Annoncering
true crime

Sådan hjalp en væddeløbshest med at fælde en brutal kartelboss

En højtstående boss i Los Zetas-kartellet fik sin bror til at hvidvaske penge gennem et stutteri i USA. Så begyndte hestene af vinde væddeløb, og det vakte myndighedernes interesse.

af Seth Ferranti
27 juli 2017, 2:45am

José Treviño, iført hvid cowboyhat, ses i 2010 sammen med flere af sine kolleger og en hemmelig politikilde, manden med telefonen i hånden til højre i billedet. Foto: US Attorney's Office

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Sidst på året i 2008 ankom Tempting Dash til Piedras Negras i Mexico, der er kendt som en højborg for Los Zetas-kartellet. En medsammensvoren til Miguel Treviño Morales – også kendt som "Z-40", kartellets næstkommanderende – havde købt hesten, en colt med en fin stamtavle, ved en auktion i Californien. Men i begyndelsen var Dash så lille af statur, at staldknægte var begyndt at kalde den for El Huesos eller "Bones". Øgenavnet hang ved også efter Dash begyndte at vinde det ene væddeløb (og store pengepræmier) efter det andet for sin nye ejer.

Men succesen endte med at blive dyrt købt.

Morales var dengang kendt for at udsætte sine fjender for guiso eller "vællingen": De uheldige fjender blev lagt i store tønder og brændt i live, fortæller Associated Press. Han var også kendt for at skære lemmerne af dem. Hestevæddeløb er en anden – og lidt mindre brutal – hobby, som de store mexicanske narkobaroner ynder at dyrke. Ofte spiller man for over 635.000 kroner på et enkelt løb.

Men hestevæddeløb var ikke bare adspredelse for Morales. Han havde planer om at rykke sin relativt beskedne hesteavlerforretning over grænsen til USA, hvor han ville bruge den til at hvidvaske penge. Men som et kendt ansigt fra Los Zetas var det umuligt for ham selv at gøre det. Morales havde dog en storebror ved navn José Treviño, som allerede boede i landet.

Treviño havde forladt Mexico tre årtier tidligere og påstod at have arbejdet som en retskaffen murermester i mellemtiden. Hans amerikanske statsborgerskab fungerede som et dække for familiens aktiviteter uden at vække mistanke hos myndighederne. Operationen blev søsat i 2009 og startede godt, da Tempting Dash vandt 3,8 millioner kroner.

Men succesen blev hurtigt et problem, da en ambitiøs FBI-agent ved navn Scott Lawson fattede mistanke. Lawson formodede, at hvis han efterforskede Treviños stutteri i Oklahoma, ville sporet føre tilbage til den berygtede lillebror før eller senere. Lawson rekrutterede derfor Tyler Graham, en ung amerikaner, der havde arbejdet i stutteribranchen. Graham fik arbejde på Treviños ranch, hvor han begyndte at indsamle efterretninger.

I bogen Bones: Brothers, Horses, Cartels, and the Borderland Dream fortæller forfatteren Joe Tone en gribende historie om familieloyalitet, det voldelige grænseland mellem USA og Mexico, USA's fejlslagne krig mod narko, og de menneskelige omkostninger, den har haft. VICE har talt med Joe Tone for at finde ud af, hvorfor han har baseret sin bog på historien om en hest, hvordan Jose Treviño forlod dydens smalle sti for sin bror og livet i narkohandlens randområder.

VICE: Hvornår hørte du første gang om José Treviño og Tremor Enterprises? Hvad fik dig til at skrive en bog om hans historie?
Joe Tone:
Første gang, jeg hørte om José, var i 2012, efter FBI havde ransaget hans ranch i Oklahoma. Det var en stor historie i medierne. Den var på forsiden af New York Times. José, der påstod, han bare var en murer fra Dallas, stod anklaget for at have hjulpet sin bror, den berygtede Los Zetas-boss, med at hvidvaske penge gennem sine væddeløbsheste. Jeg gik ud fra, historien om, at han var murer, bare var et dække – at han hele tiden havde arbejdet for Los Zetas i USA, og at FBI endelig havde fået skovlen under ham. Men jo mere jeg efterforskede sagen, jo mere kompliceret blev den. Det virkede som en god indfaldsvinkel på problematikken om krigen mod narko, livet i det sydvestlige USA, industrien omkring væddeløbsheste og måden alle tre kolliderede i den her sag på.

Hvorfor fokuserer din bog på Bones fremfor det centrale persongalleri i sagen?
Bones er bare en rigtig god karakter. Han har en fornem stamtavle, men han var samtidig meget lille og tynd – deraf øgenavnet – og da han først blev smuglet ind i USA til sit første løb, var han ikke i god form. Men så trævlede han hele feltet op bagfra og vakte en del mistanke. Men hvad der er endnu vigtigere, er, at han er hesten, der fik Z-40 til udvide sin forretning med væddeløbsheste i USA, og han er samtidigt hesten, der fik José til at dukke op på FBIs radar. Det øjeblik, den hest krydsede floden, var skæbnesvangert for en masse folk.

Hvad tror du, fik José Treviño til indgå et kriminelt partnerskab med sin bror? Det lyder, som om han holdt sig fra den slags.
Han havde arbejdet som murer i 30 år og havde ikke tjent meget på det. Sådan er det ofte for immigrantarbejdere, især i en stat som Texas, der er ikke just støtter fagforeninger. Det er let at forstå, hvorfor det var fristende at tjene lidt ekstra penge. Hans ældste datter var på vej på college. Det var heller ikke en aftale, der betød, han selv skulle håndtere nogen af brorens lyssky aktiviteter. Det begyndte i det små med en virkelig hurtig colt. "Jeg var heldig, da jeg købte den hest," sagde han altid. Det voksede sig bare større derfra.

José Treviño efter sin anholdelse i 2012. Foto: US Attorney's Office

De fleste har læst om volden i Mexico, men hvordan skiller Miguel Treviño – Z-40 – sig ud?
Han er en pioner. En trist en af slagsen. Før i tiden herskede der uskrevne regler blandt narkosmuglerne, lidt som man kender det fra gangsterkrigene. Man slog kun ihjel for at beskytte sin forretning. "Forty", som han også kaldes, var del af den nye generation af narkobaroner, der dræbte folk til højre og venstre som en måde at skabe frygt på og få magt i byerne, over hvis kontrol han kæmpede. Jo mere de store spillere i narkokrigen – herunder den mexicanske og den amerikanske regering og traditionelle aktører som Sinaloakartellet – prøvede at slippe af med Forty og Los Zetas, jo mere kaos skabte de. Folk blev halshugget, lig blev brændt i tønder, der var massegrave og massakre ligesom den ProPublica for nyligt afslørede. Forty stod bag det hele.

Den kilde, du bruger mest, er Lawson. Kan det have forvrænget eller givet dig et ensidigt billede af sagen?
Jeg bruger ikke Lawson til at fortælle selve historien nær så meget, som jeg bruger ham til at fortælle sin egen historie. Det var vigtigt for mig. Han er eftertænksom, men åben. En dygtig FBI-agent har man ikke adgang til hver dag, når man arbejder som journalist. Han var også helt ny, så jeg ville fortælle historien fra hans synsvinkel, så læseren lærer af processen på samme måde, som han gjorde.

Men i forhold til historiens detaljerigdom så brugte jeg en del konkrete bevismaterialer – sagsakter, rapporter, billeder, optagelser og interviews med de indblandede. Alt, hvad Lawson foretog sig, blev dokumenteret. Han skulle bare fortælle mig om, hvordan han bar sig ad, hvad han følte under processen, og hvilke heste han satsede på, mens han var undercover. Det sidste fik jeg aldrig svar på.

Hvordan blev Tyler Graham involveret i sagen?
Tyler var en ung rancher, der forsøgte at genopbygge sin bedstefars stutteri, efter familien havde fået pengeproblemer. Da Tyler først blev involveret med José og hans heste, dukkede han automatisk op på FBIs radar. Lawson måtte få ham over på deres side. For agenter som Lawson er det altid den svære del. At finde og bevare kilder og informanter i sagen. Da det så ud, som om Tyler måske ville forsvinde, vidste Lawson, at sagen mod Forty ville ryge i vasken.

Hvordan er livet for lovlydige mexicanere og mexicansk-amerikanere langs grænsen? Hvor stor er fristelsen til at tage imod arbejde fra kartellerne?
Hvordan deres tilværelse ser ud, ved jeg ikke. Jeg er en hvid mand, der aldrig har boet syd for Dallas. Jeg ved, at i en by som Laredo, hvor jeg tilbragte en del tid i forbindelse med bogens tilblivelse, ser den fin ud. Det er ikke, som det engang var. Man kan ikke længere bare krydse grænsen for at spise frokost eller få en billig drink, som man kunne før i tiden. Forretningerne i downtown-området kæmper for at overleve, men sådan er det overalt. Kriminaliteten er for nedadgående, der er masser af arbejde, og folk er varme, hårdtarbejdende og glade. Sådan er Texas bare. Fra Laredo til Dallas.

Folk bliver fristet til at smugle, især de unge mænd, hvis liv på den ene eller anden måde er blevet påvirket af narkokrigen – familiemedlemmer der er røget i fængsel, kvarterer der er gået i forfald, den voldelige kamp over territorie. Tit handler det mindre om fristelse og mere om tvang. Mange af dem, jeg har interviewet til bogen, fortalte mig, at de begyndte at arbejde for Los Zetas, fordi Forty truede med at dræbe dem og deres familier. De vidste nok om manden til at vide, at han mente det alvorligt.

Det er ting, der har indflydelse på alle folks liv på begge sider af grænsen. I den her historie kolliderede det hele i staldene og på væddeløbsbanen. De hvide amerikanske cowboys og de mexicanske cowboys skulle alle tage stilling til, om de ville handle med "kartelpenge". De hvide af dem gjorde det uden frygt for repressalier, fordi de forstod en af narkokrigens uskrevne regler – bliver man taget, kan man bare stikke mexicanerne og slippe ud af problemerne. Det var langt mere risikabelt for mexicanerne, men samtidigt havde de ofte intet valg. Hvis de ville have succes i livet, måtte de arbejde for Los Zetas. Hvis de ville beholde livet, måtte de arbejde for Los Zetas.

Der er kommet masser af bøger, dokumentarer og TV-serier om kartellerne og deres karismatiske ledere. Hvordan adskiller din bog sig? Hvad skal læserne tage med sig, når de er færdig med den?
At væddeløbsheste er smukke dyr. At jockeyer er sindssyge. At narkokrigen har spillet fallit. At Ruidoso i New Mexico er et dejligt sted at tilbringe en søndag i september. At bankfolk hvidvasker flere penge end José Treviño nogensinde gjorde. At DEA og FBI burde slås sammen, så de holder op med at konkurrere internt. At det slet ikke er noget problem at være stikker, så længe man er hvid og rig. At dopingindustrien ikke kun findes inden for cykelsporten. Og at folkene i de her historier om narkobaronerne, som vi elsker at høre om, er virkelige mennesker. Vi kan forhindre dem i at ende på den her måde. Det kræver politisk handling og innovativ tænkning, og det har vi nok ikke så meget af i Washington lige nu. Det kræver nok, at man afliver nogle gamle racister først. Men det er ikke umuligt.