Annoncering
internettet

En tidslinje over de første 24 timer, efter jeg gik viralt

Det var mig, der gjorde mit haveskur til den bedst anmeldte restaurant i London. Her er, hvad der skete bagefter.

af Oobah Butler
24 januar 2018, 5:00am

Forfatteren er på australsk morgen-TV for at snakke om sit skur.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg er en simpel mand. En almindelig dag foregår som regel ved, at jeg vågner op, sætter vand over, tager et bad, drikker en kop te og ser Ice Road Truckers, indtil jeg bliver sulten eller finder på noget andet at lave.

Men for nylig havde jeg en dag, som virkelig skilte sig ud. Onsdag d. 6. december skrev jeg en historie til VICE om at omdanne mit skur til den mest populære restaurant på TripAdvisor - og historien gik viralt.

Det betød, at jeg skulle deltage i det ene TV-program efter det andet, ikke fik noget søvn, og blev kaldt en "uvorn knægt" på britisk morgen-tv. Her er en 24 timers tidslinje over, hvad der skete den dag.

11:00: Jeg åbner døren i mit skur og træder ud på terrasen. Det er en grå og trist morgen, så jeg går indenfor igen og smider mig på sengen. Min telefon vibrerer ind i mit hoved. Det er endelig sket. Den artikel, jeg har brugt de seneste syv måneder på at planlægge - den artikel, som alle i mit liv er trætte af at høre om - er ude.

11:08: Jeg tweeter om artiklen, hopper over på nogle af de andre profiler, jeg har, og giver den noget kærlighed. Så er der da nogen, der har gjort det.

11:19: Ligegyldigt om den ligger på bordet eller i min hånd, vibrerer min telefon. Den er ikke holdt op. For et kvarter siden havde jeg 6500 følgere - nu har jeg 6600.



11:58: Twitter har åbenbart ændret mine indstillinger, så jeg kun får notifikationer fra folk, som er verificeret. Gordon Ramseys vinmand loller over artiklen, og René Redzepi fra "verdens bedste restaurant" noma er også nede med det.

12:23: "Restaurantens" e-mail er ved at flyde over med anmodninger om reservationer. Der er en af dem, som får mig til stoppe op. "Jeg er virkelig stolt af dig," står der, og den kommer fra Guardians madanmelder Jay Rayner. Mine hår rejser sig i nakken.

12:49: Nu kommer det første negative feedback. En fyr sender mig en vred besked om, at han havde lovet sin kone et bord på The Shed, som restauranten hed, til deres bryllupsdag. Jeg forstår godt hans utilfredshed: Min fælde har ikke alene afsløret, at jeg er en falsk lystløgner, men også, at han er.

13:43: Det første tilbud om interview kommer. Det er nogen fra avisen METRO. De omstiller mig til et telefonmøde. Jeg finder senere ud af, at på grund af min deltagelse bliver der trukket 200 kroner ekstra på min telefonregning.

14:31: Tilbage i skuret begynder flere kendisser at vise deres støtte. Kunstneren Grayson Perry anbefaler min ikke-eksisterede restaurant. Den amerikanske radiovært PJ Vogt har re-tweetet den, og en konservativ parlamentspolitiker skriver, at han i hemmelighed sidder og nyder den i parlamentet. Så--

14:32: --ringer telefonen, som jeg købte til The Shed. "Hallo, du har ringet til The Shed" svarer jeg af vane. Der er stille et øjeblik, og så kan man høre nogen flække af grin, inden de lægger på. Det er første, men bestemt ikke sidste gang, at folk laver telefonfis med mig de næste fjorten dage. Jeg får lov at smage min egen medicin.

15:05: Jeg har lige lavet et interview med The Evening Standard, men de er ikke tilfredse. De insisterer på at kigge forbi dagen efter for at tage billeder af mit skur. Jeg siger nej og begrunder det med, at jeg ikke har lyst til, at de kommer.

16:52: "David Baddiel følger dig"?


18:21: ITV News ringer til mig, og halvt på grund af deres vedholdenhed, halvt fordi der er dårligt signal i det tog, jeg er med, er jeg tvunget til at gå på kompromis med mine principper: Jeg går med til, at de må besøge skuret dagen efter.

18:39: Inden for få minutter ringer BBC og overtaler mig til det samme.

19:20: Min ven, som ejer den have, hvor skuret står i, ringer og er lidt bekymret. En af de gæster, der spiste på The Shed, og troede det var ægte, er lige dukket op og er rasende.

19:49: Min telefon ringer. "Du skal på Good Morning Britain i morgen," siger VICE's PR-manager, Emily. "Taxaen er hos dig klokken 5 i morgen tidlig!"

21:08: Jeg skulle egentlig være til et standup-show, men jeg bliver hele tiden nødt til at gå ud for at snakke med journalister fra CBC, NPR og Talksport.

05:32: Jeg vågner med voldsom hjertebanken. Bilen har holdt udenfor og ventet i 20 minutter. Fuck. Kommer jeg seriøst til at gå glip af Good Morning Britain? Jeg tager det samme tøj på som i går og kigger mig i spejlet: Jeg har det der tømmermænds-look, hvor det ligner, at man har små pakker af savsmuld under øjenlågene.

06:01: I makeup får de min rejefarvede hud til at få en nuance af kylling.

06:30: Jeg er i fjernsynet.

06:45: Jeg er fuldstændig høj, da jeg sidder på bagsædet i taxaen igen. Min mor, min tante og mine venner skriver til mig, og jeg snakker med chaufføren om TripAdvisor. Telefonen ringer, og det bliver bare bedre - det er Paul Ross! Han har lige set mig i fjernsynet, og vil have ham til at komme og snakke med ham på TalkRadio. Taxaen kører mig derhen.

07:30: Interviewet går fint og Pauls medvært spørger, om jeg vil snakke med hende. Det viser sig, at hun arbejder for The Sun. "Nej," siger jeg, "Jeg er Liverpool-fan." Paul Ross laver et ansigt til mig. "Det her er TalkRadio – så du har i praksis allerede snakket med dem."

09:43: Jeg snakker med min mor og far, som har overbevist sig selv om, at jeg "fremstod meget professionel" på Good Morning Britain. Jeg klarer nogle flere radiointerview.

10:12: Jeg har fået virkelig mange venneanmodninger på Facebook fra folk, som jeg ikke har talt med siden gymnasiet.

11:21: ITVs kamerahold dukker op og er meget forvirrede. De to kamerahold forsøger akavet at få de samme optagelser af min rådne terrasse, malingpletter og æggeskaller på gulvet. Kort sagt så bor jeg i en svinesti.

11:32: The Evening Standard har brugt en satirisk tegning af mit skur til at illustrere Brexit.

13:12: ITV News forsøger at lave et live-indslag, mens de stiller mig spørgsmål og jeg nikker.

De næste timer er en lang pløre af telefoninterviews, hvor jeg ikke giver meget mening, ingen mad eller søvn, og taxature. Det er svært at beskrive med ord, hvor fraværende jeg var. Heldigvis blev det hele fanget af Sky News.

Superstar.