tatoveringer

Her er de tatoveringer, som danskere oftest får fjernet

Sommerfugle, tribals og oversize-bogstaver på pikken: Vi spurgte en række laserbehandlingsklinikker om, hvad deres kunder vil af med.
24 november 2017, 6:00am
Foto fra Realskin

'CARPE DIEM' fik du måske tusset hen over din trimmede mave tilbage i midt-90’erne. I mellemtiden er dit maveskind blevet slasket, og nu er du blevet træt af at gå rundt med de latinske slagord, når du i virkeligheden ikke er så god til at gribe dagen. Eller måske fik du bare lavet en kikset sommerfugl på anklen.

Ifølge foreningen for Danske Professionelle Uafhængige Laserbehandlere er der flere og flere, som fortryder deres permanente kropsudsmykning. Prisen for at få sin jomfruelige hud tilbage kommer an på tatoveringens størrelse, men for sorte tatoveringer kræver det typisk fem til ti behandlinger, før resultatet er tilfredsstillende. Er din knap så fede mandala fyldt med farver, kan du gange det med to. "Det, der helt konkret sker, når tatoveringen fjernes, er, at laseren går ind og eksploderer farvepartiklerne, som de hvide blodlegemer så transporterer ud via lymfekirtlerne," forklarer Liz Kierstein, der er talsmand for Danske Professionelle Uafhængige Laserbehandlere.

Foto fra Realskin

Så ja – det er en langsommelig, dyr og smertefuld affære, du må gå igennem, hvis du vil slippe for at have din ekskærestes navn skrevet hen over brystet med den samme romantiske font fra Word, som du brugte til dine danskafleveringer i folkeskolen. Men det er ikke helt tilfældigt, hvilke motiver folk ikke kan holde ud at se på i længden. Derfor spurgte vi en række danske laserbehandlere, hvilke tatoveringer, de fjerner flest af for tiden.

Jesper Fiskers, Tatto-Remove:
Det er ofte navne eller initialer, folk får fjernet. Primært fra kærester. Men det kan også være, at deres tatoveringer bare ikke er særlig godt lavet. Nogle gange ringer folk også lige efter, de har fået lavet en tatovering, fordi den ikke var så fed, som de havde regnet med. Folk er jo helt vilde, når de skal have en tatovering, så de går ikke altid op i, hvem der skal lave det. Jeg ser også, at folk kommer til mig, når der har været en trend, som er begyndt at klinge af. På et tidspunkt var der mange, der fik sommerfugle. Året efter havde jeg 10 kunder, der skulle have dem fjernet.

Kim Lund, Real Skin:
De fleste hos mig får fjernet ekskæreste-tatoveringer og spontane tatoveringer. Jeg har klart flest kvindelige kunder, der har fået lavet en tatovering uden at tænke særlig meget over det. Måske tog de endda beslutningen i tatovørbutikken. Hvis de havde haft to dages betænkningstid, havde 80% af mine kunder ikke fået lavet deres tatovering i første omgang.

Stjerner og sommerfugle er også på vej ud. De er sådan lidt kedelige ting, der ikke er så personlige, men bare kan findes i en flash-bog. Det er ikke noget, kunderne er glade for mere. Nu til dags skal mange tatoveringer være custom made, og ingen andre må have det samme. En anden trend, der er på vej væk, er tatoverede øjenbryn. Mange piger har fået deres bryn tegnet op, og nogle er direkte "chola style" øjenbryn. Det holder ikke helt mere.

Jeg fjerner så mange grimme tatoveringer, at jeg er begyndt at være lidt blind over for det. Der er også mange tatoveringer, der nødvendigvis ikke er grimme - bare dumme. Der var et tidligere bandemedlem, der valgte at få et 3x5 centimeter "K" ned ad sin penis. Det var forbogstavet for hans nu ekskæreste, så den var ikke så relevant mere. Der var også en kunde, der fik to behandlinger på eks'ens navn og derefter fik det tegnet op, da de fandt sammen igen. To måneder senere sendte vedkommende mig en mail om, at de ikke var sammen mere, og hun ville have det fjernet igen.

Camila Galten, Gone Tattoo
Jeg oplever oftest, at det er tatoveringer på hænderne og i ansigtet, som folk vil af med. Der er også en del nyskilte, der skal have fjernet deres tatoverede vielsesring. Der bliver også fjernet en del røvgevirer i de her år. Og så er der de unge mennesker, der får lavet noget spontant, som de hurtigt fortryder. Noget af det grimmeste, jeg har fjernet, var på en mand, der havde fået skrevet BITCH på kinden.

Foto fra Realskin

Jesper Schumann, Remove It
Der er rigtig mange, der har fået lavet en mælkebøtte, man puster til, som bliver til fugle. Dem er jeg ved at fjerne et par stykker af. Men jeg fjerner alt lige fra dårligt udførte tatoveringer til ekskæreste-tatoveringer. Hos mig kommer folk dog mest for at få fjernet synlige tatoveringer. Det er oftest piger, der vil have fjernet tatoveringer på fingrene. Citater bliver der også fjernet en del af.

Runi Skoubjerg Andersen, Rewind tattoo
Ekskærestenavne er helt klart det, vi fjerner mest af. Og så modetatoveringer, 90'ernes tribals, slut-90'ernes gotiske bogstaver. Nu er det underboob-tatoveringerne, der er ved at gå væk. Mandalaer er også på vej væk. Jeg ser meget, at folk får lavet noget, der er fedt lige nu, men ti år efter er det ikke lige sagen. Det har jo også noget at gøre med, at folk bliver ældre. Det fede statement som ung er ikke det samme som ældre. Jeg fik tribal-armbånd som 17-årig, men det har jeg fået fjernet nu.

Læs også: Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave

Daniela Kjær, Cosmo laser- og skønhedsklinik:
Det afhænger meget af aldersgruppe. Der er stor forskel på, hvad en på 18 og en på 75 får fjernet. De unge får typisk fjernet 90'er tatoveringer som for eksempel tribal, blomster, kinesiske tegn, citater – især carpe diem, ekskæreste-navne og den klassiske sol på ryggen. Pigerne får især fjernet de synlige tatoveringer på hænder, håndled og fødder, hvor de har fået lavet småting som en fjer eller et hjerte, eller hvad man nu lige fandt på.

Vores lidt ældre kunder får typisk fjernet de klassiske sømandstatoveringer med skibe, hjerter med pile igennem og bannere med navne.
For begge aldersgrupper gælder det, at de som regel har været kede af tatoveringen i omkring fire år. Det kan være, de ikke længere kan identificere sig med den, eller at den er dårligt lavet.
Så er der også dem, der kommer ind et par dage efter, de har fået den lavet. Det er typisk en mandag efter en bytur, hvor de har fået lavet en "sjov" tegning eller et knap så velovervejet citat.
Jeg vil ikke sige, hvad det grimmeste, vi har fjernet, er, men jeg kan sige, at vi fjerner virkelig mange grimme tatoveringer. Du ville blive overrasket. Og så fjerner vi stadig rigtig mange tribals.

Troels Olevergård, Beyond skincare:
Folk fortryder typisk sorte tatoveringer, der er dårligt lavet af en amatør. Generelt er folk mindre tilbøjelige til at få fjernet farvelagte tatoveringer. Jeg fjerner alle mulige motiver, og jeg har faktisk aldrig fjernet to ens tatoveringer. Så er der folk, der har fået skrevet en tekst, hvor der enten er blevet stavet forkert eller skrevet forkert. For eksempel havde jeg en, der havde fået skrevet et vers, hvor der stod noget med 'vin', men i virkeligheden skulle der stå 'druen'. Jeg har aldrig fjernet en hel ryg, men der er mange kvinder, som har noget over lænden eller noget på fingrene fra halvfemserne, som de gerne vil af med. De grimmeste er de tatoveringer, der skulle ligne et eller andet, men som bare er blevet en sort klump. Nogen kommer ind med noget, der vitterligt ligner noget, de selv har lavet i fængslet.

Tascha Novaa, Klinik Q
Alle tatoveringer er unikke, så derfor kan det være svært at sige, hvad vi fjerner mest af, men når det er sagt, så fjerner vi rigtig mange navne, typisk fra ekskærester. Ud over det fjerner vi bare helt almindelige tatoveringer, som folk har fortrudt efter fem - ti år eller mere. En grim tatovering er efter min mening en smagssag. Jeg synes, en grim tatovering er en, der er grimt lavet, hvor stregerne er skæve.

Foto fra Realskin