Vi sendte vores mindst 'X Factor'-agtige skribent til 'X Factor'-finalen
Theis og Blachman. 
Alle billeder af Hedda Rysstad.
Ting vi har set

Vi sendte vores mindst 'X Factor'-agtige skribent til 'X Factor'-finalen

Theis lærte både, hvordan resten af Danmark bruger deres fredag aften, og hvad der skal til for at pisse Thomas Blachman af.
9.4.18

Mød Theis.

Theis er oversætter og skribent for VICE og Noisey Danmark.

Da jeg i sidste uge spurgte ud på redaktionen, hvem der havde det mest ikke-eksisterende forhold til den neo-danske sangbog, DRs underholdningsprogram X Factor, svarede Theis, at han kun havde set “et halvt afsnit”, fra dengang “de der EyeQ vandt”. Yes, Theis, jeg ret sikker på, at du tænker på TV 2-programmet Popstars, men fedt.

Om du elsker X Factor eller elsker at hade det, er det efterhånden umuligt at ignorere de kolossale fodaftryk, underholdningsgiganten har efterladt på dansk musik og tv gennem de sidste 11 år. Saveus aka. X Factor-Martin åbner Orange Scene i år. Basim har på Michael Corleonesk facon kørt sig selv i stilling som relevant sanger og internationalt bemærket sangskriver.

Annoncering

Fast besluttet på at forstå fænomenet X Factor ved at se sangkonkurrencen gennem øjnene på en, der ikke havde ladet sig forføre af dens mere end ti år lange massepsykotiske kvælertag på dansk musikunderholdning, rekrutterede jeg Theis til at tage med mig til X Factor-finale – den sidste X Factor-udsendelse nogensinde på DR.

“MGP-EEEEE,” råber Theis spændt på dagen. Nej Theis, heller ikke det.

Uden yderligere postyr kastede vi os ud i en aften i Danmarks mest populære talentshows vold:

Statsfinansieret aftensmad

Den store finaleaften indledes glædeligt med et licensbetalt måltid. "About time," bemærker Theis. Vi er placeret ved et bord i DR Byens "DAB IN"-lokale, hvor der er pressevisning af DRs sidste X Factor-finale. Der bliver viftet med flere smartphones end under en koreansk sightseeing på Langelinje. Der er folk i leopardprint og blomsterprint og influencers i grønne, florerede jakkesæt overalt. Theis har en sort hættetrøje og en Burial-tshirt på.

“Kæft et cirkus," mumler Theis for sig selv med lige dele forbløffelse og apati i stemmen.

Theis genkender Sanne Salomonsen

“Hun ser altid godt ud. Hun ligner en sexet heks," bemærker Theis med beundring i stemmen om den danske rockmama-og-enlig-kvindelig-X Factor-dommer i Blachman/Remee-sandwich. Modsat vores bordherrer – nogle garvede pressefotografer, der begejstret fortæller om, hvor sjov en begivenhed X Factor er at dække år efter år – har vi ingen idé om, hvem nogen andre end dommerpanelet er.

'Guitar Hero' på den røde løber

Aftenens store show indledes med et sammenklip af tidligere deltagere og vindere. “Det er lidt ligesom musik-rollespil,” bemærker Theis betænksomt, mens 11 generationer af danske Susan Boyles fortæller begejstret om, hvordan de har lukreret på de muligheder, showet har åbnet for dem. En ældre herre bemærker blandt andet, at det fik ham ind ad nogle døre, som for eksempel at spille på Langelandsfestival og Samsø Festival. Det mest tiltalende element ved den populære sangkonkurrence lader til at være dens evne til at emulere kendthed. Den brede befolknings mulighed for at blive kendt for en dag; en slags Guitar Hero for livet på den røde løber. I epicentret af den hæsblæsende Kejserens Nye Klæder-dystopi, sidder kejseren, Thomas Blachmann. Og Remee, der er blevet levemands-kvabset med årene. Det klæder ham.

Liveshowet skydes i gang med et “Don’t Stop Me Now” Queen-medley med dansk X Factors “all-stars”. Oplæseren takker dem for at være rejst hertil fra resten af landet, næsten som om de havde vigtigere steder at være.

TV 2, kanalen-som-ikke-må-benævnes

DRs underholdningschef kommer ind for at rose pressen med en følelsesladet takketale, på hvad han selv blandt andet betegner som “en sørgelig aften”.

“I skal jo et andet sted hen,” siger han, uden på noget tidspunkt at sige ordene "TV" eller "2". Den rivaliserende kanal, hvor X Factor fortsætter fra næste sæson.

Annoncering

Han teaser X Factors afløser – et “dansk udviklet format”, der er lavet i samarbejde med Nordisk Film, “noget nyt”, en “ny oplevelse til seerne”, der blandt andet vil omfatte “to større musiknavne, der skal kæmpe mod hinanden og seerne” og vil involvere “alt det, man kan nu”. Publikumsdeltagelse, et musikalsk sang program "på en ny måde" – det lyder mistænkeligt meget som en X Factor-klon.

“Det kunne også være en celebrity knife fight,” siger Theis forhåbningsfuldt.

Finalisterne!

Showet er nu for alvor i gang, og vi stifter for første gang bekendtskab med de tre finalister: En syngende håndværker, der hedder Rasmus og "mest er sig selv, når han hører Rasmus Seebach derhjemme", en beige klat af en vanilje-mand med et ikke-dansk efternavn, klædt i noget, der minder om en militæruniform, og en trio af børn, der har guitar-rekvisitter med på scenen og verdens mest generiske bandnavn, Place On Earth.

Finalisterne fremfører en håndfuld sange, der er skrevet og udgivet af andre mennesker – fra One Direction-Zayn til Muse.

Theis konstaterer dybtfølt, at vejret med Mikael Jarnvig indtil videre har været aftenens højdepunkt.

Lol, Kewan er her

Kewans tilstedeværelse til X Factor-finalen er et friskt pust og minder lidt om at se din ven stå midt i en vildt nederen fest og blinke til dig, mens han sniger en uåbnet flaske vodka ned i jakkelommen. Gilli-produceren får blandt andet Beige Klat Finalist, Jamie Talbot, til at synge en Usher-sang om oralsex.

“Den handler faktisk om blowjobs,” kommenterer Remee live, foran millioner af danske skolebørn.

Alle er vindere (tabere?) her

"Det her er alt, hvad der er galt med Danmark - alt er bare godt nok," vrisser Theis, da en broget flok af deltagere, der blev smidt hjem af dommerne tidligere i sæsonen, indtager scenen. “Et eller andet sted må det jo gøre folk glade. Men det gør mig bare så ked af det.”

Det er uklart, om det er meningen, at vi skal grine af dem eller med dem.

Helmig var et højdepunkt, hvilket i sig selv er skræmmende

Tænk, at vi er blevet presset derud, hvor Thomas Helmig på scenen er en velkommen optur. Det her er et menneske med plader. Dårlige plader, men plader. Han er begyndt at ligne en dansk, hetero Anderson Cooper.

Håndværkeren Rasmus bliver stemt ud.

Annoncering

“Det var synd med ham der, som jeg allerede har glemt, hvordan ser ud,” klukker Theis.

Her er absolut intet på spil

"Hvorfor må der være backup-sangere?" spørger Theis efter et unødvendigt overdådigt Jamie Talbot-sceneshow. "Det her er et show bygget op omkring at dedikere så mange ressourcer som muligt til at distrahere fra talentet. Der er intet på spil. Det er super fedt, at vi har det så godt, som vi har det herhjemme. Men så fortjener vi bare ikke at have den her form for popkultur."

Jeg spørger Theis, hvilken ret, han egentlig har, til at dømme det her program, der trods alt er et mangeårigt nationalt samlingspunkt for glæde og spænding?

"Det er mine licenspenge, der betaler for det."

Afgørelsen

Det er blevet tid til den endelige afgørelse. Jeg spørger Theis, om han har en favorit.

"Ham Jamie Talbot virker som et pragteksemplar på storslået middelmådighed."

Hvad med Place On Earth? spørger jeg min Burial-tshirt-klædte kollega.

"Nej."

Hvorfor?

"Fordi de hedder Place on Earth. De kunne lige så godt bare hedde 'Band Name'. Lige meget hvad, er vi alle sammen tabere i det her spil.“

BAND NAME VINDER!!

“Jeg skal hjem og vaske det her af mig,” siger Theis, mens vi venter på dommerne til post-show pressekonference.

Theis vs. Blachman

Theis er interesseret i uddannelsespolitik og spidser ører, da Thomas Blachman overfalder kameraet i Koncerthuset og begynder at tale om sit ”projekt”, som han har kæmpet for at sælge Danmark på over de sidste 11 år. Han vil revolutionere samfundet. Det starter med folkeskolen.

Theis er den første, der får Danmarks Simon Cowell i tale, få sekunder efter han træder ind i DAB IN, i kølvandet på sin og Band Names sejr.

Annoncering

Hvordan vil du revolutionere folkeskolen, Thomas?

"Har du ikke set serien?" spørger Blachman forundret.

"Nej, jeg har ikke fulgt så meget med," svarer Theis ærligt.

"Hvem fanden var ham der?!” siger dommeren lettere forulempet, og stormer afsted.

“Sæt dig ned, søn.”

“Jeg er den sande vinder at X Factor,” siger Theis henrykt, efter det lykkedes ham at møde og få et billede sammen med Sanne. Hun kalder ham oven i købet "søn".

Uventede livslektioner på falderebet

Efter at have fået overmættet vores appetit for amatør-sangkunst og holdt hovedet under overfladen i mainstreamen i små fire timer, beslutter vi os for, at det er tid til at smutte, inden vi udmatter statsradioens gæstfrihed.

Udenfor støder vi på en af deltagerne fra tidligere i sæsonen, der før kørte rundt på scenen med stjernekastere spændt fast på sin el-kørestol. Hun spørger Theis, om hun kan låne en lighter. De falder i snak.

Theis spørger hende, hvordan det har været at være med i X Factor, og hvad der er så hypnotiserende godt ved serien.

“Jeg vil hellere komme galt afsted end slet ikke komme afsted,” svarer hun uden at tøve.

Theis takker hende, og ønsker hende en fortsat god aften. Vi forlader DR Byen.