Den mest feministiske revolution nogensinde
Syrien

Den mest feministiske revolution nogensinde

I provinsen Rojava er et kurdisk, anarkistisk syndikat hjertet i kampen mod Isis, og samtidig står de bag en politisk omvæltning, som vægter ligestilling over alt andet.
22.8.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der foregår noget ekstraordinært i et hjørne af det nordøstlige Syrien. Det er en historie, som de færreste har hørt, og som går imod alt, vi normalt hører om Syrien, Assad, borgerkrig eller Isis. Det er intet mindre end en politisk revolution, som resten af verden virkelig kan lære noget af. I denne revolution er det kvinderne, der går forrest både politisk og militært, og tit er det også dem, der er i frontlinjen og ofrer deres liv i kampen mod den mest kvindefjendske fjende, man kan forestille sig: Det såkaldte Islamisk Stat.

Annoncering

Stedet hedder Rojava. Det er det kurdiske navn for det vestlige Kurdistan, der ligger i det nordøstlige Syrien. Efter Assad-regimet brød sammen i 2012, igangsatte de kurdiske parter et bemærkelsesværdigt projekt, hvor deres selvstyre skulle være præget af lighed for alle racer, religioner, kvinder og mænd. Jeg besøgte Rojava som privatperson i sommeren 2015 for at forsøge at forstå, hvad der foregik, og for at kunne lave en dokumentarfilm om anarkisme.

Der er meget få journalister, der besøger det lille stykke land langs med den tyrkiske grænse, som er omkring tre gange mindre end Danmark. Det er besværligt at komme dertil, og transporten er dyr. Det indebærer en lang rejse fra det nordlige Irak, tværs over floden Tigris med en lille båd, og ind i Syren. Den regionale kurdiske regering i Nordirak sympatiserer ikke med kurderne i Rojava, så de gør det meget besværligt, og nogle gange umuligt, at rejse ind.

De få journalister, der formår at komme dertil, har en tendens til at fokusere på kampen mod ISIS, fordi de regner med, at det er det mest relevante for et vestligt publikum. Rojava er et mere sikkert område end de værste kamppladser i Syrien, men de bliver stadig udsat for frygtelige selvmordsangreb, og det er klart, at Isis altid er interesseret i at kidnappe en vestlig gæst.

Derfor er der fortalt meget lidt om det fantastiske politiske eksperiment i Rojava.

De få rapporter, der har været, kommer ofte fra andenhåndskilder. Det betyder, at journalisterne ofte gentager tidligere misforståelser eller negativ propaganda, der især kommer fra Tyrkiet. Tyrkerne er modstandere af Rojava-kurdernes ledende politiske parti, PYD, og af de væbnede styrker i Rojava, Folkets Selvforsvarsafdeling, som består af det hovedsageligt mandlige YPG og det udelukkende kvindelige YPJ. Rojava-revolutionen kan politisk set heller ikke sættes i bås og passer ikke ind i de velkendte kasser, for det er hverken et nationalistisk kurdisk forsøg på at skabe en selvstændig stat, et marxistisk eller kommunistisk projekt, eller en revolution drevet af religiøse eller etniske motiver.

Annoncering

Det vel nok mest bemærkelsesværdige – og desværre også unikke – er at det måske er den mest eksplicit feministiske revolution verden har set. I hvert fald i nyere historie. Tidligere var området karakteriseret af bondekultur, herunder ægteskab med børn, og kvinder, som skulle blive i hjemmet. Man har taget et opgør med de traditioner: Børneægteskab er nu ulovligt. Der er parallelle kvindeorganisationer indenfor alle områder, lige fra den separate kvindelige milits (YPJ) til parallelle kvindesyndikater og -foreninger. Selvforsvar er grundlaget for Rojava-revolutionen, og derfor er kvinder også aktive i de væbnede kampe – men konceptet går langt derudover og gælder også retten til selvforsvar overfor alle kvindefjendske skikke og tanker, herunder det traditionelle samfunds undertrykkelse og altså ikke kun Isis ekstreme overgreb.

"Jeg så en politisk forvandling, som nød udbredt støtte fra alle: Kurdere, arabere, kvinder og mænd, unge som gamle. Og hvorfor skulle det ikke være populært? Hele pointen er at give alle noget at skulle have sagt i ledelsen af deres eget liv."

Udover at skabe fuldkommen lige rettigheder for kvinder, så forsøger den feministiske politik i Rojava at nedbryde dominans og hierarki i alle aspekter af livet, så selve de sociale relationer mellem alle mennesker, lige gyldigt hvilken alder, etnicitet eller køn de har, bliver gentænkt. Målet er at skabe et samfund i økologisk og social harmoni. Hvis man skal finde historiske ligheder, så er det nok kun den korte periode med anarkisme under den spanske borgerkrig, som George Orwell oplevede i slutningen af 1930'erne, der fortjener sammenligning. Men repræsentanterne fra Rojava anerkender ikke at blive stemplet som anarkister, selvom meget af inspirationen til deres revolution oprindeligt kommer fra den amerikanske, anarkistiske tænker Murray Bookchin.

Det politiske hjerte i Rojava-projektet er de fælles forsamlinger, hvor de lokale samles for at tage beslutninger om alt, hvad der berør dem: Sundhed, arbejde, forurening… Ja, endda problemer med drenge der cykler for hurtigt rundt i landsbyen på deres cykler, som en kvinde beklagede sig over til en af de forsamlinger, jeg var med til. Man gør en stor indsats for at sikre, at mænd og kvinder får lige meget taletid. Der er også altid kvinder med til at lede hvert møde og forsamling. Ikke-kurdiske minoriteter, som mest er arabere, men også assyrere og turkmenere, bliver forfordelt på talelisten, og på de møder, jeg var med til, var der tolke til stede. Det er et selvstyre, hvor beslutninger, der påvirker landsbyen, bliver taget af landsbyen eller regionen selv. Hvis ikke beslutningen kan tages på det lokale niveau, vil repræsentanter deltage i regionale forsamlinger, men repræsentanterne står til regnskab overfor deres lokalområde og må kun fremføre argumenter, som er blevet godkendt der. Det er et meget bevidst forsøg på at holde beslutningsprocessen så lokal som muligt, og det er dermed en afvisning af den topstyrede stat, som vi kender den.

Annoncering

Ironisk nok kommer inspirationen til revolutionen faktisk fra toppen. Lederen af den kurdiske guerillabevægelse i Tyrkiet PKK, Abdullah Öcalan, læste Murray Bookchins værker, mens han sad i et tyrkisk fængsel på en ø i Marmarahavet (hvor han stadig sidder). Han var tidligere marxist-leninist og en hensynsløs militærleder, men gennem sin læsning blev Öcalan overbevist om, at selvstyre uden en stat er vejen frem for det kurdiske folk. Han formede Bookchins filosofi efter den kurdiske virkelighed og kaldte det for "demokratisk konføderalisme". Det syriske PYD er tæt forbundet med det tyrkiske PKK. På Öcalans opfordring tog hans folk den demokratiske konføderalisme til sig og implementerede den i Syrien.

Der har været stemmer, der anklagede PYD for at dominere taktikken især i starten af den demokratiske revolution. Den slags har gjort det nemt for kritikere at afvise hele projekt uden noget grundlag. Det, jeg så, var i stedet en politisk forvandling som nød udbredt støtte fra alle: Kurdere, arabere, kvinder og mænd, unge som gamle. Og hvorfor skulle det ikke være populært? Hele pointen er at give alle noget at skulle have sagt i ledelsen af deres eget liv, hvilket er en radikal ændring hvor som helst – ikke bare i Syrien, som er et land, der længe har været præget af diktatur og undertrykkelse. Jeg talte med mange forskellige mennesker. De var udelukkende positive, og mange talte for at Rojava-modellen skulle implementeres i hele Syrien og en dag i resten af verden. Men den er også stadig i et udviklingstadie. Til nogle af de forsamlinger jeg var med til, sad kvinder og mænd stadig separat som et efterladenskab af nogle af de traditioner, som revolutionen forsøger at forandre.

Annoncering

Revolutionen har været udsat for betragtelig modstand. Tyrkiet er som sagt imod Rojava og har forhindret alle forsyninger, handelsvarer og nødhjælp i at krydse grænsen. I dag angriber den tyrkiske hær det hovedsageligt kurdiske Syrian Democratic Forces (SDF), som består af YPG/YPJ og nogle arabiske militser, som har slået sig sammen i fælles front mod Isis. SDF har været meget succesfulde i deres kamp mod Isis og har tvunget dem mange hundrede kilometer ind i landet, mens tusindvis har mistet livet. Nu er SDF, under ledelse af kvinden Rojda Felat, begyndt at angribe Isis "hovedstad" Raqqa. SDF bliver for øjeblikket støttet af amerikanerne og de allierede specialtropper på jorden.

USA og andre vestlige regeringer har derfor rodet sig ud i en grotesk selvmodsigelse, hvor de tillader, at NATO-"partneren" Tyrkiet angriber SDF - som er deres vigtigste allierede i kampen mod ISIS – samtidig med, at de påstår, at intet er vigtigere end kampen mod Isis. Men takket være et stort set fuldstændigt fravær af pressedækning er det ikke noget, der skaber kontroverser rundt omkring i de vestlige hovedstæder. Kurderne er med god grund bange for, at når først Raqqa falder, vil USA overlade kurderne til at blive angrebet af Tyrkiet. Faktisk mener nogen, at det allerede er sket, i takt med at de tyrkiske angreb på SDF er intensiveret i det nordligste område af Syrien, der hedder Afrin.

Men dobbeltmoralen i det internationale, geopolitiske spil må ikke få lov til at tilsløre vigtigheden af Rojavas demokratiske revolution. Takket være deres uhyrlige fremgangsmåde får Isis masser af opmærksomhed, men det er i Rojava, at der er den vigtigste historie at fortælle, for alle der bekymrer sig om demokrati. Rojava viser os et alternativ og et praktisk eksempel, hvor folket har magten - og det virker. I stedet for at kopiere den katastrofale centraliserede regering i Irak og i Assads Syrien, har Rojavas selvstyre vist vejen for resten af Syrien, når først Assads diktatur får en ende – Rojava har faktisk også døbt sig selv Nordsyriens Demokratiske Sammenslutning for at fremhæve deres multi-etniske karakter og deres accept af de nuværende syriske grænser. Igen viser de, at den dovne, vestlige formodning om, at kurderne bare gerne vil have deres eget land, ikke er hele sandheden.

Annoncering

Men takket være den tyrkiske modstand har repræsentanter fra den Demokratiske Sammenslutning ikke lov til at deltage i møder i FN omkring Syriens fremtid – og det er en uret som USA, Storbritannien og alle de andre vestlige magter er medskyldige i. FN bliver ved med at lade som om, at "kurderne" er repræsenteret af et parti, der på en måde bare er en underafdeling af KRG i Irak. Det er sigende, at de internationale instanser – som mest består af mænd, der aldrig har besøgt området – stadig foretrækker forældede, etniske stereotyper i stedet for den langt mere rammende, kosmopolitiske og feministiske virkelighed.

Samtidig skal vi huske, at Rojava-modellen bestemt ikke er mindre relevant i vesten, hvor det kun er de færreste, der vil påstå, at demokratiet har det godt. Skuffelse, apati og højreorienteret ekstremisme – for slet ikke at tale om udtalt fjendtlighed overfor kvinder (ikke kun udtrykt af Donald Trump) – er fremtrædende. Der er et stort antal vesterlændinge, som for eksempel Den Internationale Republikanske Brigade i Spanien, som er taget afsted for at blive en del af YPG og YPJ. Adskillige har allerede mistet livet, herunder en tidligere aktivist fra Occupy Wall Street. Nogle af de modige mænd og kvinder er blevet retsforfulgt, når de er vendt hjem og straffet for deres indsats for demokrati og lighed. De lider alle sammen under den samme fejlrepræsentation i den internationale presse. Da Washington Post berettede om den unge Occupy-aktivists død, beskrev de Rojava-revolutionen som "pseudo-Marxistisk", når den er det modsatte. I det her demokrati er der ingen stat overhovedet. Folket har magten, og det er dermed det modsatte af kommunisme.

Forfatteren, Carne Ross, og Viyan, som filmen er dedikeret til

Tusindvis af krigere fra YPG og YPJ er døde i kampen. Under mit ophold besøgte jeg Viyan, som er en ung kvindelig YPJ-soldat ved frontlinjen. Det var en kæmpemæssig grusbane, der strakte sig fra horisont til horisont tværs over en gold slette i det sydlige Syrien. Isis stillinger lå få hundrede meter væk. Med en riffel over skulderen fortalte hun mig, at kvinder aldrig nogensinde have været lige med mænd hverken her i landet eller i regionen. Uden lighed for kvinder er retfærdighed i samfundet umuligt. Hun var klar til at dø for det udgangspunkt. Desværre blev Viyan dræbt i kampen mod Isis i byen Al-Shaddadi, nogle måneder efter at jeg talte med hende.

Vores film om jagten på et bedre demokrati er dedikeret til hende.