Interviews

Mød den unge filosof, der er bange for, at du har glemt, hvordan man drømmer

Fuck 12-tallerne – ungdommen lider under et større præstationspres end nogensinde før, og skal vi presse den anden vej, må vi drømme vildere, lyder det fra Olav Hesseldahl.

af Lene Munk
01 november 2016, 6:00am

Alle billeder af Kasper Løftgaard

Vi kan ikke finde ud af at drømme. Det er ikke nødvendigvis vores egen skyld. Men det er vores –endog meget vigtige – opgave, at vi lærer det, at vi finder inspirationen, overskuddet og lysten til at drømme. Drømme stort. Drømme vildt. Drømme udover skolebænken og arbejdspladsen.

Det er budskabet fra Olav Hesseldahl, da jeg møder ham første gang på Ungdommens Folkemøde, som han er medarrangør af. Han kommer ned fra pladsens store scene, hvor han netop har introduceret talere, der alle fortalte om deres drømme – for dem selv, for fællesskabet og for samfundet.

Omkring 20.000 deltog i årets folkemøde for unge, og selvom sådan et arrangement rummer mange interesser og mål, så var det for Olav Hesseldahl især vigtigt at skubbe til deltagernes drømmeevne, en evne, han føler er svækket, ja, nærmest mangler blandt den unge generation, altså os.

Det her konkurrencesamfund har lagt sig som en tung dyne over unges evne til at tænke selv.

Olav Hesseldahl er 30 år og uddannet filosof, og så tænker han en masse tanker om vores samfund og vores generation. Nogle af de tanker materialiserer sig i en organisation, Ungdomsbureauet, som står bag diverse arrangementer – senest, og størst, Ungdommens Folkemøde.

En uge efter Ungdommens Folkemøde har jeg derfor inviteret mig selv til kaffe på hans kontor. Jeg siger til ham, at det her med drømmene, det bliver han nødt til at uddybe. Det lyder jo foruroligende – en hel generation, en hel dansk ungdom ude af stand til at drømme.

"Det var på Roskilde Festival for to år siden, hvor vi lavede en workshop, at vi først stødte på det. Vi spurgte: Hvad drømmer du om? Og fire ud af fem deltagere svarede noget, der handlede om uddannelse eller karriere, og det blev vi ret overraskede over. Altså, vi var på Roskilde, vi havde lavet alle mulige sjove ting, og så hoppede de alligevel direkte tilbage i hverdagens trummerum, da vi stillede det her spørgsmål. Jeg har siden spurgt rigtig mange unge, hvad de drømmer om, og tendensen er den samme," siger Olav Hesseldahl.

Alle billeder af Kasper Løftgaard

Olav Hesseldahl mener, at en svækket drømmeevne blandt unge er endnu en – meget alvorlig – konsekvens af konkurrencestatens pres på ungdommen. At der ligger så stort et pres på vores generation i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, at vores fokus ensrettes – vi er, hvad vi arbejder med, og vi glemmer, at vi kan være så meget mere. Vi har populært sagt travlt med at blive til noget i stedet for at blive til nogen.

Men hvad er det, vi går glip af, når vores drømme handler om at blive advokat, den næste Mark Zuckerberg eller kendt på Instagram?

"Jeg synes, at drømme skal være noget mere abstrakt og gerne have en surrealistisk klang," siger Olav Hesseldahl.

Han understreger, at han ikke mener, at unge ikke bør have ambitioner, men at han bekymres ved, at unge i høj grad sætter drømme lig med ambitioner. Han beskriver drømme som en art fyrtårne i livet, man kan styre efter – det kan godt være, du sejler lidt væk fra dem i perioder, det kan godt være, du aldrig når helt derhen, men du kan styre efter dem, de leder dig gennem livet. Det bør dine ambitioner ikke på samme måde, forklarer han, for en ambition slutter. En uddannelses- eller karriereorienteret ambition kan opnås og krydses af på en liste. Den kan også fejle. Og når man fejler, når ens ambitioner brister, er det vigtigt at have drømmene.

"Man bør se drømme som noget større, og det er sværere at finde ud af, hvad man drømmer om. Med en ambition kan du lave en femårsplan og gøre alt, hvad du kan for at opnå den. Der er ikke en lineær vej til at opfylde en drøm. Det er nok også derfor, at mange unge taler om ambitioner, når de bliver spurgt om drømme. En drøm kan være en følelse, og det kan være svært at italesætte en følelse."

Men drømmene er vigtige. Og det bliver tydeligst, når de udebliver. For hvad sker der med os, når vi ikke længere drømmer på egne, andres og hele samfundets vegne? Ifølge Olav Hesseldahl er drømmene det, der gør os til hele mennesker. Drømmene giver os perspektiv i livet. Og drømmer vi i fællesskab, kan vi rykke hele samfundet.

"Jeg oplever, at mange unge sætter hele deres liv ovenpå, hvad de er uddannet som eller i gang med at uddanne sig til. Og det er jo meget naturligt, det er en krog at hænge folk op på, men jeg tror også, det er farligt. Mange unge sætter alt på én hest og glemmer at dykke ned i livets mange facetter. Du må ikke tro, at du vælger hele dit liv, når du vælger din uddannelse," siger han.

"Jeg har været ude og holde oplæg på produktionsskoler, hvor der går nogle unge, der er i en sårbar situation – ofte har de haft et misbrug, er faldet ud af en uddannelse eller har ikke kunnet klare et arbejde. De her unge kan ikke hænge deres liv op på sådan en krog, og her har jeg mødt meget forskellige mennesker med meget forskellige drømme."

Betyder det, at de er bedre til at drømme, de, der går på produktionsskole?

"Ja, meget bedre. De er meget tættere på der, hvor livet gør ondt. Og jo tættere man er på udsving i livet, jo bedre er man i stand til at drømme sig ud af det. Jeg tror ikke, at en helt almindelig gymnasieelev bliver tvunget til at drømme. Produktionsskoleeleverne bliver i højere grad tvunget til at stille sig selv nogle svære spørgsmål: Hvad er det egentlig, jeg vil med mit liv? Hvorfor vil jeg have en uddannelse? Jeg kan ikke finde ud af at tage en uddannelse – hvad vil jeg så? De spørgsmål er du ikke tvunget til at svare på som en gymnasieelev med et snit, så du kan vælge mellem jura og statskundskab."

Olav Hesseldahl forklarer, at han dermed ikke siger, at den dygtige gymnasieelev nødvendigvis har det let. Gymnasieeleven med det gode karaktergennemsnit passer bare bedre ind i konkurrencestaten og i den perfektionskultur, der er opstået som følge af den. Han peger på det, at flere og flere unge oplever depression, angst og stress, som tegn på, at alle slags unge er under pres, og han mener, at det her pres svækker drømmeevnen og resulterer i en generation, der ikke er særligt iderig, sprudlende og vild. Vi er kort sagt så presset i vores dagligdag, at vi ikke har overskud til at presse den anden vej, når vi har fri – vi orker ikke at udfordre systemet.

Jeg drømmer om en tid, hvor alle de ting, jeg godt kan lide at lave, ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger.

Men kunne det ikke også forholde sig sådan, at mange unge faktisk har det helt okay, og at det er derfor, vi accepterer det bestående fremfor at udfordre det?

"Jeg kan godt genkende fra mig selv, at hverdagsaftenerne kan blive en dagligdagstrummerum, hvor jeg ikke får udfordret mig selv. I vores levevis er der en magelighed, vi er trygge, så der er ikke noget, der gør, at vi absolut må være fremme i skoene. Omvendt oplever vi at måtte være så fremme i skoene på skolebænken og på arbejdspladsen, at når vi kommer hjem, har vi brug for at slappe helt af."

Og se noget Netflix og ikke så meget andet?

"Ja, og så til gengæld ikke udfordre vores livssyn. Der er jo masser af ting, du ikke lærer på skolebænken, men som du selv må opsøge. Mange unge lever op til det, samfundet forventer, de er dygtige elever, men skal vi ændre noget i det her samfund, så skal de begynde at blande sig, så skal de vågne og være lidt nysgerrige."

Vil det sige, at vi skal til at sige: Fuck de 12-taller – lad os komme gennem vores uddannelse med nogle 4-taller og 7-taller og så til gengæld engagere os i at finde viden om verden og udforske os selv? Skal ungdommen simpelthen holde op med at tage deres uddannelse så pissehamrende alvorligt?

"Ja, det synes jeg faktisk."

"Til workshoppen på Roskilde Festival valgte vi at ændre spørgsmålet til: 'Hvad drømmer du om? Og du må ikke sige noget med uddannelse og karriere', og så var der en, der sagde: 'Jeg drømmer om en tid, hvor alle de ting, jeg godt kan lide at lave, ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger i det langsigtede projekt, som er min tilværelse.' Det sagde han. Og det, som det egentlig betyder, er, at hele hans liv er blevet et projekt, som han hele tiden forsøger at optimere, og hver gang han gør noget, som ikke optimerer det projekt, så får han dårlig samvittighed. Det kan der komme ud af at kradse lidt i overfladen af den her drømmeevne."

Olav Hesseldahl fortæller, at han møder mange unge, som er så fokuserede på at blive dygtige fagligt, at de lukker sig om sig selv og mangler den åbenhed overfor verden, som han mener, et velfungerende demokrati kræver af sine borgere, og filosoffen i ham kan ikke lade være med at referere til den franske filosof René Descartes.

"Før oplysningstiden var der nogle dogmer, der bestemte, hvordan man skulle leve, og i løbet af et par hundrede år fik man brudt med de dogmer, og verden blev mere åben. Descartes mente, at tvivlen var brændstoffet for oplysningstiden, han sagde: 'Hvis jeg kan tvivle på, om nogen styrer mig, så er det det bedste bevis på, at der ikke er nogen, der styrer mig'."

"Jeg synes, at vi nu – igen – er i en tid, hvor der er kommet så mange dogmer om, hvad der er rigtigt og forkert, at unge glemmer at tvivle. Det her konkurrencesamfund har lagt sig som en tung dyne over unges evne til at tænke selv – altså at tvivle. Og det er ekstremt skadeligt, at tvivl er blevet til noget, der er ufedt og farligt, for det burde betragtes som noget godt."

Derfor vil Olav Hesseldahl gerne opfordre unge til at tvivle lidt mere på det bestående. Til at finde modet til at hoppe ud af den trygge, komfortable rytme og gøre noget andet, drømme om noget mere.

Da jeg spørger ham, om han tror, at ungdommen vil fatte mod, om han tror, at vi genvinder evnen til at drømme – om han ser en modreaktion på vej, tøver han. "Det drømmer jeg om," siger han og griner lidt.

"Der er nogle knopskud. Der er nogle bevægelser, nogle folk, der prøver at provokere unge til at gentænke deres liv. Jeg ved sgu ikke... Jeg tror, det bliver til noget, hvis jeg gør noget ved det sammen med alle de andre, der er i gang med at gøre noget ved det. Jeg er ikke den eneste. Der er også stemmer i kulturen og i politik..."

Han tøver igen, men lyser så op:

"Jeg hørte Stine Bosse kalde sabbatåret for 'et refleksionsår' i stedet for 'et fjumreår' den anden dag."

Læs flere interview fra VICE:

27 år og konservativ politisk ordfører: "Jeg fortryder, at jeg ikke havde bedre tid til at være ung."

Vi spurgte fire danske unge, der valgte universitetet fra, om de har fortrudt

Min generation kan ikke finde ud af at gøre oprør – så jeg bad Uffe Elbæk om hjælp