Sandheden om Devo, et af de mest misforståede bands nogensinde

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

"I foråret 1970 var jeg nok typen, man vil beskrive som en smart, politisk bevidst hippie," har Casale, som undslap værnepligt på grund af helbredsårsager, senere fortalt Noisey. "Men den 4. maj ændredes det hele på et sekund. Jeg var dybt traumatiseret. Jeg tror, jeg fik et nervøst sammenbrud. SLUT MED AT VÆRE FLINK!"

Universitetet var lukket hele sommeren, så Casale og hans venner tog hjem og boede hos Mark Mothersbaugh i Akron, Ohio. Mothersbaugh var deltidsstuderende på Kent State, og Casale beundrede hans graffitikunst. I et forsøg på at bearbejde begivenhederne begyndte de to at arbejde sammen. Deres værker trak på dadaismen og kunstbevægelser fra mellemkrigstiden og mundede ud i bizarre fortolkninger af agitpop-plakater, 50’er-grafik og religiøse pamfletter. De begyndte også at spille musik sammen – Casale på bas, Mothersbaugh på vokal og Moog-synthesizer – med hvilken de håbede at fange lyden af det totale sammenbrud.

Selv før tragedien ved Kent State følte Casale, at samfundet var ved at falde fra hinanden. Han havde sågar en betegnelse for det fænomen – "devolution" eller bare "devo" – et kunst- og litteraturkoncept han havde opfundet sammen med digteren Bob Lewis, der også kortvarigt var med i bandet. Det var en reaktion, siger Casale, på de bristede utopier og den optimisme, forbrugerkulturen i kølvandet på anden verdenskrig havde skabt. Men det, der begyndte som en indforstået vittighed – diskussioner i de sene nattetimer og inspiration til Casales skoleprojekter – var pludselig meget relevant i kølvandet på Kent State.

"Da de skød og dræbte folk for at demonstrere, var vi sådan: 'Wow, man kan åbenbart ikke ændre noget på den måde, for når det begynder at blive virkeligt, så lukker de ned for det hele'," skriver Mothersbaugh i forordet til Devo: The Brand / Devo Unmasked, en ny bog i to bind skrevet af Casale, som byder på tidligere uudgivne billeder, kunst og andre åbenbaringer fra medlemmernes personlige arkiver. "Hvordan ændrer man så tingene? Ved at undergrave systemet. Hvem er bedst til det? Madison Avenue. De får folk til at købe ting, de ikke har brug for hver dag… Det var det, vi ville gøre. Vi ville bruge samme taktik og sælge noget til folk, som de ikke vidste, de havde brug for."

Selv om Devos synth-tunge lyd og djærve hooks har gjort, at de ofte er blevet kategoriseret som en new wave-band, så udgør gruppen nærmere sin helt egen genre inden for popmusikkens verden i kraft af fusionen mellem elektroniske eksperimenter i stil med Kraftwerk og Bob Moog og en rå, punket nerve. Visse tracks, som "Whip It" og "Beautiful World", var en art trojanske heste på hitlisterne med deres kritik af amerikansk konformitet og forbrugerkultur pakket ind i lyttervenlige riffs og rytmer. Bandets dekonstruerede version af The Rolling Stones "(I Can’t Get No) Satisfaction" fra 1978 var mere en "rettelse" end et decideret cover, som bandet beskriver det, som forvirrede både Mick Jagger og publikum med sine skramlede, mekaniske samples og Mothersbaughs arytmiske vokal.

Da Devo blev til en kvintet – med Alan Myers på trommer og de to Bob’er (Marks bror, Bob Mothersbaugh, på guitar samt Geralds bror, Bob Casale, på rytmeguitar og keyboard) – begyndte gruppen at få opmærksomhed uden for Midtvesten. I brugen af reklamebranchens kode skabte bandet en formel for multimedieeksponering, der i dag er normen fremfor undtagelsen i musikbranchen. Deres optrædener var mere som teaterstykker, videoerne havde narrativer, deres merchandise var tematisk skræddersyet, der var indhold i teksterne, kostumerne var prangende, og så forstod de kunsten at brande sig selv. Men Devo gik også efter samtlige hellige køer i deres satire – fra sex til religion til forbrugerkulturen, de selv levede af – og opnåede endeligt at blive bandlyst af MTV, svinet til i pressen og at pådrage sig pladeselskabet Warners Brothers’ vrede.

Da Devo spillede i New Yorks Max’s Kansas City i november 1977, havde de dog også formået at gøre David Bowie til fan. I sin introduktion fra scenekanten udråbte artpopkoryfæet Devo til at være "fremtidens band". Han annoncerede også, at han ville producere gruppens debutalbum i Tokyo den følgende vinter.

Det skete dog aldrig – Brian Eno endte med at tage teten, da Bowie havde travlt med optagelserne til Just a Gigolo, selv om han alligevel fandt tid til at hjælpe i weekenderne. Men Bowie havde ret, da han kaldte Devo for fremtidens band. Det Bowie dog sikkert ikke vidste på daværende tidspunkt var, hvor mørk den fremtid så ud.

I dag er Devo synonym med gakket 80’er-new wave – en flok synthesizer-besatte særlinge med røde hatte, gule heldragter og et fjollet hit, "Whip It", fra 1980. Men hvis man afviser Devo som ren nostalgi, afviser man også et helt katalog af sange, som er visionære både i stil og indhold og fulde af kulturkritik, kritik af højrefløjen, det amerikanske patriarkat og den geopolitiske panikstemning. Næsten 50 år efter kan man læse bandets sange som helt utroligt præcise forudsigelser af nutidens post-Trump-mareridt – noget, Mothersbaugh har bemærket i de mest oversete hjørner af hverdagslivet.

"Jeg var til en fødselsdag tidligere på året for nogle børn, og forældrene havde hyret en klovn, som ungerne generede," fortæller Mothersbaugh, der i dag komponerer musik til film af Wes Anderson og Phil Lord, en eftermiddag i hans studie i L.A. "Han spørger på et tidspunkt en lille pige: 'Hvad vil du være, når du bliver voksen?' Hvortil hun svarer: 'Rig!' Og så skriger alle ungerne: 'Jaaa!' og begynder at highfive hinanden."

Mens han fortæller, spiler han øjnene op. Der er næsten gået 50 år siden Kent State, men Mothersbaugh ser stadig ør ud. "Mennesket bliver ved med at afvikle sig selv," siger han. "Vi var pessimistiske, men aldrig så pessimistiske. Vi troede ikke, det ville gå så stærkt"

For at fejre 40-årsjubilæet for Devos debutplade, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, har vi sat os ned med Casale, der i dag er instruktør og komponist, og Mothersbaugh til en snak om Devo: The Brand / Devo Unmasked, bandets komplicerede eftermæle, og hvordan Devo havde set ud, hvis bandet var dannet i dag. Det følgende interview byder på sjældne billeder og kunstværker fra bogen og består af samtaler fra forskellige interviews.

Noisey: Devo har altid været en paradoksal størrelse. Er det afspejlet i det faktum, at bogen kommer i to bind?
Gerard Casale: Ja, bogen skal spille på det paradoksale. Vi har formået at ophæve det mondæne og det profane. Vi var ret begejstrede for ideen om det, vi kalder "høj" og "lav" Devo. Det højkulturelle Devo er dadaisme, surrealisme, ekspressionisme. Og hele det narrative sammenbrud, som blandt andre Fitzgerald og eksistentialisterne dyrkede. Jeg læste engelsk og kunsthistorie på uni, så det er jeg bekendt med. Men det er jo meget højtravende. Så vi spurgte os selv, hvad ville dadaisterne gøre? Vi besluttede os for at dyrke det værste af det værste fra popkulturen, som tv-reklamer, teleprædikanter, svindlere, alle de her folk, som udbasunerer: "Du er nu nummer et! Køb mit produkt, og du bliver en stjerne!" Alt det ville vi undergrave. Det var sjovt. Det var sjovt at drille mainstreamforbrugerkulturen.

Det føles ikke, som om folk nødvendigvis synes, at humor er den rette måde at udfordre de ting på. Er det noget, der er gået tabt?
Casale: Ja, ironi og satire er gået tabt i den voldsomme højredrejning, vi har set, fordi vi stort set lever i den verden, der i mange år var et skræmmebillede. Det er meget værre, end vi troede. Det er overgået min vildeste fantasi. Det er ikke engang sjovt længere.

Ville Devos taktik, eller en opdateret version, fungere i dag?
Casale: Nej, det tror jeg ikke. Da vi huserede, var det kreative rum ikke så kvælende. Hvis man var rigtig god til noget, nåede man også et publikum. Man nåede ud og havde en stemme, som markedet ikke kunne knuse. De bedste kunstnere fik pladekontrakter. Sådan er det ikke i dag. Du kan være rigtig dygtig og lave noget i ti år, men der er ingen andre end dine venner, som kender til det. Det er skræmmende.

Eller man kan blive et viralt hit?
Casale: Så bliver det ædt op. Min yndlingsting over de sidste par måneder har været Childish Gambinos "This is America". Da jeg så den video, blev jeg helt jaloux. Jeg tænkte: 'Hvorfor har jeg ikke instrueret den?’ De første tyve sekunder, hvor han skyder en fyr i hovedet og danser videre, fuck mand, det er kunst. Det er: 'Rejs dig op og hør efter, motherfucker!' Der var indhold, det var originalt og fremragende, og så lige pludselig er det bare væk.

Hvordan forandrede Kent State-skyderiet dig?
Casale: I de fire år op til drabene den 4. maj 1970 på Kent State var min politiske bevidsthed vokset. I 1967 begyndte en masse forfattere og politikere at kritisere krigen i Vietnam.

I foråret 1970 var jeg nok typen, man vil beskrive som en smart, politisk bevidst hippie. Men den 4. maj ændrede det hele på et sekund. Jeg så blodet sive ud af skudsårene på Jeffrey Miller og Alison Krauses døde kroppe under middagssolen. Jeg stod tættere på soldaterne i gasmasker end de gjorde, men de skød henover hovederne på os og ramte dem bag os. Min teori er, at jeg var heldig, fordi soldaterne var på vores alder. Jeg tror ikke, de var kolde nok til at skyde os på så nært hold, hvor de kunne se vores ansigter. De hadede os, fordi der foregik en kulturkamp. Men de var selv teenagere. Henover de følgende to år indså jeg, at hele systemet var råddent helt ind til kernen. Alt, hvad jeg troede på, var en illusion.

Hvordan endte Devos taktik med at blive det brand, vi kender i dag? Man havde ikke set noget lignende i musikindustrien tidligere.
Casale: Der var ingen, som talte om brands i 1970’erne på samme måde som i dag. Et brand dengang var Cheerios eller Levis eller Marlborough. Udover The Whos joke på Who Sell Out og Captain Beefhearts Safe as Milk så var der ikke engang nogen, der så meget som kommenterede ironien i at "oprørske" rockbands var del af mainstreamkulturen og pengemaskinen. Det var jeg godt klar over fra begyndelsen. Vi vidste udmærket, at oprøret og alle dets gevandter (læder, lænker, langt hår) var overflødigt og fjollet. Vi spillede på den dualitet i alt, hvad vi lavede musikalsk og visuelt, fordi det var en bærende komponent i konceptet. Alt, hvad vi gjorde, var nøje planlagt. Jeg kan sætte ord på det hele. Vi var kanariefuglen i kulminen, der advarede folk om farerne ved at tilbede teknologisk fremgang og ignorere, at det er et undertrykkelsesredskab, og den spirende feudalstat kontrolleret af storkapitalen.

Vores brand var oprigtig frihed, ikke frihed som den man ser i reklamerne, der fortæller forbrugerne, hvordan de er fri. Vi var performancekunstnere, før det var et begreb. Vi var pionerer, som blev skalperet. Vi blev kritiseret fra alle kanter, og rockpressen kaldte os for sell-outs, fordi vi selv designede merchandise. Vi fik på puklen af den store musikanmelder Robert Hilburn for at bruge film under vores koncerter, hvor karakterer og objekter var timet til vores optræden. Han sagde: 'Hvis man vil have videoer, går man i biffen. Rock'n’roll, eller bliv hjemme, Devo!’ Måske skulle vi bare være blevet hjemme. Men så havde ingen været så klar til at anerkende De-volution, som de er i dag.

Devo er altid blevet misforstået, men bandet har aldrig talt særlig meget om det før nu. Hvorfor er der gået så lang tid?
Casale: Vi tænker, at den her bog kan oplyse folk om, hvad Devo egentlig handler om. På grund af smagsdommere og pladeselskaber og rockskribenter blev vi marginaliseret, trivialiseret og kogt ned til én ting. Det her er en mulighed for at minde folk om, at Devo havde mere at byde på, før vores eftermæle helt forsvinder.

Føler du, at det har været på vej længe?
Casale: Ja, det har det. Vi var svaret på et spørgsmål i "Jeopardy" for et par uger siden. Det havde noget med den røde hat, jeg designede, at gøre. Selv folk, der aldrig har lyttet til Devo, kender den hat. Det handler altid om "Whip It". Da vi lavede Freedom of Choice, var det bare en sang på pladen. Vi var ikke særligt fokuserede på den. Vi kaldte pladen Freedom of Choice, fordi Mark og jeg var glade for sangen. Den var alle ligeglade med, så det er jo perfekt.

Mark Mothersbaugh: En del af grunden er også, at det var del af et større problem. Vores pladeselskab forstod os ikke. De markedsførte os som "tossede klovne". Men vi var litteratur- og kunststuderende. Vi tænkte, det kunne være sjovt at bruge bogen til at vise, hvordan folk reagerede på os. Der var nogle, som fangede den, og så var der mange, der syntes, det var stødende. Den første gang Rolling Stone skrev noget om os, var det noget i retning af: "Kalder de det for rock and roll? Der er sange, hvor de ikke engang bruger rigtige trommer, og der er to sange helt uden guitar!" De brugte helt vildt mange udråbstegn. Der er ingen guitar, det er ikke rock. De havde da givetvis ret. Vi har aldrig kaldt os for et rockband. Det er der andre, som har gjort. Da jeg gik i skole, forelskede jeg mig i de kunstneriske bevægelser fra mellemkrigstidens Europa. Jeg ville ønske, jeg havde været i live dengang. Jeg ville ønske, jeg havde været i Paris eller Berlin eller München eller Wien mellem verdenskrigene. Kunstverdenen var så fuld af intellektuel energi.

Det var det, der inspirerede Devo til at lave film, ikke sandt?
Mothersbaugh: Vi så hele tiden på det som et multimediekoncept. Vi ville ikke engang ligne et band. Det var slemt nok, at vi skulle spille på klubber. Vi prøvede at optræde på museer og andre steder, selv dengang havde vi en idé om at leje et cirkustelt og rejse fra by til by og optræde i det bare for ikke at spille de samme steder.

Hvorfor ville I ikke associeres med spillesteder?
Mothersbaugh: Fordi vi allerede mente, at rocken var død. Den var udkørt, og der var ikke noget intellektuelt drive tilbage. Der var ingen grund til at bruge den. Vi arbejdede os hen imod et nyt medie, som vi mente var laserdisc, men i stedet blev det film og musik i samspil. Vi tænkte, det ville tage livet af alle de gamle rockdinosaurer. De vil uddø, fordi de ikke kan finde ud af at lave film. De forstår ikke kunst, de kender kun til musik. Vi var sikre på, at Tom Petty og alle de der bands ville forsvinde, og at de sande kunstnere ville tage over. Det var dér, vi ville hen.

Det gik ret hurtigt op for os, at Warner Brothers ikke anede, hvad de skulle stille op med os, og hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. De var også ligeglade. Vi sad i vores første markedsføringsmøde, da de sagde: "Okay, her er planen for Devo. Vi laver store papfigurer af jer, fordi I ser så underlige ud i jeres gule dragter, og de skal stå i alle pladeforretninger." Det var det. Vi sagde: "Kan vi få pengene til at lave en film til en af sangene?" De svarede: "Hvorfor det? Det er den dummeste ide, vi nogensinde har hørt." Det var deres svar. Før vi havde en plade, havde vi en film, og det troede vi, de forstod. Det var altid en kamp med pladeselskaberne, og de fattede os aldrig. Derfor er ideen om et demaskeret Devo i en bog tiltalende, fordi det har givet os mulighed for at tale om det, hvad vi også gør i nogen grad.

Hvordan har det forhold påvirket den måde, projektet er udfoldet sig på? I havde en platform, som I ønskede skulle gavne og støtte kunsten, men så blev den selv en del af maskinen, I forsøgte at undergrave.
Mothersbaugh: Vi prøvede hele tiden at tænke længere frem, vi overtænkte det. Vi tænkte, hvad kan vi give dem, så de er glade og promoverer pladen? Vi så folk som Prince og Tom Petty lave album, og det kastede selskaberne øjeblikkeligt penge efter, men vi fik aldrig en øre. Vi sad altid og lavede ting på et meget lille budget. Så vi prøvede at finde ud af, hvordan vi skulle narre folk, som ikke forstod, hvad vi lavede til alligevel at være på vores side. Det var målet efter den første plade.

Hvordan gik I til den opgave?
Mothersbaugh: Vi prøvede at regne ud, hvordan vi kunne skrive en sang, som de ville spille i radioen. Vi havde et helt andet slags band. De gav os 100.000 dollars, hvad skulle vi gøre med dem? Vi besluttede os for at udbetale samme løn til hvert medlem af bandet, som en skolelærer i L.A. fik. På den måde havde vi penge til at eksperimentere, så vi kunne lave filmene uafhængigt af Warner Brothers.

Vidste I, hvad det var, I havde rodet jer ud i med pladeselskaberne og musikindustrien generelt?
Mothersbaugh: Vi vidste, at vi vadede rundt i en kloak. Vi var ikke forberedt på, hvor vild stanken var. Det var hårdt, vi var aldrig 100 procent tilfredse med noget af det, der skete. Selv da vi endelig fik et radiohit med "Whip It", føltes det også, som om den modarbejdede os i sidste ende, fordi vi lige pludselig skulle være et band defineret af det nummer. Det var næsten ligesom på tegnefilm: Vi stod i studiet og arbejdede, og så dukkede en eller anden type op fra Warner Brothers og sagde: "Hvordan går det, drenge? Har I brug for noget? Jeg vil bare lige minde jer om, at I kan gøre lige, hvad I har lyst til, bare I skriver et hit mere." Det var tydeligt, at det ville de ikke få. Man tog os aldrig særligt seriøst.

Hvordan ville Devo se ud, hvis projektet var startet i dag?
Casale: Jeg har virkelig ondt af alle, som prøver at lave noget i dag. Det er så overvældende. Men verden var også i forfærdelig stand, da Devo startede. Måske ville vi lave filmen, som vi aldrig fik lov til at lave, fordi vi nu har mulighed for at gøre det uden at forlange millioner af dollars. Det ville nok have en Banksy-komponent i sig. Guerillataktik, slå til her og der. Det skulle være helt anonymt, sådan: Var det Devo, eller var det nogle andre klædt ud som Devo? Det skulle være sådan en slags Devo-hær, som slår til ud af det blå ligesom ISIS, bare ikke på en ond, men kreativ måde. Folk, der arbejder i Devos ånd. Var det op til mig, var vi oppe på barrikaderne for at få vores stemme hørt. Vi har brug for folk med den rette ånd. Jeg instruerer tv-reklamer i mit daglige arbejde, men jeg er udmærket klar, hvad det betyder. Når Devo ikke kører, bliver man nødt til at tjene penge for at overleve. Måske skal jeg finde en flok unge Devoer og sætte dem i gang. Der er mange mennesker, som fanger den, og vi har også fået en hel ny generation af fans via nettet, og de elsker det. Vi mangler bare, at et stort rockband laver cover af "Freedom of Choice", eller at en rapper sampler det. Det ville være endnu bedre.

Mothersbaugh: Jeg tror sagtens, nogen kunne dukke op og gøre det samme som os og være rigtig gode til det. Vi prioriterede de rette ting. Vi var ikke sexister. Vi var ikke grådige. Vi prøvede ikke at score kassen. Vi havde store drømme.