Annoncering
Ballade

Skæve lærere og sure sexarbejdere: Drengestreger, der gik helt galt

”Da min mor kom hjem og så et ægte menneskekranie i hendes suppegryde, fik hun næsten et slagtilfælde.”

af Yoran Custers
27 oktober 2017, 2:02pm

An excellent photo of some kids during riots in the St Pauli district of Hamburg during the 2017 G20 summit. They're not doing a prank, they're just posing. NurPhoto/SIPA USA/PA Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Noget af det bedste ved at være ung, er at man kan slippe afsted med den mest voldnederen opførsel, fordi din hjerne, fornuft og evne til at regne ud, hvad der vil ske, stadig er under udvikling. Du er endnu ikke helt i stand til at forstå konsekvenserne af dine handlinger, så det virker bare som sjov og ballade, når du overbeviser din søster om at hoppe ud fra taget, eller vædder med dine klassekammerater om, hvem der først kan få jeres matematiklærer til at græde.

I bagklogskabens ulideligt klare lys bliver det til gengæld tydeligt, at du var til fare for dig selv og andre, og det sgu er et mirakel, at I alle sammen er overlevet. Jeg bad mine venner fortælle om det værste lort, de fandt på som børn, og om de slap afsted med det eller ej. Her er nogle af de bedste historier.

Victor, 37

"Jeg er fra en lille by, hvor der aldrig sker noget spændende. Da jeg var ti år gammel, fandt min ven og jeg et forladt klubhus for en nedlagt baseballklub, og der mødtes vi for at ryge cigaretter i smug. Mens vi sad der, begyndte vi at brænde små stykker tapet af med lighteren. Papiret var meget tørt, så det brændte meget hurtigt. Faktisk så hurtigt, at der var ild i hele klubhuset på få sekunder. Vi løb væk derfra og skyndte os hjem uden nogen fandt ud af, at det var os. Jeg kunne se flammerne fra, hvor jeg boede.

"I stedet for at være knust var hele byen faktisk ret oppe at køre over branden - endelig skete der noget stort. Alle talte om det. De fleste af brandmændene er frivillige, og de var bare glade for at få noget action. Men lige meget, hvor spændende det var, så turde min ven og jeg ikke at fortælle, at det var vores skyld, og der var aldrig nogen, der fandt ud af det – det er 27 år siden, og vores forældre ved ikke engang, at det var os."

Alex, 39

"I gymnasiet var vi en gruppe, der slog os sammen og købte nogle chokolader med hash i. Vi havde tænkt os at spise dem efter skole, men desværre var der nogle af de andre, der lagde et par stykker på lærerværelset. Først synes vi, det var totalt spild. Men efterhånden som dagen gik, blev det tydeligt hvilke af lærerne, der havde spist chokoladerne, og hvem der ikke havde. I fransktimen begyndte vores lærer pludselig at gå mærkeligt, og slå sin pegepind mod tavlen. Bagefter begyndte hun at brokke sig over, at klasseværelset var for varmt og besluttede sig for at åbne alle vinduerne. Til sidst blev hun nødt til at sætte sig ned, og bad os fortsætte med noget arbejde, mens hun lige hvilede sig. Jeg hørte, at kemilæreren i en anden klasse næsten var kollapset – han havde spist et par stykke på tom mave. Det må have været skide uhyggeligt at blive så skæv, uden at være klar på det.

"Vi var alle sammen ret chokerede over det. Men fordi vi var så mange, der havde været med til det, var det svært at finde ud af, hvem der skulle have skylden. Vi slap alle sammen uden straf."


SE: Hvorfor skulle jeg give en fuck for mode?


Jan, 35

"Da jeg var 14, plejede mig og en af mine venner at ringe til en sexlinje, der ringede tilbage til én – men vi gav dem altid et nummer på en ven, der ikke vidste noget om det. Det blev kedeligt efter et stykke tid, så en dag besluttede vi os for at hyre en escort, og gav dem en af vores venners adresse.

"Den næste aften dukkede kvinden op hjemme hos vores ven. Ham og hans familie var allerede gået i seng, så der var ingen reaktion, da hun ringede på døren. Hun ventede åbenbart et stykke tid, indtil en fra bureauet dukkede op. Han var virkelig vred og begyndte at råbe af min vens hus ude fra gaden, 'hun er kommet herud, så nu har du bare at kneppe hende!' Til sidst skred de, men først efter at have vækket hele gaden.

"Næste dag lagde vi ikke skjul på, at det var os, der stod bag – især fordi vi ikke vidste, hvor slemt det var. Vores vens forældre tog det ikke særlig pænt – hele oplevelsen havde åbenbart forværret moderens psykiske sygdom. Min far var rasende, da han fandt ud af det."

Zwier, 29

"Jeg var omkring syv år gammel, da en af mine venner og mig kedede os helt vildt, mens vi kiggede på, at min far reparerede sin sejlbåd nede ved havnen. Vi lagde mærke til en anden båd, der var taget på land og blev holdt oppe af nogle træklodser. Vi besluttede os for at sparke blokkene væk bare for at se, hvad der skete. Før vi havde set os om gled den her 15 meter lange sejlbåd ned i vandet. Vi løb derfra i panik, men eftersom vi var de eneste små syv-årige møgunger, der rendte rundt på havnen, gik der ikke længe, før de regnede ud, at det var vores skyld.

"Det viste sig, at ejeren af båden faktisk var om bord og var i gang med at reparere noget elektronik. Lige først var han så rasende, at han forlangte, at min far fik karantæne fra havnen, men efter vi havde hjulpet ham med at fikse hans både igen, faldt han til ro og tilgav os."

Yannis, 24

Det gamle sejlskib ved siden af Søfartsmusset. Foto via Flickr-bruger FaceMePLS | CC BY-ND 2.0

"Engang for nogle år siden var jeg på druk et sted i Amsterdam med nogle venner, og en af dem havde en amerikansk fætter på besøg. Da baren lukkede, var vi ikke klar til at gå hjem, og vi havde også lovet, at ham fætteren skulle få nogle vilde oplevelser. Ude ved vandet gik han tilbage til det kæmpe sejlskib fra 1700-tallet, der ligger ude i havnen – det tilhører det Nationale Søfartsmuseum, som ligger inde på bredden. 'Kan vi klatre på det?' Spurgte min vens fætter. Vi besluttede os for at prøve.

"Da vi kom hen til museet på den anden side af floden, var det mere besværligt, end vi havde regnet med. Det lå fortøjret et stykke fra kajen. Vi lagde mærke til en lille tømmerflåde, så vi besluttede os for at bruge den, for at komme hen til skibet. Men da først vi var på tømmerflåden, kæntrede den, og vi endte alle sammen i vandet. Nu var vi alligevel gennemblødte, så vi svømmede hen til skibet, og trak tømmerflåden med os i håbet om, at den kunne bruges senere.

"Efter vi havde klatret om bord, syntes vi det kunne være sjovt at pisse ud over kanten, inden vi klatrede op i masten. Lige da vi var kommet godt på plads, hørte vi en mand råbe, 'Kan I så komme ned derfra!' Lidt længere nede af kajen så vi en mand med en walkie-talkie i hånden. Der lå åbenbart en flådebase ved siden af museet, så der var en del mere sikkerhed, end vi havde regnet med.

"Vi sprang ned på tømmerflåden, og padlede hurtigt hen til vores cykler og racede væk derfra. Lige i sidste øjeblik. Kort tid efter så vi en politibil komme kørende hen mod museet."


LÆS: Her er alle de lamme undskyldninger, danskere finder på for at drikke


Yorinde, 25

"På et tidspunkt i gymnasiet havde jeg en systemnøgle, som kunne åbne alle døre på skolen. Jeg fik fingrene i den, fordi jeg engang skulle hjælpe med at bære en masse udstyr fra et klasseværelse til et andet. Jeg lod bare være med at aflevere nøglen, da jeg var færdig, fordi jeg tænkte, den ville være praktisk at have en dag.

"Det gik hurtigt op for mig, at jeg kunne låse hele klasser inde – 25 elever og deres lærer. Når jeg gik forbi på gangen, ventede jeg til der var meget støj inde i lokalet, så ingen kunne høre låsen, og så ville de først opdage, at de var låst inde, når de skulle hjem. Det blev sjovere og sjovere hver gang.

"Det var aller sjovest onsdag eftermiddag, når jeg havde matematik i et lokale på anden sal, lige ved siden af en anden klasse, der havde historie. Jeg havde overbevist min lærer om, at det var bedst, at jeg arbejdede lidt for mig selv ude på gangen, så jeg bedre kunne koncentrere mig. Lige før timen var slut, kom jeg tilbage til klassen, men låste altid de andre inde på vej tilbage.

"Det var åbenbart engang én, der bogstaveligt talt pissede i bukserne, fordi han ikke kunne komme på toilettet. De fandt aldrig ud af, at det var mig, fordi jeg var forsigtig og ikke gjorde det hver uge – det var overraskelsen, der gjorde det sjovt. Når jeg ser tilbage på det, var det en ret farlig ting at gøre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis der var udbrudt en brand."

Michael, 51

Foto via Flickr-bruger istolethetv | CC BY 2.0

"Jeg voksede op i Paris, og da jeg var omkring seks, legede en af mine venner og mig på en kirkegård efter skole. Det var en rigtig slidt og uhyggelig parisisk kirkegård, hvor der lå små stykker af mennesker over det hele, men jeg tror ikke rigtig, vi forstod, hvad det var, eller hvad det betød.

"En dag begyndte vi at grave og fandt en menneskeknogle. Vi synes, det var så spændende, at vi beholdt den, og det varede ikke længe, før vi havde fundet flere knogler og et par kranier. Vi tog resterne med hjem til mig og lagde dem i en af min mors store suppegryder i en masse vand for at vaske mudderet af, og de blev helt rene. Da min mor kom hjem og så et kranie i en af sine gryder, fik hun næsten et slagtilfælde. Jeg fik aldrig lov til at lege med den ven igen."