Spørg en klog person

Vi spørger en advokat: Kan rappere få penge for at have skabt 'Fortnite'-dansene?

Det korte juridiske svar er... tja, det er ret indviklet.
Fortnite-karakter og rappere danser.
Screenshot via Fortnite og YouTube

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

I sommer gik Chance the Rapper på Twitter og gav det vanvittige populære spil Fortnite en reprimande for at stjæle populære danse fra hiphopartister. Fortnite-spillere kan købe "emotes," der er forskellige danse, som deres avatarer bruger til at udtrykke sig på slagmarken eller kommunikere med andre spillere. Mange af de her "emotes" er inspireret af rapvideoer og virale dansetrin derfra, som for eksempel 2 Millys "Milly Rock"-dans, Blocboy JBs "shoot dance" og Psys "Gangnam Style"-video – selv om de kunstnere, der har skabt dansene, ikke bliver krediteret for det eller overhovedet nævnt.

Annoncering

Chance kaldte spillet ud for ikke at have kompenseret de "sorte creatives [der] skabte og populariserede de her dansetrin, men aldrig kapitaliserede på dem". Han foreslog også, at Fortnite kunne "sætte de oprindelige numre sammen med de dansetrin, der indtjener så mange penge som Emotes" – altså at Fortnite kunne betale kunstnere de royalties, der hænger sammen med de dansetrin, spillet sælger som emotes.

Dansetrinene lader helt klart til at være en succes for Fortnite. Siden spillet gik i luften sidste år, har det generet over en milliard dollars, og man anslår, at indtjeningen stiger til to milliarder i 2019. Da spillet er gratis, tjener skaberne bag Fortnite udelukkende penge på at sælge features i appen, herunder skins til avatarer og føromtalte emotes. Det faktum, at Fortnite sælger emotes individuelt (og ikke som en større pakke), er en vigtig detalje, fordi det betyder, at hvert enkelt dansetrin tildeles en separat værdi.

I dag kan et dansetrin, som bliver en viral succes, have stor effekt på en sangs gennemslagskraft. I visse tilfælde er dansetrin uløseligt forbundet med den kunstner, som har gjort dem populære – Bobby Shmurdas “shmoney dance” var en af hovedårsagerne til, at han brød igennem med ”Hot N****” i 2014, og Silentos “Watch me (Whip/Nae Nae)” fik tusindvis af fans til at imitere kunstneres dans på sociale medier. For lytteren betyder det, at få bevægelser kan direkte associeres med en bestemt kunstner, hvilket betyder, at det er et led i den overordnede branding.

Annoncering

Men som Fortnite-dilemmaet viser, er der fortsat mange kunstnere, som ikke er klar over, hvordan de skal beskytte deres danse, så andre ikke tjener på dem – og først og fremmest sikre, at de selv kan tjene penge på dem. Både 2 Milly og Blocboy JB har offentligt givet udtryk for deres frustration over, at Fortnite har brugt deres danse, hvilket leder til et afgørende spørgsmål: kan man tage patent på dansetrin?

Selv om der endnu ikke er nogen, som har ført sagen foran en dommer, så kan man sagtens forestille sig, at man med den rette argumentation kan vinde en sag om uretmæssig brug af en dans. Michael Jackson havde trods alt held med at sikre sig patent i USA på sine dansetrin i videoen til ”Smooth Criminal”, fordi han opfandt en særlig sko, der gjorde dem mulige. Men det er dyrt at tage patent (i USA kan det koste tusindvis af dollars), og det er også en lang og svær proces. Man skal også kunne bevise, at der er tale om en nyskabelse, hvilket er svært i tilfældet ”emotes”, som ikke er associeret med nogen opfindelse. Det er mere sandsynligt, at man kan argumentere for, at dansene i Fortnite er kreative eller performative værker, hvilket er lettere at forsvare i juridisk terminologi.

Copyright tillader ophavspersonerne bag originale litterære, musikalske, visuelle eller andre kunstformer at beskytte deres værker mod misbrug. I USA er koreografi dækket under lovgivningen, men det er individuelle bevægelser ikke. En emote kan sammenlignes med en tone i en sang – man kan kun beskytte den med ophavsret, hvis den optræder i en større sammenhæng. Når der er tale om længerevarende emotes – dem, der efterligner mere end et par dansetrin af gangen – kan man muligvis argumentere for brud på ophavsretten. Men eftersom de fleste emotes kun varer et par sekunder ad gangen, er sagen svært set med juridiske øjne.

Annoncering

De fleste emotes er kortvarige, men associeres alligevel omgående med den pågældende kunstner, som står bag. Dansetrin, som er forbundet med Blocboy JB’s “shoot dance,” Psys “Gangnam Style” pony dance og 2 Millys “Milly Rock” er omgående genkendelige, og fans og kunstnerne har også været hurtige til at påpege det. Andre eksempler uden for gamer-verdenen har affødt lignende reaktioner – for nylig brugte Pizza Hut ”shoot dance” i en tv-reklame med Antonio Brown og Juju Smith-Schuster. Seerens genkendelse af trinene og kunstnerne bag er relevant i forhold til den juridiske analyse af problemstillingen. Hvis forbrugerne er forvirrede over, hvem der står bag et givent produkt, eller det er uklart, hvorvidt en kendt person reklamerer for et produkt, så har kunstneren lettere ved at argumentere for, at brugen er et brud på ophavsretten.

Den amerikanske lovgivning om intellektuel ophavsret er til for at beskytte de enkelte dele af et brand – det gælder også kunstnere og kendte personer – fra den slags sager. Oprindeligt kunne man kun kræve ophavsret på vendinger og logoer, men over årene er definitionen blevet bredere og dækker i dag en række forskellige formater, fordi brands er blevet meget innovative i deres markedsføringsstrategier. I dag kan man for eksempel i et vist omfang tage patent på brugen af farver (et eksempel er Tiffanys ikoniske blå æsker), lyde (NBC’s kendingsmelodi), selv bevægelser – måden, dørene på en Lamborghini åbnes, er for eksempel patenteret i USA.

For at leve op til kravene skal et værk i USA være ”distinkt” og have et genkendeligt ophav. Selv om der ikke er mange eksempler på bevægelser, som er dækket af ophavsretten i USA, kan man godt argumentere for, at en række dansetrin i sammenhæng kan patenteres under den definition. Men som det gælder andre sager uden juridisk præcedens, så bliver det svært for kunstnere at udnytte lovgivningen, selv om det unægtelig er tiltrængt.

For at gøre sagen mere kompliceret, så er der også mange amerikanske delstater, som har såkaldte ”right of publicity”-love, der dækker elementer ved kendte personers offentlige persona, som er entydigt deres egne – for eksempel navn, kontrafej og optrædener – hvilket giver individer ret til at kræve stop for eventuel kommerciel udnyttelse af omtalte elementer. Det vil sige, at hvis en kunstner påstår, at vedkommende har skabt en dans, som er synonym med deres brand, så er kommerciel brug (altså reklamebrug eller emotes i et spil) brud på ophavsretten. Der er flere sager, som danner juridisk præcedens. I 1977 afgjorde den amerikanske højesteret, at en mand fra Ohio havde rettighederne til en 15 sekunder lang optræden, hvor han blev skudt ud af en kanon.

Der er selvfølgelig ingen garanti for, at de her forslag er brugbare for kunstnere, der vil beskytte deres dansetrin juridisk, men det er muligt, at risikoen for et sagsanlæg kan afskrække firmaer fra at bruge kunstneres værker uden deres tilladelse. Indtil videre er det kun 2 Milly, som har annonceret, at han overvejer at lægge sag an. Der er ingen tvivl om, at den overlagte reklamebrug af kunstnernes dansetrin lugter af uretmæssig brug, men det er fortsat usikkert, om man kan gøre noget ved det. I takt med, at viral danse bliver en større og større del af kunstneres brand, kan vi kun håbe på, at den juridiske side af sagen også får mere plads i den offentlige diskussion.