Jeg tog til partybowling i Valby og gik ind i en tidsmaskine

”Hvad fanden er partybowling?” sagde min kæreste, da jeg spurgte, om hun ville med til Big Bowl i Valby en fredag aften. Hun er tydeligvis ikke fra provinsen.

Hvis man – som jeg – er vokset op i udkantsdanmark, får man enten julelys i øjnene eller mærker koldsveden løbe ned af ryggen og hårene rejse sig, når man hører ordet. Straks flakker neonoplyste minder om Hot’N’Sweet og Iceman-bukser for det indre øje, mens lyden af Gigi D’Agostino lægger sig som et nostalgisk slør omkring virkeligheden.

Men jeg må give hende ret, for let’s face it: Det er bare ikke cool at tage ud at bowle. Big Bowl var ikke engang godt nok til, at Jarlen måtte dø der i Klovn.

Men bowling i almindelighed og partybowling i særdeleshed er en oplevelse, der bliver hængende i kroppen bagefter. Man har moret sig, men føler sig også lidt beskidt, som når man griner af en racistisk joke. For kan man virkelig leve med at være typen, der har det optur over at være indhyllet i skyen fra en røgmaskine, mens man jubler over at have væltet en selvlysende kegle, der udløser Gajol-shots til hele bordet? Jeg shanghajede tre venner og brugte en dyrebar fredag aften på de bonede gulve i Valby.

Big Bowl er meget mere end bare bowling. Big Bowl er også buffet med tzatziki, fiskefilet, cocktailpølser og “minimum en slags suppe”. Det er high roller bowling med tre-liters vodkaflasker. Det er blipblop-arkademaskiner med for længst glemte spil. Det er airhockey og Mokai i aluminiumspande. Hvis man læser om folks oplevelser, veksler anmeldelserne på Yelp og Trustpilot mellem de euforiske (”Fremragende service, havde en vanvittig god aften”) og de direkte aggressive (”Gennemført elendig betjening. Truende adfærd fra personale. STAY AWAY!!!”).

De fleste gæster virker dog som, de godt var klar over, hvad de gik ind til. Som Helene fra København: ”Big Bowl er måske det mest pøllede sted, jeg nogensinde har sat mine ben. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at nogen frivilligt ville indlægge sig til at gå i byen her. Når jeg alligevel kvitterer med tre stjerner, er det fordi, jeg sjældent har været et sted, der var så ufrivilligt underholdende. Big Bowl i Valby er et museum for dårlig smag.”

Da jeg ankommer, fornemmer jeg, at jeg måske har det som Helene.

Udenfor Big Bowl er der et stort neonskilt, og jeg finder hurtigt ud af, at den foretrukne belysning i hele huset er neon eller UV. I en slags reception uden betjening bliver man mødt af et fint, gammelt flygel. Classy. Træder man ned ad trapperne til bowlinghallen, forsvinder illusionen om et trestjernet forstadshotel med lilla beklædning på væggene til gengæld, og den dumpe lyd af 90’er-bas stiger i stedet langsomt op fra dybet. Jeg er straks skudt tilbage til ungdomsklubben i Glumsø – jeg kan ligefrem fornemme duften af fransk hotdog og Betina fra 9.A’s parfume.

Da vi har fået røvfede sort/røde bowlingsko på, finder vi bane 3, hvor de allerede har stillet vores øltårn klar. De spiller tæskehøj Eiffel 65 på anlægget og ikke engang på den der jeg-er-stiv-klokken-tre-om-natten-måde. De mener det. Her er man dedikeret til projektet.

Big Bowl befinder sig i et grænseland, hvor det er enormt svært at vurdere, om folk synes, det er oprigtigt cool, eller om de har en vis distance til det. Der er drengerøve med Dax i håret og skjorten nede i bukserne, og en stangstiv venindeflok, der fejrer fødselsdag ved at kyle kuglerne i alle mulige retninger. Men folk har også et skævt smil på, som om de godt ved, at det hele bare er for sjov.

Komikeren Jonatan Spang har en teori om, at man ud fra folks tøj og musiksmag kan se, hvornår de sidst havde det godt med sig selv. Ligner de noget fra 80’erne? Så var det nok dengang, de peakede som mennesker. På Big Bowl er alting som snydt ud af næsen på Brian fra Næstved anno 2001.

Vi smutter en tur på toilettet, inden vi starter. Der hænger et skilt over toiletdøren: “Max én person på toilettet ad gangen. Overtrædelse medfører omgående bortvisning.”

Da vi kommer tilbage til banen, laver jeg en strike i første forsøg og får straks storhedsvanvid. Jeg er tydeligvis kongen af Valby. The Pin King.

Skuddet udløser en computeranimation på skærmen med en kampvogn, der smadrer nogle fjendtligtsindede kegler, og at dømme ud fra den pixelerede grafik stammer animationen fra samme tid som playlisten på anlægget.

Efterhånden som spillet går sin gang, bliver vi mindre og mindre opmærksomme på, hvem der fører. Vores naboer tager videre i byen, og en fyr spørger, om vi vil have resten af deres øltårn. Det er næsten helt fyldt. Jeg kigger spørgende på ham. ”Det smager helt forkert,” siger han.

Der er ganske vist en umiskendelig bismag af noget, der bedst kan beskrives som syntetisk karamel, men min umiddelbare vurdering er, at man stadig bliver fuld af det. Vi siger derfor pænt tak og bunder et tårn mere. Min kæreste får en gin og tonic, der er skrigende lyseblå under UV-lamperne, og i en periode glemmer vi at bowle, fordi vi har så travlt med at danse til Boten Anna.

I en afsides del af hallen har en firmafest fire baner for sig selv, og jeg kan høre lyden af midaldrende mellemledermænd, der spiller op til hinanden og kommer med mandige brøl, når de virkelig tager kegler.

Tilbage på bane 3 fyrer min ven en kugle direkte i renden og stavrer tilbage til sin øl med et kæmpe grin. Fuck det. Det handler ikke om at vinde, men om at være med, og det er endnu mere sandt i bowling end i nogen andre sportsgren.

Jeg har sjældent set mere kikset ud, end da jeg står der og skøjter rundt i bowlingsko til eurodance. Men du tager ikke til partybowling for at være cool. Du gør det for at have det skide skægt, smide hæmningerne og for en gangs skyld ikke tænke på, hvordan du fremstår, og hvilket filter, der skal lægges ned over din aften. Det handler bare om at kaste med noget tungt og drikke sig i hegnet. Det havde været en værdig død for Jarlen.

Jeg kan næppe sige det bedre end Henrik D fra Charlottenlund, som efter en tur på Big Bowl skrev følgende på Yelp:

”Big Bowl er som en elefant-baby. Meget sød og sympatisk, men nok ikke noget man ønsker et tæt og langvarigt forhold til… Men for en enkelt aften om året (måske to) er det sjovt at lege the Dude fra Big Lebowski… Og drikke fadøl… Og skøjte rundt i grimme sko… Og høre gamle '70'er disco-slagere… Og lave vinder poses. Ja, selv på en frostkold onsdag i februar måned er der rimeligt fyldt af glade mennesker høj som lav. Bowling er en stor equalizer og smeltegryde og burde være fast del af pensum i samfundsfag.”