Uffe Lorenzen forlader ikke scenen bag baren på Frederiksberg

Uffe Lorenzen er en kæmpe mand. En behåret klippe, en bastant autoritet, som siger, hvad han mener, og mener, hvad han siger. Men samtidig er der en øm venlighed i hans fremtoning og i hans stemmeføring, når han står der bag baren på Frederiksberg og skænker en fadøl.

I de fleste kredse er Uffe kendt som forsangeren bag orkestre som Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, men for gæsterne på Café Svejk for enden af Frederiksberg Have spiller han en anden rolle.

Han er bartenderen, der er glad for sit job og nyder at sælge et kvalitetsprodukt.

Han er den type, som kan kræve folks opmærksomhed og være til stede i nuet, lige gyldigt om han henvender sig til et menneskehav eller lige netop dig i baren. Og kun dig.

Jeg føler mig tryg i hans selskab, på samme måde som når han står på kanten af scenen med en imaginær dirigentstok og giver indtryk af at have fuldkommen styr på den soniske hvirvelvind af kaos, han har skabt med sine bandkammerater. 'Bare rolig,' er det som om, han siger, med sveden dryppende fra sit lange skæg. 'Der er mening med galskaben, og en vej gennem tågen.'

Måske er det netop de to former for afdæmpet autoritet, der skal til, når man har de to jobs, som Uffe har.

”Der er bestemt en sammenhæng mellem scenen og baren,” siger han, mens vi finder os til rette i de brune gemakker på Svejk. ”Hvis du kigger, kan du se, at baren faktisk lige er hævet syv centimeter i forhold til resten af lokalet. Der er desuden lidt spotlight, så det minder lidt om en scene, selvom jeg siger det med en vis ironisk distance.”

Han tilbyder mig en fadøl, og jeg tager lidt modvilligt imod den. Jeg har tømmermænd efter en søndagsjulefrokost, der stak af, men jeg beslutter mig for at udnytte muligheden for at bruge hans ekspertviden. Hvad er den bedste kur mod min rædderlige tilstand?

”Der er kun én ting at gøre,” siger han og peger på den fadøl, han lige har stillet foran mig. ”Drik en lille øl - eller et shot. Der skal ikke så meget til. Så går det over. Hvis man drikker dagligt, så får man jo ikke tømmermænd. Man skal bare sørge for at have lidt alkohol i blodet altid.”

Uffe sender mig et skælmsk smil og bekræfter, at han skam også drikker bag baren.

”Når jeg er på arbejde, drikker jeg altid den, vi også drikker nu – Prezident,” forklarer han, mens han beundrer glasset. ”Det er en stærk pilsner på 6% med en lidt fyldigere smag end en normal pilsner. Den kommer fra et meget gammelt tjekkisk bryggeri, der hedder Bohemia Regent.”

Det hæderkronede, men forholdsvis ukendte mærke blev grundlagt tilbage i 1379 i den lille tjekkiske by Trebon, og det er det eneste ølmærke, de har på fad på Café Svejk. Det er stedets ejer, Kim Normann, der har introduceret øllen til det danske marked, og han startede oprindeligt baren for at sprede kendskabet til Bohemia Regent. Stedet har et meget spartansk udvalg i forhold til de mikrobrygbaserede ølbarer, der skyder op i bybilledet, men det, mener Uffe ikke, er et problem.

”Vi har stadig bare det samme tjekkiske mærke, som Kim introducerede til det danske marked for 25 år siden. Der er tre forskellige slags, og det er det, de fleste drikker,” siger han. ”Man kommer ikke her for at smage en hel parade af øl. Her har vi kun få øl, men hvis du kan lide én af dem, burde du kunne drikke den hele aftenen uden at blive træt af den.”

På Café Svejk er der hverken mocca-infusioner, syltede grannåle eller porter med vaniljeis. Der er tre fadøl at vælge imellem, og mere avanceret behøver det heller ikke at være. I takt med at nørdede og lidt krævende øldrikkere er begyndt at dukke op, er den konservative gamle værtshusgæst, som bare skal have det, hun kender, til gengæld blevet mere sjælden.

”Det sker stadig engang imellem, at der er nogen, der beder om en Hof,” smiler Uffe. ”Da jeg begyndte at arbejde her, sagde jeg: ‘Det kan du desværre ikke få’, men det fik jeg strenge ordrer om ikke at sige. Jeg skal i stedet sige: ‘Det har vi heldigvis ikke. Vi har kun god øl.’ Det er en del af jargonen her i huset. Det er da sket, at nogen har spurgt efter en Hof og er gået igen, fordi de ikke kan få det, og der kan man ikke gøre andet end at trække på skulderen og tænke: you don’t know what you’re missing.”

LÆS MERE: En garvet Nørrebro-bartender fortalte os om værtshusdiplomati

Café Svejks meget lille udvalg burde være en hæmsko i den ølkultur, der hersker i nutidens København, men faktisk har danskernes interesse for nye øltyper været stedets redning.

”Der er sket en revolution i folks hoveder i forhold til øl i løbet af de 25 år, stedet har eksisteret,” forklarer Uffe. ”Billedet så helt anderledes ud dengang, og der var det enormt svært at overbevise folk om, at de skulle prøve den her ukendte øl, selvom den smagte ti gange bedre. Danskerne levede i en ølboble, hvor man troede, at en Hof var sådan, en øl skulle smage. Man havde svært ved at acceptere, at der fandtes andet. Det har jo ændret sig fuldstændig nu. Folk er virkelig åbne for at smage alt muligt. Det er 30 år siden, du bare kunne smække nogle stole op og et Tuborgskilt på facaden, og så var det en succesfuld bar.”

Til de ganske få, som desværre ikke kan eller vil nyde smagen af øl, kan Uffe servere et glas vin eller en simpel longdrink, men mere avanceret skal det heller ikke blive.

”Det hænder, at folk beder om en white russian, og så må jeg forklare, at jeg hverken har mælk eller Khalua - men en vodka kan de da få,” siger han. ”Hvis du kigger rundt på bordene, kan du også se, at alle har fadøl. Der er noget charmerende ved, at alle drikker det samme - når nu det er noget særligt øl, som man kun kan få her, og som er synonymt med Svejks identitet. Her drikker man øl med højt skum, og det har folk vænnet sig til.”

For elleve år siden begyndte Uffe at arbejde på Café Svejk ud af desperation. Han havde en stor gæld og kunne langt fra leve af musikken, så bartjansen blev hans redning. Det gav ham mulighed for at betale sine regninger, samtidig med at det var fleksibelt nok til, at han kunne passe sine bands. På stille eftermiddage har han endda haft mulighed for at sidde bag baren med en slidt gammel guitar og skrive nogle af de sange, som i dag er folkeeje. Han er glad for sit arbejde, og lige meget hvor succesfuld hans musik bliver, kan han ikke forestille sig, at han vil stoppe med at hælde fadøl op.

”Lige for tiden gør jeg det mest for hyggens skyld, men sådan har det ikke altid været,” forklarer han. ” Det er en meget usikker tilværelse at være musiker. Der kan være lange perioder, hvor der ikke kommer en øre ind. Så er det her sted min primære indtægtskilde. Heldigvis er det et fleksibelt job, så jeg kan altid få fri, hvis jeg skal ud at spille. På den måde er det et perfekt job. Jeg har altid arbejdet så lidt som muligt, men så meget som jeg havde brug for.”

Han slår fast, at det langt fra kun er fleksibiliteten ved jobbet, der har fået ham til at blive ved. Efter så lang tid på samme arbejdsplads tager man et ansvar på sig og bliver en del af stedet, og Uffe føler sig til rette i de rammer, som stedet kan tilbyde. Café Svejk er ikke en fancy ølbar, men det er heller ikke en typisk bodega. Det er et ”sobert” sted, som Uffe siger, hvor pæne mennesker samles om en god øl og et lille stykke med rockmusik fra anlægget.

”Der er ikke nogle idioter, der råber, sviner folk til, brækker sig eller pisser på gulvet. Folk opfører sig eksemplarisk. De drikker en håndfuld bajere, og det er meget sjældent, at jeg skal smide nogen ud for at være for fulde. Jeg tror ikke, jeg ville kunne arbejde i Indre By. Det tror jeg, jeg ville blive sindssyg af. Jeg kan godt lide, at man har en kontakt til stamkunderne, kan få sig en sludder, og sætte det musik på, som man selv kan lide.”

Lige i dag betyder det Grateful Dead, og det er også den gode, gamle rock, der regerer på Café Svejk. Der er god chance for at høre Dylan, Beatles eller Stones, men til gengæld er der med garanti ingen Shu-bi-dua, for det er bandlyst af chefen. Barens musikprofil stiller de fleste tilfreds, men også her kan man clashe med den moderne københavnerkultur.

”Det sker tit, at folk kommer op med en iPhone og spørger, om vi kan høre et eller andet, og nej, det kan vi ikke. Både fordi det er forbudt, men også fordi vi slet ikke har et minijack. Vi hører CD’er, og vi hører kun hele albums.”

Fulde folk kan blive hidsige, når de ikke får deres vilje, og det er ligegyldigt om det er fordi de ikke må høre Rihanna eller ikke må få mere at drikke. Jeg beder Uffe forklare, hvad hemmeligheden til at være en god bartender er.

”En vis pædagogisk og diplomatisk sans,” siger han med det samme. ”Man kommer langt med venlighed. I stedet for at sige til folk, at de ikke får mere, fordi de er stive, og skal skrubbe hjem, så kan man sige: ‘Jeg har ringet efter en taxa til dig. Her er en kop kaffe og et glas vand'. Så kan man føre dem roligt ud af døren. Det er jo ligesom at være pædagog i en børnehave, når folk har fået nok at drikke.”

Han fortæller, med en vis stolthed, at der kun har været slagsmål to gange på de elleve år, han har stået bag baren. Han mener, det skyldes den aura af ro og gemytlighed, som ligger over stedet, når man træder ind af døren.

”Folk kan godt fornemme, at det ikke er sådan et sted, hvor man danser på bordene eller begynder at genere de andre gæster,” siger Uffe. ”På de brune værtshuse er der altid en fuld drukkenbolt, der skal forstyrre, især hvis der er nogle unge piger. Her sidder folk med deres egne små selskaber og hyggesnakker måske lige, når de er ude at ryge.”

Apropos rygning er Café Svejk et af de få steder under 40 m2, som har valgt at forbyde røg. Det er de ansatte, der har taget beslutningen, og selvom Uffe selv ryger, mener han det var den rigtige beslutning. Det giver et rart indeklima, og fordi gennemsnitsalderen er højere end på Nørrebro, pulser de fleste af gæsterne alligevel ikke.

På denne mandag sidder der folk ved alle bordene, uden der overhovedet er proppet. Der er ganske rigtigt en del midaldrende mennesker, men der er også unge. Uffe mener, det er essentielt for en god bar, at den kan samle forskellige typer mennesker.

”Det skaber en eller anden form for lighed, at jeg kan sidde på samme bar som Frederiksbergs borgmester, blikkenslageren, pensionisten og den flok CBS’ere, der sidder derovre, og vi samles om at drikke en øl. Det er alle mulige mennesker på kryds og tværs af klasser og interesser, der mødes det samme sted, og det, synes jeg, er enormt smukt,” siger han.

”Vi har godt af at høre, hvordan andre ser på verden. Det er dét, et old-school værtshus kan. Vi mennesker er jo socialt anlagt. Vi vil gerne møde hinanden. Vi vil gerne forstå hinanden. Vi vil gerne tale med hinanden. Vi vil gerne dele vores tanker – ligesom folk gør på Facebook.

“Baren er en social ventil, hvor vi får mulighed for at møde hinanden på tværs af alder, køn og alt mulig andet. Det er vigtigt for sammenhængskraften i et samfund.”