Patrick fra Vejle tabte en halv million, men udlever nu sin drøm som bolighaj i Sydamerika

Han dupper sine læber med en serviet og tørrer fingrene i den. Den sjette empanada er netop fortærret, og det fyldte trekantsbrød fedter godt om munden efter et bad i friture og dyp i en af de mange sorte keramikskåle, der danner en farvepalet af salsaer. Der er guacamole, hvidløgsmayo, blendet stegt peberfrugt og ají – med chili, løg, lime og koriander.

“Og jeg har endda allerede spist frokost,” siger han med en empanada nede i hvidløgsmayoen. Han er en høj, veltrænet mand i t-shirt med et kækt smil fra sin brede mund. “Jeg har svært ved at stoppe, når jeg først er gået igang. Jeg skal jo omkring alle salsaerne.”

33-årige Patrick Spanfelner er egentlig fra Vejle, men har fået en ukuelig appetit på Colombia. På boligmarkedet, på de lave priser, på expats med bugnende lommer, og både forklaringer og fortjenester går hurtigt, mens han står og spiser empanadas på et gadehjørne i storbyen Cali. Som en lokal. Som en bolighaj med overskud.

Han resumerer sit firmas fremgang for fyren i forklædet bag disken, og med en syngende caleño-accent beder han ham hente en sodavand fra køleskabet. ”Una gaseosa de naranja, por favor,” siger han og slår så over i dansk. “Normalt plejer jeg at dele empanadas ud til gadens folk. Der kommer altid nogle forbi, når jeg står her, men åbenbart ikke i dag,” siger han og spejder om hjørnet i byens fine businessdistrikt, El Peñon.

”Jeg kiggede bare rundt og tænkte; jeg skal ikke ende i en sofa foran tv'et med en håndboldpige fra Trekantsområdet. Jeg skal ikke være afhængig af mine forældre. Jeg skal skabe noget selv, som de her gutter har gjort.”

Patrick tog på en motorcykeltur fra USA og ned gennem Latinamerika. I Cali mødte han en lokal kvinde en aften på et salsadiskotek. Patrick kunne ikke danse, men veninden kyssede pludselig med Patricks amerikanske ven, og Patrick tænkte, at han lige så godt kunne forsøge sig med hende den anden. De kyssede, og dagen efter hoppede de to danskere igen på motorcyklen og fortsatte sydpå.

”Det var da en dejlig aften, men vi skulle jo videre.”

I Peru modtog han en mail. Det var den colombianske kvinde, hun ville se ham igen, og hun var villig til at tage med videre på motorcykel, for at det kunne lykkes. Han tog hende med gennem Peru og Brasilien, og året efter mødtes de i Italien. Hun blev gravid, og efter at have set på mailen med beskeden om graviditeten i et par timer tilbage i Danmark, tog han beslutningen. Han forlod de sikre valg for at starte et liv i Colombia, og nu har han to børn med sin colombianske kæreste, bor i en villa på en bjergside i Cali, mens han arbejder med lejligheder og byggeprojekter nede i byens nordvestlige bydele, Centenario, Granada og El Peñon.

”Der er bare noget andet ved en caleña (kvinde fra Cali, red.) end dansk pige fra Vejle,” siger han, mens vi går bag en kvinde i stilletter og en lårkort, hvid nederdel.

Solen brænder på hende, på fliserne mellem træerne og den sovende katte-skulptur langs med gågaden. De bugnende former og det lange sorte hår svinger fra side til side og får mandenakker til at vride sig rundt hele vejen rundt langs med floden på Boulevar del Rio.

”Cali er måske verdens bedste by at være single i, det er en by i fremgang og med et boligmarked, man virkelig kan tjene godt på,” siger han.

Han lyder som en ejendomsmægler, når han siger det, mens han peger op på bygninger, han enten ejer eller overvejer at investere i. Men han kender også byens slagside.

Da han ankom, var der flere mord på en uge i Cali, end der var på et helt år i Danmark. En dag blev han stoppet af gadevagten på vej ud for at lufte sin husky. Der var lige blevet begået et tredobbelt mord under 100 meter fra hans hus. Tre drenge fra nabokvarteret havde sat sig på den lokale fodboldbane for at sludre, de havde krydset en usynlig grænse mellem forskellige banders områder, og der var blevet sendt et signal.

”Alle her kender nogen, der er blevet myrdet eller kidnappet. Deres voldsomme fortid gør, at tillid er nærmest ikke-eksisterende. Du skal altid bruge lang tid på at skabe venskaber og forretningsforbindelser,” siger Patrick Spanfelner og fremhæver Colombias historie med borgerkrig gennem mere end 50 år.

Det går bedre i Colombia. Flere af parterne i konflikten indgik i 2016 en fredsaftale, og Cali er også faldet lidt til ro. Patrick har fundet fred i uroen. Han er blevet far, han er blevet medejer af et af Colombias største boligudlejningsfirmaer, FAR International, der tilbyder luksus til udlændinge på visit.

”Egentlig handler meget succes i erhvervslivet om at være god til mennesker, og det er lidt sjovere at lære det et sted som Colombia frem for hjemme i andedammen Danmark. Det er sværere, og derfor lærer du mere,” siger han.

Lærdommen har også kostet. Fire år tidligere havde han netop slået sig ned i byen med sin nye kæreste, da de blev snydt i deres første fælles ejendomshandel. De troede, de havde købt en grund for det, der svarer til en halv million kroner, men de købte katten i sækken. En dag de besøgte grunden, blev de mødt af en familie med undrende blikke. De kunne ikke forstå, at grunden skulle være blevet solgt, for de ejede den jo, og det viste sig, at sælgeren havde brugt et falsk id og havde lavet falske underskrifter på salgspapirerne.

”Det var da en virkelig sort tid lige efter, men vi kom tilbage fra en hård lektion. Jeg fandt ud af, at korruption og snyd er ret udbredt her, og nu ved jeg, hvordan man undgår det fremover. Det fik mig nok til at kæmpe lidt hårdere.”

Patrick fandt ud af, at tillid i Colombia oftest kun eksisterer i tætte, menneskelige relationer. Han fandt frem til firmaet FAR International og skrev til ejeren om sin fejlslagne investering. Han skrev om, hvad han havde lært, og opfordrede firmaet til at satse på Cali. Ejeren var en ældre amerikaner, og han kunne lide den unge danskers virkelyst. Patrick sendte lange analyser af boligmarkedet i Cali og inviterede ejeren på besøg for at se på lejligheder. De drak kaffe, gik i byen og spiste godt. Patrick beviste sit værd med tre succesfulde boligprojekter, og amerikaneren blev overbevist. Patrick blev medejer.

”Det handlede i lige så høj grad om, at jeg skulle sælge mig selv,” siger han og slår ud med armene.

”Det var engang en anden danskers store is-eventyr. Det sluttede for nogle år siden, fordi han ikke fulgte med tiden. Folk vil ikke have masseproduktion længere, de vil have speciallavet is.”

Vi går forbi en kaffebod på fire små klapvognshjul med en parasol over. En tinto hedder den sukkerholdige kaffe her, og den rullende mokkabiks holder foran en café med cappuccino i høje glas på en terrasse med fletstole og hvide puder, hævet over gadeniveauet. Patrick Spanfelner fortæller om sit slæng af expats, som han går i byen med, kører på motorcykel med, snakker forretninger med. Han fortæller om en rig newzealænder, der klarer sine forretninger med Silicon Valley fra en laptop på en café i Cali.

”Hov, der sidder han sgu. Det er Gerry, jeg snakkede om.”

Patrick råber op til en kortklippet, rødhåret mand i en opknappet sort skjorte, der sidder bøjet over sin computer på terrassen. De taler om newzealænderens nyerhvervelse; en motorcykel til knap 14.000 dollar, der er hentet til Colombia fra USA, og Patrick tager sig til hovedet, da han går derfra.

”Shit, nu er jeg også nødt til at købe en ny motorcykel.”

Vi går forbi et supermarked med højtalere vendt ud mod gaden. De spiller salsa så højt, at du ikke kan høre kasseapparatet bippe. Vi går forbi en sushirestaurant, hvor maracas og congas også dominerer lydbilledet, og Patrick fortæller, at det colombianske samfund er inddelt i indkomstgrupper, der minder lidt om kastesystemet i Indien. Colombianerne har kærligheden til salsa til fælles, men som succesfuld selvstændig er det svært at omgås medborgere fra de nederste lag.

”Det er ikke, fordi det ikke er gode mennesker, men forskellen er så stor, at hvis du er sammen med folk fra de laveste indkomstgrupper, så forventer de ofte, at du betaler for det hele. Det skaber bare en ubalance, og det er ikke særligt afslappende at være i,” siger han.

Han fortæller om en anden udenlandsk ven. En canadisk mand på 58 år, der jonglerer mellem 14 colombianske kærester, og som finder sig hjemme i dalens varme, mens han lever af profitten fra nordamerikanske boliginvesteringer.

Vi går om endnu et hjørne, da vi hører en stemme kalde bag os. ”Heeey, Patrick. How's it going?”

En nybarberet, ældre herre svinger sin mountainbike ind på fortovet. Han har tæt cykelhjelm og briller med gennemsigtigt stel på, en sportstaske på ryggen, stramme cykelshorts. Han er på vej til fitnesscentret, fortæller han. ”Got to stay in shape,” siger han og viser hele sit kridhvide tandsæt.

Vi har mødt manden fra Canada, og jeg spørger ind til hans entourage af kvinder. ”Oh, I'm down to about four now. The partying got too much with too many girls, and now I got as many as I can handle.”

Han klasker hænder med Patrick, og han spørger, om danskeren stadig er i unåde hos sin kæreste efter deres seneste bytur. ”It's better now,” svarer han mod canadieren på cyklen, mens vi går videre den anden vej.

”I min datters børnehave er der politikerbørn, som ankommer i skudsikre biler med politiescorte. De børn får jo aldrig, hvad der i min optik er et normalt liv, hvor de bare lige kan cykle en tur i skoven eller løbe over på legepladsen og lege med naboens børn. Det ønsker jeg nogle gange, at mine børn oplever.”

Når Patrick savner Danmark, tænker han på rugbrød. Han tænker på tryghed, sundhed og velfærd, som alle har adgang til, men han tænker også på stramme ansigter og grå hverdage.

”Latinoer har et eksplosivt temperament, og det kan selvfølgelig ses, når der er ballede, men det kan virkelig også ses, når de er glade. De forstår at leve i nu'et og være tilfredse med det, de har, på trods af at det måske ikke er ret meget. Det kunne vi danskere lære af.”

Rundturen i El Peñon er nået til empanada-hjørnet, hvor Patrick tørrer sine fingre og fører den ene hånd rundt om sin fyldte mave. ”Empanadas. De smager bare så sindssygt godt med de her salsaer,” siger han og peger ud over farvepaletten af skåle. ”Du plejer da at spise flere,” råber fyren i forklædet til Patrick, da vi går.

Smilene er det, Patrick holder mest af ved Colombia. Han hader korruptionen, han afskyr volden, og selv om han ønsker for sine piger, at de oplever det danske samfund indefra, er han ikke mæt af dage i Cali. Han nævner damen, der sælger frugtsalat et par gader fra hans kontor.

”Hun hilser på mig hver gang og siger; “Hola mi amor!”, mens hun smiler over hele femøren. Det smitter, og den slags mangler vi lidt i Danmark.”