Signe og Ellen drikker sig i hegnet for kvinders ret til at pisse på gaden
Ellen (tv) og Signe Flyvbjerg. Billeder af artiklens forfatter.
druk

Signe og Ellen drikker sig i hegnet for kvinders ret til at pisse på gaden

Under navnet 'De Berusede' laver de to søstre performancekunst, der involverer indtagelsen af rigelige mængder alkohol.
5.10.18

Brudte venskaber, ar på sjælen og en enkelt hospitalsindlæggelse er nogle af de gaver, alkohol har givet mig gennem årene.

Jeg kan godt skamme mig lidt over weekendens tvivlsomme beslutninger og lige så tvivlsomme bekendtskaber, når jeg igen sidder på pinden på jobbet mandag morgen, men det behøver jeg slet ikke. Det fortæller 32-årige Ellen og 37-årige Signe Flyvbjerg, som er søstre og vokset op i en gøglerfamilie i Vendsyssel. Sammen laver de performancekunst om den danske alkoholkulturs effekter og bivirkninger. Under navnet De Berusede laver de “plørefulde performances om skam og selvrepræsentation” og udforsker, hvordan vi navigerer i vores alkoholkultur. Det hele set gennem bunden af en flaske.

Som De Berusede har de livestreamet deres branderter på Facebook, delt skamfulde alkoholrelaterede oplevelser med offentligheden på Statens Museum for Kunst, og inspiration finder de i tekster fra Foucault til "Ølhunden glammer". I næste uge skal de optræde på Warehouse9 i København under performancefestivalen Transistor Meetings.

Jeg mødte dem på en bodega på Nørrebro forud for deres optræden, hvor vi tog en snak om branderter, sociale dogmer og retten til at pisse på gaden.

Annoncering

MUNCHIES: Hej Ellen og Signe. Hvordan kom I i gang med det her projekt?
Ellen Flyvbjerg: Det startede med, at jeg igen drak mig meget fuld. Så fuld at jeg ikke kunne stå på mine ben eller huske, hvad jeg havde lavet og efterfølgende skammede mig utroligt meget over de ting, jeg havde sagt og gjort.

Det er sket mange gange for mig i løbet af min levetid, men den her gang bed skammen sig fast i mig. Og i stedet for bare at ryste den af mig, som jeg plejede, begyndte jeg at interessere mig for, hvorfor jeg havde det sådan. Hvad handler den der skam om, og hvorfor rammer den?

Signe Flyvbjerg: Det udmøntede sig i, at Ellen fandt på, at hun ville lave en performance, hvor hun sad alene ved et bord og drak sig i hegnet for at udforske det følgende kontroltab. Det syntes jeg bare var den bedste idé, og jeg sagde med det samme, at det fik hun ikke lov til at gøre uden mig.

Ellen: Ja, min tanke var, at den eneste måde, jeg kunne komme ud over den der skam, var ved at gøre det offentligt. Mega offentligt. Den idé blev aldrig til noget, og det ville da også have været helt vildt kedeligt, men det var sådan, vi kom i gang.

Signe: Kernen i det var at tage kontrol over kontroltabet.

Hvad er det for et kontroltab?
Signe: Vi render alle sammen rundt med en forestilling om, hvem vi er, og hvordan andre mennesker ser os. Det interessante er, at vi går rundt med flere forskellige versioner af os selv, og så tilpasser vi os de sociale situationer og rammer, vi befinder os i. Vi vil gerne være og vise den bedst mulige version af os selv. Men den selvrepræsentation krakelerer eksempelvis, når vi bliver så fulde, at vi mister kontrollen over os selv og taber ansigt og skammer os over det.

Men handler det ikke bare om, at man skal lære af sine fejltagelser og drikke mindre?
Ellen: Det kan man jo godt vælge at gøre, men det er ikke det, der er vores pointe. Alkoholen fylder så utroligt meget i vores kultur og i vores liv. Vi møder alkohol og bliver konfronteret med den i så mange sammenhænge. Man behøver ikke afskrive alkoholen helt. Man kan lige så godt gøre sig klogere på den og blive bevidst om, hvornår, hvor og hvorfor man drikker.

Annoncering

Så i virkeligheden er jeres performances et forsvar for retten til at drikke sig fra sans og samling?
Ellen: Det er et forsvar for retten til at gøre som man vil uden at blive og føle sig bedømt.

Signe: Ja, men ikke i et værdivakuum. Det er jo ikke sådan, at vi mener, at man kan undskylde utilgivelig adfærd med, at man jo var fuld. Det handler mere om måden, vi bruger skammen som social kontrol. Og den skam forstærkes bare, når man snakker alkohol, og især når man snakker om alkohol og personer med kvindelige kropstegn.

Ellen: En af de tekster, vi har behandlet i vores empiriindsamling, er skrevet af den britiske journalist Sarah Vine. I artiklen harcelerer hun mod unge kvinder, som, hun vurderer, drikker sig for fulde. Den har vi haft stor fornøjelse af at læse. Hun har taget udgangspunkt i billeder af unge kvinder fra en nytårsaften, der er fulde, har korte kjoler på og tisser på gaden. Og så tegner hun et billede af et samfund i forfald gennem en linse, der hedder, unge kvinder kan ikke styre sig. Det er meget karikeret, men hun siger nogle ting, som, vi oplever, ligger som en underliggende forståelse i os alle sammen i større eller mindre grad.

Så er De Berusede et forsvar for kvindens ret til at drikke sig fulde og tisse på gaden?
Signe: Ja, vi er sådan set ligeglade med mændene. De har plads nok. Vi har fået en masse respons fra kvinder, der har kunnet genkende den følelse af udskamning.

Ellen: Jeg synes, mænd skal tisse mindre på gaden.

Annoncering

Signe: Ja, og kvinder og personer med kvindelige kropstegn lidt mere. Helt klart. Der er stor forskel på, hvordan vores kroppe bliver opfattet, når vi befinder os i det offentlige rum. Og afhængigt af hvilket køn, man identificerer sig som, er der forskel på hvilke regler og normer, der gælder. Hvis man som kvinde har været fuld eller på anden måde handlet normoverskridende op til, at man bliver udsat for et overgreb, så ser samfundet det som om, at man selv er ude om det.

Ellen: Ja, vi har ret til at drikke os fulde og samtidig insistere på vores ret til ikke at blive udsat for overgreb.

Skammer I jer nogensinde over jeres alkoholforbrug?
Signe: Jeg kan da godt udelade det tredje glas rødvin, hvis nogen spørger, hvor meget jeg har fået at drikke aftenen forinden og så bare svare to glas. Men i virkeligheden er det jo fuldstændig lige meget, om jeg har drukket to eller tre. Vi har ikke selv oplevet problemer med misbrug, så det emne har vi ikke behandlet, men vi har gjort os nogle tanker om normer, sundhed og anbefalinger. For eksempel om graviditet og amning.

Ellen: Vi er meget påpasselige med ikke at ytre os om noget, vi ikke selv har erfaringer med. Jeg prøvede flere gange under min graviditet, og mens mit barn var lille, at være ude og spise og så overhovedet ikke bliver tilbudt et glas vin. Når resten af bordet havde bestilt vin, så blev jeg spurgt, hvad jeg så skulle have. Jeg blev slet ikke tilbudt et vinglas. Når man så skal bede tjeneren om et glas, kan det godt føles som om, at man beder om noget gift, man kan hælde i sin baby. Havde jeg ikke gjort mig tanker om det her, så havde jeg nok bare bedt om en dansk vand.

Men er der brug for, at vi drikker mere?
Ellen: Nej, det er der generelt ikke. Men der er heller ikke brug for flere restriktioner. Jeg bliver super provokeret af Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De har fået så meget anerkendelse, at det lyder som regler og ikke som anbefalinger. Jeg har ikke brug for, at der er andre end mig selv, der regulerer mit forbrug. Det hele virker lidt fjollet, for i virkeligheden burde de jo anbefale, at man slet ikke drikker noget. For alkohol er jo ikke sundt.

Hvad har det her projekt lært jer om jer selv og jeres fuldskab?
Ellen: Jeg har lært at holde af mig selv, når jeg er fuld. Og jeg har lært at lægge min skam lidt på hylden.

Signe: Ja, og jeg er i virkeligheden kommet til at skamme mig lidt mere og være mere påpasselig og forsigtig. Jeg skammer mig mere over mit fulde jeg, end jeg gjorde, før vi gik i gang med det her. Jeg bliver for eksempel aldrig færdig, når jeg først er gået i gang, og det kan jeg godt skamme mig over.

Ellen: Det kan virkelig anbefales, at man prøver at filme sig selv, når man er fuld. Men det er nok bedst at gøre det derhjemme i trygge rammer.

Det lyder klogt. Held og lykke med jeres performance.