Tjek nogle af de mest ikoniske billeder af verdens største rockstjerner
Michael Jackson. Foto af Neal Preston

FYI.

This story is over 5 years old.

Foto

Tjek nogle af de mest ikoniske billeder af verdens største rockstjerner

Den legendariske koncertfotograf Neal Preston har taget uforglemmelige billeder af alle fra Led Zeppelin og Bob Marley til Whitney Houston og Michael Jackson.

Michael Jackson, Whitney Houston, Bruce Springsteen og Queen. Det er meget få mennesker, der har indfanget legendariske musikere som fotograf og fotojournalist Neal Preston. I løbet af sin 48 år lange karriere har den autodidakte New Yorker været vidne til rock'n'rolls opståen og de globale, kulturelle forandringer, der fulgte med. Han har lavet bøger for Led Zeppelin som deres eneste tour-fotograf, han har lavet kalendere for Elvira og blev udvalgt specialt af selveste Bob Geldof til at fotografere den legendariske Live Aid-koncert i 1985 - og han gjorde det hele uden at tage et eneste kursus i at fotografere.

Annoncering

Jeg er selv freelance fotograf fra New York, og Prestons arbejde inspirerer mig hver dag. Hans alsidighed, og den måde han behersker mediet på, beviser, hvad man kan opnå, hvis man er dedikeret og passioneret omkring sit håndværk. Da jeg hørte, at han ville udgive en ny bog, Neal Preston: Exhilarated and Exhausted, sprang jeg straks til for at få en chance for at tale med ham og høre, hvad han har at sige om musikbranchens fremtid, det gode koncertfoto og hvordan man gør sin hobby til sit levebrød og bliver en levende legende.

VICE: Kan du forklare, hvem du er?
Neal Preston: Jeg er en fyr, der tror på at være rigtig heldig, og jeg endte i et job, som jeg aldrig havde troet skulle være min karriere. Jeg gik ikke på college, for jeg var i gang med at skabe mig en karriere. Så jeg er ham, der som 11-årig havde fået et kamera og oplevede rock'n'roll, den dag Beatles var på Ed Sullivan Show. Begge dele var mine hobbyer og de to ting mødtes i skøn forening og blev min super-hobby.

Vidste du noget om at tage billeder, da du fik dit første kamera?
Jeg fik mit første kamera af min svoger. Det var et Ansco Speedex 4.5. Der var en linse med en masse tal på, og man kunne dreje på nogle ting, men jeg anede ikke, hvad noget af det betød.

Min far var stagemanager på Broadway til alle de store musicals. Han var en stor kanon dengang i musicalens guldalder. Han arbejdede på My Fair Lady, Camelot, Fiddler on the Roof - alle de helt store shows, og jeg elskede at komme og se eftermiddagsforestillingerne om lørdagen. Det var dengang, at jeg var blevet gammel nok til at tage metroen alene, og jeg fik et billede af Harry Goz. Det var det første billede, jeg tog af nogen på scenen, som blev printet ud. Min far gav det til Harry, som åbenbart selv var fotonørd, for han havde i hvert fald en masse fotobøger. Dem gav han til mine forældre og bad dem give dem til mig. Jeg tror, jeg læste dem alle sammen på en time. Ellers fandt jeg bare selv ud af det hen af vejen. Jeg har stadig ikke modtaget nogen form for undervisning.

Annoncering

Michael Jackson og Freddie Mercury. Foto af Neal Preston

Hvad er den mest mindeværdige historie fra dine tours?
Det er ikke så meget minder, mere bare øjebliksbilleder. Da jeg stod på den kinesiske mur sammen med Wham! og George Michael. Da jeg tog til Rusland i to uger med Billy Joel. Jeg voksede op midt i den kolde krig og Cuba-krisen, så at tage til Rusland var lige så surrealistisk som at tage til Uranus eller Pluto. Sydafrika med Whitney Houston var også stort. Og at køre gennem Checkpoint Charlie i Berlinmuren med Bryan Adams. Jeg har også taget billeder til OL seks gange. Den slags.

Hvis jeg alligevel skal vælge et enkelt mindeværdigt øjeblik, så må det være Sly Stone, der ryger crack i min bil, mens vi kører ud af motorvejen. Sly Stone fandt en lille flightcase frem med kamuflagemønster. Det er 1979 - og jeg kan fortælle hele historien om den foto-session en anden gang, det var fantastisk - han åbner æsken og hiver en fucking bunsenbrænder frem, som han ryger pibe på. Lige pludselig er det som en film med Cheech and Chong, hvor røgen væltede ud af vinduerne. Det glemmer jeg aldrig. Den slags kan man ikke toppe.

Led Zeppelin. Foto af Neal Preston

Hvordan tænker du, når du skal tage billeder af en koncert?
Jeg er på arbejde. Det sekund, man står på scenen til en rockkoncert, er man ikke længere i USA. Det er lige meget om koncerten er i Kansas, Manhattan, LA eller hvor fanden det kan være. Du er nu en del af roadiernes land. Det er dem, der bestemmer, selvom bandet er på scenen, og der er en masse regler, man skal være bevidst om. Meget af det siger sig selv, og man lærer det hen af vejen. Det gælder om at holde øjnene åbne og holde sin kæft. Lad være med at træde på noget, lad være med at røre ved noget og ikke noget med så meget som at ånde på instrumenterne. Sørg for at de hele tiden kan se dit adgangskort, for de her roadies holder konstant øje med dig. Og vigtigst af alt: du må bare ikke lave en fejl. Det sekund du gør noget forkert, bliver du skudt ned som et fjendtligt fly i russisk luftrum. Du har ikke lyst til at fucke med en roadie, for hvis der er noget, der går galt, så er det dem, det går udover. Hvis jeg falder over et kabel, og det bliver hevet ud af forstærkeren, hvilket jeg heldigvis aldrig har gjort, selvom jeg kom tæt på, så er jeg færdig! Det er deres domæne.

Annoncering

Og hold godt øje når de pakker ned, pas rigtig godt på. Det er ikke det værd at blive kørt ned af en gaffeltruck, fordi du prøver at imponere en pige fra Memphis, som du alligevel aldrig skal se igen. Flyt dig!

I traileren til din nye bog siger du: "Jeg er ikke historien. Det jeg laver er historien."
Det tror jeg også fuldt og fast på. Vi har alle hørt om fotografer, som siger: "Det handler om mig. Jeg gider ikke nævne nogle navne, men det handler om, hvordan jeg selv opfatter mit arbejde. Alle har et ego at tilfredsstille, og for mig handler det mindre om, at folk skal vide, hvem jeg er, og mere om at de har set mine billeder. Det er den historie, jeg prøver at fortælle med bogen. Jeg ville gerne fortælle om arbejdet, faldgruberne, stresset, deadlines, rejserne og alle de ting, som folk ikke skænker en tanke, når de ser Jimmy Page drikke Jack Daniel's, men som er rigtig interessante. Der er tonsvis af bøger derude, hvor man kan se et billede af Bruce Springsteen, og så står der, "vi spiste en cheeseburger sammen bagefter. Han er helt nede på jorden." Det er blevet gjort tusind gange - jeg har bunkevis af den slags bøger derhjemme. Sådan er min bog ikke.

Peter Frampton. Foto af Neal Preston

Bruce Springsteen i 1985. Foto af Neal Preston

Hvad vil du gerne have, at unge fotografer tager med fra din bog?
Min bog er ikke en guide. Det er mere historien om, hvordan jeg selv gjorde. Men så meget har forandret sig i branchen og i verden siden dengang. Jeg voksede op før der var internet, før mobiltelefoner, før fotograferne holdt op med at blive betalt… Der er mange af de unge, der spørger mig, hvordan de bliver en del af branchen. Der er både godt nyt og dårligt nyt. Den gode nyhed er, at der er mange flere muligheder for, at få folk til at se dit arbejde, takket være internettet. Den dårlige nyhed er, at der er meget få penge at hente, og det er en fornærmelse. Det bedste råd, jeg kan give til upcoming fotografer, er, at holde sig til et band man virkelig elsker og så følge dem. Hvis de bliver store, så er du allerede deres faste fotograf. De vil sige til medierne, at de skal bruge dine billeder. Det er sådan, man lærer de rigtige mennesker at kende i branchen og bliver etableret. Du kommer ikke langt med at ringe til Rolling Stone og sende dem dit portfolio.

Annoncering

Bob Marley. Foto af Neal Preston

Noget af det karakteristiske ved din stil er de store kontraster, det dybe mørke og den intense sort/hvide fremstilling. Er det "din stil"?
Det er i hvert fald en stil, jeg godt kan lide. Det hedder “high-key.” Jeg kan godt lide det blæksorte, som er et udtryk Woody Allen brugte, da han lavede Manhattan. Jeg kan godt lide rene baggrunde - jo mindre lort, der er i baggrunden, jo bedre. Undgå mikrofonen, hvis du kan. I det oprindelige billede af Bob Marley er der faktisk en korsanger, der ødelægger billedet. Da jeg gav det til min fremkalder, sagde jeg "brænd den del af billedet," og det skabte hele fotografiet. Men det har jeg faktisk stort set ikke fortalt til nogen. Jeg vil helst ikke fjerne ting, med mindre det er absolut nødvendigt.

Freddie Mercury på Wembley Stadion. Foto af Neal Preston

Hvad sker der på det berømte Freddie Mercury-billede?
Det var lige i starten af koncerten. Det var den første sang. Det var kun det tredje billede, jeg tog. Men jeg står og arbejder, så på det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg har taget et ikonisk billede. Jeg tager bare billeder, og så ser jeg resultaterne næste dag. Hvis en fotograf efter ti minutter siger, "jeg har taget et ikonisk billede", så aner han ikke noget om at tage billeder, og han har helt sikkert ikke taget et ikonisk fotografi - det kan kun lade sig gøre, når man ser på det bagefter og oplevelsen har sat sig.

Hvad vil du gerne huskes for?
Jeg vil gerne huskes for at være professionel. Jeg har lært meget af Ken Regan, der var ejer af Camera 5 picture agency—som er meget berømt blandt fotojournalister—bare ved at se ham arbejde og lytte til ham. Han var som en storebror for mig, og han var helt igennem professionel. Jeg vil også gerne være den gennemført professionelle, der leverer varen. I sidste ende skal mine værker kunne stå alene. Så jeg behandler folk ordentligt og prøver at undgå, at det kommer til at handle om mig. Mit ego har ikke brug for opmærksomheden. Det gælder om at tage gode billeder og hylde mestrene, der kom før mig.

Bestil Neal Preston: Exhilarated and Exhausted her.