Annoncering
stoffer

Narkosmuglere elsker den her lille båd

Den billige, hurtige og anonyme pangabåd har været fast inventar ud for den californiske kyst i årevis. Selv efter El Chapo er fanget, fortsætter den med at være kartellernes favorit.

af Dave Minsky
10 juli 2017, 6:00am

En panga fundet den 19. maj. Foto: Sgt. Marc Hammill fra Sherifkontoret i Santa Barbara County

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det startede godt for den 61-årige dykker Eric Bjorklund om morgenen d. 16. februar 2015. Mens han var ude at dykke efter søpindsvin, så han ved et tilfælde agterstavnen på en lille båd, der var delvist under vand, mens bådens to påhængsmotorer hævede sig over overfladen tæt på San Miguel Island i Californien. Bjorklund vidste, han havde bjergningsret til båden, og at han kunne sælge den til en pæn pris.

Men det var ikke bare en hvilken som helst båd: Det ca. 9 meter lange fartøj var en panga, en båd, myndighederne mistænker El Chapos Sinaloakartel for at bruge til at smugle narko ind i USA. Efter at have brugt en halv times tid på at pumpe vand ud af skroget, blev Bjorklund og hans assistent mødt af agenter fra den amerikanske forbundsregering, der sigtede på dem med rifler, fortæller han.

Over de sidste mange år er pangabåden blevet brugt regelmæssigt til smugling langs med den californiske kyst. For nogle agenter i narkopolitiet (DEA) er pangabåden et tydeligt tegn på, at den øgede overvågning ved grænserne samt hyppige razziaer har givet pote, da kartellerne nu er tvunget til at bruge søvejen. Men fangsten viser også, at kartellerne formodentligt ikke har ændret taktik i nævneværdig grad siden Sinaloakartellets tidligere boss Joaquin "El Chapo" Guzman først flygtede fra fængslet i 2014 for siden at blive fanget igen to år senere.

Selvom der er store risici forbundet med at smugle over havet, så er pangabåde blevet populære blandt smuglere, både dem der er tilknyttet kartellerne, og dem der ikke er. Sammenlignet med de strømlinede picudabåde, som smuglere i Caribien bruger, er pangabåde billige og lette at bygge. De vejer ikke meget, og de er hurtige, hvilket gør dem velegnede i området omkring Baja California. De er dog ikke udpræget sikre at sejle i.

"Det meste narko smugles fortsat indover landgrænsen i små portioner," siger en DEA-agent via en talsmand for agenturet. "Der er en stor risiko ved at tage vandvejen."

Men pangabådene forsvinder nok ikke foreløbigt, især ikke så længe Sinaloakartellet og rivalerne i Cartel de Jalisco Nuevo Generacion fortsætter kampen om territoriet. En af de seneste observationer var en 9 meter land båd, der blev spottet d. 19. maj ud for Refugio State Beach i Santa Barbara. I et buskads i nærheden fandt man efterfølgende fem baller pot ifølge de lokale myndigheder.

Mac Shroyer, der anses for at være en af pionererne i brugen af pangabåden, fortalte VICE, at han begyndte at bygge dem i starten af 1970'erne. Dengang gjorde en ny færgeforbindelse og en 1.600 km lang motorvej, der forbandt Baja-halvøen med resten af kontinentet, det lettere at fragte fisk fra kysten til resten af landet. Den 82-årige expat, der oprindeligt er fra Barrington i Illinois, kører fortsat en lille marina sammen med sin kone og søn i La Paz i Mexico.

Shroyer anslår, at hans egne både koster mellem 65.000 og 98.000 kroner. De store koster lidt mere. Bådene er blevet så udbredte, at de ifølge Stroyer er delvist skyld i overfiskeriet langs kysten i Baja.

Større pangabåde, længere end 9 meter, begyndte også så småt at dukke op. Det var fartøjer, der kunne bære store udenbordsmotorer på op til 125 hestekræfter. Til sidst begyndte kartellerne at bruge bådene, og man så dem nu længere nord på langs med Cortez-havet, hvor biler og lastbiler ventede på narkoleverancer.

De lokale ser generelt på pangabådene med udbredt skepsis. Det er ikke en sikker båd. I december 2012 sejlede en pangabåd ind i et skib fra den amerikanske kystvagt, en ulykke i hvilken den 34-årige underofficer Terrell Horne III omkom. Og de er også utroligt svære at spore i et område på 9,6 millioner kvadratkilometer, også selvom kystvagten hyppigt er på patrulje. Nogle gange er bådene dækket af presenninger for at undgå at blive opdaget. "Områdets enorme størrelse gør det meget svært at finde og fange smuglerne," siger Max Franco, en talsmand for den enhed under kystvagten, der patruljerer kysten langs Californien. "Der er plads til hele USA på det område i Stillehavet."

Efter hændelsen, hvor Terrell døde, har man jævnligt registreret pangabåde på de mere øde strækninger langs kysten i Californien, især omkring Santa Barbara, hvor der var 30 meldinger i 2013 ifølge optegnelser, som de lokale myndigheder har delt med VICE.

Men siden 2013 er antallet dalet, selvom der har været mere aktivitet i visse perioder end andre. Man har blandt andet fundet pangabåde efterladt på strandene så langt nord på som ved San Luis Obispo og Monterey. Og de både, der bliver opdaget, er ofte lastet med store mængder narko.

Kystvagtens egne tal, som VICE har fået lov til at se, viser 13 sager med pangabåde (hvorunder syv blev taget på fersk gerning) i 2016. I alt blev 10,4 tons pot til en værdi af omkring 136 millioner kroner beslaglagt.

En 15 meter lang "superpanga", fundet af krabbefiskeren Travis Lobo i 2012 tæt på Tajiguas Beach i Santa Barbara, lod til at tilhøre Sinaloakartellet. Efterforskerne fra den amerikanske forbundsregering sporede serienumrene på bådens fire 350-hestekræfters motorer til en Marvel Quintero, der nu mistænktes for at arbejde for kartellet, ifølge juridiske dokumenter fra d. 31. marts.

Ifølge Marc Hammill, der er efterforsker ved Santa Barbaras Sherifkontor og har arbejdet med sagerne siden 2015, er GPS, mademballage og bøger på spansk fundet i bådene et sikkert tegn på, at de har været brugt til smugling. Når bådene har nået land, oplyser både Hammill og DEA, mødes smuglerne med lokale bander, der hjælper med at distribuere varerne.

"Vi finder meget store mængder nu," siger Hammill. "Det er nærmest blevet den nye standard."