Hvad jeg lærte af at spise mig mæt i kattemad
Hvem vil ikke gerne være kat? Billede af Amanda Hjernø
dyrefoder

Hvad jeg lærte af at spise mig mæt i kattemad

Hvordan smager den der dåse kattemad med fiskeleverpostej egentlig? Jeg ved, du har tænkt det samme.
25.1.18

Jeg har en kat, der hedder Kashmir. Den er blød og sød, og den elsker tun lige så meget som Stoffer fra Steen & Stoffer. Hver gang den får serveret noget med fisk, går den helt bananas, og især de små guldbøtter er hun helt vild med.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har tænkt: Mon maden rent faktisk smager godt, selvom man ikke er en pelsbold, der slikker sig selv i røven på daglig basis? Jeg ved, at du har tænkt det samme.

Annoncering

Selvom jeg er nysgerrig, er jeg også af den overbevisning, at min kat skal have kattemad, og jeg skal have menneskemad. Jeg kunne aldrig finde på at tvinge mit kæledyr til at følge de samme tendentiøse kostplaner, som vi engang imellem trækker ned over hovedet på os selv, om det så gælder raw food eller veganisme.

Men det er vel ikke fordi, jeg ikke kan spise kattens mad? Jeg har bare aldrig fået det gjort. Hver gang jeg har været lige ved at prøve det af, har der altid været en god grund til at lade være. Jeg var ikke sulten, jeg havde en steg i ovnen, eller måske kom jeg bare frem til, at det rent faktisk var kattemad, og jeg ikke havde lyst.

Artiklens forfatter kaster sig over Kashmirs kost.

Vores fornemste opgave er dog at oplyse befolkningen, så i dag vil jeg besvare et spørgsmål, som katteejere har stillet sig selv siden tidernes morgen: Kan man som menneske egentlig spise kattemad?

Inden jeg kaster mig ud i forsøget, trawler jeg nettet efter information og finder hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke er direkte sundhedsskadeligt at spise kattemad. Det kan vel knap nok påstås om mange af de andre ting, jeg putter i kroppen, så vi er godt fra start. Det kan ikke gå helt galt. Faktisk indeholder kattemad alle de ting, kroppen har brug for (altså kattekroppen, men vi er jo begge pattedyr), fordi det ikke bare er en del af en varieret kost – det er hele kosten for de kære små.

Jeg har været i Irma og har kun købt det bedste. Det blev til tre forskellige portionsanretninger (tun, laks og kalv) og en bøtte med luksustørfoder – altså den slags godbidder, som katten får, når den har fortjent lidt ekstra.

Annoncering

Vi starter med laks, for det er Kashmirs favorit. Hun skovler det altid grådigt i sig, når det bliver stillet på gulvet, og i dag er ingen undtagelse. Lige så snart jeg trækker folien af pakken, begynder hun at miave og forlange, at jeg arbejder hurtigere. Duften er god og ikke særlig fisket. For at få den autentiske oplevelse sætter jeg mig ned ved siden af hende på gulvet, og for at undgå territorial kamp, har vi hver vores bøtte.

Kristians kat Kashmir.

Hun kaster sig over sin mad med det samme, og jeg tager forsigtigt en teskefuld af min. Det minder om paté i konsistensen og lugter lidt af leverpostej. Da jeg får det ind i munden, er det også den smag, der først vinder frem. Der går dog ikke længe, før hovedingrediensen tager over, og det bliver en smule klamt. Fiskeleverpostej er bare ikke en god idé, og det er det indtryk, jeg sidder tilbage med.

Den næste, vi prøver, er med kalv. Konsistensen er noget mere flydende, og de små stykker kød flyder rundt i noget, der minder om farmors sovs. Jeg forventer en helt anden oplevelse, men til min store overraskelse smager det stort set på samme måde. Det er lidt foruroligende. Selvom det ikke er direkte ulækkert i smagen, kan jeg ikke lade være med at føle en voksende kvalme ved tanken om, at kalv og laks kan smage så ens. Hvad fanden har de i virkeligheden puttet i?

Sandheden er nok, at meget kattemad (og hundemad i øvrigt) indeholder stort set det samme, for at dyret får en balanceret kost. Ifølge en artikel fra New York Times er det ikke blot de samme ingredienser, men også resterne fra menneskets bord, der kommer i dåserne.

Annoncering

“Alt dyremad er lavet af affaldsprodukter fra menneskers madproduktion,” udtalte professor i ernæring Marion Nestle til New York Times.

Den sidste kattemad, vi prøver, er med tun, og det ser straks bedre ud, da vi åbner bøtterne. Udover en geléagtig væske ligner det fuldstændig tun til mennesker, og til min store glæde smager det lige sådan. Det er faktisk lige før, at geléen giver den her tun en lille fordel over den klassiske Glyngøre. Jeg piller ved mine fiktive knurhår og forsøger at spinde. Det er godt at være kat.

Katte ville vælge Whiskas, siger de i reklamen, men det gælder åbenbart ikke min kat. Som afslutning på det hele tager jeg en af de små knasende Whiskas Temptations, der er noget af det mest fancy, den kendte kattemadsproducent laver, og kaster den hen til Kashmir. Hun løber begejstret efter den, fordi hun tror, hun skal lege, men da hun snuser til den lille snack, stopper hun op og kigger hen på mig. Det er, som om hun tænker: ”Det kan du ikke mene.”

Hun snuser igen og skrider. Tilbage på gulvet ligger en Whiskas, som ingen vil have. Jeg ved, at det ikke bare er fordi, hun er mæt, for jeg gav hende kun lidt af hver variant, så hun ikke ødelagde appetitten. Hendes lugtesans er 14 gange bedre end min, så måske kan hun lugte noget, jeg ikke kan opfatte.

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, så jeg tager en ny knasende snack fra pakken. Jeg bliver nødt til at se, om det kan være så slemt. Det er faktisk en positiv overraskelse og minder lidt om nogle ostechips, jeg engang har fået – bare med en bismag af gammelt kød. Det er bestemt ikke lækkert, men man kunne sikkert godt sidde og gufle dem i en snæver vending. Det kan være, jeg skal sætte dem på bordet, næste gang gutterne kommer på besøg. Skæve mennesker æder hvad som helst.

Efter maden lægger Kashmir sig oven på en af mine vinylplader, because fuck all, og giver sig til at slumre. Hun ser glad og tilfreds ud.

”Hvem vil ikke gerne være kat?” har jeg sunget tusind gange, for deres liv virker ret vidunderligt. De gør, hvad fanden der passer dem, bliver kløet på maven (hvis de vil have det), sover 16 timer i døgnet, og er mere elegante, end jeg nogensinde bliver.

Men maden kan de beholde. Hvis man ser bort fra tunen, smagte det hele underligt ensartet, og det var ikke en rar smag. Jeg forventede fransk paté og fik noget ubestemmeligt ”kød” i stedet – lige meget om det blev kaldt laks eller kalv.

Nu vil jeg tage mig en underkop fløde, skide i kattebakken, og så er det ellers på hovedet i seng.