FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Se 100 danske skuespillere genfortælle "almindelige" danskeres #MeToo-beretninger

Produktionsselskabet Meta Film har indsamlet 100 #MeToo-fortællinger om overgreb, sexisme og magtmisbrug fra danskernes hverdag og håber, at virksomhedslederne nu kommer på banen.
PR-foto

Thure Lindhardt, Ghita Nørby, Mia Lyhne, Amanda Collin og Jesper Christensen er en håndfuld af de hundrede danske skuespillere, der er stillet op til projektet Mosaik fra produktionsselskabet Meta Film. De fortæller beretninger fra receptionisten, lægen, skoleeleven, tømrerlærlingen og mange andre "almindelige" danskere, der har været udsat for overgreb, sexisme og magtmisbrug på jobbet og i privatlivet.

Annoncering

Det er fortællinger, der er blevet efterspurgt i debatten om #MeToo i Danmark, og som ved tidligere anonymiserede beretninger kan Mosaik-projektet også kritiseres for at være svagt, fordi vi ikke møder de personer, der har oplevet den pågældende hændelse. Men måske er det netop også styrken. Mosaikken af #MeToo-beretninger har nemlig til formål sætte fokus på et strukturelt problem og ikke et individuelt, som det forklares på hjemmesiden dkmetoo.dk, hvor man kan se alle videoerne fra i dag.

"Mosaikken skal gerne få os til at forstå, at det ikke handler om enkeltsager. Men om et mønster, et samfundsproblem. Det handler om en del af vores kultur. Noget vi alle har set som værende en selvfølge, som noget almindeligt. Fordi det netop er en del af vores kultur. Men måske vi reelt ikke ønsker, at vores kultur skal være sådan?" står der på hjemmesiden.

De anonyme beretninger er indsamlet fra forskellige brancher via organisationer og fagforeninger som LO, HK, 3F, Djøf, Forsvarets Auditørkorps, Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Dansk Sygeplejeråd, Everyday Sexisme Projekt og flere. Nogle beretninger stammer desuden fra bogen Seksuel chikane på arbejdspladsen og fra personer, der har henvendt sig via et åbent call.

Med projektet vil Meta Film og skuespillerne gerne tage den #MeToo-bold, som i høj grad har ligget hos dem i mediebilledet og sparke den videre til resten af samfundet, står der på hjemmesiden, og direktør i Meta Film, Meta Louise Foldager, håber, at den lander hos virksomhedslederne:

"Jeg opfordrer alle – mandlige som kvindelige – ledere til at melde klart ud, både internt i deres organisation og eksternt til hele verden: #NotOnMyWatch. Vi accepterer ikke nogen form for seksuelle krænkelser eller sexisme. Det er ikke en del af den kultur, vi ønsker på vores arbejdsplads," udtaler hun.

Videoer fra #MeToo-mosaikken vil blive vist i dag ved en politisk høring, der er arrangeret af ligestillingsminister Karen Ellemann og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Hvis du selv vil opleve videoerne uden for din egen skærm, vises de flere steder i større danske byer, blandt andet på Cinemateket i København, ARoS i Aarhus og Aalborg Teater. Der er også arrangeret visninger med debatter i løbet af måneden, og du kan se programmet på dkmetoo.dk.