesøe fra DR3. Min opgave er at vise folk, at jeg ikke er som nogen af dem, de kender.


SE: Magic Malmstrøm korttricks:


Hvordan lærer man et nyt trick? Er der et hemmeligt dark web for tryllekunstnere, hvor man kan læse hemmelighederne?
Indenfor trylleverdenen er man ret åben omkring hemmeligheder og metoder. Det er helt fair at tage kontakt til en tryllekunstner og spørge, hvordan han gør. Det er ret svært at opfinde den dybe tallerken inden for magi. Der har været så mange dygtige tryllekunstnere før mig. Så man kan tage deres knowhow og prøve at sammensætte tricks på nye måder og bygge en historie omkring et nummer og på den måde gøre det til sit eget. Indenfor den magiske verden prøver vi ikke at snyde hinanden – kun en gang imellem. Der kan man godt tale frit om metoder, for det er jo ikke de andre tryllekunstnere, man skal bedrage. Det er publikum.

I dag kan du finde meget på Youtube, men det bliver du ikke en god tryllekunstner af. For mig opstår magien i mødet med publikum. Jeg rejser ofte til USA for at se andre optræde. Dér er det normalt at gå ud og se magi, ligesom vi herhjemme tager i teatret eller går til koncert. Min drøm er at få mit eget show her i København. Så det arbejder jeg på i øjeblikket.

Hvem er den sejeste troldmand i populærkulturen?
Troldmænd som Gandalf bruger mange af de samme virkemidler, men jeg kan bedst lide, når de fungerer i en rolle som tryllekunstner – ligesom Buster fra vores barndom, som er fantastisk. Når det bliver en mytisk figur, der svæver rundt på en kost, så står jeg lidt af. Som tryllekunstner tænker man jo ikke, at man er en moderne udgave af Harry Potter. Så vil jeg hellere sammenligne med andre brancher, for min store helt er Michael Laudrup. Det, han gør, er også magi, bare inden for hans felt.

Er der meget rivalisering i tryllebranchen?
Det kan der godt være. Især i gamle dage var der virkelig nogle kampe. Franskmanden Robert-Houdin stoppede en af Napoleonskrigene ved at lave en udgave af “Sværdet i Stenen”, hvor fjendernes stærkeste mand overhovedet ikke kunne løfte en kuffert, mens Robert-Houdin kunne løfte den i én hånd. De troede jo også på gud dengang, så de kom frem til, at hvis Napoleon havde sådan en mand på sin side, kunne de lige så godt give op. Det er en sand historie, og det er ham, den kendte Houdini opkaldte sig efter. Men efter en periode følte udbryderkongen Houdini ikke, han fik tilstrækkelig respekt fra sin helt, så han skrev en hel bog om, hvor meget han hadede ham for det. Der er også nogle beefs i USA den dag i dag, hvor tryllekunstnerne (nogle gange med vilje) bliver spillet ud mod hinanden.

Har du nogensinde tryllet med levende dyr? Og hvad gør man af alle de duer og kaniner, som man tryller væk?
Jeg har engang fået en død flue til at blive levende. Men ellers har jeg ikke tryllet med dyr. I gamle dage tror jeg, dyrene bare blev slået ihjel [ligesom i filmen The Prestige], og der er helt sikkert også nogle dyr i tryllebranchen, der ikke har det perfekt. På den anden side er det dyrt, hvis du skal ud og købe en hvid kanin, hver eneste gang du skal trylle, fordi du slår dem ihjel. Så det er ikke fordelagtigt.

Hvordan er du blevet så fingerfærdig?
Jeg har spillet musik i mange år og turneret rundt som guitarist. Det er lidt den samme form for øvelse og repetitive tilgang til de samme bevægelser og greb. Det er den samme tankegang om, at man aldrig må lave en fejl mere end to gange, for så husker hjernen fejlen som det rigtige. Det gælder om at øve stille og roligt i starten, og når så du kan det, skal du vise det, så det bliver til en performance. Men i bund og grund handler det ikke om at være fingerfærdig. Der skal bare være en god historie, som bliver leveret med stil. Hvis jeg kan holde øjenkontakt med dig, kan jeg bruge lige så lang tid, som jeg har lyst, til med hænderne.

Er der mange groupies i tryl?
Nu har jeg jo haft en dejlig kæreste og to børn i al den tid, jeg har tryllet, men jo, det er der da. Selvom jeg tror, at der var flere i at spille guitar. Folk synes jo, det er spændende, men der er også nogen, der bliver skræmt af det. De er bange for, at jeg kan læse deres tanker, eller at de på anden vis ikke ved, hvor de har mig. Men så er der andre, der synes, det er skide spændende. Man bliver jo tiltrukket af folk, der er gode til at optræde og har karisma. Du kan bare skrive: ‘Ja, det er sindssygt mange damer i tryl.’

Har du nogensinde brugt trylleri til egen vinding?
Jeg har prøvet, at jeg gerne ville have nogens nummer, altså i forretningsøjemed. Der lavede jeg et trick, hvor de efter et stort regnestykke kom frem til mit telefonnummer, som jeg bad dem ringe til. Så havde jeg deres nummer i min telefon. Men jeg kunne aldrig finde på at stjæle fra folk. Så holder man op med at være tryllekunstner og bliver scam artist - selvom det er nogle af de samme ting, man skal kunne.

Jeg bruger magi til at komme i kontakt med mennesker, så i den forstand bruger jeg magien til at gøre mig selv mere interessant, og dermed er det til egen vinding. Jeg vil hellere bruge en halv time på at trylle for folk end at snakke med dem. Man kan bruge trylleri til mange ting, og jeg synes for eksempel, det er sjovt at hjælpe en restaurant med at servere på en ny måde, der betager gæsterne. Men jeg kunne aldrig finde på at hjælpe en ejendomsmægler med at manipulere kunderne til at købe flere huse. Der går min grænse.

Tak for snakken, Rasmus.

Tagged:
Show
underholdning
hemmeligheder
Magi
tryllekunstner
trylleri
sådan bliver du tryllekunstner
tryllekunstner hemmeligheder