RIP

Rocken er død, og vi kommer aldrig til at se en rigtig rockstjerne igen

Vi talte med David Hepworth, som har skrevet bogen 'Uncommon People: The Rise and Fall of The Rock Stars', der handler om musikindustriens berømte og berygtede antihelte.

af Seth Ferranti
02 februar 2018, 9:40am

National Archives / Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Da antallet af rockstjerner nåede sit højdepunkt i 70’erne, kunne Elvis Presley dukke op i det Hvide Hus, forlange at se Richard Nixon og vade direkte ind på det ovale kontor iført en af sine skjorter med enorme kraver. Rockstjerner havde gudestatus, og deres fans fulgte dem som religiøse disciple. De kunne ikke gøre noget galt – og hvis de gjorde noget galt, så slap de som oftest afsted med det.

Men i dag er de eneste musikere, som har lyst til at mødes med præsidenten, Kid Rock og Mike Love. De ses ikke længere som hverken helte eller antihelte. De er ikke længere ikoner, der skaber røre og kaos i popkulturens glatte overflade. Det er faktisk meget muligt, at rockstjernen, ovenpå årtier med voldsomme udskejelser, er død.

I sin nye bog, Uncommon People: The Rise and Fall of The Rock Stars, beskriver den britiske rockanmelder David Hepworth, hvordan rockstjernen blev en central figur i popkulturen. Den garvede musikjournalist, som var vært på det legendariske BBC-musikprogram Old Grey Whistle Test, mener, at rockstjernen definitivt har udspillet sin relevans i vores kultur i dag. Bogen dækker kunstnere fra 1945 og frem til 1995 og forholder sig især til de faktorer, Hepworth ser som afgørende for rockstjernens fald.

”Mange folk mener, at alting går meget hurtigere i dag end før. Det, tror jeg ikke nødvendigvis, er tilfældet,” siger Hepworth. ”John Lennon mødte Paul McCartney i sommeren 1957, og på kun ti år gik de fra bare at være et par 14-årige knægte fra Liverpool til verdensberømte stjerner. Så hurtigt tror jeg slet ikke, det går i dag. Der er meget, som har ændret sig i verdenen.”

Fra Little Richard og Chuck Berry til The Beatles og The Rolling Stones til Bob Marley og David Bowie til Beastie Boys og Guns N' Roses – Hepworth dækker hele spektret. Vi har talt med ham via Skype for at høre om de første rockstjerner, der brød igennem, hvad betegnelsen dækkede over i 70’erne og 80’erne, og hvad det betyder i dag, mange år efter glammetal og hiphop skubbede rocken af tronen.

Noisey: Hvorfor mener du, at rockstjernen er død i dag?
David Hepworth: Jeg tror altid, at en musiktrend har en begrænset levetid. Jazztiden starter henimod slutningen af Første Verdenskrig, og så slutter den et sted i midten af 50’erne. Countrymusikken blomstrer op i de sene 1920’ere og er slut i 60’erne. Det betyder ikke, at der ikke fortsat er folk, som optræder inden for de rammer, men det er ikke på samme måde relevant. Guitarrocken er født med Elvis og udviklet gennem Beatles og så videre, men i 90’erne holder den op med at udvikle sig. En af de ting, der slår mig som nævneværdige i den her sammenhæng, er fremkomsten af sociale medier. I dag er det fuldstændig umuligt at være rockstjerne, som man var rockstjerne i 70’erne.

Jeg tror, at hvis folk i dag opførte sig på samme måde, som David Bowie eller Robert Plant eller Jimmy Page gjorde i 70’erne, så ville de ret hurtigt få problemer. Vi lever i en meget følsom tid. I dag ville de formodentlig skulle bruge meget tid på at undskylde for alle de ting, vi i 70’erne hyldede dem for at gøre. Verden har forandret sig. Rockstjernen har haft sin tid, i dag har hiphop taget over. Vi er selvfølgelig langt inde i hiphop-æraen, men tendenser varer ikke for evigt. En sjov ting er, at begrebet rockstjerne i dag er blevet til en metafor.

Man taler om politikere med rockstjernekvaliteter eller rockstjernekokke eller rockstjernefodboldspillere og så videre. Vi knytter de associationer, vi plejede at knytte til rockstjerner, til andre folk i dag, når folk har en karismatisk, sexet og fandenivoldsk udstråling. Der er alle sammen rockstjernedyder. Jeg tror, at selve ideen om en rockstjerne kom til verden i 50’erne, blev videreudviklet i 60’erne, blev kompliceret i 70’erne, blev populær i 80’erne og så kollapsede den under forventningspresset i slutningen af 80’erne og i 90’erne.

Hvem var de første rockstjerner, der blev verdensberømte?
Det er alle folkene fra 50’erne. Da jeg begyndte på bogen, var fire af dem stadigvæk i live – Chuck Berry og Fats Domino er begge døde nu, men Little Richard og Jerry Lee Lewis er fortsat i live. Men den mest indflydelsesrige rockstjerne af dem alle – en konklusion jeg nåede frem til, mens jeg skrev bogen – er Buddy Holly. Buddy Holly lignede ikke en stjerne. Buddy Holly lignede naboens knægt. Han skrev sine egne sange, og de handlede om hans egne erfaringer i livet.

Folk som Paul McCartney og John Lennon, der på daværende tidspunkt var 13 og 14 år gamle og boede i Liverpool, så op til ham og var inspirerede af ham. De fandt ud af, at de også kunne skrive sange og lave et band med vennerne. Jeg tror, Buddy Holly blev en ledestjerne for hele den generation af musikere, der voksede i 60’erne. Folk som Mick Jagger og Bob Dylan er også inspirerede af Buddy Holly. De ville gerne være ligesom Buddy Holly, der vendte op og ned på alting i midten af 50’erne.

Hvordan ændrede begrebet betydning i 70’erne og 80’erne?
Udviklingen var affødt af den tradition, som Elvis og senere Buddy Holly grundlagde. Det var meget autentisk. Det var stort set kun mænd, det var folk, som spillede guitar og sang og skrev deres egne numre. De gav udtryk for deres følelser. De var meget uafhængige, og det identificerede vi os med. De fulgte kun deres egen mavefornemmelse i livet. De lod til bare at køre derudad uden at have en plan. Det var en stor del af tiltrækningen dengang, men det tror jeg ikke længere, det er.

Den teknologiske udvikling har gjort det meget svært for folk at opføre sig på den måde længere. Man begyndte først rigtigt at bruge begrebet ”rockstjerne” i 70’erne, hvor det egentlig havde eksisteret i 20 år. Man så lidt Elvis Presley som en bonderøvs-crooner, og der var heller ingen, der kaldte Beatles for rockstjerner i 60’erne. De var en popgruppe. Det er først midt i 70’erne, man begynder at bruge betegnelsen på folk som Bruce Springsteen. Springsteen er interessant i den sammenhæng, fordi hans ambition netop var at blive en rockstjerne. Han følte, at folk forventede det af ham. Men det varede heller ikke ved. Jeg har selv oplevet den periode, så jeg synes, jeg har et godt udgangspunkt for at skrive om både begyndelsen og enden, og jeg synes, historien om sidstnævnte er lige så vigtig som begyndelsen.

Af alle de rockstjerner, du omtaler i bogen, hvem var så den ultimative bad boy, som kørte den hårde stil, vi i dag associerer med rockstjerner?
Jeg tror, mange af dem passede bedre på sig selv, end man skulle tro. Keith Richards har danset på kanten siden 1971 eller deromkring, men han er her stadig. Man af dem har virkelig haft en evne til at overleve lige meget hvad. De er temmelig sejlivede. Det er utroligt, at Little Richard og Jerry Lee Lewis stadigvæk er i live. Men de er hårde nysere, der kan finde ud af at overleve. Den største rockstjerne i min bog vil nok virke overraskende på nogen, men det er Bob Marley. Jeg så Bob Marley and the Wailers i London i 1975, og det var den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Han var det mest karismatiske menneske på en scene, jeg har oplevet i mit liv. Han nåede desværre aldrig at høste frugten af sit arbejde og sin status, men det var kræften, der slog ham ihjel, ikke hans rock’n’roll-livsstil.

Hvad mener du med, at rockstjerner er ”ualmindelige mennesker”?
De startede som helt almindelige mennesker. Det er hele pointen med en rockstjerne – at han var din nabo til at starte med. Han var lastbilchaufføren eller din klassekammerat eller noget lignende. De var ikke uddannet inden for scenekunsten. De gjorde sig selv usædvanlige. Når man læser om dem, finder man hurtigt ud af, at de nærmest var stjerner, inden de blev berømte. Elvis stak virkelig ud i bybilledet i Memphis, når han kom gående ned af gaden, da han var 15. Folk så på ham og tænkte, at han var en underlig knægt. Det er en stor del af det, der gjorde ham til en stjerne, da han begyndte at lave musik. Min pointe er, at rockstjernen er en usædvanlig version af os selv.

Tror du 80’erne, hvor blandt andre Van Halen og Guns N' Roses gik helt over gevind, endegyldigt tog livet af rockstjernen?
Jeg tror bare, det blev fjollet på et tidspunkt. Guns N’ Roses er rockstjerneversionerne lavet til musikvideoalderen. De lignede en parodi på et rockband, og det var det, man havde brug for i MTV-æraen, hvor man for alt i verdenen skulle passe ind. Jeg synes, det blev til en selvparodi i sidste ende. Musikalsk kunne de heller ikke gøre ret meget, som ikke allerede var gjort. Det er derfor, musikindustrien orienterede sig mod hiphop i stedet, fordi det var nyt, det var en ny teknologi, en ny æstetik, og det viste sig, at det var det, folk ville have. Jeg tror, det er rigtig svært at gå ind i et studie og lave en plade inden for Led Zeppelin-rammerne, som ikke allerede er lavet bedre i 1972. Det er virkelig svært.